Kategoriarkiv: Jacob Mchangama

Mchangama om privat ejendomsret

Af Redaktionen, den 12. maj 2006. 7 svar

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat

Af Jacob Mchangama, den 1. maj 2006. Skriv et svar

1. Maj er Arbejdernes Internationale Kampdag. En kampdag, der i hvertfald oprindeligt, betød en kamp for socialisme. Men hvilket samfund er det, socialismen kæmper for? Hvad er socialismens frihedsbegreb? Er socialismens frihedsbegreb foreneligt med borgerlige og politiske frihedsrettigheder?

Er der nogen der i dette land er kompetent til at svare på disse spørgsmål, er det Preben Wilhjelm, medstifter af SF og VS og et venstrefløjsikon, der også nyder respekt blandt ideologiske modstandere. Derfor satte Djævelens Advokat Preben Wilhjelm stævne til en debat om de ovennævnte spørgsmål, samt om venstrefløjens fortid. Udsendelsen kan høres her.

 

 

 

Pressefrihed II

Af Jacob Mchangama, den 30. april 2006. 2 svar

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse "under ansvar for domstolene". Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for at antage, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisterne bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret i og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at § 77 efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, hvis den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, rent juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er "nationens sikkerhed".

I "Observer and Guardian v. UK" fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, "Spycatcher", skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information" or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb.  Freedom of expression is subject to a number of exceptions which, however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.

(b)  These principles are of particular importance as far as the press is concerned.  Whilst it must not overstep the bounds set, inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless incumbent on it to impart information and ideas on matters of public interest.  Not only does the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive them.  Were it otherwise, the press would be unable to play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte
bog] himself […]
Ab
ove all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]

Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i  Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll's conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer and Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

    1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter, anses for tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser, skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik, som altovervejende hovedregel højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for journalisternes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf. Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om Irak-krigen jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
    2. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg). EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty II

Af Jacob Mchangama, den 22. april 2006. 3 svar

Som annonceret (og siden hen diskuteret) her på Punditokraterne skal Milton Friedman Prize for Advancing Liberty uddeles i år. Vinderen er netop blevet udpeget og det blev Estlands tidligere premierminister Mart Laar, der tilskrives æren for Estlands økonomiske mirakel.

Fra motivationen hedder det bl.a.:

Throughout his public life, Laar has embodied the values of liberty and free choice recognized by the prize, and his dedication to these ideals helped him to lead his country to economic prosperity through a radical free market program.

Today, Estonia is hailed as a model for emerging democracies and is cited as an example that ailing Western European economies should follow too. Consistently near the top of the Economic Freedom of the World Index, Estonia is now a member of NATO, the EU and the WTO, with well over 90 percent of its formerly state-run economy privatized.

When Laar took the reins of power of the newly independent country in 1992, he was only 32 years old, and Estonia was struggling to heal from the wounds of Soviet occupation. Laar believed that the way to ensure success for Estonia was to cultivate freedom and self-determination. In only two years in office, he negotiated the withdrawal of Russian troops from Estonian soil and introduced the kroon, one of Eastern Europe's most stable currencies. He also instituted a flat tax rate, a move which has been widely copied—even in Russia. Under Laar, Estonia removed price controls, discounted useless regulations, and saw the largest real per capita income of any of the former Communist states.

But as Laar, who served two terms as prime minister, has pointed out, he is not an economist: "I had read only one book on economics—Milton Friedman's Free to Choose. I was so ignorant at the time that I thought that what Friedman wrote about the benefits of privatization, the flat tax and the abolition of all customs rights, was the result of economic reforms that had been put into practice in the West. It seemed common sense to me and, as I thought it had already been done everywhere, I simply introduced it in Estonia, despite warnings from Estonian economists that it could not be done. They said it was as impossible as walking on water. We did it: we just walked on the water because we did not know that it was impossibe".

Globalisering er ikke noget nyt! II

Af Jacob Mchangama, den 11. april 2006. 1 svar

Ene og alene inspireret af med-punditokrat Bjørnskovs glimrende post om tidligere tiders globalisering tænkte jeg det på sin plads at bringe et førstehånds vidnesbyrd om de fantastiske fremskridt globaliseringsbølgen medførte i 1800 tallet, i form af et uddrag fra første udgaven af The Economist fra 1843.  Uddraget viser dog desværre, at man heller ikke dengang værdsatte de mekanismer, som bragte uhørt velstand til mennesker, der end ikke kunne have drømt derom.

IT is one of the most melancholy reflections of the present day, that while wealth and capital have been rapidly increasing, while science and art have been working the most surprising miracles in aid of the human family, and while morality, intelligence, and civilization have been rapidly extending on all hands;—that at this time, the great material interests of the higher and middle classes, and the physical condition of the labouring and industrial classes, are more and more marked by characters of uncertainty and insecurity.

