"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.
MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:
Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.
Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.
Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.
Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.
Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.
CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:
Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,
Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.
Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:
Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women
Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:
Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,
Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,
Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:
For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.
Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.
CEDAWS artikel 3 lyder:
States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.
States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.
Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.
Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.
CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:
States Parties shall take all appropriate measures:
(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;
Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?
CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.
CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.
Jeg beklager de typografiske fejl i min post, men selv ved gentagne forsøg har jeg ikke kunnet få Smartlog til at makke ret.