Spredt fægtning I – uddrag fra dagens Berlinger

Af admin, den 19. juli 2005. 1 svar

Det er ikke fair kun at kommentere en avis. Meeen, det er sommer and living is easy – or should be. Så lidt ladhed må tilgives, når følgende uddrag kun er taget fra dagens Berlingske Tidende; det her er trods alt en gratis blog, og ikke noget I har betalt for.

Der er en rimeligt sober dækning af rapporten fra The Royal Institute for International Affairs, som konkluderer, at alliancen med USA har bragt landet i “særlig fare”. Chatham House er en anerkendt tænketank, hvis analyser skal tages alvorligt, men mon ikke tonen i rapporten er præget af den traditionelle pro-arabiske holdning, som har domineret den britiske udenrigstjeneste; det såkaldte kamelkorps?

Som nævnt i min dobbelt-kronik hos Berlingeren (23.05.04 og 24.05.04), kan situationen sammenlignes med de første år af WWII. Det var jo som bekendt ikke tyskerne, der startede krigen. Det var – teknisk set – briterne og franskmændene, som erklærede tyskerne krig efter i årevis at have forsøgt sig forgæves med appeasement. I de første år, hvor tyskerne fejrede sejrer, der med Scavenius’ ord slog verden med forundring, må der virkelig have været mange tilhængere af appeasement, som følte, at krigen var en forfærdelig fejltagelse, og at man hurtigst muligt burde genoptage linjen med at imødekomme hr. Hitler. Det skete heldigvis ikke, selvom Hitler kom med adskillige smukt formulerede fredstilbud rettet mod det britiske folk og vendt mod krigsophidseren Churchill. Briterne bed ikke på, men tænderne sammen, og godt det samme.

Den nuværende situation kalder også på appeasement, for man behøver ikke en tænketank for at besvare disse to spørgsmål:

Q. Vil det styrke al-Qaeda, at vi bekriger dem?
A. Ja, det får os til at fremstå som aggressorer.

Q. Er det en del af al-Qaedas strategi at lokke os til at bekrige dem?
A. Ja, det er derfor de vedvarende angreb os med stadig hårdere midler.

Men disse to spørgsmål må ledsages af et tredje, hvor svaret er mere personligt:

Q. Skal vi så undlade at bekrige al-Qaeda?
A. Nej.

Eller for at give ordet til chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen, der udtrykker det bedre, end jeg kan:

Hvilken grad af eftergivenhed havde man tænkt sig, ville være passende for at imødekomme disse mordere? Skal vi til at stene bøsser? Forbyde kvinder at arbejde? Sende moralpoliti på gaderne for at påse, at folk er passende klædt? Overlade Irak til terroristerne, så de »selv« kan ordne sagerne? Geninstallere Taleban i Afghanistan?
Tilbage til dagens Berlinger. Her finder vi sørme en artikel, hvor oppositionen roser Bush og Blair for deres støtte til muslimer. Jep, den er er god nok, og selv Enhedslisten skulle være med. Forklaringen? Det er led i en kritik af Fogh for ikke at gøre tilstrækkeligt i samme retning:

»Vi så efter 11.september en amerikansk præsident, der besøgte moskeer, og vi har hørt Blairs markante udtalelser. Jeg synes, det ville klæde regeringen, hvis statsministeren gjorde en indsats for at lægge afstand til de kræfter, der forsøger at gøre det her til en kamp mod muslimerne,« siger de Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Nå ja, derfor. Men indrømmelsen er da sjov at have på print. Så har vi den klar, når de næste gang går efter “korsfarerne”.

Endelig er der Poul Høis update på Plame-affæren, der er behandlet i gårsdagens posting Gone native ndf. Nogle af kommentarerne til den posting har postuleret, at udstationerede journalister bare skriver af fra New York Times. Det er ikke bare ærekrænkende, det er også positivt forkert. Se her citatet fra PH (aka Poul Høi, ikke Poul Henningsen, den sidste fornuftige kulturradikalist af betydning):

Præsident Bush foretog i aftes et politisk ballettrin, som kan synes som en detalje, men som ikke desto mindre kan få stor betydning i den såkaldte Rove-skandale. Tidligere har præsidenten sagt, at han vil fyre den eller de medarbejdere, som i 2003 lækkede identiteten på en CIA-agent. I aftes rettede han det til, at han vil fyre enhver medarbejder, som har begået »en forbrydelse« i lækagesagen.

Sammenhold det med dækningen i NYT, hvor det fremgår, at Bush også tidligere har lagt vægt på, om en forbrydelse var begået:

White House statements on this issue, dating back over the two years of the Wilson case, have varied. On Sept. 30, 2003, Mr. Bush used language akin of what he said on Monday. “If there is a leak out of my administration, I want to know who it is,” he said then. “And if the person has violated law, the person will be taken care of.”

At other moments, though, Mr. Bush’s language has been less precise. In Sea Island, Ga. in June 2004, Mr. Bush was asked whether he would fire anyone who was involved in leaking Ms. Wilson’s name – which might or might not violate the law, depending on the circumstances. Without hesitation, Mr. Bush said yes.

Problemet er vel nærmere, at PH sammenfatter sagen lidt vel meget, f.eks. her:

Wilson havde gjort sig skyldig i af skrive en kronik, hvori han hævdede, at præsident Bush talte mod bedre vidende, da han i optakten til krigen mod Irak hævdede, at Irak havde været på uran-jagt i Niger. Wilson havde i 2002 i embeds medfør været i Niger for at undersøge påstanden og afkræftet den.

Det er rigtigt, at Wilson selv opfattede historien om Iraks forsøg på at købe uran fra Niger som forkert. Som hans kone, der på trods af Wilsons egen benægtelse faktisk havde anbefalet ham til opgaven, udtrykte det, da hun hørte om opgaven: “There’s this crazy report” om køb af uran. Men Wilsons egen undersøgelse bekræftede faktisk, at Irak havde kontaktet Niger for at købe uran. Det fattige Niger lod på en og samme gang forstå, at man skam ikke ville handle med udskud som Saddam, men at han ville betale godt, og at den bedste sikring var for USA selv at købe Nigers uran; ikke just betryggende. Hertil kom så de øvrige rapporter fra udenlandske efterretningstjenester om, at der var kontakt.

Hvorfra ved vi det? Naturligvis fra den rapport af 7/7 04, som Senate Intelligence Committee udgav. Hvis det kniber med tiden, kan man nøjes med at læse sammenfatningen af Wilsons rapport på s. 44 f., hvor der bl.a. står:

The intelligence report described how the structure of Niger’s uranium mines would make it difficult, if not impossible, for Niger to sell uranium to rouge nations, and noted that Nigerian officials denied knowledge of any deals to sell uranium to any rouge states, but it did not refute the possibility that Iraq had approached Niger to purchase uranium.

Lidt mere nuanceret, end hvad PH gengiver. Kan man lide nuancer, kan det anbefales også læse dette bidrag fra NYT, som en kommentator til den forrige posting gjorde opmærksom på.