In vain has the hand of ART (led on and guided by a complete glare of SCIENCE, aided by INDUSTRY of unsurpassed intelligence and perseverance, nurtured and fertilized by CAPITAL almost without limit) developed the resources of the human mind and the material creation in a manner which has at once astonished and exalted the world;—in vain have all parts of the earth been brought nearer and nearer to us;—our Indian territory within forty days' journey, the great American continent within ten days' sail, our continental neighbours and every part of our own country separated only by a brief space of a few hours;

—in vain the producers and consumers of the whole world, the administrators of mutual wants, the encouragers of mutual industries, have been brought in easy and close collision and contact, and thus facilitated the supply of every want, and the demand for every exertion of human skill and industry;—in vain do we acknowledge all these unequalled and undoubted elements of national prosperity: for at this moment the whole country—every interest without exception,

—the owner and occupier of the soil, the explorer of our great mineral world, the manufacturer who gives form, shape, and utility to the produce of nature, the artisan, the labourer of every description, the merchant and shipowner (the great links of exchange), and the capitalist who facilitates the operations of all,

—every one of these interests stand at this moment CONFESSEDLY in a condition of the most unprecedented depression, anxiety, and uneasiness. And what rather adds to this anomaly than in any way accounts for it, is, that our population has been rapidly increasing, not only in numbers, but also in great skill and productive ability.

But while Art, Science, Intelligence and Enterprise have been thus engaged the last half century in behalf of our country and the human race, in what manner has legislation been occupied?

[…]navigation laws, hostile tariffs, prohibition of English manufactures, were resorted to by other governments, each in a way according to the notions they had of their own interests, in imitation of, or opposition to, the policy of England, each country inflicting on itself as much mischief and injury as England had done by similar policy

[…]It was thus while Art, Science, Capital, Commercial Enterprise, and Labour were eagerly demanding a greater arena to multiply and extend their benefits to ALL, that legislation, ignorance, and prejudice associated with short-sighted selfishness, were actively engaged in frustrating all these nobler efforts and designs.

The Economist har i øvrigt fået ny chefredaktør, som er kommet glimrende fra start med en forfriskende kritik af "soft paternalism" eller "libertarian paternalism", som tilhængerne deraf selv ynder at kalde dette begreb, hvor statens tvang er erstattet med selv samme institutions opmuntrende skub i den "rigtige" retning.

House of Lords om anti-terrorlovgivning

Af Jacob Mchangama, den 9. april 2006. Skriv et svar

Jeg har tidligere lovprist den øverste engelske retsinstans "House of Lords'" (HOL) insisteren på en effektiv beskyttelse af retsstatsprincippet og individuelle frihedsrettigheder overfor indgribende anti-terrorlovgivning. I disse tider, hvor regeringen her i landet søger at udvide statens anti-terror beføjelser, hvilke allerede blev kraftigt udvidet i 2002, er det endnu engang værd at kaste blikket vestpå over Nordsøen.

I 2004 skulle HOL tage stilling til, hvorvidt udenlandske statsborgere mistænkt for terrorisme kunne tilbageholdes på ubestemt tid uden adgang til at blive stillet for en dommer, med andre ord en suspension af Habeas Corpus. HOL kom med dommerstemmerne 8-1 frem til at en sådan suspension ikke var forenelig med Englands (uskrevne) forfatning eller den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Lord Hofmanns begrundelse er særlig interessant fordi den på overbevisende vis demonstrerer frihedsrettighedernes konkrete og praktiske værdi og betydning igennem århundreder af den engelske civilisations eksistens, frem for det historieløse og abstrakte forsvar for menneskerettighederne, der ofte fremføres af menneskerettighedsbevægelsen:

This is one of the most important cases which the House has had to decide in recent years. It calls into question the very existence of an ancient liberty of which this country has until now been very proud: freedom from arbitrary arrest and detention. The power which the Home Secretary seeks to uphold is a power to detain people indefinitely without charge or trial. Nothing could be more antithetical to the instincts and traditions of the people of the United Kingdom.

[..]In any case, suspicion of being a supporter is one thing and proof of wrongdoing is another. Someone who has never committed any offence and has no intention of doing anything wrong may be reasonably suspected of being a supporter on the basis of some heated remarks overheard in a pub. The question in this case is whether the United Kingdom should be a country in which the police can come to such a person's house and take him away to be detained indefinitely without trial.


 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.
 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.


 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

When one speaks of a threat to the "life" of the nation, the word life is being used in a metaphorical sense. The life of the nation is not coterminous with the lives of its people. The nation, its institutions and values, endure through generations. In many important respects, England is the same nation as it was at the time of the first Elizabeth or the Glorious Revolution. The Armada threatened to destroy the life of the nation, not by loss of life in battle, but by subjecting English institutions to the rule of Spain and the Inquisition. The same was true of the threat posed to the United Kingdom by Nazi Germany in the Second World War. This country, more than any other in the world, has an unbroken history of living for centuries under institutions and in accordance with values which show a recognisable continuity.

I think that it was reasonable to say that terrorism in Northern Ireland threatened the life of that part of the nation and the territorial integrity of the United Kingdom as a whole. In a community riven by sectarian passions, such a campaign of violence threatened the fabric of organised society. The question is whether the t
hreat of terrorism from Mu
slim extremists similarly threatens the life of the British nation.

