Ros til Rose-bog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. august 2005. Skriv et svar

Jeg har her til morgen netop modtaget den helt nye antologi fra d’herrer Jyllands-Posten redacteurs, Niels Lillelund og Flemming Rose: Velfærd tur-retur: Efter socialdemokratismens sammenbrud (Gyldendal). Bogen indholder bidrag af redaktørerne selv, samt Bent Blüdnikow, Katrine Winkel Holm, Niels Gunder Hansen, Anders Raahauge, Claus Thomas Nielsen, Henrik Gade Jensen og vores med-Punditokrat Mikael Bonde Nielsen.

Jeg har kun haft kort tid til at skimme den og har blot kunne nærlæse de tre sidste bidrag, som er absolut fortræffelige. Henrik Gade Jensens “Monumenter over tidens fordomme” er en velskrevet, omend deprimerende, oversigt over den politiske korrekthed blandt tidens danske åndselite: fra synet på besættelsestiden til synet på kommunismen og Encyklopædi-debatten. Næppe så meget nyt, men indsigtsfuld og nødvendig læsning.

Flemming Roses “Frihed og ejendomsret” er et essay med udgangspunkt i nogle “selvbiografiske” tilbageblik, som på fortræffelig vis–og for danske vedkommende: sjælden vis–argumenterer for, hvorfor privat ejendomsret er forudsætning for frihed, og hvorledes lighedspunkterne mellem Sovjetunionens planøkonomi, nationalsocialismens ånd og dansk velfærdsstatslig nivellering er flere, end man skulle tro. Det er fint essay, der på usædvanlig vis blander C.V. Jørgensen-tekster, mediekritik, økonomisk teori og common sense på bedste vis.

Jeg er ikke ked af at sige–og det kommer næppe som den store overraskelse–at samlingens bedste essay formodentlig (med det forbehold at jeg ikke har nærlæst alle) er Mikael Bonde Nielsens “Det personlige ansvar i frit fald”. Det er simpelthen så sprogligt elegant, humoristisk veloplagt og substantielt–en fabelagtig kombination af samfundsvidenskabelige indsigter og moralfilosofiske vinkler, som få andre borgerligt-liberale intellektuelle herhjemme kan mestre. Vi må endnu engang ærgre os over, at Mikael har et “day time job” i “den virkelige verden”, men vi kan også endnu engang glæde os over, at han skriver blandt os på disse sider.Skal der lyde et hurtigt kritikpunkt mod antologien, er det formodentlig, at der egentligt er relativt lidt, der binder de enkelte essays sammen–men givet kvaliteten af dem, jeg har læst, gør det ikke så meget; de kan sagtens stå for sig selv.

Herfra et hurtigt tillykke–og tak–til redaktørerne! Og til Punditokraternes læsere: køb den.

Ungarsk post

Af Mikael Bonde Nielsen, den 30. juli 2005. Skriv et svar

For nogle uger siden modtog jeg en mail fra en god ven i Bruxelles, der angiveligt skulle pirke lidt til mine forudfattede anskuelser i relation til Europas manglende potentiale og økonomiske råstyrke. I en vedhæftet og tilsyneladende meget faktoid artikel – European Union: Crisis and Renewal – forsøger den ungarske økonomiminister György Matolcsy at styrke den europæiske selvværdsfølelse ved at fremhæve en række områder, hvor Europa er USA og Asien overlegen. Jeg skal ikke trætte med de mange anstrengte eksempler, selv om det nok er en messe værd at gå dem efter i sømmene. Men for at give en fornemmelse af, hvad vi taler om, vil jeg bringe en specifik forekomst:

“Among the 140 largest companies in the world 61 are European, whilst only 50 are American and only 29 are Asian”.

Matolcsy er tydeligvis af den opfattelse, at virksomheders størrelse er et udtryk for, hvor godt regionale økonomier klarer sig i den internationale konkurrence. Det er er jeg ikke, men hvis jeg skulle tage alvorligt fejl, så er det da mere interessant at notere, at der blandt de 10 største virksomheder i verden ikke findes ét eneste kontinentaleuropæisk selskab. De to europæiske selskaber, der figurerer i Top 10 i Forbes Global 2000, er britiske BP og HSBC. Et enkelt japansk selskab får også plads; ellers er resten amerikanske.

Nå, men som sagt mener jeg ikke at denne form for Big is Always Beautiful er synderlig interessant, når man vil sammenligne styrkeforholdet mellem den europæiske og amerikanske økonomi. Derfor vil jeg i stedet henlede opmærksomheden på tre kontante forholdstal, der bør ligge i enhver europæisk politikers baglomme:

Beskæftigelse: Europas beskæftigelsesniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1978 Indkomster: Europas BNP pr. capita i 2003 blev nået af amerikanerne i 1985 Produktivitet: Europas produktivitetsniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1989

Er man interesseret i at vide, hvor mange år det vil tage Europa at indhente USA på disse tre parametre ? forudsat at vi i fremtiden gør det 0,5 pct. bedre end vore amerikanske venner ? kan jeg anbefale at man besøger Eurochambres. For så vil man hurtigt erfare, at amerikanerne er lidt bedre til Ungarsk post, end vi europæere.

PS: Hvis man af uforklarlige grunde har en særlig forkærlighed for ungarske sites, vil jeg foreslå at man i stedet konsulterer Budapest Business Journal. Her kan man faktisk finde nogle ganske sunde, liberale og frem for alt kritiske tilgange til tingene.

Pas på tyven!

Af Mikael Jalving, den 30. juli 2005. Skriv et svar

Forestillingen om, at Danmark er et land uden vold og kriminalitet er en gammel traver, som mindst går tilbage til plakaten med den rare politimand, der stopper trafikken for at lede en andefamilie over vejen. Ofte garneres forestillingen med socialdemokratisk visdom, f.eks. personificeret ved BT’s chefredaktør Erik Meier Carlsen, hvis alter ego må være omtalte politimand.

