Det må ikke være nemt at være energiminister Martin Lidegaard for tiden. Og heller ikke regeringens klimapolitiske hoforgan, Politiken med Bo Lidegaard som chefredaktør.

Ikke nok med, at de miljøøkonomiske vismænd har kritiseret dansk energi- og klimapolitik sønder sammen, inklusive ideen om, at den grønne omstilling skaber nettoarbejdspladser, men nu kommer diskussionen om klimaproblemets (manglende) betydning for alvor ud fra blogosfæren til Main Stream Media. Lars From har i Jyllandsposten med artiklen: ”Katastrofer styrer klimadebatten” givet en glimrende gennemgang af baggrunden for, at klimalarmismen nu ligger på dødslejet. Ligesom Economist i denne uges udgave med artiklen: ”A Sensitive Matter” har givet en afbalanceret – om end stadig lidt for bekymret – beskrivelse af de virkelige forhold på området.

Som det er Punditokraternes læsere bekendt, har jeg gjort mig til talsmand for, at klimaalarmismen er stærkt overdrevet og at kuren: kunstigt høje energipriser er (langt) værre end sygdommen.

Men lad mig lige ganske kort resumere, hvad problemet går ud på:

• CO2 er en drivhusgas, og medvirker alt andet lige til, at jorden bliver varmere end den ellers ville være. Den direkte virkning af en fordobling af CO2 på jordens temperatur er beregnet til 1 grad celsius, hvilket i sig selv er trivielt, og endog gavnligt ifølge summen af den klimaøkonomiske forskning.
• I klimamodellerne og i (dele af) klimaforskningen regnes yderligere med et positivt feedback fra vanddamp / skyer, som ifølge IPCC øger påvirkningen til et niveau fra 2-4,5 grader. Tallet i den høje ende ville muligvis kunne skabe nogen omstillingsproblemer på dele af jorden, ligesom der yderligere er/har været alarmistiske scenarier på helt op til 6-8 grader celsius.
• Den nyeste forskning plus jordens faktiske temperaturudvikling, som er stagneret i de seneste op til 15 år, medens CO2 udledningen er steget som forventet, har vist, at IPCC’s og især klimamodellernes klimasensitivitet sandsynligvis er alt for høj. Faktisk konvergerer opfattelsen af sensitiviteten nu mod niveauet uden eller med lav feedback.

Min vurdering er, at IPCC af politiske, meget dårlige grunde (mere magt til FN, større overførsler af penge til udviklingslande) bevidst har overvurderet klimaændringerne for at skræmme folk til at føre en bestemt politik, nemlig kommando/kontrol nedskæringerne af forbruget af fossile brændstoffer. En politik, som i øvrigt har vist sig at være virkningsløs. Som Lomborg opgør det i the Sunday Times er forskellen på ingenting at gøre og det verden faktisk gjorde en halv procent! mindre CO2 udledninger.

IPCC har underspillet de naturlige årsager til klimaforandringer, og krampagtigt holdt fast i klimamodeller, hvoraf de fleste overhovedet ikke er i nærheden af at beskrive virkeligheden. Må jeg citere medlem af klimapanelet Jens Hesselbjerg fra Jyllandspostens interview. ”Der kan godt være klimaresultater, man ikke burde have set. Men ingen ønsker at være dommer, så alt kommer med”.

Eller mit eget udsagn fra min klimakronik i Ingeniøren i 2010: ”I stedet for at smide de dårlige modeller ud og arbejde videre med de bedste, laver man en middelværdi, hvilket illustrerer, at IPCC ikke er et uafhængigt organ, der kan skelne skidt fra kanel, men at alle sidder med ved bordet, og derfor ikke kan/vil kritisere hinandens arbejde for alvor”.

Selv om CO2 isoleret set varmer lidt, kan naturlige klimaændringer sagtens få jordens temperatur til at falde, og vi ved med sikkerhed, at hvis vi ingenting gør, vil vi i om nogle få år eller om 20.000 år få en ny istid med 2 km høje gletsjere ovenpå Rådhuspladsen.

Det er indlysende, at denne erkendelse om en lavere klimasensitivitet bør få globale klimapolitiske konsekvenser. Man bør gå væk fra den ”mitigation” lig med forsøg på kommandonedskæringer af forbruget af fossile brændstoffer, som har vist sig dybt skadeligt for verdensøkonomien ved at gøre energi kunstigt dyr. Ikke mindst for økonomien i Europa, som i modsætning til det meste af resten af verden er faldet pladask for de alarmistiske scenarier – der er noget ”Untergang des Abendlandes” mismod kombineret med: ”Hvis de mangler brød (energi), så giv dem dog kage (vindmøller)” i den europæiske folkesjæl.