[…]The Home Secretary has adduced evidence, both open and secret, to show the existence of a threat of serious terrorist outrages. The Attorney General did not invite us to examine the secret evidence, but despite the widespread scepticism which has attached to intelligence assessments since the fiasco over Iraqi weapons of mass destruction, I am willing to accept that credible evidence of such plots exist. The events of 11 September 2001 in New York and Washington and 11 March 2003 in Madrid make it entirely likely that the threat of similar atrocities in the United Kingdom is a real one.

 But the question is whether such a threat is a threat to the life of the nation. The Attorney General's submissions and the judgment of the Special Immigration Appeals Commission treated a threat of serious physical damage and loss of life as necessarily involving a threat to the life of the nation. But in my opinion this shows a misunderstanding of what is meant by "threatening the life of the nation". Of course the government has a duty to protect the lives and property of its citizens. But that is a duty which it owes all the time and which it must discharge without destroying our constitutional freedoms. There may be some nations too fragile or fissiparous to withstand a serious act of violence. But that is not the case in the United Kingdom. When Milton urged the government of his day not to censor the press even in time of civil war, he said:
"Lords and Commons of England, consider what nation it is whereof ye are, and whereof ye are the governours" 

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

Whether we would survive Hitler hung in the balance, but there is no doubt that we shall survive Al-Qaeda. The Spanish people have not said that what happened in Madrid, hideous crime as it was, threatened the life of their nation. Their legendary pride would not allow it. Terrorist violence, serious as it is, does not threaten our institutions of government or our existence as a civil community

[…]. The real threat to the life of the nation, in the sense of a people living in accordance with its traditional laws and political values, comes not from terrorism but from laws such as these. That is the true measure of what terrorism may achieve. It is for Parliament to decide whether to give the terrorists such a victory

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

David Bakkegaard Karsbøl om privat retsvæsen og politi

Af Jacob Mchangama, den 2. april 2006. 4 svar

Djævelens Advokats 3. udsendelse er i luften. Gæsten er David Bakkegaard Karsbøl og emnet er anarko-kapitalisme med særlig vægt på emnet privat retsvæsen og politi, et emne der vel mere end noget andet skiller (rothbardianske) libertarianere fra (hayekske) klassisk liberale (samt økonomer fra jurister :-)…). 

 

Djævelens Advokat har tillige optaget to udsendelser med henholdsvis Jesper Langballe (kultur-konservativ kulturkamp) og Preben Wilhjelm (venstrefløjens frihedsbegreb og fortidens spøgelser). Endvidere vil man kunne se frem til en debat om Grundloven mellem Birthe Rønn Hornbech og Niels Helveg Petersen, samt en debat med Katrine Winkel Holm om, hvorvidt kristendommen er frihedens religion.

Erik Meier Carlsens terrorlogik

Af Jacob Mchangama, den 31. marts 2006. Skriv et svar

Erik Meier Carlsen (EMC) har i en årrække stopfodret BTs læsere med ledere, hvis indhold vel bedst kan karakteriseres som værende udtryk for juhu-social-demokratisme. Niveauet i lederne er almindeligvis lavt og ofte ved man ikke om man skal grine eller græde efter endt læsning. Men dagens leder er alligevel i en klasse for sig. Temaet for lederen er terrorpakken, som vores borgerligt-liberale regering i dens visdom har fremsat som lovforslag. I lederen lyder det bl.a.:

Men terror truer på en anden måde. Frygten for terror kan ødelægge samfundet. Frygten for terror kan føre til selvcensur og svække samfundets sammenhængskraft. Frygten for terror og for terrorens virkninger kan ødelægge vores økonomi.

Netop fordi terror er en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er det i virkeligheden de svagest stillede borgere – som har mest brug for beskyttelse og for statens bistand – der også har mest brug for terrorpakken.

Der er en dyb logik i, at det er de svagest stillede borgere, der i årevis har ønsket strengere retspolitik i det hele taget og en strammere udlændingelov.
De velstillede, veluddannede og privilegerede har ikke helt samme behov. De klarer sig bedre på egen hånd – uden en stærk stat. De har bedre råd til at insistere på den personlige frihed.

Lederen er et perfekt eksempel på, hvorledes den offentlige debat i Danmark er styret af en social-demokratisk diskurs. “Sammenhængskraft” er et plusord, det samme er det at ville beskytte de “svage”. Når man derfor skal argumentere for indgribende terrorlovgivning er det derfor bare at gøre det i en kontekst, hvor terrorlovgivning er nødvendigt for, at sikre disse magiske plusord og begreber, uden hvilke det danske samfund ville blive forvandlet til alles kamp mod alle  og vupti så glider det hele ned, sammenhængskraften er sikret.

Men retorikken kan ikke skjule, at EMCs argumenter er forvrøvlede. Mig bekendt stiger den menneskelige krops modstandskraft overfor sprængstoffer ikke i takt med uddannelsesniveau eller indtjening. De tusinder der døde i World Trade Center ved 9/11 var ikke samfundets “svage” men derimod veluddannede, der givetvis har haft en højere levefod end den gennemsnitlige amerikaner. Det er endvidere næppe helt forkert at antage, at skulle et terrorangreb ramme Danmark vil det snarere ramme indre by end Maribo og dermed “eliten” frem for de “svage” og at miste livet eller at blive lemlæstet i en terroraktion er vel trods alt værre end at miste sit arbejde som følge deraf.