Når nu journalisterne ved, at Internettet er opfundet, med direkte adgang til officielle rapporter, alverdens aviser og Google til at finde resten, hvorfor dælen gør de sig så ikke mere umage? Så varm er sommeren da heller ikke, og de bliver endda betalt for det.

Gone native II (or not going native …)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. juli 2005. Skriv et svar

Apropos min med-Punditokrat Mr. Laws post om "Gone Native", så er her et link til noget helt andet … En interessant klumme af Wall Street Journals fremragende politiske redaktør, John Fund, der er stærkt kritisk overfor et forslag om at skabe en slags racemæssigt baseret hjemmestyre for "Native Hawaiians". Jeg har i mange år været fascineret af seriøse studier af polycentriske politiske institutioner og ditto retsinstitutioner (host, host …), samt mulighederne for løsrivelse og andre former for "exit", men J.F. fik mig her overbevist om det problematiske i Hawaii-forslaget.

Gone native

Af admin, den 18. juli 2005. 4 svar

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

David eller David eller…?

Af Stanislaw, den 16. juli 2005. Skriv et svar

Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…? Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…?

Død og skatter … og for lidt arbejde

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. juli 2005. 3 svar

Jeg havde lørdag denne klumme i Berlingske Tidende:

Død og skatter … og for lidt arbejde
Berlingske Tidende 16. juli 2005, 2. sektion, side 15

Klassekamp. I Europa er der nogle, der arbejder–og andre, der ikke har incitamentet

Et gammelt ordsprog siger, at kun to ting i livet er sikre: død og skatter. Problemet er, at de som regel kommer i en ubehagelig rækkefølge (altså skatterne først og derefter døden).

Men nogle mener ikke, at det er så ærgerligt. Man hører fra tid til anden nogle politikere og samfundsforskere hævde, at menneskers arbejdsindsats er upåvirket af skattetrykket. Altså: folk arbejder ikke mindre, hvis de kun kan beholde en tredjedel af deres indkomst, end hvis de f.eks. kan beholde halvdelen. Faktisk kan det nærmest få nogle til at arbejde mere - for hvis mennesker skal arbejde mere for at opretholde deres levestandard, så vil de faktisk arbejde mere. Elementær logik - og morlille, som ikke kan flyve, er for resten en sten.

En af dem, der ikke køber påstanden, er 2004-nobelprisvinderen i økonomi, Edward C. Prescott. Han har gennem systematiske statistiske studier vist, at skatterne bestemt påvirker udbuddet af arbejdskraft - og den klareste illustration er en sammenligning af USA og Europa. I USA arbejder man hårdt, og økonomien kører derudad; i Europa arbejder man mindre og mindre, og væksten halter bagefter. Ifølge OECD-tal arbejder en gennemsnitlig amerikaner i alderen 15-64 omtrent 50 pct. mere end sine tilsvarende franske og tyske kollegaer.

Prescotts svar er, at det ikke skyldes forskelle i kultur og sågar ikke forskelle i understøttelse. Det er marginalskatten, der forklarer stort set hele forskellen. I USA, hvor indkomster typisk beskattes med ca. 30 pct., kan det betale sig at arbejde; i Europa, hvor det snarere er 50 pct., kan det ikke - og så kan amerikanerne tilmed købe mere for deres penge.Prescotts analyser viser også, at når skatterne er sammenlignelige mellem landene, bliver udbuddet af arbejdskraft det også. I 1998 indførte Spanien en mere flad skattestruktur, der mindede om den, USA indførte i 1986, og lynhurtigt steg det spanske arbejdskraftudbud med 12 pct. - hvorefter statens skatteindtægter steg med et par procent.

To italienske økonomer, Guido Tabellini og Tito Boeri, siger noget lignende. De argumenterede sidste år i en artikel i Financial Times, at når levestandarden i Europa er ca. 30 pct. lavere end i USA, er det ikke bare, fordi vi har valgt at indrette os anderledes - fordi vi gerne vil arbejde mindre og prioritere vor tid til andet end arbejde.

Vi arbejder først og fremmest mindre, fordi arbejdsløsheden er højere i et Europa med stive arbejdsmarkeder og høje skatter. Cirka to tredjedele af forskellene i arbejdstid mellem Europa og USA kan forklares på den konto. For det andet arbejder den gennemsnitlige lønmodtager i Europa færre timer end amerikaneren, og det forklarer omtrent den sidste tredjedel af forskellene. Men det skyldes ikke ensartet kortere arbejdsuger: det er primært, fordi omfanget af deltidsarbejde er meget mere udbredt.

Så i Europa er der nogle, der arbejder meget, og andre, der næsten ikke gør. Kvindernes andel af de beskæftigede er 10 pct. lavere, og andelen af personer over 55 er 19 pct. lavere, mens de yngre i et vist omfang bliver mere end gennemsnitligt ramt af ledighed. Var der tale om en selvvalgt eller kulturel forskel, ville forskellene ikke slå så markant igennem for nogle grupper og slet ikke for andre - så ville de være mere ensartet fordelt. Forskellene skyldes politisk påførte beslutninger. Man har indrettet det så viseligt, at det er muligt og attraktivt for mange at trække sig ud af arbejdsmarkedet tidligt - som når vi i Danmark lader dem, der arbejder, betaler arbejdsdygtige for ikke at arbejde. De arbejdsløse kvinder og unge mener de to italienske økonomer i stedet må tilskrives, at mange lande har arbejdsmarkedspolitikker, som i virkeligheden holder dem ude ved at beskytte dem, der allerede har job (bl.a. imod fyringer).

Økonomernes indsigt er vigtig. Vi europæere er ikke af psyke særligt dovne, og vi har ikke en specielt ophøjet kultur, hvor vi af princip prioriterer andet end arbejde. Vi har bare færre incitamenter, fordi vi har valgt politikere, der har indrettet samfundet således, at nogle belønnes for ikke at arbejde, mens andre holdes kunstigt ude af arbejdsmarkedet. Det er velfærdsstatens måde at klassedele et samfund på.

Samfund eller sandkasse?

Af Mikael Jalving, den 15. juli 2005. Skriv et svar

Diverse eksperter står nærmest på skuldrene af hinanden for at kritisere dommen på 3 års fængsel til den unge mand, der sidste år kørte dødskørsel på Frederiksundsvej og nu har flere liv på samvittigheden.

F.eks. vurderer cand.mag. Kevin Mogensen fra Roskilde Universitetscenter, at dommen ikke vil få de mange unge med kubik i blodet til at kører en dyt pænere. Cand.mag.’en udtaler til Berlingske: “De kan altså slet ikke identificere sig med den, der kører galt og er skyld i ulykken”.