Forleden rykkede redaktøren atter ud til fordel for den egalitære velfærdsstat og roste danskerne for et enestående kammeratskab og masser af tillid. Men socialdemokraternes sufflør skulle måske kaste et blik på de kriminalitetsstatistikker, der modsiger skønmaleriet. Tager vi en statistik fra Interpol, så ser vi, at Danmark ligger i toppen, hvis vi tæller alle former for kriminalitet med, herunder indbrud i sommerhuset, biltyveri, hærværk mm. Her er vi ganske simpelt et foregangsland, præcis som vi elsker at være det … langt foran USA … for danskerne stjæler med arme og ben. En forklaring kunne være, at vores lighedskultur har så svært ved at acceptere, at nogle har mere end andre, og at den derfor nok skal få fingre i det … via skat eller tyveri, forskelen er ens. Hvis denne forklaring er plausibel, kunne det tyde på, at velfærdsstatens forbrug af andre folks penge er med til at undergrave folks moral, og at de derfor gør rapseriet og vandalismen til samfundsnorm. Når de ser, at staten alligevel smider om sig med andres værdier, så kan de lige så godt sørge for deres eget. Altså: At velfærdsstaten faktisk fremmer den egoisme, som den påstår at fjerne.

Se, dét ville være en nyhed i BT.

Med den slags allierede …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juli 2005. Skriv et svar

Mens Bush-regeringen–med en vis ræson–argumenterer, at det gælder om at skabe mere frihed i verden, fordi kun mere frihed i længden vil mindske vold og terror, står det fortsat skidt til med friheden i nogle af de lande, der er … USA's allierede. Jeg tænker her ikke så meget på det danske skattetryk, men f.eks. på Pakistan, hvor lovgivningen og retssikkerheden tilsyneladende fortsat er en by i … Baluchistan.

Nicholas D. Kristof har i denne uge i New York Times to klummer (her og her) om Dr. Shazia Khalid fra Pakistan, hvor en voldtægt skønnes at finde sted hver anden time. Hun blev et offer for den særlige pakistanske "hudood"-lovgivning:

"Under Pakistan's hudood laws, a woman who reports that she has been raped is liable to be arrested for adultery or fornication – since she admits to sex outside of marriage – unless she can provide four male eyewitnesses to the rape."

Man er, med andre ord, selv skyldig i den kriminelle handling, man er blevet udsat for, indtil det er bevist, at man ikke er! Q.E.D. Den 32-årige kvindelige doktor fik sig en ordentlig tur: først af en voldtægtsmand og så af den pakistanske stat, der spærrede hende inde på sindssygehospital–hvorefter hun forsøgte selvmord. For lige at sætte trumf på fik hendes mand husarrest. Og så antydede regeringen, at hun nok var prostitueret–hvorefter svigerfamilien forberedte at begå æresdrab på Shazia. Da Musharraf-regeringen efterhånden syntes at ægteparret var ved at blive lidt irriterende, beordrede man hende ud af landet–ellers ville hun, og måske hendes familie, blive myrdet. Det er skræmmende læsning, som–i bedste fald–får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.

Man får lyst til at betegne den slags som "middelalderligt", men det ville være særdeles unfair … overfor middelalderen.

Vredens druer II (Restaurant Mao)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. juli 2005. 3 svar

Apropos det med Chic Ché, så er vi jo en del, der i tidens løb forarget har brokket os over det smagløse ved "Café Castro" på Nørrebro og restaurant "KGB" i (af alle steder) Dronningens Tværgade (der heldigvis blev udsat for en gang hård kapialisme). Og ved sådanne lejligheder har vi passende nok kunne fabulere over, hvor forskellige folks reaktioner ville have været, hvis der mon havde været f.eks. en "Hitler Ølstue", et "Hotel Himmler", et "Pizzaria Pinochet", en "Bodega Benito", en "Café El Caudillo Franco", et "Dachau Disco", eller en "Der Stürmer" sportsklub, o.s.v. For det kan da ikke være tilfældet, at folk på venstrefløjen er både smagløse og intolerante: at de kun synes, det er sjovt at spise eller bo eller feste på steder opkaldt efter venstreorienterede mordere?

Men jo: Jeg–der fra min barndom husker, hvordan Irma solgte Mao-tøj til børn–kan nu konstatere, at der faktisk ikke er grænser for smagløsheden: dejlige San Francisco–en af de amerikanske byer med flest indbyggere af kinesisk baggrund–har såmænd en Mao Zedong Village Cuisine Chinese Harvest Restaurant. Sikke en humor, sikke en anstændighed–at opkalde en restaurant efter en mand, der brugte hungernød overfor egne landsmænd som et bevidst politisk våben!

Hat tip: Café Hayek.

Hat tip II: Kasper Kyndsberg for at have mindet os om Liberators "Café Hitler".

Update: For de knap så Ché-chic, er der et oplagt alternativ: El MiChé …

Spredt fægtning II – om Roberts og SCOTUS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. juli 2005. Skriv et svar

Nå, så blev det dommer John G. Roberts, der blev Bushs første nominerede til USA’s forbundshøjesteret.

Jeg ved–som de fleste–ikke meget om manden, men tilsyneladende er Demokraterne nu virkeligt ved at få skovlen under Roberts: Han er veluddannet (hvilket ellers er forbeholdt Demokrater), har ikke skrevet nogle synderligt kontroversielle domme (hvilket må siges at være dybt mistænkeligt), han og hustruen er katolikker–som oven i købet går til messe! (og vi ved jo nok, hvad betyder!)–og … [trommehvirvel] … og så har han måske været medlem af Federalist Society for Law and Public Policy Studies! Holy Batmobile!