Læg så hertil, at meget tyder på, at terrorlovgivning overhovedet ikke virker, og rent faktisk hæmmer økonomien, som for eksempel i USA, hvor man har haft svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forskere og studerende på grund af skrappe indrejserestriktioner indført efter 9/11.

At påstå, at velstillede har bedre råd til at “insistere på personlig frihed”, som EMC gør, smager mest af alt formynderisk socialisme og foragt for den del af befolkningen, som EMC betegner som “svage”. Påstanden er jo desuden nonsens efter, at der er en klar sammenhæng mellem graden af frihed og økonomisk velstand.

Gudskelov har landets to borgerlige aviser en ganske anden holdning til terrorpakken (kan læses her og her).

Konservatisme vs. Liberalisme

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 5 svar

Efter at have opnået tilladdelse fra redaktionen, vil jeg fortsætte den ublu promovering for Djævelens Advokat.

 

 

Vores anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Punditokraternes læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni (udsendelsen blev meget passende optaget hos 1 års fødselaren CEPOS). Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: "Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

"Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der."

Kasper Støvring: "Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes er en abstraktion. Det er for naivt!"

"Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten."

Christopher Arzrouni: "Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens julemandsaktion engang i 70'erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne -det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! – Hvis man ser på hvad konservatisme i praksis er, så er det ikke noget."

Kasper Støvring: "Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt ude af en liberalistisk optik."

Christopher Arzrouni: "Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre."

Kasper Støvring: "Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting, der går tabt."

Christopher Arzrouni: "Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed […] Jeg kan da også være tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition. Men jeg er bestemt liberal!"

Kasper Støvring: "Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!".

 

Selektive frihedskæmpere

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 18 svar

Nu hvor Rigsadvokaten har sat (et i hvert fald juridisk) punktum i Muhammed-krisen, er det på tide at kigge lidt kritisk på nogle af krisens "helte", altså dem der ufortrødent har forsvaret ytringsfriheden. Det er trods alt for nemt igen og igen at udstille Politiken, Poul Nyrup, hele venstrefløjen m.v., (hvilket da også er gjort på glimrende vis af bloggosfæren).  

Jeg har tidligere givet udtryk for min glæde over, at ytringsfriheden har haft stor folkelige opbakning i kølvandet på Muhammed-krisen, men stillet spørgsmålstegn ved hvor længe forsvarerne af friheden vil fastholde vigtigheden af frihedens ubetingede natur. I denne forbindelse er det interessant at se hvor dybt forsvaret for friheden egentligt stikker.

En af de der har været en markant fortaler for ytringsfriheden i Muhammed-krisen og i det hele taget når det kommer til truslen fra Islamismen, er Lars Hedegaard. I en kronik i JP skrev han bl.a. følgende:

 

Mens de fleste oppositionspolitikere har begravet sig i møder, som statsministeren burde have holdt, i semantiske diskussioner af enkelte ord i et dokument, i Arlas arabiske afsætning, i tolkningen af Kofi Annans egentlige hensigter osv., har befolkningen stillet sig et helt andet og mere grundlæggende spørgsmål:

Hvem står på vores side, når det gælder om at forsvare danskerne mod ufrihed og fremmedåg?

Derfor er det blevet så vigtigt at finde ud af, hvem der er bukke, og hvem der er får. For nu skiller vandene, og det ry, man har fået på sig i denne situation, vil følge én resten af livet og i historiebøgerne derefter. Det ved mange af de bedst begavede kombattanter også udmærket.
Det er derfor, striden er blevet så uforsonlig. Man er nødt til at vinde, for det er vinderen, der skriver historien. Derfor bliver Politikens artikler stadigt mere desperate, og derfor går politikerne i disse dage ud og markerer sig med så klare standpunkter, at de ikke er til at misforstå.

Historien vil ikke vise ringeste sympati for de valne, som med forbehold og men'er og uld i mund har danset rundt om den varme grød. Den vil stille samme spørgsmål til disse dages aktører, som eftertiden har stillet til det britiske politiske establishment, da det skulle forholde sig til nazismens udfordring i 1930erne: Hvem svigtede, da det gjaldt? Hvem forsvarede demokratiet og friheden, og hvem krævede appeasement, "dialog" og sød forståelse med diktatorerne.

Modige udsagn fra en mand med Hedegaards fortid. For ville historien have sympati for Lars Hedegaard, hvis den skulle skrives i 1979? Det år, kan man læse i "Bomb Hovedkvareteret", var  Lars Hedegaard redaktør på en lærebog i historie kaldet "Fundamental Historie" (1979). I den kunne man bl.a. læse, følgende:

 




"Med få undtagelser (især DDR og Tjekkoslovakiet) er
 


overgangssamfundene tidligere perifere eller halvperifere områder, der
 


vendte det kapitalistiske verdenssamfund ryggen, fordi det ikke
 


levnede dem udviklingsmuligheder. Men overgangssamfundene var ikke i
 


stand til helt at løsrive sig, selv om de havde betydelige
 


befolkningstal og naturrigdomme. Tvætimod er det bedre at betragte dem
 


som omringede enklaver, der har måttet opbyde alle kræfter for at
 


holde fjendtlig kapitalistisk indtrængen stangen. Angrebene har været
 


af både militær, økonomisk, politisk og ideologisk art og har i
 


betydelig grad været bestemmende for, hvilken indre udvikling der
 


kunne komme på tale i disse lande."
 