Til dette er et par ting eller tre at sige. Den dom, der faldt forleden, skal ikke få folk til at køre pænere. Vi befinder os ikke på det instrumentelle plan, men på det principelle. Dommen henvender sig heller ikke til alverdens fartgale, gamle som unge, kvinder som mænd, der ikke engang behøver at “identificere” sig med nogen. De kan ganske roligt være sig selv – og så tage konsekvenserne. Dommen udmåler en straf, læs igen, straf for en forseelse, som samfundet ikke bare kan lade passere. Når nogen bliver dræbt, må de levende tage affære. Straffen – eller for min skyld gerne – hævnen udgør et forsøg på at sone det skete. Uden straf, ingen soning; uden hævn, heller ingen heling. Et samfund, der alene vil helbrede, men knap nok straffe – og slet ikke vil kendes ved hævn, er ikke noget samfund.

Det er en sandkasse.

BBC Newspeak

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. juli 2005. 2 svar

Appropos vores post forleden om, hvem der er de "ansvarlige" i forbindelse med bomberne i London, så viser det sig nu, at "newspeak" trives fortræffeligt i Orwells Fatherland. BBC har ifølge eget udsagn bestemt sig for, at det kunne være "følelsesladet" eller "fordømmende" at referere til de ansvarlige–altså dem, der detonerede bomberne–som "terrorister". Det vil, mener BBC, være en mulig "barriere for forståelse". I stedet har man valgt det mere forsigtige "bombemænd".

Formodentlig ud fra en betragtning om, at det trods alt endnu ikke er endeligt fastslået, at de pågældende vitterligt ønskede at dræbe og sprede terror. Hvem ved–måske de blot var personer med en lettere overdreven interesse for fysik/kemi og en lidt nonchalant måde at transportere deres hobby-redskaber på?

PS. En blogger ved navn Gene har nogle illustrative eksempler på BBC's politisk korrekte redigering.

Reality check

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. juli 2005. 1 svar

Hermed, foranlediget af sidste uges bomber i London, en multiple choice quiz, hvor éns svar samtidigt siger noget om … så meget andet:

Q: Hvorfor detonerede terroristerne kun fire almindelige bomber og ikke en atombombe?*

Her er fire svarmuligheder:

A1: De er kun lidt sure på Vesten; at anvende en atombombe ville ligesom være lidt for ekstremt.

A2: De er overbevist om, at hvis de kun bruger moderat morderiske angreb (f.eks. med 1 – 4.000 ofre e.l.), vil man sagtens kunne tale om tingene bagefter. I virkeligheden vil de bare leve i fred med alle.

A3: De ønsker ikke at ramme uskyldige (altså andre end dem, der jo desværre nødvendigvis bliver ramt).

A4: Af én eneste årsag: De havde ikke atombomben (endnu).

* Første halvdel af sætningen kan evt. erstattes med "… fløj de kun fly ind i bygningerne i stedet for at detonere …", eller hvad der nu er den dagsaktuelt relevante mulighed.

Flugten fra forstanden

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. juli 2005. 6 svar

I en tid, hvor det folkelige hyldes på bekostning af det elitære, forundres man ikke over at intuitioner, fornemmelser og tro feteres frem for begavelse, fornuft og indsigt. Det ligger lige for. Men hvor meget nonsens skal man finde sig i? Det spørgsmål har den britiske politiker Lord Taverne givetvis stillet sig selv mange gange, men i March of Unreason: Science, Democracy, and the New Fundamentalism forsøger han at give et svar, der nok bør interessere de fleste læsere af Punditokraterne.

Tavernes kritik af ufornuften retter sig i første omgang mod øko-fundamentalismen, der med henvisning til et nærmest sakralt forsigtighedsprincip har været i stand til at hæmme den praktiske anvendelse en række teknologiske og videnskabelige landvindinger. Et af de mest iøjnefaldende eksempler er vel udbredelsen af genmodificerede afgrøder, der trods de udokumenterede risici stadig holdes i stram snor verden over. Det er naturligvis ikke omkostningsfrit, når mennesker i den tredje verden har tydeligt besvær med at sikre sig et tilfredsstillende udbytte gennem konventionelle dyrkningsmetoder.

Forfatterens fortjeneste ligger ikke i, at han gør opmærksom på sådanne forhold. Det har andre før ham såmænd gjort bedre og med større målfasthed. Nej, Tavernes originalitet består snarere i, at han problematiserer den påfaldende ansvarsfrihed, der omgiver de internationale miljøorganisationer. Han erindrer fx læseren om, at Greenpeace ikke på nogen måde blev stillet til regnskab for de anbefalinger, organisationen i midten af 90’erne fremførte i relation til skrotningen af Shells borerig, Brent Spar. Selv om der var stærke økonomiske og miljømæssige argumenter for at dumpe Brent Spar i Atlanten, gav Shell efter for Greenpeace aggressive mediekampagne og accepterede at demontere boreriggen i en norsk fjord; en ekstrem sårbar habitat. Altså stik imod videnskaben, logikken og den sunde fornuft.

Taverne begrænser dog ikke kritikken til de internationale miljøorganisationer. Han giver også det religiøse og overnaturlige et skud for boven. Derfor kan bogen anbefales til alle, der midt i sommerheden trænger til et opgør med den varme luft.

Mens bomberne sprænger

Af Mikael Jalving, den 12. juli 2005. Skriv et svar

I maj 1831 satte to unge franskmænd deres fødder på amerikansk jord for første gang. De gik i land på Manhattan efter mere end en måned på Atlanterhavet, officielt udsendt af Indenrigsministeriet i Paris for at kortlægge det amerikanske fængselssystem. Fire år senere – i en alder af bare 30 år – var den ene af dem en kendt og feteret forfatter i Frankrig. Og i år – på hans 200-årsdag – er hans bog for længst en del af den amerikanske kanon og selvforståelse. Manden hedder Alexis de Tocqueville (1805-59) og bogen “Demokratiet i Amerika”.

Tocqueville var adelsmand, konservativ og klassisk indstillet, men han mødte på den anden siden af Dammen en verden, som fik det bedste op i ham. Rejsen til Amerika blev hans rejse til berømmelse. I løbet af kort tid havde han etableret sig som demokratiets første og måske stærkeste talsmand, ikke mindst fordi han skrev sine to bind om demokratiet på baggrund af empiriske observationer frem for teoretiske spekulationer. Han gjorde brug af det amerikanske laboratorium, og var på sin vis også verdens første sociolog.

Amerika – “som alle taler om, men ingen kender” – var på manges læber og omgærdet af megen mystik eller ligefrem frustration. Siden de første kolonier i 1600-tallet, krigene med indianerne og løsrivelsen fra England i 1700-tallet havde de transatlantiske bånd været stærke, men problematiske. De Forenede Stater var for europæerne lidt som en uvorn teenager; familiær, men alligevel fremmed eller ukontrollabel.

Det, der gør franskmanden interessant i dag, er, at han var den første nogensinde til at beskrive og forsvare demokratiet som en både mulig og værdig samfundsform. Som han skrev i sin notesbog på vej ned ad Missisipifloden: “Der er en ting, som Amerika beviser, men som jeg ikke før havde troet muligt: at middelklassen kan lede en stat”. Det var en ganske ny opdagelse, der skulle vise sig særdeles effektiv, og eftertiden bekræfter, at hvis vi ikke ligefrem er amerikanere af sind, så er vi i hvert fald for længst blevet tocquevilleanere.