I stedet bør man bruge ”adaptation” dvs. tilpasning lokalt og regionalt til de klimaforandringer, der naturligt eller menneskeskabt måtte komme. Det har menneskene gjort med stor succes i tusindvis af år, og det kan vi fortsat finde ud af. Ikke mindst i betragtning af, at vi nu har en enestående og stadigt voksende teknologisk knowhow skabt af, at vi ikke har ladet naturkapitalen i form af fossile ressourcer blive liggende i jorden til ingen verdens nytte.

Helt konkret bør disse erkendelser få følgende konsekvenser for den danske energi- og klimapolitik.

• Det meningsløse mål om uafhængighed af fossile brændstoffer bør droppes med det samme. Tværtimod skal man glæde sig over, at der nu ved hjælp af ny teknologi findes rigelige og billige mængder af gas- og olie – oven i købet uden for Mellemøsten, og måske i Nordjylland – så der sandsynligvis er tilstrækkeligt til det globale forbrug de næste par hundrede år.
• Enhver produktionsstøtte til bestemte energiformer skal øjeblikkelig afskaffes således, at det overlades til markedet at sikre udviklingen af billige og rene energiformer. Evt. eksternaliteter i form af afgifter på CO2 udledning skal løbende tilpasses ny erkendelse af (manglende) skadeniveau, og må under ingen omstændigheder være højere end i de lande, vi skal konkurrere med. Dansk økonomi er voldsomt belastet af den skæve støtte til såkaldt vedvarende energi, som destruerer mange flere arbejdspladser end den skaber.

Til de danske politikere vil jeg til slut gerne sige, at hvis I fremover vil undgå at blive snydt af forskere og embedsmænd med egeninteresser i at mislede jer, inden for tunge faglige områder som energi, klima og miljø, bør I sikre pluralismen i den faglige rådgivning af samfundet ved som minimum at nedbryde embedsstandens monopol på denne rådgivning.

Jeg har modtaget et antal kvalificerede kommentarer og synspunkter til mit indlæg om den Danske Syndflod. Her er opfølgningen.

Rig & fattig som funktion af politik

Det turde være indlysende for enhver, at den demokratiske kapitalisme i åbne samfund med frie markeder, er det mindst ringe samfundssystem. Se bare på det værste typeeksempel: Nordkorea vs. Sydkorea. Når mennesker i Nordlige lande har bedre muligheder for at klare klimaændringer, er det fordi vi har bedre samfundssystemer, og derfor en rigere og mere veluddannet befolkning. I Afrika, som dog nu er ved at komme efter det, er der stadig mange lande, der har en fortvivlet ringe regeringsførelse. Det vigtigste for disse lande er at skaffe sig god regeringsførelse, men det er ingen hjælp for udviklingslandene, og med rette ”usmageligt”, at rige nordeuropæiske politikere, som ikke har problemer med, at 40 % af deres børn dør før femårsalderen, eller at deres koner skal bruge den ene halvdel af dagen til at samle brænde og den anden halvdel til at hente vand, forsøger at gøre et vitalt gode, som energi, kunstigt dyr på grund af nogle hypotetiske problemer om 50-100 år.

Se bare hvad der sker i Nigeria, hvor regeringen forsøger at sætte energitilskuddet ned.

Så kan man spørge om, hvorfor tropiske samfund nu i almindelighed og i vore dage har det ringere end andre? Johannes V. Jensen mente, at det hårde nordiske klima gjorde folk mere hårdføre og arbejdsomme. En af Danmarks fremmeste sociologer: Esther Boserup, fandt frem til, at underbefolkning og dermed manglende knaphed holder udvikling tilbage. Det kan simpelthen være for nemt at være jæger/samler med lidt svedjebrug ved siden af.

Jeg hælder mest til Ian Morris. Why the West Rules, som kæder civilisationsudvikling sammen med rigelige mængder billig og rigelig energi. Eller Jared Diamond: Guns, Germs & Steel, som mener, at lettilgængelig forekomst af domesticerbare dyre- og plantearter giver grundlaget for effektivt landbrug, som er den nødvendige forudsætning for al anden civilisationsudvikling.