Heldigt for Hedegaard at historiens endegyldige dom ikke faldt på daværende tidspunkt.


Men vi har naturligvis alle lov til at blive klogere og det er kun glædeligt når vi lærer af vore fejl og retter ind frem for stædigt at holde fast i ideologier, der i praksis har vist sig totalitære.


Hvordan står det så til Med Lars Hedegaards fornemmelse for frihed i dag? Det kunne man få et indblik i i august sidste år, hvor Lars Hedegaard debatterede terrorlovgivning med undertegnede i Deadline, med Lars Hedegaard i rollen, som fortaler for indskrænkninger i frihedsrettighederne, unægtelig en aparte position for en frihedens vogter.


Sandheden er at folk som Lars Hedegaard og de øvrige national-konservative har en stærk selektiv opfattelse af frihed.


For hvor har Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Michael Pihl m.v., været, når Dansk Folkeparti har stillet forslag om kriminalisering af afbrænding af Dannebrog? Et forslag der bygger på det samme rationale, som når muslimer kræver Muhammeds billede fredet. Hvor var forsvaret for Dagbladet Arbejderens ret til som avis at dække tåberne i Oprørs udfordring af terrorloven, uden indblanding fra politiet? Og hvis ytringsfrihed er et ufravigeligt princip, som også må gælde for de ytringer vi ikke bryder os om, eller som endog er decideret modbydelige, hvor var så forsvaret for David Irving, som måtte 3 år i fængsel, for i 1989 at have benægtet Holocaust? 


Dansk Folkeparti og deres tilhængere har i Muhammed-krisen højlydt brystet sig af Danmarks frihedstradition. Men disse har med entusiasme, argumenteret for indgribende terrorlovgivning, modsat sig, at borgerne får en højere grad af ansvar for eget liv og vedtaget love der de facto blander sig i hvem lovlydige og produktive danske borgere kan gifte sig med. 


Det var jo nødvendigt med stramningerne af udlændingeloven, for samfundets skyld, hører man tilhængerne deraf sige. Men samme nødvendigheds argument kan bruges til at forsvare eftergivenhed overfor de muslimske krav om censur. For almindelige danskere mistede jo arbejdspladser, Danmarks navn blev "tilsølet" internationalt, og danske liv, ejendomme og interesser blev sat på spil. 


Afgørende er således alene om friheden beskyttes konsekvent og principielt, eller kun når den tillige passer ind i eget kram. Endvidere kan det tilføjes, at hvis frihed virkelig havde ligget DF og tilhængere på sinde, hvorfor så ikke lukke kasserne frem for grænserne, når man kan se, at dette er et effektivt integrationsmiddel? Derved kunne disse frihedselskere have slået to fluer med et smæk, ved samtidig at indskrænke politikernes vilkårlige skalten og valten med borgernes penge.


Muhammed-krisen har også vist, at en række personer i Danmark, som regel på venstrefløjen, har svært ved at tage ukvalificeret afstand fra vold og trusler, når de kommer fr

a den "arabiske gade&

quot;. Når folk er undertrykte og ikke-europæiske har de åbenbart ikke ansvar for eget liv og handlinger. Denne form for apologi har de national-konservative ofte været gode til at påpege. Men hvordan forholder det sig når der kommer ekstreme holdninger fra egen lejr? 


Dette var reaktionerne fra Søren Krarup, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix, der alle udtalte sig i Berlingske, ovenpå Louise Freverts berømte udfald mod muslimer. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at:


»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.


Lars Hedegaard supplerer:


»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«


Mens Helle Merete Brix slutter af med:


»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.


Krarup, Hedegaard og Brix's udtalelser har en slående lighed med udtalelser om muslimsk fanatisme fra Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen, "man må jo forstå muslimernes følelse af desperation, krænkelse og ydmygelse". De førstnævntes kommentarer er således klar apologi for nogle udtalelser, som for en gang skyld rent faktisk godt kunne tåle sammenligning med retorikken i Nazi-Tyskland. Læg især mærke til brugen af ordet "men". Det ord som man, med rette, kan kritisere de der taler om, at "konteksten", "tonen" og "fremmedhadet" i Danmark, udgør baggrunden for reaktionerne blandt muslimer verden over for at bruge, fordi "men'et" relativiserer ublu krav om censur og legitimerer vold.   


De national-konservative har ved at iklæde sig frihedens pletfri banner taget selve frihedsbegrebet som gidsel i deres kamp mod alt hvad der lugter af Islam og for alt hvad der er nationalt. Kun lidt polemisk kan man sammenligne det med den måde venstreorienterede har taget menneskerettighederne som gidsel i deres kamp for den globale multikulturalisme og mod den globale kapitalisme. 


Det er muligt at de national-konservative er principfaste, men det princip de er tro imod er ikke frihed, og den selvretfærdige og selvgode tone de national-konservative ikke sjældent anlægger, klinger alt for ofte hult.