Tocquevilles Amerika er natur, ikke historie. Det ejer ikke det gamle kontinents bevidsthed om fortid, tradition, hierarki og privilegier, det har blikket rettet mod nutiden og måske især fremtiden, fordi der ikke er nogen aristokrater til at spærre udsynet, og fordi der er masser af plads. De utilfredse kunne altid flytte vestpå. Det nye og uopdagede var en stående invitation, ikke en trussel. Amerika symboliserede en slags u-kultur, og manglen på aristokrati frigjorde landets sønner og døtre. Mens Frankrig var en stat uden samfund, var Amerika et samfund uden særlig meget stat, hvilket franskmanden fandt lovende, eftersom borgernes virketrang var bedre i stand til at skabe trivsel end regeringsmagten. Samfundet var med andre ord vigtigere og mere vitalt end staten. Amerikaneren havde vænnet sig til at tro, “at det er ham, som skaber den almindelige velstand”, og storheden lå “ikke så meget i i det, som administrationen selv gør, men i det, som bliver til uden dens hjælp”. Amerika var sådan et storladent samfund, et land med store vidder og nye muligheder, og det var symbolsk her – ikke i Frankrig – at Frihedsgudinden skulle komme til at stå – ironisk nok en gave fra Frankrig.

Vanen med at flytte, udskifte eller ødelægge og vende ting på hovedet var lige fra begyndelsen en nødvendig del af det amerikanske eksperiment, mente Tocqueville, som med egne øjne oplevede, hvordan kolonisationsgrænsen rykkede mod vest, og beundrede dem, der “tålte ødemarkens lidelser uden at beklage sig”. Amerikanerne er alle nyankomne, tilflyttere, nybyggere, og hver generation starter forfra. Det er imidlertid ikke alene vaner, kultur og geografi – eller fængsler – Tocqueville observerer på sin rejse. Sociologen var også syntesens mand. I Amerika så han mere end bare Amerika, han så demokratiet. Det er netop derfor, at bogen hedder “Demokratiet i Amerika”, det vigtige ord står først. Amerika udgjorde rammen, men det virkelige emne var demokratiet, og det blev hans livs eventyr.

Med demokrati hentydes til et styre ved folket, dvs. ikke ved konger, krigere, kardinaler eller nok så kokette gentlemen, men ledelse ved den brogede og urolige kategori flertallet. Hvor man tidligere havde begrænset antallet af beslutningstagere eller nidkært vogtet over, hvem der måtte sige hvad hvornår og hvordan, slog Tocqueville dørene på vid gab. “Borgerånden er i vore dage uløseligt forbundet med udøvelsen af politiske rettigheder”, noterede han, og til det det klassiske spørgsmål “Hvem skal styre?”, svarede han: så mange som muligt. Han tillod derfor en flerhed af partier, interesseorganisationer, pressen, foreninger eller det, vi i dag kalder for det civile samfund, fraktionernes hæsblæsende kamp, ligesom han var en svoren tilhænger af kommunalt selvstyre og decentrale organer. Mens der førhen havde været masser af politik uden demokrati, så blev Tocquevilles vision et demokrati sprængfuldt af politik, dvs. uenighed, debat og lærdom.

Dette systems første observatør havde også et skarpt blik for demokratiets indbyggede farer. Hermed er vi fremme ved den anden gode grund til, at han er interessant for os i dag. Tocquevilles profeti om demokratiets komme indeholdt en advarsel, der bestemt ikke er blevet mindre aktuel med tiden.

Advarslen ligger latent i beretningens allerførste sætning. Den lyder sådan her: “Af alt det nye, som tiltrak sig min opmærksomhed under opholdet i Amerika, var der intet, der slog mig så stærkt, som den lighed der rådede”. Det vigtige ord er naturligvis lighed, og hvor smukt dette ideal end kan være, så indeholder det også en mulig tvang og underkastelse. “Hele denne bog er skrevet under indtryk af en art religiøs gysen”, fortsatte forfatteren, og det er jo ikke helt sådan, man forventer en hyldest til demokratiet skal begynde. Men Tocqueville har som sagt blik for medaljens bagside, f.eks. når han taler om menneskets både værdifulde og fordærvelige trang til lighed:

“Der findes i menneskene en stolt og værdifuld trang til lighed, som driver os til ikke at stå tilbage for andre i styrke og hæder. Denne trang får de små i samfundet til at ville hæve sig op til de stores stade. Men der findes også i menneskehjertet en fordærvelig trang til lighed, som får de svage til at ville trække de stærke ned på deres niveau, og som endog får mennesket til at synke så dybt, at de foretrækker lighed i trældom frem for ulighed i frihed.”

Pointen er netop, at demokratiet fremmer den uheldige tendens til fordærvelig og umættelig lighed. I demokratiet er friheden ikke mål for borgernes ønsker: “Genstanden for deres evige kærlighed er ligheden. Det hænder, at de pludselig gør en indsats for at vinde frihed, men mislykkes den, resignerer de. Derimod kan de ikke finde tilfredsstillelse ved noget, hvis de ikke har lighed. De vil hellere dø end miste den”.

Demokraterne er – modsat hvad man ellers skulle tro – ikke gode til at forsvare sig mod myndighedernes eventuelle overgreb. Trangen til fordærvelig lighed udhuler friheden og forsvaret for samme, som ender med at virke bizart eller grotesk. “Hvor almen lighed råder, virker den mindste forskel chokerende”. Friheden og det individuelle særpræg kommer således nemt til at virke elitært, selv om de burde være folkekært og noget, enhver sætter højt. Men når først friheden er kritisabel i stedet for at være genstand for kærlighed, er der ikke meget godt tilbage, og demokraternes sjæl står derfor i fare for at skrumpe ind, fordi de “bruger al kraft på at gøre middelmådige ting”.

Tocqueville, der var realist, både hvad angik lighedens komme og frihedens mulige forsvinden, var en liberal aristokrat, der tilsluttede sig demokratiet med kryd
sede fingre. Bag Amerika s
å han demokratiet, og bag demokratiet så han formynderstaten. Risikoen er, at demokratiet forvandler sig til pøbel- eller lighedsvælde, der kun kan styres af en stærk formynder. Tocquevilles lysende advarsel består med andre ord i at minde alle demokrater om, at folkesuveræniteten, dvs. flertallets vilje, ikke skal have lov til at forvandle sig til sentimental masse. Massen, på fransk la foule, er en art galskab, fordi den er uden struktur og ledelse. Alligevel har massen en retning, eftersom den overalt stræber efter ejendom, også andres. Akkurat derfor er den grænseløse masse farlig og potentielt blodig.