Det er ikke kun i Danmark, at man skal passe på med, hvilke “ekstremistiske” fora, man associerer sig med. Det næstmest venstreorienterede af USA’s to førende dagblade, Washington Post, er i en artikel rødglødende over, at Roberts måske engang for 7-8-9 år siden har været medlem af det selvbetegnede “conservative and libertarian” Federalist Society. For, som avisen skriver,

“In conservative circles, membership in or association with the society has become a badge of ideological and political reliability.”

Det kunne næsten ikke være værre. (Bemærk i øvrigt, at WP her benytter samme lille fif, som DR for nylig gjorde i et nyligt P1-indslag om Libertas: hvis man som forening ikke udleverer sine medlemslister til journalister, så har man dermed en “hemmelig medlemskreds” …)

SFW? Flere andre har været eller er medlemmer af Federalist Society. Inklusiv en brintoveriltet babe, Ainsley Haynes, der arbejder som Associate White House Counsel for en Demokratisk præsident–om end denne altså er Jed Bartlett og kun i TV-serien West Wing …, samt en enkelt dansk lektor i statskundskab.

Roberts’ måske-medlemskab har hurtigt fået Demokraterne til at fare i flint–og Republikanerne i defensiven. Wall Street Journal havde en god leder om det emne.

Sammesteds skrev Manuel Miranda i sin klumme et par kloge ord om dét–og om hvorfor (borgerlige) politikere ofte gøre deres (borgerlige) bagland en bjørnetjeneste, når de skynder sig at distancere sig fra organisationer, som er politisk ukorrekte. Det burde andre skrive sig bag øret.

Professor Richard Epstein (Chicago)–en af USA’s bedste juridiske begavelser, og uden tvivl en af de mest produktive og frihedsorienterede jurister–støtter i Wall Street Journal Roberts, og hans svar på Senator Charles Schumers (D-NY) spørgsmål til Roberts om, hvilke der er de dårligste højesteretsafgørelser, er meget passende: “Where shall I begin?” Sjældent har jeg set en amerikansk intellektuel give et så koncist–og fra mit perspektiv: tiltalende–svar på, hvad der er vedkommendes egen filosofi for, hvorledes domstolene skal dømme:

“What presumption should attach to the constitutionality of the use of state force? This vexed question of the “standard of review” is nowhere stated in the Constitution, and thus ultimately derives from a sense of its basic purposes, which I take to be the preservation of “ordered liberty”–with a state strong enough to rule, but not so strong as to snuff out the liberties of ordinary people to own property, enter contracts, worship, and speak as they please.

Given that view, the proper response to all forms of state regulation of private activities should be to subject them to serious judicial scrutiny, in order to see that they achieve their legitimate objectives. Judged by this twin standard, many decisions come out badly.”

You go, professor! Roberts synes umiddelbart for denne observatør ikke så dårlig, men for pokker … Hvis det dog bare havde været Epstein i stedet!

Men af dem, der var på tale (men som altså ikke fik nomineringen), bliver jeg dog mere og mere begejstret for Janice Rogers Brown (som jeg tidligere har omtalt)–og vi må håbe damen får chancen ved en senere lejlighed. Her er et par uddrag af, hvad kritikerne siger om den F.A. Hayek og Ayn Rand citerende dommer:

“She believes we would be better off if we returned to a time when protections like the minimum wage, food safety standards, and Social Security and Medicare were ruled unconstitutional–never mind what voters and elected officials think. She equates affordable housing regulations with theft. She argues that much corporate behavior can only be regulated if companies agree that it’s in their best interest. She calls court decisions upholding the New Deal “our own socialist revolution.” (People for the American Way)

“Justice Brown equates democratic government with “slavery,” claims that the New Deal “inoculated the federal Constitution with a kind of collectivist mentality,” calls Supreme Court decisions upholding the New Deal “the triumph of our own socialist revolution,” accuses social security recipients of “blithely cannibaliz[ing] their grandchildren because they have a right to get as much ‘free’ stuff as the political system permits them to extract,” and advocates returning to the widely discredited, early 20th century Lochner era, where the Supreme Court regularly invalidated economic regulations, like workplace protections. “Where government moves in,” Justice Brown declares, “community retreats, civil society disintegrates, and our ability to control our own destiny atrophies. The result is: families under siege; war in the streets; unapologetic expropriation of property; the precipitous decline of the rule of law; the rapid rise of corruption; the loss of civility and the triumph of deceit. The result is a debased, debauched culture which finds moral depravity entertaining and virtue contemptible.”” (Alliance for Justice)

“Justice Brown’s disdain for government runs so deep that she urges “conservative” judges to invalidate legislation that expands the role of government, saying that it “inevitably transform[s]… a democracy … into a kleptocracy.” Following her own “pro-activist” advice, Justice Brown – always in dissent – uses constitutional provisions or defies the legislature’s intent to restrict or invalidate laws she doesn’t like, such as California’s anti-discrimination statute (which she condemns as protecting only “narrow” personal interests), hotel development fees intended to preserve San Francisco’s affordable housing supply, rent control ordinances, statutory fees for manufacturers that put lead-based products into the stream of commerce, and a false advertising law applied to companies making false claims about their workplace practices to boost sales. Justice Brown’s colleagues on the court have repeatedly remarked on her
disrespect for such legis
lative policy judgments, criticizing her, in different cases, for “imposing … [a] personal theory of political economy on the people of a democratic state”; asserting “such an activist role for the courts”; “quarrel[ing]… not with our holding in this case, but with this court’s previous decision … and, even more fundamentally, with the Legislature itself”; and “permit[ting] a court … to reweigh the policy choices that underlay a legislative or quasi-legislative classification or to reevaluate the efficacy of the legislative measure.” Justice Brown’s record of injecting her virulently antigovernment views into her opinions is particularly troublesome given that she has been nominated to the D.C. Circuit, a court with special jurisdiction over the interpretation of numerous federal statutory and regulatory protections.” (Alliance for Justice)

“… when nominated to the California Supreme Court in 1996, Justice Brown received a not qualified rating from the California Judicial Commission. Among other things, the Commission cited a “tendency to interject her political and philosophical views into her opinions” and complaints that she was insensitive to established legal precedent, lacked compassion and intellectual tolerance for opposing views, …” (Alliance for Justice)

Vent lige lidt–det var kritikken …?