Er varmt bedre end koldt?

Det mener jeg ikke, der kan være tvivl om. Klimamodellerne siger, at vi får en varmere og vådere verden med et højere indhold af CO2. Det vil åbne store landarealer i Canada og Sibirien op for en forøget planteproduktion. I perioden 1982 til 1999 er det vurderet, at den globale terrestriske primærproduktion er øget med ca. 6 % på grund af opvarmning og forøget CO2 indhold. Her skal man huske på, at vi nu, i geologisk perspektiv, ligger faretruende lavt på det CO2 niveau i atmosfæren, hvor plantevæksten stopper og alt højere liv dør ud: 150 ppm.

Hvis temperaturen steg voldsomt i troperne ville der naturligvis være et problem, men det er der, som nævnt af Niels Nielsen ikke noget, der tyder på. En stor del af troperne er åbent hav, hvor fordampningen regulerer temperaturen bl.a. ved at flytte varmen mod polerne.

Jeg mener ligeledes, at der er historisk belæg især fra Europa for, at varme er godt. Temperatur optima betyder ikke maksimale temperaturer, men optimale temperaturer for menneskelig aktivitet. Nogle hævder, at disse Europæiske optima ikke var globale, men jeg tror ikke meget på den teori, som er uhyre bekvem for ”varmisterne”, der gerne vil beskrive nutiden som noget helt særligt i klimatisk henseende.

Under  ”The Global Cooling Scare” var de samme typer, som nu er ”varmister”, ikke i tvivl om, at nogle få graders afkøling ville være aldeles katastrofal for menneskenes liv.

Det er da tankevækkende, at nogen åbenbart mener, at vi tilfældigvis lige i dette mikrosekund i geologisk perspektiv lever i den klimatisk optimale periode i menneskenes historie, og at enhver forandring, både afkøling og opvarmning, kun kan føre til noget værre.

Hvis vi tager de geologiske briller på, kan vi se, at jordens klima ligner et kaotisk system med to attraktorpunkter, en kold tilstand med istid, og varm og våd tilstand som i kultiden. Vi ligger nu i en kold periode: i en (mellem) istid, heldigvis for det, ellers ville der lige nu være de 2 kilometer høje gletsjere oven over København, hvilket vi med sikkerhed kan forvente inden for en nærmere fremtid, hvis vi ingenting gør.

Jeg er ikke i tvivl om, hvilken af de to tilstande, der er bedst for menneskene. Forhåbentlig bliver vi på et tidspunkt selv i stand ved hjælp af geoengineering at styre jordens klima til det niveau, vi ønsker.

CBH nævner Permian-Triassic overgangen som et eksempel på en periode, hvor varme var skidt. Det fremgår af han egen henvisning, at årsagssammenhængen ikke er endelig fastlagt, og at der i øvrigt skete en mængde stærkt dramatiske ting på linje med et kæmpe asteoridenedslag. Som intet har et gøre med en inkremental hypotetisk ændring af jordens temperatur som følge af en lille forhøjelse af CO2 indholdet.

Nu er jeg som udgangspunkt dybt skeptisk over for ”varmist”forskeres tolkninger af geologiske hændelser for op til hundredvis af millioner år siden, hvor alt skal fortolkes på basis af ”vikarierende data”. Idet tolkningen uvægerligt ender med at bekræfte ”varmisternes” ideer om, at det bliver varmere, at varme er skidt, og at det er menneskenes skyld. Og fortsætter med at udløse store forskningsbevillinger til samme “varmist”forskere.

Temperatur/CO2 relationen er i øvrigt en mindre betydende faktor til at forklare fortidens klima. Foruden massiv vulkanisme, asteroidenedslag og sol/kosmisk stråling kan jeg nævne kontinentaldrift med tilhørende opståen af store landarealer: Pangaea og  lukning og åbning af havstrømme, som er langt vigtigere faktorer for at forklare klimaforhold og iltsvind /forsuring af havet. På det tidspunkt hvor alle klodens kontinenter var samlet er sted: Pangaea, har der åbenbart været meget varmt i de indre dele af dette kontinent, fordi havenes afkølingsmekanisme ikke kunne nå derind.

Endelig vil jeg gerne henvise til, blandt mange andre, Goklany som på basis af IPCC’s egne rapporter viser, at den varme verden med høj økonomisk vækst – selv med de af IPCC postulerede høje klimaomkostninger – er et meget bedre sted at leve i end den ”kolde” verden.