Tocqueville beskrev demokratiets tilblivelse mellem to verdener, mellem folk og masse, frihed og lighed, Amerika og Frankrig. Han var en politisk brobygger, skønt han ikke var sikker på, at broen kunne holde. Det gjorde – og gør – den muligvis, men hans advarsel er stadig aktuel, netop fordi vi har gjort demokratiet til vores samfundsform.

Mens bomberne sprænger i Vestens gader, kan og skal vi trodsigt fejre 200-året for demokratiets første talsmand og læse ham for at huske, hvem vi er.

En længere version af denne tekst er trykt i Jyllands-Posten den 8. juli 2005. Det er Tocqueville-dag den 25. juli.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juli 2005. 2 svar

USAs forbundshøjesteret afsagde for nogle få uger siden en dom, der med rette vil gå ned i amerikansk retshistorie som en af de–fra et frihedsorienteret synspunkt–mere katastrofale.

Det var i den såkaldte Kelo v. New London-sag, hvor nogle lokale myndigheder i delstaten Connecticut lod sig lokke af en stor koncern, som mente, at den ville kunne skabe nye arbejdspladser ved at få lov til at bygge på nogle jordarealer, der lå praktisk. Problemet var bare, at der allerede boede nogle mennesker der, og de havde ikke lyst til at sælge. Delstaten var på koncernens side, også selv om dennes argumenter med henvisning til "almenvellets bedste" var noget spekulative, og sagen endte i US Supreme Court. Det skete med henvisning til 5. forfatningstillæg, der siger, at "nor shall private property be taken for public use without just compensation", og sågar Connecticuts egen forfatning stipulerer, at "The property of no person shall be taken for public use, without just compensation…." Altså: det kan ske, hvis det går til "public use" (="almenvellet"), men der siges intet steds, at man kan tage fra nogle ejere og give til nogle andre, private ejere, som hellere vil have jorden, men altså ikke ønsker at betale (nok) for den.

I US Supreme Court støttede et snævert flertal 5-4 delstaten–med den aktuelle Sandra Day O'Connor (som i økonomiske spørgsmål generelt har været ganske liberal) i mindretallet, sammen med højesteretspræsident William Rehnquist og dommerne Antonin Scalia og Clarence Thomas. O'Connor skrev i sin dissens, at:

"all private property is now vulnerable to being taken and transferred to another private owner, so long as it might be upgraded. … [It will] wash out any distinction between private and public use of property–and thereby effectively to delete the words 'for public use' from the Takings Clause of the Fifth Amendment."

Med dommen har amerikanske delstater altså nu reelt frie hænder til at gennemføre "tvangssalg" af privat ejendom mod ejernes ønske, selvom forbundsforfatningen ellers stipulerer, at det kun kan ske, når det er til offentligt brug–og reelt uden at kunne dokumentere at der vil være en samfundsmæssig gevinst derved.

Det er ikke gået stille af–især ikke i disse uger, hvor fokus netop er flyttet på evt. kommende højesteretsdommeres ideologiske orientering. Den altid fortrinlige John Fund fra Wall Street Journal har i dagens avis en klumme om emnet med den passende overskrift "Property Rights are Civil Rights" og en usædvanlig "twist", der kobler ejendomsrettigheder sammen med borgerrettigheder. Her er et uddrag:

"In 1954 the Supreme Court declared in Brown v. Board of Education that racial segregation in public schools was unconstitutional. But that same year it also ruled in Berman v. Parker that government's power of eminent domain could be used to seize property in order to tear down "blighted" areas.

It soon became clear that too often urban renewal really meant "Negro removal," as cities increasingly razed stable neighborhoods to benefit powerful interests. That helps explain why 50 years later so many minority groups are furious at the Supreme Court's decision last month to build on the Berman precedent and give government a green light to take private property that isn't "blighted" if it can be justified in the name of economic development. …

Many Democrats who used to scoff at conservative fears about activist judges are now joining their barricades when it comes to eminent domain. "In a way this ruling is about civil rights because it interferes with your right to own and keep your property," says Wilhelmina Leigh, a research analyst with the Joint Center for Political and Economic Studies in Washington. "It means you have to hope and trust in the goodness of other human beings that if you buy real estate that you will be allowed to keep it." Few appear to be willing to trust government on this issue, which is why the Kelo decision has touched off such a populist reaction against it.

Martin Luther King III, a former president of the Southern Christian Leadership Conference, says that "eminent domain should only be used for true public projects, not to take from one private owner to give to another wealthier private owner." In 2001 he joined with the free-market Institute for Justice (which represented the Kelo plaintiffs) to stop the state of Mississippi from uprooting homeowners to make room for a Nissan truck factory. After he compared the state's actions to "a giant stepping on a grasshopper," public opposition to the taking mounted. The state finally announced that Nissan had come up with a way to redesign its facility so that the homeowners wouldn't have to leave.

… Before the 1954 Berman decision, with some exceptions, private property could be taken through eminent domain only for public uses. In Berman, however, the court declared the words "public use" to mean "public purpose," as defined by local officials. Soon the definition of "blight" became highly elastic, as governments began condemning working- and middle-class neighborhoods simply because they were desired by private interests. As Justice Clarence Thomas noted in his dissent in Kelo: "Of all the families displaced by urban renewal from 1949 through 1963, 63 percent of those whose race was known were nonwhite, and of these families, 56 percent of nonwhites and 38 percent of whites had incomes low enough to qualify for public housing, which, however, was seldom available to them."

The definition of a "blighted" area eventually became so expansive that it 1981 the Michigan Supreme Court allowed the city of Detroit to raze a stable neighborhood called Poletown to make way for a General Motors plant. The Michigan Supreme Court finally repudiated that decision last year, in a ruling that noted that property rights would no longer exist in America if cities could simply take property when they found a use that yielded higher taxes or other benefits.

By contrast, the U.S. Supreme Court has now decided not to overturn its Berman precedent and indeed has expanded the deference it gives to local governments to determine what "public use" means. But states and localities are free to take their own steps to preserve private property rights. Nine states–Arkansas, Florida, Illinois, Kentucky, Maine, Michigan, Montana, South Carolina and Washington–already forbid the use of eminent domain for economic development except in narrow circumstances. The Institute for Justice has launched a $3 million "Hands Off My Home" campaign to convince other states to join them. In Georgia, Gov. Sonny Perdue is demanding a full review of eminent domain. The Texas Legislature has already debated a constitutional amendment that would ban the use of eminent domain solely for economic purposes. No one argues that struggling cities or states don't have a right to improve themselves through redevelopment. But the new civil-rights coalition forming in reaction to the Kelo decision says that need can't justify land seizures from which politically connected players stand to gain at the expense of individual civil rights. If the half-century since Brown v. Board of Education has taught us anything, it is that some rights are and must remain nonnegotiable."