I den forbindelse er det mig en fornøjelse og ære, dagligt at kunne læse mine ærede med-Punditokraters poster, som i langt overvejende grad fremstår som principfaste, når det kommer til forsvaret for det liberale frihedsideal, om det så er venstreorienterede, højreorienterede eller, som ofte i disse tider, fanatiske muslimer der står for skud.

Et forkølet angreb

Af Jacob Mchangama, den 13. marts 2006. 10 svar

I to kronikker har Jyllands-Posten lagt spalteplads til en række angreb på liberalismen fra Steen Pipers hånd. Som så ofte før bar angrebene præg af en fundamental mangel på forståelse af hvad den klassiske liberalisme egentlig er for en størrelse og kronikkernes hovedtese om, at liberalismen er blevet autoritær, derfor svær at tage alvorlig. Alligevel må man konstatere, at Steen Pipers tanker har en vis udbredelse hos den almindelige dansker, hvorfor det er vigtigt, at få udstillet sådan kritik, som det nonsens det alt for ofte er udtryk for.

Det var derfor med glæde, at jeg læste dagens JP med en kronik af Christopher Arzrouni, som uden at svinge sig helt op i det røde felt hvor Steen Piper tydeligvis befinder sig, stille og roligt lukkede luften ud af Pipers kritik. Lidt citater fra kronikken der dog skal læses i sin helhed og i sammenhæng med Pipers kronikker:

…Alligevel har Hovedlands stifter, forlægger Steen Piper, over to kronikker i Jyllands-Posten udbredt sit had til den liberale samfundsorden. For Piper er problemet, »at der ikke længere synes at være et alternativ til den liberale verdensorden«.
Øh… Hvilket problem?
Skal der for enhver pris være et alternativ, bare for alternativets skyld? Var situationen virkelig bedre, dengang den liberale verdensorden havde et alternativ i form af kommunismen? Det skulle man tro ifølge Piper. For han ser blot kommunismen – og nazismen for den sags skyld – som et "redskab". Noget man kan til- og fravælge. »Ligesom kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland ikke startede som problemer, men var tænkt som redskaber til at løse problemerne«. Ja, det skriver han vitterlig, og overser fuldstændig, at såvel kommunismen som nazismen var født totalitære.
[…]Jeg har svært ved at se den store ondskab heri. Alligevel påstår Steen Piper, at liberalismen har »gennemført tvangen mellem individerne«.

Han nævner som eksempel, at det ikke længere er legitimt at være en fru Mortensen, fordi man absolut skal have en karriere. Mystisk argument! Jeg kan kun undre mig. Liberalismen handler om at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Og jeg har svært ved at få øje på nogen liberal, der vil kræve, at fru Mortensen ikke må være fru Mortensen og passe sine børn. Tværtimod!
Piper kan da have ret i, at det moderne samfund i høj grad er ét, hvor kvinderne er draget ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge – og dermed gøre noget for deres børn. Og det er da rigtigt, at familierne ikke er lige så stabile som tidligere. Men hvad foreslå Piper egentlig? Skal det være sværere at blive skilt? (Så vil mange nok vente endnu længere tid med at blive gift) Eller skal det være forbudt for begge forældre at arbejde? (Så kunne det være, at økonomien strammede lidt mere i en del familier). Pipers kritik synes først og fremmest at være udtryk for en ærgrelse over, at Morten Korch-samfundet ikke findes mere, hvis det da nogensinde har eksisteret.

[…]Såvel Pipers faktuelle viden som hans logik halter voldsomt. Alligevel kaster han sig ud i en økonomisk analyse af international handel. Og lattermusklerne bliver ikke skuffede. Piper påstår i ramme alvor, at frihandel ikke giver mening, når kapital kan bevæge sig frit over grænserne. Det forholder sig lige omvendt. Mulighederne for at drage gavn af frihandel er jo netop blevet større i kraft af frie kapitabevægelser.

Nu kan man for alvor drage gavn af frihandel ved at investere sin kapital i produktion i de lande, hvor de komparative fordele er størst. Tekstiler i Bangladesh, biler i Ungarn, høreapparater i Danmark. Eller måske endda mere overraskende for nogle: Biler i de fleste af verdens lande, høreapparater i de fleste af verdens lande og så videre. Hvert land og hver virksomhed med sit eget lille bidrag. Er det ikke fantastisk? I dag samarbejder vi på verdensmarkedet uden at behøve anerkende hinandens religion eller fikse politiske ideer. Dér hvor stater og nationer har skabt modsætninger, er frivilligt samarbejde på markedet i færd med at afmontere dem.

Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen?

Her er lidt inspiration til næste gang typer som Piper skal forsøge sig. En klassisk liberal passus, som vel nærmest er standard i enhver liberalists præsentation/forsvar for liberalismen (og som også indgår i Arzrounis kronik) lyder, at liberalismen stiller enhver person fri til at handle og agere som han vil, så længe det ikke skader andre. Men hvordan definerer man i virkelighedens verden lige, hvad der skader andre og hvornår man skader andre? Er den nævnte passus i virkeligheden ikke en tom floskel, som kan bruges efter forgodtbefindende? Er det ikke blot liberalismens svar på kollektivismens trylleformular: sammenhængskraft.