Oversvømmelsesvarsling

Johannes har misforstået mit indlæg, jeg sagde jo netop, at i 1362 var man nok ikke ret god til at forudsige stormfloder, men det er man nu.

Mht. til ”skinger” vil jeg tillade mig at mene, at de ”skingre” er dem, der hårdnakket bliver ved at hævde, at vi har et stort klimaproblem, når data viser, at hverken temperatur eller vandstand stiger i den takt, som klimamodellerne forudsiger. Og som ”skingert” og vedholdende argumenterer for Kyotoprocessens kommando/kontrol mekanismer, som åbenbart er virkningsløse, i stedet for at lytte til folk som Karl-Johan Dalgård.

Den lille istid fra 1300

Kilden er wikipedia, hvor starten er nævnt til 1250, men endvidere udsiger, at der ikke er konsensus om starttidspunktet. Manglende konsensus gør mig helt rolig. Så er det nok sandsynligvis rigtigt, i modsætning til meget af den klimaforskning, der er såkaldt konsensus om nu.

De mennesker, der synes, vi skal smide, hvad vi har i hænderne og sætte alt ind på at standse CO2 udledningen, er frustrerede for tiden.

Læs f.eks. min klimakronik i Børsen og min kronik om klimamodeller i Ingeniøren og de medfølgende kommentarer.

Jordens temperatur og havenes vandstand stiger ikke som præsten prædiker. Og flere og flere lande melder sig ud af den stendøde Kyotoproces.

Varmisterne har hævdet, at det blot er spørgsmål om at uddanne de uvidende masser, så ville de straks se lyset og give magten, stemmerne og pengene til Al Gore og Martin Lidegaard typerne.

Sådan er det bare ikke.

En nylig amerikansk undersøgelse, Kahan et al.,  har vist, at mere viden gør menneskene (lidt) mere skeptiske over for hypotesen om menneskeskabt global opvarmning.

Det forbavser mig overhovedet ikke. Da jeg i 1997-99 underviste kommende miljøingeniører på Asian Institute of Technology følte jeg mig forpligtiget til at sætte mig ind i det allerede dengang mest omtalte globale miljøproblem. Umiddelbart var jeg med på grundtesen: at CO2 er en drivhusgas er uomtvisteligt, men jeg skulle ikke bruge lang tid på et sætte mig ind i området, før det stod klart, at grundlaget for forudsigelser om væsentlige negative konsekvenser af CO2 udledningen var ekstremt spekulativ. Dengang som i dag er der f.eks. kun indicier for ”positiv feedback” fra vanddamp, dvs. at vanddamp forstærker CO2 effekten. Tværtimod er der meget, der tyder på, at skydannelsen, som ikke kan beskrives af klimamodellerne, giver negativ feedback og i det mindste delvis ophæver CO2 virkningen.

Jeg sagde dengang, som jeg siger nu, at man skal bruge ”forsigtighedsprincippet”, nemlig være forsigtige med at bruge en masse penge til ingen verdens nytte.

Og så var jeg dengang og stadig i dag ret indigneret over, at man bruger så meget tid, penge og politisk opmærksomhed på et problem, der måske manifesterer sig om hundrede år, i stedet for her-og-nu at tage sig af, at der hvert år dør 6 millioner mennesker af drikkevand med lort i og af indendørs luftforurening fra afbrænding af kokasser og lignende.

Kahan undersøgelsen viser en anden interessant ting nemlig, at graden af skepsis som funktion af mere viden afhænger af ens politiske grundholdning. Individualisterne blev meget mere kritiske over for AGW, medens kollektivisterne blev mindre kritiske.

Det undrer mig heller ikke.

Det er jo åbenbart, at de kollektivistiske samfundsmodeller har spillet fallit. Socialismen er død. Den kan kun bringes i live ved at påpege fundamentale markedsfejl. Og det er da rigtigt, at hvis AGW inden for kort tid uvægerligt ville medføre dramatiske negative konsekvenser, ville det være et argument for at give ”nødretsmagt” til kollektivisterne, en økofascisme, som blev foreslået i 70’erne med ”Blueprint for Survival”.

Og det er derfor, at demokratiske individualister er instinktivt skeptiske over for AGW hypotesen. Ligesom kollektivisterne instinktivt er ukritiske over for tanken om denne ultimative markedsfejl.