Wall Street Journals politiske redaktør, John Fund, mener, at der skal være term limits for højesteretsdommere–på samme måde, som der er for præsidenter, samt i en del delstater for guvernører, borgmestre og andre lokale embeder. Han foreslår, i lighed med andre, en grænse på 18 år i stolen. Ja, hvorfor ikke? Havde den været sat således, ville John Paul Stevens, som blev nomineret af den Republikanske præsident Gerald Ford i 1975, og som har skrevet de værste af de seneste årtiers domme, for længst være blevet pensioneret. Og så var senest Kelo vs. New London næppe blevet, som den blev.

Og apropos dén monstrøse dom: Tre medlemmer af kongressen, som alle tre er forhenværende dommere, har skrevet en kort kronik, hvori de forklarer, hvorfor privat ejendomsret er privat og retfærdigt, og hvorfor det er skadeligt at lave om på det ved tage fra nogen og give til nogle andre.

Update:Wall Street Journals John Fund har denne passende observation vedr. Roberts’ kritikeres fascination af hans (måske-)medlemskab af Federalist Society:’

“[When] Judge Edith Clement, the runner-up to Judge Roberts for last week’s Supreme Court pick, was nominated in 2001 to the U.S. Court of Appeals, Vermont Senator Pat Leahy presented her with a long list of questions related to the group, such as: “With what (if any) Federalist Society positions do you disagree?” and “Did you consider resigning from the Federalist Society when you became a judge? If not, why not?” That line of questioning struck some as an echo of Joseph McCarthy’s infamous mantra: “Are you now or have you ever been a member of the Communist Party?” Indeed, back in 1998 even Senator Leahy had expressed concern over judicial nominees being roasted over tangential ties with a group.When Clinton nominee Susan Graber was being interrogated about two briefs she had written in cases involving the ACLU more than 15 years previously, Senator Leahy rose to her defense. He told the Senate: “She was asked whether she is now or ever has been a member of the ACLU. She was asked whether she personally agreed with a number of positions taken recently by the ACLU. I objected to this line of questioning at the hearing and caution the Senate that we are headed down a road toward an ideological litmus test that does not well serve the Senate, the courts or the American people. “Let’s see if Senator Leahy will call for similar restraint when it comes to Judge Roberts’ alleged ties to the Federalist Society.”

Ugens citat: Tony Blair om wake-up call

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. juli 2005. Skriv et svar

Man kan være enig eller uenig, men dette er altså et godt metafor:

"September 11 for me was a wake up call. Do you know what I think the problem is? That a lot of the world woke up for a short time and then turned over and went back to sleep again."
— British Prime Minister Tony Blair.

Hårdt at være undertrykker

Af Mikael Jalving, den 27. juli 2005. Skriv et svar

Det er ikke noget let job at være fængselschef i Den Islamiske Republik Iran. Fængslerne bugner med indsatte, allehånde undergravende og fredsforstyrende elementer, f.eks. den iranske journalist Akbar Ganji, der på fjerde år sidder indespærret for sine kritiske artikler om præstestyret. Præstestyret kan nemlig ikke lide journalister – særligt ikke de kritiske af slagsen – ligesom det af princip er afmålt i forhold til forfattere, videnskabsfolk eller kvinder for at nævne et par af de mest berygtede eksempler – og i løbet af bare fem år har regimet lukket over 100 aviser på grund af “blasfemi” og “fornærmelser” imod styret.

Nu forlyder det, at Akbar Ganji er døden nær efter at have sultestrejket for sin frihed i en måned, og flere personer, herunder den amerikanske præsident, kræver Ganji løsladt. Chefen for Teherans juridiske myndighed slår sig i tøjret. “Vi er ikke ligeglade med Ganjis situation”, forsikrer han, “men hvis vi accepterer hans løsladelse, vil vi ikke længere være i stand til at drive fængslerne”. Og det ville jo være en katastrofe. Manden fortsætter: “Hvad vil folk tro, hvis Ganji siger noget, Bush støtter ham, og vi derefter bøjer os?”. Nej, hverken rart eller opbyggeligt. At blive klogere er at tabe, og at tabe er at dø, vel at mærke uden de 77 ventende jomfruer. Det er i sandhed hårdt at være undertrykker.

En kedelig tradition

Af Mikael Bonde Nielsen, den 25. juli 2005. 3 svar

De fleste politiske partier oplever nu og da at blive marginaliseret. Enten fordi deres ideologiske platform savner almen appel, eller fordi de simpelthen er omgivet af personer, der er kemisk renset for karisma. Britiske Tories har længe befundet sig i sådan tilstand. Den ideologiske profil er ganske kraftløs og de politiske talenter er vanskelige at få øje på. I en sådan situation er det bedste råd nok, at man åbner sig mod omgivelserne og lader lyset trænge ind. Men de britiske konservative vil det anderledes. Partiets 198 parlamentsmedlemmer har således besluttet, at deres fremtidige leder ikke skal vælges af andre end dem selv.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

Sexforbrydere, subsidier og Says Lov

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. juli 2005. Skriv et svar

Jeg faldt idag i International Herald Tribune over en næsten to måneder gammel nyhed: Tilsyneladende har 800 dømte sexforbrydere, voldtægtsmænd m.v. i 11 stater i USA fået Medicaid-tilskud fra det offentlige til køb af Viagra.

Endnu et eksempel på, at når det gælder offentlige aktiviteter og udgifter, er det i den grad tilfældet, at efterspørgslen stiger med et "stigende" udbud … Det var sørme godt, at Bush i valgåret 2004 fik givet Medicaid-udgifterne en historisk stor "rejsning".