Vil fremtidige kritikere af liberalismen gå i rette med denne ideologis naturretlige ophav, kan disse låne inspiration hos Alf Ross, som i Ret og Retfærdighed skrev:

Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.

Der er givetvis mange andre flanker angrebet kan sættes ind på, vi glæder os til kampen.

Punditokrater i medierne (igen)

Af Redaktionen, den 12. marts 2006. 2 svar

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

To slags multikulturalisme

Af Jacob Mchangama, den 5. marts 2006. 17 svar

Sidste uge modtog jeg et brev fra Københavns Kommune. Som den gode borger jeg gerne vil være åbnede jeg straks brevet, men så satte forargelsen ind og mine aspirationer om at være en dydsborger forduftede. Brevet indeholdt nemlig en stemmeseddel til det forestående integrationsrådsvalg i Københavns Kommune. Kommunens embedsmænd mente åbenbart, at jeg burde deltage i dette på trods af, at jeg er født og opvokset i dette land, taler sproget flydende, bidrager til de offentlige kasser og nærer en solid portion kærlighed til Dannevang. Er man barn af en mor eller far der kommer fra et land uden for Vesteuropa, Nordamerika, Australien eller New Zealand har det i kommunens optik tilsyneladende formodningen for sig, at man ikke er ordentligt integreret i Danmark. Men man er ikke selv skyld heri, hvorfor man må være et marginaliseret offer og derfor har brug for en stemme, der på kommunalt plan kan oplyse politikerne om de tiltag der skal til før man kan føle sig afstigmatiseret og hjemme her i landet.

Min forargelse voksede til uanede højder da jeg studerede den vedlagte stemmeseddel og informationsmateriale nærmere. For kandidaterne til integrationsrådsvalget er nemlig ikke delt op efter politisk overbevisning, men derimod efter geografisk herkomst. Der er således en "Afrika liste", en "Mellemøsten liste", en "Øvrige Asien liste", en "Øvrige Europa liste" og en "Blandet liste".

Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af offerkultur er udtryk for.

Men den relativistiske version af multikulturalisme, som Integrationsrådsvalget er udtryk for, og som med dens ukuelige tro på, at alle kulturer og værdier er lige gode vel netop er en –isme, bør ikke miskreditere den form for multikulturalisme, som rent faktisk fungerer og som har bevist, at mennesker kan leve fredeligt side om side på trods af etniske, religiøse og kulturelle forskelle. Det er den form for multikulturalisme, som fastholder, at det liberale demokrati, individets frihed og en fri markedsøkonomi er indiskutable værdier, som der ikke kan gøres indrømmelser overfor begrundet i mindretals religiøse eller kulturelle værdier. Denne form for multikulturalisme tillader dog samtidigt, at det enkelte menneske indenfor det liberale demokratis absolutte ramme er fri til at bekende sig til de kulturelle og religiøse normer, som giver det enkelte menneskes liv mening og indhold.

Den relativistiske multikulturalisme bør ej heller tjene til at miskreditere den enorme øgning af velstand og viden som udveksling af ideer, personer, teknologi og kapital på tværs af grænser medfører, men hvis gavnlige effekter i høj grad negligeres af de der er modstandere af enhver form for multikulturalisme.

Sondrer man mellem disse forskellige former for multikulturalisme, hvoraf den sidste slet ikke er en "isme" i ordets gængse forstand, bliver det som liberal muligt at distancere sig fra de venstreorienteredes/kulturradikales frihedsunderminerende utopi uden at overtage de kultur-konservatives pessimistiske og fremskridtsfjendske nationalisme.   

Modspil til monopolet

Af Jacob Mchangama, den 28. februar 2006. 1 svar

Det er på grund af rygende travlhed og rejseaktivitet efterhånden et stykke tid siden denne Punditokrat har bidraget til debatten her på siden. Med dette in mente er det med en flov smag i munden, at jeg benytter Punditokraterne til ublu selvpromovering, idet jeg dog tror, at emnet kan have læsernes interesse.

Lars Hvidberg og jeg har netop lanceret det første program i en række podcasts med politisk debat under navnet "Djævelens Advokat". Udsendelserne kan høres her og vores mission statement læses her.

Den første udsendelse, som er tilgængelig fra den 1. marts 2006, har Morten Kjærum som gæst til en debat om menneskerettigheder, som jeg synes er værd at lytte til hvis man er interesseret i emnet.

Endvidere vil man i den nærmeste fremtid kunne opleve Christopher Arzrouni, Kasper Støvring, Jesper Langballe og Preben Wilhjelm i "studiet", og vi er i kontakt med mange flere. 

Jeg håber, at Punditokraternes læsere vil lytte med og komme med kommentarer til både form og indhold.

 

Hvem sagde hykleri…

Af Jacob Mchangama, den 8. februar 2006. 11 svar

De bemærkelsesværdige og frihedselskende egyptiske blogs www.egyptiansandmonkey.blogspot.com og www.freedomforegyptians.blogspot.com (der er blevet lidt af et tilløbsstykke for danskere inklusiv en del trofaste læsere af Punditokraterne), kan nu afsløre, at den egyptiske avis Al-Faqr, i oktober 2005 optrykte de i JP-bragte tegninger af Mohammed til larmende tavshed i hele den muslimske verden.