En af de centrale dommer i flertallet i Kelo v. New London var højesteretsdommer David H. Souter–som blev udnævnt af præsident George H.W. Bush i formodning om, at han var "konservativ" (hvilket ha
n hurtigt viste sig ikke a
t være). Souter kan nu gå hen og komme til at føle dommens konsekvenser på egen krop–eller rettere: egen ejendom. En forretningsmand, Logan Darrow Clements, har kontaktet de lokale myndigheder i Weare, New Hampshire, og foreslået, at disse overtager adressen 34 Cilley Hill Road–hvor investoren så tilgengæld gerne vil bygge et hotel.

Det er så ganske vist Souters private hjem, men et princip er vel et princip … "The justification for such an eminent domain action is that our hotel will better serve the public interest as it will bring in economic development and higher tax revenue to Weare," siger Clements. Når det lige skal ligge dér, er det fordi grunden er unik, "being the home of someone largely responsible for destroying property rights for all Americans."

Hotellet skal iøvrigt hedde "The Lost Liberty Hotel", vil have en "Just Desserts Café", samt et offentligt tilgængeligt museum "featuring a permanent exhibit on the loss of freedom in America." Hotelværelsernes natbordsskuffer vil ikke indeholde den sædvanlige Bibel, men derimod et gratis eksemplar Ayn Rands roman Atlas Shrugged.

Det giver jo en vis inspiration for, hvad man kunne foreslå af danske lokalplaner …

Big Macs til folket

Af Mikael Jalving, den 11. juli 2005. Skriv et svar

Den Sociale Ankestyrelse har truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt diabetikere har ret til et særligt tilskud til sund mad. Det har de. I alt drejer det sig ifølge Diabetesforeningen om 20-30.000 borgere i Danmark; alene i Bjerringbro Kommune berører det ca. 250 mennesker, hvilket udløser en ekstraregning til kommunen på 4,5 mio. kr. årligt. Disse mennesker kan nu se frem til en månedlig støtte på op til 1500 kr. eller det, der svarer til 3.000 kr. før skat. Alt sammen på trods af, at diabetikere såmænd blot har brug for varieret og fedtfattig kost, herunder magert kød og mange grøntsager – ligesom alle os andre.

At en bestemt gruppe i samfundet skal have statsstøtte til at købe den mad, de ret beset selv burde betale for, er endnu en af velfærdsstatens utallige gåder, som ingen efterhånden orker at løse.

Men hvad nu hvis de stakkels mennesker køber Big Macs i stedet – eller bare en lille Cheeseburger? Det ville da være noget griseri. Bliver deres tilskud så inddraget? Er Aldi sortlistet? Må man tage sit tilskud med til Mallorca? Skal man aflevere kvitteringer på “sund mad”? Hvem fører regnskab? Eller hvad nu hvis de sultne æder sig ihjel, fristet af købekraftens ulidelige lethed? Er det så samfundets skyld? Sikkert. Godt man ikke er samfundet.

Terror i London III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juli 2005. 7 svar

Den ualmindeligt tragiske begivenhed torsdag i London får–ganske forudsigeligt–alle de skjulte, opsparede frustrationer over efterdønningerne af 11/9, Afghanistan- og Irak-krigene, Kampen mod Terror m.v. til at flamme op i lys lue. Og måske særligt kraftigt hos mange frihedsorienterede, som forståeligt nok kan være frustrerede over, hvad pokker man dog skal mene–og ikke mindst: gøre–i en verden med så meget skidt.

Mine med-Punditokrater Mr. Law og Stanislaw har hver især bidraget med tænksomme perspektiver, og det samme har vor flittige gæstebogs-skribent Limagolf. Lad mig blot bidrage med ét andet perspektiv: At man–uanset hvad man iøvrigt mener om Irak, Bush, anti-terror lovgivning m.v.–som liberal lader være med at falde i samme grøft som venstrefløjen, når den taler om, hvem der bærer "skylden" for, hvad der sker af skidt. Et eksempel på, hvor meget kæden kan hoppe af, kunne man i går se på Libertas' e-mail liste, hvor en London-bosiddende skribent skrev følgende:

"Som jeg har sagt tidligere er det den vestlige indblanding i Mellemøsten, der skaber hadet, og dermed bringer os selv i fare. Det fremgår klart af ovenstående [pressemeddelelse fra Al-Qaeda], at der er en direkte sammenhæng. Ingen indblanding = ingen bomber. I stedet skal jeg nu trækkes med, at der går bomber af 3-4 kilometer fra min bolig og mit kontor. Så "tak" til Tony Blair, George Bush og AFR."

Nej–"tak" til bombemændene. Det var dem, ingen andre, der bestemte sig for at anskaffe sig sprængstoffer, tage disse ned og ud blandt aldeles uskyldige og så blæse dem og verden et stykke. Lad de af os, der opfatter os som liberale aldrig glemme, at der ikke er nogle mennesker, der kan være ansvarlige for andres gerninger (med mindre de selv frivilligt har påtaget sig det ansvar). Man kan være tilhænger eller modstander af den ene eller den anden politik, men uanset hvad Blair, Bush, Fogh Rasmussen eller noget andet menneske måtte have gjort, så er der én og kun én skyldig part bag bomberne i London: bombemændene. Punktum.

Bevæger man sig ud af den anden tangent–hvor "skylden" for nogles gerninger pålægges dem, de reagerer imod–så er det en glidebanen uden ende. Det er samfundets skyld. Det er den internationale Zionisme og jødelobby. Det er storkapitalen. Det er "strukturerne" og "diskursen".

Næ, dem, der kommer med den slags ræsonnementer, uanset om det er til "højre" eller "venstre", skulle slås (blidt) i hovedet med et eksemplar af F.A. Hayeks Constitution of Liberty, sku' de!

"A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action."

Terror i London II

Af Stanislaw, den 8. juli 2005. Skriv et svar

Hos de fleste nogenlunde anstændige mennesker vækker de horrible terrorangreb i London i går – som den slags uhyrligheder oftest gør – afsky og fordømmelse. I kølvandet på angrebene trænger mindst to spørgsmål sig imidlertid på: 1) Hvad vil de (terroristerne) opnå? 2) Hvorfor gør de det? En kommentar af Amir Taheri i dagens The Times giver et bud på netop disse spørgsmål (ud fra formodningen om, at terrorismen er al-Qaeda relateret).

Som svar på det første spørgsmål skriver Amir Taheri:

“… you are dealing with an enemy that does not want anything specific, and cannot be talked back into reason through anger management or round-table discussions. Or, rather, this enemy does want something specific: to take full control of your lives, dictate every single move you make round the clock and, if you dare resist, he will feel it his divine duty to kill you.”

Dertil kunne man så tilføje, at terroristernes mål vel også er at indgyde frygt og ængstelse og ad den vej forsøge at ændre livet for mange mennesker. Ovenstående citat giver imidlertid også antydningen af et svar på det andet spørgsmål, nemlig at terroristernes mål er at realisere et ideal, som er “… to convert humanity to Islam, which regulates Man’s spiritual, economic, political and social moves to the last detail.” Og dette, om nødvendigt, med voldelige midler.

