Igår bragte Berlingske et interview med Lars Sandahl Sørensen, som fik alarmklokkerne til at ringe i punditokraternes base i Bispegade. Sandahl, der er administrerende direktør i DI og derfor, med Berlingskes ord “industriens førstemand”, argumenterer i indlægget for fælleseuropæisk statsstøtte og industripolitik. Det er svært at være mere uenig i det, der synes at være DIs nye synspunkt.

Problemet – hvis vi skal tillade os at gætte – ser ud til at være, at Sandahl og DI ikke kun har accepteret Draghi-rapportens diagnose af EUs økonomiske problemer, men også den kur, dens italienske forfatter foreslår. Draghi dokumenterer i rapporten, hvordan EUs økonomiske vækst, og ikke mindst den europæiske produktivitetsudvikling, er sakket bagud for bl.a. USA i meget lang tid. Det er ikke en ny indsigt, men det er befriende at se det så åbent og offentligt illustreret i EU. Dybden af problemerne er heller ikke hemmelig: Tager man et gennemsnit af væksten i timeproduktivitet i de store vesteuropæiske lande, steg den hurtigere i 70erne og ind i 80erne i Europa end i USA. Selv i 80erne var USAs produktivitetsvækst kun 1,6 % mod Europas og Danmarks 2,9 % om året. Men fra starten af 90erne og frem har billedet været det modsatte. I 90erne havde USA og Danmark stort set samme produktivitetsvækst (2,1 mod 2,2 %), men i 00erne faldt Danmarks til 1 % og EUs til 0,8 % på samme tid som USAs fortsatte på 2,4 % om året. Resultatet har været, at mens de store lande i EU i gennemsnit havde samme timeproduktivitet som USA i 1990, var de umiddelbart før nedlukningsperioden 15 % bagud. Problemet bliver ikke mindre af, at de asiatiske tigre er ved at indhente Europa. i 00erne voksede deres timeproduktivitet hele 5,3 % om året, og selv i de elendige 10ere holdt de en vækst på 2,5 %. De er så tæt på Sydeuropa, at de kan læse regionens nummerplade.

Sandahls misforståelse ligger således ikke i diagnosen af et alvorligt økonomisk problem, men derimod i hans implicitte støtte til Draghi og EUs forestillinger om en kur. Han sagde således til Berlingske, at; “Hvis vi i Europa i forvejen er bagud på konkurrenceevne og statsstøtte og nu også står overfor toldmure, så er det meget alvorligt.” Sandahls løsning er at argumentere for politisk lederskab på EU-niveau, sådan at “Europa skal pulje midlerne sammen, og vi kan gøre meget” – underforstået, med statsstøtte…

Udtalelsen afslører DIs og mange andres helt fundamentale misforståelse: Troen på, at statsstøtte ‘virker’. Hvordan kan man ellers tro, at amerikansk og kinesisk statsstøtte har bidraget til EUs langsigtede konkurrenceevne- og produktivitetsproblem? Det samme gælder Sandahls forslag om at samle statsstøtten og koordinere den på europæisk plan i det, der ofte kaldes ‘missionsorienteret’ politik. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor økonomisk tåbelig idéen er, kan man med fordel læse Magnus Henrekson, Christian Sandström og Mikael Stenkulas Moonshots and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy fra tidligere i år. For de travle findes der også en væsentligt kortere oversigtsartikel i Economic Affairs fra juni.

Bundlinjen er, at Sandahl og DI har ladt sig narre af politiske proklamationer om, hvor godt det bliver når staten støtter og beskytter industrien, og har ladet sig overbevise om, at intentionen bag en politik også bliver konsekvensen af den. Men statsstøtte er af det onde, og ikke kun fordi den er dyr for borgerne. Politikere og embedsværk ved stort set intet om, hvad der er fremtidens mest produktive sektorer eller erhverv, og kan derfor meget nemt overtales til, at uproduktive særinteresser kun liiiige mangler det lille skub fra staten til at blive verdens næste Apple, Zara eller Mærsk. Man håber på at blive det næste væksteventyr, men ender med stor sikkerhed som det næste Bolivia.