Det er derfor, at det er så svært at diskutere klima, en i grunden overordentlig nørdet og teknisk problemstilling, lige så nøgternt og med kritisk distance, som var det kloakering og spildevandsrensning.

Jeg kan dog ikke lade være med at more mig over, at ”varmisterne” åbenbart har det bedst, hvis verden får det skidt, og over det hykleri, der viser sig ved, at langt de fleste ”varmister” på ingen måde holder sig tilbage fra den livsstil, de selv mener, vil medføre jordens undergang.

Man kan sige meget skidt om Mandag Morgen og det skal jeg nok gøre i dette indlæg, men man må respektere, at de er i stand til at gøre opmærksom på sig selv med det nye ”parti”: Fremtidens Danmark. Hvis man skal bedømme initiativet på baggrund af Jørgen Rosted’s optræden i Deadline, hvor han gjorde sig til talsmand for en planøkonomisk tankegang om, at Danmark skal leve af at løse verdens problemer i et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor, er MM kommet ynkeligt fra start.

Planøkonomi eller ”pick the winners” tankegangen duer overhovedet ikke til at skabe fremtidens vækst, fordi en politisk beslutningsproces uvægerligt vil pege på vindere, som viser sig at blive tabere, og tabere som viser sig være vindere. De medfølgende omkostninger til statsstøtte og misregulering er kæmpestore, i modsætning til markedet som hurtigt og konsekvent straffer taberne og belønner vinderne.

Da jeg havde fornøjelsen af at arbejde på DHI drillede vi tit hinanden med, at vi somme tider, og for nogle kollegers vedkommende hele tiden, levede af Bedemandsforretningen, som er at tjene penge på andres død og ulykke. Det kunne være oversvømmelser, kemikaliespild, patogener i drikkevand, iltsvind osv.

Mandag Morgen foreslår nu, at hele Danmark skal leve af Bedemandsforretningen :  vandmangel, sult, klimaændringer, ressourcemangel etc.

At være bedemand er en agtværdig forretning, hvor man sikkert tjener gode penge, og nogen skal jo gøre det. Men Mandag Morgens tankegang afslører en total mangel på forståelse for menneskenes humør og verdens tilstand.

De fleste mennesker vil nok betakke sig at arbejde som bedemænd – strengt taget er selv en fin miljøingeniør som mig blot en natmand (et næsten forsvundet erhverv), der sidder ved en computer – og vil hellere lave noget positivt som velsmagende oksekød eller en underholdende film.

Dertil kommer, at markedet for Bedemandsforretningen ikke er ret stort – undtagen hvis verden går under og så kan det jo være det samme. Alle mennesker dør kun engang i livet, og når verdens befolkning på et tidspunkt går i ligevægt er der ikke engang vækst i antallet af kunder.

Med vand, miljø og energistruktur gælder det samme. Markedet er ikke så stort, og stiger ikke så meget, som mange tror, af den simple grund, at når først renseanlægget er bygget, vandforsyningen etableret og elforsyningen lagt ind, stopper efterspørgslen. Hertil kommer, at der ikke er nogen herlighedsværdi knyttet til basal infrastruktur og forsyning. Jeg kender ikke nogen, der foretrækker en kilowatt-time af en særlig årgang, af en bestemt forfatter eller med en speciel nyhedsværdi. Man vil oven i købet gerne bruge så få kilowatt-timer som muligt og have dem så billigt som muligt. Derimod kender jeg mange, der gerne vil drikke bedre rødvin, bo i større boliger de rigtige steder, købe en Tablet Computer, se flere og mere underholdende film og rejse flere gange til fjerne eksotiske steder.

Det er givet, at Bedemandsforretningens andel af det globale nationalprodukt, vil falde støt og efterhånden stærkt i takt med at markedet mættes og ny teknologi fortsat gør infrastruktur billigere. Hvad der kommer i stedet skal frie mennesker, der tør tage en risiko med deres egne penge, nok finde ud af. Men hvis jeg skal vove et øje skal vi i fremtidens overflodssamfund især leve af at underholde verden. Tænk på Pandora? som kom flyvende ind på Københavns fondsbørs med en aktieværdi større end Vestas. Og husk Lego, og Carlsberg?

Verdens nationalprodukt stiger nu igen med knap 5 % om året = 3,5 trillion USD.  Det svarer f.eks. til at 350 millioner mennesker om året strømmer ind i en købekraftig middelklasse, som har råd til at efterspørge livets goder. Det er da et marked, der vil noget.