Imidlertid er det værd at huske på – som Tony Blair mindede om i går og som Taheri også skriver – at langt størstedelen af muslimer er fredelige og lovlydige mennesker, og at netop denne gruppe af islamisterne sidestilles med den vantro vestlige fjende:


“There are many Muslims who believe that the idea that all other faiths have been “abrogated” and that the whole of mankind should be united under the banner of Islam must be dropped as a dangerous anachronism. But to the Islamist those Muslims who think like that are themselves regarded as lapsed, and deserving of
death.”

De islamistiske terroristers mål – for så vidt som det er at underlægge resten af verden en totalitær religiøs doktrin – er heldigvis og med stor sikkerhed utopisk og fuldstændigt urealistisk. Men det kræver, at de vestlige landes svar på terrorismen ikke bliver at forvandle vores åbne samfund til lukkede samfund med overdreven kontrol, regulering og overvågning. Sker det, får terroristerne en delvis sejr via bagvejen.

Terror i London

Af admin, den 7. juli 2005. 9 svar

Som forventet er London blevet ramt af terror tidligere i dag, der sandsynligvis er relateret til al-Qaeda.

Så sent som i går måtte Bush minde os om, at vi faktisk er i krig. En krig, vi ikke har startet, men som al-Qaeda fører mod os og har gjort længe.

Nu er påmindelsen for en stund blevet blodig alvor – igen.

Vi må ikke overreagere, men til de, hvis tilgang til debatten om anti-terrorlovgivning er at spørge, om det nu også er nødvendigt, må svaret være ja. Det er det.

Ved terrorangrebene i USA og i Spanien var der nogle, som forledt af vestligt selvhad udtrykte forståelse med terroristerne og fandt, at deres drab var vores egen skyld. Christopher Hitchens er bedre end de fleste til at at tage afstand fra den slags:

There was the reflexive view that somehow the jihadists must represent a grievance or protest against poverty or oppression. Everybody knows what the grievances of the jihadists are they’re very easy to identify. They grieve for the loss of the caliphate. They’re not anti-imperialists?they’re pro-imperialists. There’s an empire they lost and want back.

(hat tip: Mr. Anderson).

Spørgsmålet er nu, hvordan briterne reagerer? Vil de fortsætte kampen eller bliver de skræmte? Jeg tror det første. London can take it, som de sagde under nazisternes bombekampagne; det kan de forhåbentlig stadig.

Krauthammer on the Neoconservative Convergence

Af admin, den 6. juli 2005. 3 svar

Det fremragende – og billige – magasin Commentary lader sin indledende artikel være gratis, en fornuftig lokkemad for potentielle abonnenter. Artiklen i juli/august er af Charles Krauthammer, der skriver om den dominans af amerikansk udenrigspolitik, som de neokonservative nyder efter, at først realisterne (hellere en pålidelig diktator end demokratisk usikkerhed) og derefter internationalisterne (hellere lade folk lide og dø i overensstemmelse med folkeretten end gå imod FN) har udspillet deres rolle i 1990erne under hhv. Bush d.æ. og Clinton.

Artiklen indeholder en del æv-bæv retorik rettet mod de neokonservatives kritikere, hvilket vel er forståeligt efter, at de neokonservative blev afskrevet som færdige sidste sommer, fordi man den gang opfattede krigen i Irak som tabt.

Dette har som bekendt ændret sig, muligvis ikke blandt danske journalister, men genvalget af Howard i Australien, Bush i USA og Blair i UK – og Fogh i Danmark, hvis vi må pippe med – har fastholdt den neokonservertive tro på, at frihedens forsvar kræver frihedens udbredelse – for at citere Bush.

Man kan tilføje, at selvom europæerne er skræmt over det neokonservative aggressive forsvar for demokratiet, så har de heller ingen fidus til populistiske politikere, der udsigtsløst ønsker at fortsætte den hidtidige “realistiske” tradition med hellere at ville handle end slås med diktaturerne, som Chiracs og Schröders sørgelige skæbner viser.

Disse genvalg i Vesten skal så sammenholdes med de to vellykkede valg i Afghanistan og Irak, der har startet den demokratiske proces i Mellemøsten, som forhåbentlig kan bryde den destruktive spiral i området.

Den seneste udvikling bekræfter Krauthammers analyse: stadig flere sunni-grupper tilslutter sig demokratiet, der allerede ved valget i januar fik opbakning fra de øvrige 4/5 af befolkningen. Og den såkaldte “modstandsbevægelse” fremstår som stadig mere desperat og isoleret.

De tidligere bathister prøver at redde sig selv, hvilket formodentlig vil lykkes for de fleste. Resten består af religiøse fanatikere, der betragter shia som vantro og kurdere som undermennesker, og som derfor prøver at dræbe dem i flæng, hvilket kun isolerer dem yderligere. Det minder om tiden efter apartheids fald i Sydafrika, hvor hvide racister drog igennem de sorte townships og myrdede på må og få for at skræmme det sorte befolkningsflertal fra at tage den magt, som demokratiet ville give dem.

Det mest interessante ved Krauthammers analyse er hans sondring mellem demokratisk globalisme (hele verden bør nyde demokratiet) og demokratisk realisme (demokratiet bør indføres i de lande, hvor der er størst mulighed for succes).

Her indtroducerer han således en sondring inden for neokonservatismen, der modsvarer sondringen mellem realisme og neokonservatisme. Det viser vel, at der ikke er den store forskel mellem de to. Man kan ikke frelse hele verden på en gang, men er nødt til at have allierede, også selvom de er dadelværdige.

Som fremhævet af Krauthammer selv, er det bedste eksempel herpå WWII. Før krigen var demokratiet truet af to reelt identiske totalitære systemer: fascismen og kommunismen. Af historiske tilfældigheder kunne demokratierne allierede sig med sidstnævnte mod førstnævnte, da først krigen var kommet. Det lykkedes dermed demokratierne at overleve og slå fascismen, hvorefter kun kampen mod kommunismen stod tilbage, som vi også vandt.

Men den slags mesalliancer har omkostninger: den dag i dag betragter mange kommunismen som en anelse bedre end nazismen og som forenlig med demokratiet. Tilsvarende har vores alliancer med diktaturer i Mellemøsten givet mange arabere det indtryk, at Vesten er ensbetydende med diktatur og undertrykkelse, eller i hvert fald en racistisk ligegyldighed over for folk med anden hudfarve og religion end deres egen. Det er på høje tid at vi viser dem, at det ikke er tilfældet – om det så må ske realistisk eller globalt.

Solstik og pladsmangel

Af admin, den 6. juli 2005. Skriv et svar

Berlingske Tidende er en alsidig avis, måske er det dét, man mener med en omnibusavis. Her er både holdninger, som man normalt forventer at finde hos Politiken eller Information, og så de borgerligt-liberale, der modsvarer abonnenternes forventninger. Lederen plejer at ligge trygt i sidstnævnte lejr, under tiden i kontrast til samme dags forsidebasker, men selv her kan man slå en skævert, som da man i sin tid anbefalede Kerry frem for Bush; en kandidat, som selv demokraterne i dag afskriver som et fejlskud.