Public service – John Howard

Af admin, den 22. juli 2005. 10 svar

John Howard, der sammen med Blair er en af Bushs mest trofaste støtter i krigen mod terror, og som sidste år blev genvalgt som Australiens prime minister, var i London i går, da det nye og heldigvis mislykkede terrorangreb fandt sted. Han fik naturligvis også spørgsmålet, om ikke Australien selv var skyld i terroren p.g.a. Irakkrigen.

Hans svar vil næppe blive omtalt i de danske medier, heller ikke vores tvangslicensbetalte public service institutioner – så må vi som en gratis blog levere dette bidrag til folkeoplysningen som public service:

PRIME MIN. HOWARD: Could I start by saying the prime minister and I were having a discussion when we heard about it. My first reaction was to get some more information. And I really don’t want to add to what the prime minister has said. It’s a matter for the police and a matter for the British authorities to talk in detail about what has happened here. Can I just say very directly, Paul, on the issue of the policies of my government and indeed the policies of the British and American governments on Iraq, that the first point of reference is that once a country allows its foreign policy to be determined by terrorism, it’s given the game away, to use the vernacular. And no Australian government that I lead will ever have policies determined by terrorism or terrorist threats, and no self-respecting government of any political stripe in Australia would allow that to happen.

Can I remind you that the murder of 88 Australians in Bali took place before the operation in Iraq.And I remind you that the 11th of September occurred before the operation in Iraq.Can I also remind you that the very first occasion that bin Laden specifically referred to Australia was in the context of Australia’s involvement in liberating the people of East Timor. Are people by implication suggesting we shouldn’t have done that?When a group claimed responsibility on the website for the attacks on the 7th of July, they talked about British policy not just in Iraq, but in Afghanistan. Are people suggesting we shouldn’t be in Afghanistan?When Sergio de Mello was murdered in Iraq — a brave man, a distinguished international diplomat, a person immensely respected for his work in the United Nations — when al Qaeda gloated about that, they referred specifically to the role that de Mello had carried out in East Timor because he was the United Nations administrator in East Timor.

Now I don’t know the mind of the terrorists. By definition, you can’t put yourself in the mind of a successful suicide bomber. I can only look at objective facts, and the objective facts are as I’ve cited. The objective evidence is that Australia was a terrorist target long before the operation in Iraq. And indeed, all the evidence, as distinct from the suppositions, suggests to me that this is about hatred of a way of life, this is about the perverted use of principles of the great world religion that, at its root, preaches peace and cooperation. And I think we lose sight of the challenge we have if we allow ourselves to see these attacks in the context of particular circumstances rather than the abuse through a perverted ideology of people and their murder.

Ikke noget under, at han blev genvalgt nok en gang.

(fra National Review Online via Instapundit)

TV2's opfattelse af Public Service

Af Mikael Bonde Nielsen, den 22. juli 2005. Skriv et svar

Hvad vil der ske med den æterbårne nyhedsdækning, når og hvis TV2 bliver privatiseret? Se, det er noget der har optaget mangt en medieforsker og endda også adskillige politikere og meningsdannere. Vi er undertiden blevet gjort bekendt med, at der må imødeses en generel forfladigelse af programfladen og at det før eller siden også vil føre til en vulgær popularisering af nyhedsudsendelserne.

Desværre bemestrer jeg ikke den fantasi, der skal til for at forestille mig noget, der er værre end tingens tilstand. TV2 Nyhederne har længe været kilde til kampagneagtige reportager, hvor det faktuelle ved nærmere eftersyn har haft særdeles trange kår. Det seneste eksempel blev præsenteret i søndags, hvor TV2 lod seerne forstå, at bevæbnede indvandrerbander er blevet en ny magtfaktor i Danmarks kriminelle underverden.

For at godtgøre denne – måske fænomenologiske – tese havde TV2 til formålet sat en indvandrerknægt fra Avedøre foran et kamera med tilhørende mikrofon. Det kan nok være, at han kunne fortælle et og andet om de positionskampe, han og hans ligesindede for tiden førte med rockerne. Gys! Langsomt opfattende seere, der ikke umiddelbart kunne afkode den nydanske sprogdragt (der i det store hele var bygget op af ord som fuck og fucking), blev ikke ladt i stikken: Et Danmarkskort levendegjorde således effektivt, hvilke byer der allerede i dag blev styret af disse indvandrerbander. Gys igen! Og til slut blev det hele flot bundet sammen med en overordnet politimæssig bekræftelse. Sådan!

Nu viser det sig, at indslaget tilsyneladende hviler på en løgn. Det er i hvert fald den konklusion, som den 100% annoncefinansierede avis Urban er nået frem til efter at have talt med vicekriminalinspektør Kai Hermann fra Glostrup Politi, der betegner de omtalte indvandrere “som en flok umodne unge, der bare råber op”. Smukt, ikke sandt? En reklamesprøjte leverer journalistisk efterkritik af en Public Service-institution, der ikke rigtig kan finde ud af det med vederhæftigheden.

Tør man håbe på, at TV2’s idiotiske og konstruerede indslag bliver sparet væk, hvis stationen bliver privatiseret?

Rovegate – update

Af admin, den 21. juli 2005. 3 svar

Som update til den tidligere posting (Gone native ndf.) kan det oplyses, at Berlingskes Poul Høi fortsætter sin dækning af Plame-affæren, nu kaldet Rovegate (burde måske nærmere være Newtgate, se postingen Spredt fægtning ndf.). Hans dækning af baggrunden for historien er desværre ikke blevet bedre; det er snarere blevet værre.

I en såkaldt faktaboks oplyses bl.a.

Ambassadør Joseph Wilson skrev en kronik i New York Times; i kronikken skrev han, at han i 2002 af CIA var blevet sendt på en mission til Niger for at undersøge, om Saddam Hussein havde forsøgt at købe uran der, og han havde meldt tilbage til regeringen, at svaret var nej. Påstanden var en and. Alligevel fortsatte Bush og regeringen med at hævde det.