Mandag Morgen har inviteret mig i et panel om fødevareproduktionen i Danmark. Her er mit indlæg i en diskussion om landbrug og klima.

Det er en gammel klassiker, at man ikke komme i forvejen ved at løbe i hælene på de andre. Desværre er det helt tydeligt, hvad Mandag Morgen og de fleste debattører på dette forum alligevel forsøger at gøre.

Kort fortalt er stemningen, at klima og miljø er de største problemer, verden har, at industrielt landbrug er af det onde og at ”biogas og bioethanol” er løsningen.

Sir, I beg to differ.

Det er helt undgået Mandag Morgens opmærksomhed, at IPCC’s alarmistiske opfattelse af ”klimaproblemet” er sat under alvorligt pres. Det er slet ikke sikkert, at jorden bliver varmere. I de sidste 10 år er temperaturen ikke steget, selv om CO2 indholdet i atmosfæren stiger støt. Det er muligt, at menneskenes udledning af drivhusgasser kun har en marginal indflydelse på klodens temperatur. Og det er højst sandsynligt, at jorden får det bedre, hvis det bliver varmere. Det burde få en oplyst opinion til i det mindste i sit stille sind til at overveje, om der i lyset af denne usikkerhed kunne findes andre og mere robuste strategier end Kyoto kommando-kontrol metoden, som i praksis har vist sig ikke at kunne gennemføres.

Det hævdes så, at det ”fossil fri” samfund under alle omstændigheder er nødvendigt, fordi vi snart løber tør for fossile brændstoffer. Det er nu heller ikke så sikkert endda. I alt den tid jeg har levet, og det nu i 63 år, har verden været ved at løbe tør for olie lige om lidt. Da jeg var ung i 70’erne var der kendte oliereserver til 25 år, nu er der til 40 år med meget højere forbrug. Lige i disse år findes nye meget store mængder naturgas i Shale forekomster f.eks. Barnett Shale i USA. Der er som nævnt af Lykke Friis meget store reserver af kul, og så er de færreste klar over, at der findes methanhydrater på havbunden på størrelse med hele de kendte reserver af øvrige fossile brændstoffer. Risikoen for, at vi i løbet af de næste 100 år når at løbe tør for fossile brændstoffer, burde ikke holde nogen vågen om natten, men give investorer i dyre energiformer som biomasse stof til kølig eftertanke.

Der er en naturligvis en geopolitisk pointe i, at oliereserver især findes i lande, der på det nærmeste er slyngelstater. Men alligevel er det lidt pinligt at bruge dette som argumentation for, at Danmark nu nærmest skal være selvforsynende. Et lille land med en åben økonomi som Danmark har for længst passeret Point-of-No-Return, hvor vi er totalt afhængige af samhandel med alle jordens folk. Om vi bytter legoklodser, insulin og IT-software med biler, tekstiler eller olie kan være lige meget.

Fødevareproduktionens økologiske fodaftryk har meget lidt med klima med at gøre, men skyldes, at produktionen af mad lægger beslag på store arealer af verdens flodsletter, som samtidig er de områder, hvor der i øvrigt er gunstigt for mennesker at bo, og som naturligt er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv.

Et af det industrielle landbrugs store fortjenester er, at det ved dygtig anvendelse af teknologi til vanding, gødskning og ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse er lykkedes at hæve udbyttet pr. arealenhed med en faktor 100 i forhold til det oprindelige svedjebrug, vi stadig ser i meget fattige lande. En anden stor fortjeneste er, at dansk landbrug i skarp international konkurrence kan producere svinekød så billigt, at også andre end rige luksusdanskere kan få råd til at købe det. Formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk skal naturligvis ske ved at fortsætte udviklingen mod et stadigt større udbytte. Bl.a. derfor er ideen om det ”økologiske jordbrug” som løsningen på natur- og miljøproblemer misforstået. Økologisk jordbrug bruger ca. 50 % mere plads end et miljøeffektivt jordbrug til sin planteproduktion, og reducerer hermed pladsen til oprindelig natur og biodiversitet tilsvarende.

Ideen om at bruge værdifulde landbrugsarealer og komplekse organismer som planter til energiproduktion er ligeledes misforstået. Sidst vi gjorde det var i forrige århundrede, da vi brugte 25 % af vores landbrugsareal til at dyrke havre til heste . En formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk kræver, at der opnås det højest mulige udbytte pr. arealenhed ikke bare i mængde, men også i kvalitet.