Men en vis forsinkelse har jeg fået bragt nok et debatindlæg. Som bekendt er MSM plaget af pladsproblmer, og indlægget var således kraftigt afkortet. Muligvis en medlidenhedshandling (enten over for afsenderen eller avisen), men da vi ikke har den slags problemer eller hæmninger, er her det fulde indlæg med de udeladte dele i kursiv.

Solstik?

Det må være den varme, vi har haft i de seneste dage, der er baggrunden for lederen den 1. juli, hvor præsident Bush kritiseres for at knytte krigen i Irak med krigen mod terror.

Havde lederskribenten dog blot læst Karl Erik Nielsens nuancerede analyse i 1. sektion af Fort Bragg-talen dagen før, var den svipser måske undgået.

Som det fremgår, angav Bush ikke, at Saddam var skyldig i angrebet 11. september 2001, men fastslog blot, at Irakkrigen var en del af den overordnede kamp mod terroren. Angrebet 11/9 gjorde det klart for amerikanerne, og for de europæere, der kunne tænke, så som Blair m.fl., at al-Qaeda ville fortsætte deres allerede flere år gamle krig mod Vesten med alle til rådighed stående midler og ikke tøve med at slå til mod civile i storbyer.

Amerikanernes første skridt var at angribe Afghanistan, hvor al-Qaeda havde base. En krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Dernæst vendte man sig mod Saddam, hvis forkærlighed for masseødelæggelse og støtte til terrorister var veldokumenteret. For ja, Saddam ønskede masseødelæggelsesvåben og gjorde, hvad han kunne for at få dem; læs selv Duelfer-rapporten. Og ja, Saddam havde kontakt til al-Qaeda; læs blot 11. september-rapporten (s. 61 ff.). Det, rapporten afviser, var derimod, at Saddam kontrollerede al-Qaeda; Saddam kunne ikke give bin Laden ordre. Men at der var en betydelig risiko for, at de to før eller siden ville hjælpe hinanden mod deres fælles fjende, er nu til overflod bevist af kampene i Irak, hvor Bathister og jihadis ?indtil videre – kæmper side om side.

Den risiko ville USA ikke acceptere, og de gav derfor Saddam et tilbud, han hverken kunne eller ville godtage: at bevise, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Da han undlod det, startede krigen; en krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Bush sagde ikke i sin tale, at Saddam var skyldig i 11/9-angrebet, og lederens kritik heraf er derfor forfejlet. At Bush tværtimod har ret i, at krigen i højeste grad er afgørende for krigen mod terror, blev forstået af Berlingskes journalist dagen før i sin analyse, men da var det måske også mere køligt.

Mere foruroligende er det, at samme dag som Berlingske bragte den glimrende analyse, optrykte man også et Ritzau telegram om de danske politikeres vurdering af Bushs tale. Her skal man over til Villy Søvndal fra SF for at finde en kritik, der modsvarer lederen. Det foruroligende er, at der i den sidste tid har været en del tilfælde, hvor Berlingske synes bedre til at udtrykke SF?s verdenssyn end de borgerligt-liberale holdninger, der ellers er avisens erklærede grundholdning.

De seneste dage har forsiden været præget af rapporten fra DIIS om den gang i 1980erne, hvor den tidligere mere venstreorienterede ledelse af Socialdemokraterne slog de åndelig pjalter sammen med venstrefløjen og førte fodnotepolitik. Her synes man at dele venstrefløjens begejstring over at opdage, at russerne i deres vurdering af socialdemokraterne som nyttige idioter lagde mere vægt på det sidste end det første.

Og i dagene før det, har vi måtte læse den ene advarsel efter den anden vendt mod Blair og hans visioner om en fornyelse af EU, mens man lovsynger Chirac og hans stædige kamp for en landbrugspolitik, der er ulandsskadelig, og et socialt Europa med enorm permanent arbejdsløshed.

Det bliver vist en lang sommer.

Sagde han virkelig dét …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juli 2005. 5 svar

Hørte jeg noget helt galt i Radioavisen for lidt siden? Eller sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen lige, at han havde opfordret USA og G8 til at sikre en handel med ulandene, som er baseret på "balanced and fair trade"?

Hvor er vi henne, når en liberal politiker lyder som om, at han er talsmand for neo-protektionisterne bag Live 8, De Autonome og Mellemfolkeligt Samvirke?

Afrika – Steyn Rocks

Af admin, den 5. juli 2005. 1 svar

Som tidligere nævnt er tirsdag Steyndag i The Telegraph, og i dagens klumme, What rocks is capitalism, tager han fat på indsamlingen til Afrika. Det er et svært emne, da behovet for hjælp til Afrika er så indlysende, men hans pointe er så meget desto mere vigtig: det handler ikke bare om at sende penge, det handler om at bruge dem rigtigt.

Rockstjernerne forstår selv at udnytte markedsøkonomien til at blive fabelagtigt rige og undgå for meget nærkontakt med skattefar; de burde lade afrikanerne få samme chance.

En smagsprøve, men læs selv:

The system that enriched them could enrich Africa. But capitalism’s the one cause the poseurs never speak up for. The rockers demand we give our fokkin’ money to African dictators to manage, while they give their fokkin’ money to Winthrop Stimson Putnam & Roberts to manage. Which of those models makes more sense?

Søvndal CIA-agent?

Af Dr.Mephisto, den 4. juli 2005. 1 svar

SF's navnkundige leder Aksel Larsen var CIA-agent. Det konstaterer den udredning fra DIIS, som blev offentliggjort sidste uge.

SF's nuværende leder, Villy Søvndal, udtalte på den baggrund i JP den 1. juli, at de nye oplysninger først og fremmest er et bevis på, at bruddet mellem SF og kommunismen var totalt. "Han var altså ikke skabskommunist, som mange i samtiden påstod".

SF har ligefrem bedt statsminister Anders Fogh Rasmussen om en undskyldning, fordi han har kritiseret SF's og venstrefløjens rolle under Den kolde Krig. SF'erne gik ikke østblokkens ærinde – tværtimod.

Hvor har Villy Søvndal dog ret! I betragtning af, at SF's leder var CIA-agent, må alt være tilgivet.

Om føje år vil vi få klarhed over, om Gert Petersen var CIA-agent i 80'erne, om Holger K. var CIA-agent i 90'erne, og om Villy Søvndal er CIA-agent den dag i dag. Til den tid vil vi også vide, om vi skal tilgive SF for partiets modstand mod dobbeltbeslutningen i 80'erne, modstanden mod intervention i Kosovo i 90'erne – og modstanden mod intervention i Irak i disse år.

I mellemtiden må vi acceptere SF'ernes selvretfærdighed. Den vil ikke være mindre, når det en dag kommer frem, at de i virkeligheden holdt på den modsatte hest.