Tsk, tsk. Update 23/7 05: Når vi har omtalt Berlingskes misvisende gengivelse af baggrunden for Plame-affæren, må vi retfærdigvis også nævne, når de prøver at være mere præcise. Her er et uddrag fra faktaboksen for dagens follow-up artikel:Valerie Plame havde således i 2002 spillet en rolle i at sende sin mand til Niger for at undersøge påstanden om, at Saddam havde købt eller forsøgt at købe uran der. Wilson kunne hverken be- eller afkræfte påstanden, og i 2003 skrev han i en kronik, at Bush-regeringen “forvred” efterretningerne fra Niger.Det er noget tættere på Senats rapporten fra 7/7 04. Kun mangler man en præcisering af, at Wilson under sit besøg i Niger faktisk fik bekræftet, at Irak i juni 1999 havde forsøgt at købe uran fra Niger, og at Butler-rapporten siden udtrykkeligt bekræftede Bushs citat fra talen til nationen om Saddams fortsatte forsøg på at skaffe uran. Men pyt, denne del af baggrunden er mindre vigtig i forhold til hovedhistorien om outingen af Ms. Wilson/Plame.

David eller David eller … II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. juli 2005. 2 svar

Appropos Stanislaws post forleden om “the two Davids”, så havde Michael Gonzalez fra Wall Street Journal dette at sige idag i OpinionJournal.com om de britiske Torys idag, foranlediget af at Sir Edward Heath i en alder af 89 omsider oplevede Keynes’ “long run”:

“Like James Callaghan, a Labour PM who also died recently, Ted Heath had the misfortune to lead Britain during one of his country’s worst and most vexing periods. In the 1970s, taxes were stratospherically high, unions ran riot, economic growth was nil — conditions that finally led to his overthrow as Tory leader by Margaret Thatcher.

What gives Mr. Heath’s death on Sunday at 89 resonance today is that it coincides with an intensifying debate among his fellow Tories about the future of the oldest political party in Christendom.
David Davis is the Thatcherite option, running as a leader who would rescue a party that he believes has lost sight of its core principles. He grew up in a council estate — public housing — and is keen to shrink the state, cut taxes and hold Brussels at a distance.
The “Heathian” option is David Cameron, one of whose key backers recently made news by warning that pushing tax cuts would simply cause voters to “take fright.” Mr. Cameron himself added: “Government must never simply withdraw from social challenges under the banner of a smaller state.” Meanwhile, two major Tory papers, the Telegraph and the Mail, have trumpeted on their front pages a think tank’s charge that Tony Blair’s support for George Bush led directly to last week’s London bombing.

Mr. Heath’s fate has been to be remembered as Ms. Thatcher’s doormat. It’s forgotten that Mr. Heath first had to defeat the anti-immigrant rabble-rouser Enoch Powell before Mrs. Thatcher could defeat him. Those two battles were crucial to turning the Tories into the winning machine that changed Britain. In similar fashion,
Conservatives today are again trying to locate their collective soul as the party of free trade, enterprise and individualism amidst the pull of xenophobes, appeasers and statists.”

“Hear, hear!” Som de ville råbe i House of Commons.

Spredt fægtning I – uddrag fra dagens Berlinger

Af admin, den 19. juli 2005. 1 svar

Det er ikke fair kun at kommentere en avis. Meeen, det er sommer and living is easy – or should be. Så lidt ladhed må tilgives, når følgende uddrag kun er taget fra dagens Berlingske Tidende; det her er trods alt en gratis blog, og ikke noget I har betalt for.

Der er en rimeligt sober dækning af rapporten fra The Royal Institute for International Affairs, som konkluderer, at alliancen med USA har bragt landet i “særlig fare”. Chatham House er en anerkendt tænketank, hvis analyser skal tages alvorligt, men mon ikke tonen i rapporten er præget af den traditionelle pro-arabiske holdning, som har domineret den britiske udenrigstjeneste; det såkaldte kamelkorps?

Som nævnt i min dobbelt-kronik hos Berlingeren (23.05.04 og 24.05.04), kan situationen sammenlignes med de første år af WWII. Det var jo som bekendt ikke tyskerne, der startede krigen. Det var – teknisk set – briterne og franskmændene, som erklærede tyskerne krig efter i årevis at have forsøgt sig forgæves med appeasement. I de første år, hvor tyskerne fejrede sejrer, der med Scavenius’ ord slog verden med forundring, må der virkelig have været mange tilhængere af appeasement, som følte, at krigen var en forfærdelig fejltagelse, og at man hurtigst muligt burde genoptage linjen med at imødekomme hr. Hitler. Det skete heldigvis ikke, selvom Hitler kom med adskillige smukt formulerede fredstilbud rettet mod det britiske folk og vendt mod krigsophidseren Churchill. Briterne bed ikke på, men tænderne sammen, og godt det samme.

Den nuværende situation kalder også på appeasement, for man behøver ikke en tænketank for at besvare disse to spørgsmål:

Q. Vil det styrke al-Qaeda, at vi bekriger dem?
A. Ja, det får os til at fremstå som aggressorer.

Q. Er det en del af al-Qaedas strategi at lokke os til at bekrige dem?
A. Ja, det er derfor de vedvarende angreb os med stadig hårdere midler.

