Tag-arkiv: Afghanistan

Khaders ytringsfrækhed

Af Altmann, den 25. august 2010. 17 svar

Den Konservative integrationsordfører Naser Khader, MF, skriver for Berlingske Tidende bloggen med titlen ”Ytringsfrækhed”. Det er jo et fiffigt og kreativt lille ordspil, men måske også mere end det. I hvert fald har Khader nu hele to gange på kun halvanden uge ganske direkte fejlciteret personer i sin blog, og ovenikøbet i begge tilfælde når det samtidigt kunne passe ind i hans genopfindelse af sig selv som ”nationalkonservativ”.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Magtesløse medier?

Af admin, den 20. januar 2006. 2 svar

Som det fremgår af forsiden på dagens Berlinger, synes medierne nu at gøre klar til en dæmonisering af krigen i Afghanistan, der modsvarer dækningen af Irak.

Det har længe undret mig, at de ikke har gjort det noget før. I opløbet til og under krigen i Afghanistan var der den samme indsats fra anti-krigsbevægelsen. Det handlede kun om olie; det var ikke bevist, at det var bin Laden, der stod bag 11. september; amerikanerne er nogle krigsliderlige imperialister; Bush er en uansvarlig cowboy-fascist, osv. Men krigen gik så hurtigt, at bevægelsen aldrig rigtig fik fat. Den såkaldte Fredsvagt nåede at blive oprettet, og der sidder man stadig og fryser foran Christiansborg i protest mod befrielsen af Afghanistan.

Til gengæld fik man så Irak-krigen at protestere imod, og her var der bedre bid. Det overraskende var, at en pæn del af krigsmodstanderne pludseligt begyndte at fremstille Afghanistan som den gode og retfærdige krig. Det var formodentlig et retorisk fif for at profilere modstanden mod Irak-krigen, men det indebar en – for mig at se – ulogisk sondring, der har vanskeliggjort en del af anti-krigsargumenterne. For eksempel er det svært at hævde, at vi skal trække soldater hjem fra Irak for at undgå terror, hvis vi fortsat skal have soldater i Afghanistan. Og hvorfor er det vigtigere at sætte soldaters liv på spil for at støtte det afghanske demokrati end det irakiske? Socialdemokraterne risikerer at gå i stykker på den slags.

Men det er vel denne logiske brist, man nu søger at reparere.

Spørgsmålet er så blot, om det vil lykkes? Medierne er magtfulde på nogle områder, men tilsyneladende ikke på alle. Massiv venstreorienteret propaganda fra DR i 1970erne, ikke mindst i børneprogrammerne, ændrede ikke meget. Det er denne blog et bevis på, da de fleste af os har tilbragt vores formative år med at se læspende pædagoger fortælle os om de fæle kapitalister, der ville ødelægge lokalsamfundet, lukke den sympatiske lille købmand, opføre et grimt supermarked og dræbe de nuttede små dyr. Hvad fik man ud af det andet end os afstumpede ultraliberale?

Det er ubestrideligt, at det journalistiske miljø staidg ligger længere til venstre end resten af befolkningen, og alligevel har vi nu en borgerlig liberal regering til ubeskrivelig forargelse ikke bare for Politiken og Rifbjerg, men også for hovedparten af Journalistforbundets medlemmer.

En undersøgelse foretaget for TV2 i onsdags (se via Uriasposten) viser, at 51 pct. af befolkningen tror på, at Irak-krigen blev startet på en “krigsløgn” trods det forhold, at samtlige undersøgelser indtil nu afviser det. Det er mediernes fortjeneste. Men hvad nytter det? For til gengæld støtter et flertal af befolkningen stadig, at vores soldater bliver i Irak. Flertallet er blevet reduceret, men kan medierne nå at få fremprovokeret en tilbagetrækning, der kan fremstilles som et nederlag, og ikke fremstår som en triumf, fordi den først sker, når “arbejdet er gjort”? Det tyder ikke rigtig på det.

Lincolns gamle udsagn om, at you can fool some people osv., gælder ikke kun politikere, men også journalister, når de vil lege politikere.

Kvindekamp

Af admin, den 15. november 2005. 2 svar

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.