 

Noget tyder på, at vanviddet vi ser i den muslimske verden har mere karakter af centraliseret dirigisme end spontan (u)orden…

 

Menneskeretlig kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2006. Skriv et svar

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states — and there are plenty of them on the Security Council — eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" — that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

Richard Epstein om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 2. februar 2006. Skriv et svar

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein  og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.       

En anden verden II

Af Jacob Mchangama, den 29. januar 2006. 1 svar

I forlængelse af med-punditokrat Foss’ glimrende post vedrørende den “franske syge” og det parallelunivers, de der lider heraf bebor, fandt jeg det relevant, at bringe prøvesmagning på nogle af de herskende tanker indenfor menneskerettigheds”forskningen”, her i form af følgende opslag fra “Journal of Globalization, Education and Society”:

Journal of Globalization, Education and Society

Special issue on Globalization and human rights

Call for papers

Human rights has possibly become the dominant
discourse of moral concerns in global politics. Human
rights education has become a focus for formal
education and for campaigns on expanding public
knowledge and reflection. Yet, the concept of human
rights is also contested for the western and male bias
in its original expressions.

Some view the rapid expansion of human rights as an
element of political globalization. This is partly due
to the expansion of international law and the
establishment of the international criminal court and
the regional tribunals; partly it is due to forms of
protest that have sprung up in many parts of the world
coming together in global events like the World Social
Forum and UN world conferences. The rhetoric of
humanitarian intervention has also contributed to the
growth of human rights as a legitimate concern for the
international community.

Economic globalization also highlights human rights
issues related to privatisation, loss of social
security, the rights of migrant workers, global
marketisation of education, etc. Cultural
globalization in turn highlights questions of value
differences and the protection of indigenous cultures
and diversity from the homogenising forces of
globalizing capitalism.

Probably many other connections between globalization
and human rights could be perceived. In this Special
Issue of Globalization Education and Society we invite
work with a focus on globalization and human rights
from any discipline or multidisciplinary field. The
Special Issue will follow the policy of the journal to
include work on education in the wider context of
learning.

Dette tankesæt er mainstream blandt mange af de toneangivende akademikere i menneskerettighedsmiljøet. Jeg måtte i min tid som studerende ved “the European Master of Human Rights of Democratization” i Venedig lægge øre til uanede mængder af lignende meningsløst vrøvl (og naturligvis også pløje mig igennem Habermas).

Menneskerettighedsbevægelsen lider i den grad af den inter-disciplinære tilgangsvinkel, som pt. dominerer, og som har tillokket antropologer, sociologer etc., der sikkert er dygtige indenfor eget felt, men hvis uvidenhed om basale retlig teori, principper og deres konkrete anvendelse gør, at menneskerettighederne er blevet løsrevet fra den juridiske ramme de i sidste ende nødvendigvis må indgå i for at være praktisk anvendelige. Den eneste disciplin der ikke er velkommen i menneskerettighedsbevægelsen er økonomi, som der på dette område ellers kunne være god grund at skele til, især hvis man går ind for omfordeling som en menneskeret.

FN og den globale kollektive moral

Af Jacob Mchangama, den 25. januar 2006. 1 svar

"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.

MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:

Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.

Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.

Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.

Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.

 

Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.

CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:

 

Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,

Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.

Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:

Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women

 

Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:

 

Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,

Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,

 

Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:

 

For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.

 

Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.     

CEDAWS artikel 3 lyder:

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.    

Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.  

CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:  

States Parties shall take all appropriate measures:

(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;

Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?

CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.     

CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.

Alito om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 17. januar 2006. Skriv et svar

Samuel Alitos høring foran the Judicial Committee som afsluttedes i fredags, kan ses på altid interessante C-Span, hvor der også er diskussion af høringerne.

Et af de varmeste og mest aktuelle emner er, hvorvidt udvidelsen af "presidential powers", som Bush administrationen har slået hårdt på i kampen mod terrorisme, strider mod den amerikanske forfatning. Når den udøvende magt får for store beføjelser er faren for vilkårlighed overhængende. Det var derfor imødeset med forventning hvad Alito ville svare på spørgsmål om dette emne.

Matt Welch fra Reason Magazine er ikke imponeret. Med udgangspunkt i en udveklsing mellem den demokratiske senator Russ Feingold og Alito, hvor Alito væver på spørgsmålet om det kunne tænkes, at der i forfatningen kan indfortolkes en ret for præsidenten til at handle i strid med en straffebelagt lovbestemmelse, konkluderer han:

 

I don't feel comfortable with a Supreme Court unclear on the notion of whether the president can legally break the law; the existence of such a deferential bench is a standing invitation for Bush and his successors to do just that.

Today these crimes will be justified in the name of being "serious about fighting the war"; tomorrow they will be justified in the name of being "serious about protecting our children." Which is why yesterday is almost too late to finally begin showing some seriousness about protecting the constitutional liberties that neither of the major political parties respect when they hold the keys to the White House.