Men disse to spørgsmål må ledsages af et tredje, hvor svaret er mere personligt:

Q. Skal vi så undlade at bekrige al-Qaeda?
A. Nej.

Eller for at give ordet til chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen, der udtrykker det bedre, end jeg kan:

Hvilken grad af eftergivenhed havde man tænkt sig, ville være passende for at imødekomme disse mordere? Skal vi til at stene bøsser? Forbyde kvinder at arbejde? Sende moralpoliti på gaderne for at påse, at folk er passende klædt? Overlade Irak til terroristerne, så de »selv« kan ordne sagerne? Geninstallere Taleban i Afghanistan?
Tilbage til dagens Berlinger. Her finder vi sørme en artikel, hvor oppositionen roser Bush og Blair for deres støtte til muslimer. Jep, den er er god nok, og selv Enhedslisten skulle være med. Forklaringen? Det er led i en kritik af Fogh for ikke at gøre tilstrækkeligt i samme retning:

»Vi så efter 11.september en amerikansk præsident, der besøgte moskeer, og vi har hørt Blairs markante udtalelser. Jeg synes, det ville klæde regeringen, hvis statsministeren gjorde en indsats for at lægge afstand til de kræfter, der forsøger at gøre det her til en kamp mod muslimerne,« siger de Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Nå ja, derfor. Men indrømmelsen er da sjov at have på print. Så har vi den klar, når de næste gang går efter “korsfarerne”.

Endelig er der Poul Høis update på Plame-affæren, der er behandlet i gårsdagens posting Gone native ndf. Nogle af kommentarerne til den posting har postuleret, at udstationerede journalister bare skriver af fra New York Times. Det er ikke bare ærekrænkende, det er også positivt forkert. Se her citatet fra PH (aka Poul Høi, ikke Poul Henningsen, den sidste fornuftige kulturradikalist af betydning):

Præsident Bush foretog i aftes et politisk ballettrin, som kan synes som en detalje, men som ikke desto mindre kan få stor betydning i den såkaldte Rove-skandale. Tidligere har præsidenten sagt, at han vil fyre den eller de medarbejdere, som i 2003 lækkede identiteten på en CIA-agent. I aftes rettede han det til, at han vil fyre enhver medarbejder, som har begået »en forbrydelse« i lækagesagen.

Sammenhold det med dækningen i NYT, hvor det fremgår, at Bush også tidligere har lagt vægt på, om en forbrydelse var begået:

White House statements on this issue, dating back over the two years of the Wilson case, have varied. On Sept. 30, 2003, Mr. Bush used language akin of what he said on Monday. “If there is a leak out of my administration, I want to know who it is,” he said then. “And if the person has violated law, the person will be taken care of.”

At other moments, though, Mr. Bush’s language has been less precise. In Sea Island, Ga. in June 2004, Mr. Bush was asked whether he would fire anyone who was involved in leaking Ms. Wilson’s name – which might or might not violate the law, depending on the circumstances. Without hesitation, Mr. Bush said yes.

Problemet er vel nærmere, at PH sammenfatter sagen lidt vel meget, f.eks. her:

Wilson havde gjort sig skyldig i af skrive en kronik, hvori han hævdede, at præsident Bush talte mod bedre vidende, da han i optakten til krigen mod Irak hævdede, at Irak havde været på uran-jagt i Niger. Wilson havde i 2002 i embeds medfør været i Niger for at undersøge påstanden og afkræftet den.

Det er rigtigt, at Wilson selv opfattede historien om Iraks forsøg på at købe uran fra Niger som forkert. Som hans kone, der på trods af Wilsons egen benægtelse faktisk havde anbefalet ham til opgaven, udtrykte det, da hun hørte om opgaven: “There’s this crazy report” om køb af uran. Men Wilsons egen undersøgelse bekræftede faktisk, at Irak havde kontaktet Niger for at købe uran. Det fattige Niger lod på en og samme gang forstå, at man skam ikke ville handle med udskud som Saddam, men at han ville betale godt, og at den bedste sikring var for USA selv at købe Nigers uran; ikke just betryggende. Hertil kom så de øvrige rapporter fra udenlandske efterretningstjenester om, at der var kontakt.

Hvorfra ved vi det? Naturligvis fra den rapport af 7/7 04, som Senate Intelligence Committee udgav. Hvis det kniber med tiden, kan man nøjes med at læse sammenfatningen af Wilsons rapport på s. 44 f., hvor der bl.a. står:

The intelligence report described how the structure of Niger’s uranium mines would make it difficult, if not impossible, for Niger to sell uranium to rouge nations, and noted that Nigerian officials denied knowledge of any deals to sell uranium to any rouge states, but it did not refute the possibility that Iraq had approached Niger to purchase uranium.

Lidt mere nuanceret, end hvad PH gengiver. Kan man lide nuancer, kan det anbefales også læse dette bidrag fra NYT, som en kommentator til den forrige posting gjorde opmærksom på.

Når nu journalisterne ved, at Internettet er opfundet, med direkte adgang til officielle rapporter, alverdens aviser og Google til at finde resten, hvorfor dælen gør de sig så ikke mere umage? Så varm er sommeren da heller ikke, og de bliver endda betalt for det.

Gone native II (or not going native …)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. juli 2005. Skriv et svar

Apropos min med-Punditokrat Mr. Laws post om "Gone Native", så er her et link til noget helt andet … En interessant klumme af Wall Street Journals fremragende politiske redaktør, John Fund, der er stærkt kritisk overfor et forslag om at skabe en slags racemæssigt baseret hjemmestyre for "Native Hawaiians". Jeg har i mange år været fascineret af seriøse studier af polycentriske politiske institutioner og ditto retsinstitutioner (host, host …), samt mulighederne for løsrivelse og andre former for "exit", men J.F. fik mig her overbevist om det problematiske i Hawaii-forslaget.

Gone native

Af admin, den 18. juli 2005. 4 svar

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

David eller David eller…?

Af Stanislaw, den 16. juli 2005. Skriv et svar

Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…? Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…?

Død og skatter … og for lidt arbejde

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. juli 2005. 3 svar

Jeg havde lørdag denne klumme i Berlingske Tidende:

Død og skatter … og for lidt arbejde
Berlingske Tidende 16. juli 2005, 2. sektion, side 15

Klassekamp. I Europa er der nogle, der arbejder–og andre, der ikke har incitamentet

Et gammelt ordsprog siger, at kun to ting i livet er sikre: død og skatter. Problemet er, at de som regel kommer i en ubehagelig rækkefølge (altså skatterne først og derefter døden).