Planter er rigtige dårlige solfangere, hvis vi kun ser på energi. De fleste planter opfanger kun op til 2 % af den energi solen tilfører pr. arealenhed. C4 planter som majs og sukkerrør fanger op til 8 %, hvilket stadig er meget lavt i forhold til uorganiske solceller, som nærmer sig 50 % og kan placeres på overflader, hvor der vanskeligt kan gro planter: tage, veje, bjerge, ørkener etc..

Men planterne kan noget som de uorganiske solceller ikke kan. De kan lave mad og foder, der kan spises af dyr og mennesker, og de kan lave en masse spændende stoffer som grundlag for medicin, råstoffer til kemiindustrien, underholdning etc. Fremtiden for planteproduktionen er at maksimere udbyttet pr. arealenhed af komplekse stoffer, der kan bruges til alt andet end energi, som er en lavværdig, på grænsen af det uanstændige, udnyttelse af gode arealer og solenergi.

Men hvad med restprodukterne: halm etc.? Naturligvis giver det god mening at bruge den del af planteproduktionen, som ikke kan bruges til noget bedre til produktion af energi. Det er dog ikke specielt begavet at lave det om til biogas eller bioethanol, hvorved man allerede har tabt halvdelen af energiindholdet. Afbrænding af halm er helt fornuftigt og er jo også den reelle baggrund for den danske succes med vedvarende energi.

Men det ville være endnu mere interessant for naturen og miljøet, hvis vi kunne dyrke nogen planter, der har et meget større nyttigt udbytte pr. areal/solenergienhed. Sådan nogen har vi allerede: Rodfrugter som kartofler og roer, og i de varme lande: maniok og kassava, har et 5 gange højere nytteudbytte pr. arealenhed end korn.

Det bedste vi kan gøre for naturen og miljøet, og så skidt da, klimaet, er at udvikle nogen planter, der udnytter op mod 100 % af den indkommende solenergi, til komplekse produkter, der kan bruges til højværdige formål som mad etc. til mennesker, og derved minimere den del, der må brændes.

Til denne udvikling skal vi naturligvis bruge snilde teknologier som GMO’er etc. At være imod GMO’er til dette formål, er at gå ind for at skade natur og miljø unødigt.

Og så vil jeg til slut, med min baggrund i akvakulturen, ikke undlade at nævne, at tang er en gruppe planter, der kan udnyttes 100 % til andre formål end energi og kan dyrkes på havet, hvor der er i praksis er ubegrænsede mængder plads, vand og energi til rådighed. At tale om fødevare- og energimangel i en verden, hvor mere end 2/3 del er dækket af hav, som slet ikke er udnyttet endnu, er udtryk for aldeles unødige bekymringer.

http://vandogord.blogspot.com/2007/10/hestekrfter-mad-og-energi.html

Vi hører hele tiden fra velmenende politikere, politiserende forskere og ukritiske medier, at videnskaben har talt, at der er fuld konsensus om menneskeskabte klimaforandringer (AGW) og at vi for at redde verden skal smide alt, hvad vi har i hænderne, og indføre drakoniske nedskæringer af CO2 udslippet.

Det er ikke og har aldrig været rigtigt, at denne komplekse problemstilling er fuldt belyst, og at der er konsensus i videnskaben om AGW. Efter at CRU’s e-mails og databaser er blevet hacket eller lækket, er det nu dokumenteret på basis af udsagn fra en række centrale klimaforskere selv, at de ikke er til at stole på. Verdenssamfundet bliver derfor nødt til at behandle denne vigtige problemstilling med meget større omhu og kritisk sans.

Vi hører ligeledes ofte om de ”2500” forskere, der står bag IPCC, hvilket skal få os til at tro, at opbakningen bag ved mainstream AGW synspunktet er overvældende.

Sandheden er imidlertid, at meget få af disse forskere i realiteten har mulighed for at vurdere, om der er en menneskeskabt opvarmning i gang. De fleste piller i nogle små detaljer, eller beskæftiger sig med at vurdere en evt. klimaændrings betydning for et regionalt/lokalt område eller en bestemt sektor i naturen og samfundet.

Jeg har selv fornøjelsen af, at kunne kalde mig en slags klimaforsker, idet jeg i 2001 var medforfatter til en artikel om algevækst og iltsvind i Danmark.