Men nogle mener ikke, at det er så ærgerligt. Man hører fra tid til anden nogle politikere og samfundsforskere hævde, at menneskers arbejdsindsats er upåvirket af skattetrykket. Altså: folk arbejder ikke mindre, hvis de kun kan beholde en tredjedel af deres indkomst, end hvis de f.eks. kan beholde halvdelen. Faktisk kan det nærmest få nogle til at arbejde mere - for hvis mennesker skal arbejde mere for at opretholde deres levestandard, så vil de faktisk arbejde mere. Elementær logik - og morlille, som ikke kan flyve, er for resten en sten.

En af dem, der ikke køber påstanden, er 2004-nobelprisvinderen i økonomi, Edward C. Prescott. Han har gennem systematiske statistiske studier vist, at skatterne bestemt påvirker udbuddet af arbejdskraft - og den klareste illustration er en sammenligning af USA og Europa. I USA arbejder man hårdt, og økonomien kører derudad; i Europa arbejder man mindre og mindre, og væksten halter bagefter. Ifølge OECD-tal arbejder en gennemsnitlig amerikaner i alderen 15-64 omtrent 50 pct. mere end sine tilsvarende franske og tyske kollegaer.

Prescotts svar er, at det ikke skyldes forskelle i kultur og sågar ikke forskelle i understøttelse. Det er marginalskatten, der forklarer stort set hele forskellen. I USA, hvor indkomster typisk beskattes med ca. 30 pct., kan det betale sig at arbejde; i Europa, hvor det snarere er 50 pct., kan det ikke - og så kan amerikanerne tilmed købe mere for deres penge.Prescotts analyser viser også, at når skatterne er sammenlignelige mellem landene, bliver udbuddet af arbejdskraft det også. I 1998 indførte Spanien en mere flad skattestruktur, der mindede om den, USA indførte i 1986, og lynhurtigt steg det spanske arbejdskraftudbud med 12 pct. - hvorefter statens skatteindtægter steg med et par procent.

To italienske økonomer, Guido Tabellini og Tito Boeri, siger noget lignende. De argumenterede sidste år i en artikel i Financial Times, at når levestandarden i Europa er ca. 30 pct. lavere end i USA, er det ikke bare, fordi vi har valgt at indrette os anderledes - fordi vi gerne vil arbejde mindre og prioritere vor tid til andet end arbejde.

Vi arbejder først og fremmest mindre, fordi arbejdsløsheden er højere i et Europa med stive arbejdsmarkeder og høje skatter. Cirka to tredjedele af forskellene i arbejdstid mellem Europa og USA kan forklares på den konto. For det andet arbejder den gennemsnitlige lønmodtager i Europa færre timer end amerikaneren, og det forklarer omtrent den sidste tredjedel af forskellene. Men det skyldes ikke ensartet kortere arbejdsuger: det er primært, fordi omfanget af deltidsarbejde er meget mere udbredt.

Så i Europa er der nogle, der arbejder meget, og andre, der næsten ikke gør. Kvindernes andel af de beskæftigede er 10 pct. lavere, og andelen af personer over 55 er 19 pct. lavere, mens de yngre i et vist omfang bliver mere end gennemsnitligt ramt af ledighed. Var der tale om en selvvalgt eller kulturel forskel, ville forskellene ikke slå så markant igennem for nogle grupper og slet ikke for andre - så ville de være mere ensartet fordelt. Forskellene skyldes politisk påførte beslutninger. Man har indrettet det så viseligt, at det er muligt og attraktivt for mange at trække sig ud af arbejdsmarkedet tidligt - som når vi i Danmark lader dem, der arbejder, betaler arbejdsdygtige for ikke at arbejde. De arbejdsløse kvinder og unge mener de to italienske økonomer i stedet må tilskrives, at mange lande har arbejdsmarkedspolitikker, som i virkeligheden holder dem ude ved at beskytte dem, der allerede har job (bl.a. imod fyringer).

Økonomernes indsigt er vigtig. Vi europæere er ikke af psyke særligt dovne, og vi har ikke en specielt ophøjet kultur, hvor vi af princip prioriterer andet end arbejde. Vi har bare færre incitamenter, fordi vi har valgt politikere, der har indrettet samfundet således, at nogle belønnes for ikke at arbejde, mens andre holdes kunstigt ude af arbejdsmarkedet. Det er velfærdsstatens måde at klassedele et samfund på.

Samfund eller sandkasse?

Af Mikael Jalving, den 15. juli 2005. Skriv et svar

Diverse eksperter står nærmest på skuldrene af hinanden for at kritisere dommen på 3 års fængsel til den unge mand, der sidste år kørte dødskørsel på Frederiksundsvej og nu har flere liv på samvittigheden.

F.eks. vurderer cand.mag. Kevin Mogensen fra Roskilde Universitetscenter, at dommen ikke vil få de mange unge med kubik i blodet til at kører en dyt pænere. Cand.mag.’en udtaler til Berlingske: “De kan altså slet ikke identificere sig med den, der kører galt og er skyld i ulykken”.

Til dette er et par ting eller tre at sige. Den dom, der faldt forleden, skal ikke få folk til at køre pænere. Vi befinder os ikke på det instrumentelle plan, men på det principelle. Dommen henvender sig heller ikke til alverdens fartgale, gamle som unge, kvinder som mænd, der ikke engang behøver at “identificere” sig med nogen. De kan ganske roligt være sig selv – og så tage konsekvenserne. Dommen udmåler en straf, læs igen, straf for en forseelse, som samfundet ikke bare kan lade passere. Når nogen bliver dræbt, må de levende tage affære. Straffen – eller for min skyld gerne – hævnen udgør et forsøg på at sone det skete. Uden straf, ingen soning; uden hævn, heller ingen heling. Et samfund, der alene vil helbrede, men knap nok straffe – og slet ikke vil kendes ved hævn, er ikke noget samfund.

Det er en sandkasse.