Hvad mine kolleger og jeg gjorde var blot at bruge et af IPCC modelscenarier som randværdi for at beregne vandmiljøets tilstand i Danmark i fremtiden. Dermed tog vi på ingen måde stilling til om IPCC scenarieberegningen var rigtig, og jeg ville aldrig alene på den baggrund kunne stille mig op og sige, om AGW er rigtigt eller forkert.

Som erfaren miljørådgiver med speciale i modellering af økosystemer er jeg enig i, at matematiske modeller er et godt og nødvendigt redskab til at beskrive en så kompleks problemstilling, som menneskets interaktion med det globale klima, natur og miljø.

Der er nu ca. 15 modelcentre i verden, som har adgang til de nødvendige modeller og supercomputere. Men modeller er ikke nok, der skal (gode) data til både som input til modellerne og til at validere modellerne med, og her viser det sig, at der kun er nogle få steder, hvor man opsamler og vedligeholder data for verdens temperaturer. Hermed er vi nede på, at man med hensyn til verdens klima er nødt til at stole på 20-40 personer, hvoraf en af grupperne omkring Phil Jones, leder af CRU, har vist sig at have en lurvet professional moral. Det er så tydeligt, at selv en af de mest ”alarmistiske” opinionsdannere, Georg Monbiot, nu kræver, at Phil Jones går af.

E-mailene fra gruppen kan tolkes i retning af at:

1. Man nægter at følge den engelske lovgivning om ”Freedom of Information”, bl.a. opfordrer man til at slette efterspurgte e-mail og data, hvilket efter engelsk lov siges at være kriminelt.
2. Man ”masserer” data for at få dem til at passe med hypotesen/modellerne
3. Man forsøger at forhindre andre meninger i at komme til orde i peer-reviewed tidsskrifter og i IPCC
4. Man indrømmer internt, at man ikke kan få modellerne til at passe med virkeligheden, men ”glemmer” lige at oplyse dette, og konsekvenserne af dette, for offentligheden umiddelbart og klart og tydeligt, nemlig at modellerne kan være baseret på forkerte forudsætninger om årsagssammenhængen mellem CO2 og opvarmning.

Hypotesen om AGW bliver ikke modbevist af, at et antal forskere med lurvet moral har adgang til centrale data og modeller. Der er ikke noget teoretisk i vejen med hypotesen om, at CO2 skaber opvarmning.

Men efter at mistanken om manipulation med data og modeller nu er blevet yderligere velbegrundet, er der nu opstået en situation, hvor man kan forestille sig helt nye scenarier:

1. Det kan være, at det bliver koldere de næste 100 år
2. Det kan være, at det er godt for jorden, hvis det bliver varmere. Det er i det mindste med sikkerhed skidt, hvis det bliver meget koldere
3. Det er muligt, at CO2 har lille indflydelse på jordens klima.

I dette lys er det på tide, at der bliver lavet en seriøs og uafhængig analyse af sammenhængen mellem menneskelig aktivitet og jordens tilstand. Det er åbenbart, at IPCC ikke duer til dette og må betragtes som inhabil sammen med den gruppe forskere, der har virket som dørvogtere i IPCC, og kun tilladt bestemte synspunkter at komme frem. Dr. Hans Von Storch går ikke helt så vidt, men foreslår dog:

“Another conclusion could be that scientists like Mike Mann, Phil Jones and others should no longer participate in the peer-review process or in assessment activities like IPCC“.

Det er ikke nemt at finde uafhængige kræfter i denne sag, som er dybt politiseret. Det er i det mindste umuligt at stole på de globale klima- og modelcentre, som alle har fået bevilget penge af staten under forudsætning af, at AGW reelt er et problem.

Vi har brug for mindst et værdifrit modelcenter, som kun har til formål at beskrive det globale økologiske system så godt som muligt uden hensyn til om AGW er et reelt problem eller ej og uden hensyn til politiske implikationer.

Danmark vil jo så gerne være foregangsmænd for det ”grønne” og klimaet. Må jeg opfordre til at Danmark tager initiativ til en uvildig undersøgelse af, hvad der er rigtigt og forkert i denne sag, og til at få etableret et værdifrit modelcenter med en uafhængig finansiering fra både private og offentlige kilder.

Disse og andre emner vil blive diskuteret på mødet de 7/12 arrangeret af Akademiet for Fremtidsforskning og Cepos.

http://www.cepos.dk/arrangementer/singlearrangement/artikel/gaa-hjem-moede-fleksible-strategier-for-en-verden-under-stadig-forandring/