Information bragte i dag en artikel med titlen: ”K vil holde au pair-løn nede af hensyn til børnefamilier.” Der fremhæver Mai Mercado, at aupair-arbejde ikke må ”gør[es] dyrere for børnefamilierne,” og taler imod obligatoriske feriedage med hensyn til, at ”rigtig mange … måske godt [kunne] bruge au pair-hjælp” de dage.

Mercados tåkrummende udtalelser fremstiller au pairer som basisvarer, som politikerne ikke må fordyre – en konservativ tilføjelse til Venstres krav, om at det ikke skal være dyrere at være dansker, hvilket det jo uden billige filippinere utvivlsomt ville være for nogle.

Desværre er det ikke meget bedre hos den velmenende Johanne Schmidt-Nielsen. Begge ser bort fra, hvad de pågældende mennesker selv kunne tænke sig at sige om den sag. Hun omtaler lige så glædeligt de filippinske kvinder som importvarer – de er stadig ressourcer, men bare ressourcer som det er synd for. De er åbenbart ”tyende” (!), der indgår i overklassens per definition suspekte conspicuous consumption.

”Hvis man gerne vil have en tjener, så må man betale det, en tjener koster,” udtaler den store humanist. (Helt i tråd med den tilsvarende etisk-protektionistiske kritik af middelklassen for at købe billige udenlandske varer og hyre polsk arbejdskraft). Ingen af de to politikere udviser den store interesse for de filippinske kvinders egne ønsker.

Heldigvis er der andre, der har gjort sig den ulejlighed at tage “au pair-piger” alvorligt. I seneste udgave af tidsskriftet Identities har to antropologer interviewet filippinske au pair-piger fra Bohol, som alle har været på ophold i Danmark. Artiklen anbefales på det varmeste. Selvom denne gruppe oftest fremstilles som ofre i litteraturen, er det ikke et billede, som understøttes i materialet fra dette feltarbejde.

I artiklen møder vi f.eks. Rosie, ”a young woman who had worked as a maid during her college studies,” hvis ophold var et springbræt ind i en voksentilværelse hjemme. Hun beskriver, at hun “‘grew up with her job (…) I became an adult when I worked here [where she was maid], as I budgeted my money for important things, for my family’.”

En anden beskriver, hvad hun havde lært på sit ophold, som: “to stand on my own feet, to be independent, to decide on my own, to be strong – I was far from my loved ones, that is a big challenge’.”

Det er givetvis noget andet end en kulturelt orienteret dannelsesrejse, som er ordningens officielle formål. Den typiske filippinske arbejdsudvandring er mere business end Byron. Gennem udrejse opnår de muligheder, de ikke kunne få hjemme som ”standby” – folk, der er selvforsøgende, men bliver tilbage og ikke forsørger sig selv. En af de muligheder er, overraskende nok for den, der anser dem for slaveagtige tyende, en højere grad af personlig frihed:

”While the au pairs framed their move as challenging, some also emphasised that they found pleasure in escaping the watchful eyes at home. … ”As one au pair put it: ‘it’s like you’ve been jailed and off-jailed’”

Personlig frihed er et gennemgående tema:

“Another au pair similarly explained that one of the great things about going abroad was gaining freedom, having been restrained by parental control until she came to Denmark at the age of 24.”

Selvom kritikerne af au pair-ordningen har ret i, at den reelt er en fremmedarbejderordning, så er det ikke i sig selv et særlig godt noget argument for at lukke eller begrænse den. Der er jo en grund til, at folk rejser ud. Geografisk mobilitet er en strålende vej til social mobilitet, selvom der kan være farer. Således også med au pair-ordningen:

Through migration they thus acquire higher social status in their local society, which allows them to re-position themselves within their families, as long as they live up to the ideals of maturity, prudence, and independence that are associated with adulthood in Philippine society. Despite the many ambiguities, uncertainties, and possibilities of exploitation that are associated with au pairing, it is therefore regarded, in the au pairs’ home communities, as an attractive pathway towards personal development for young women.

Migration reduceres ofte til et udslag af hovedløs økonomisk desperation (“fattigdomsflygtninge”). Men det er en grov karikatur — dem, der rejser ud, er jo netop i færd med at tage vare på sig selv, ikke passive ofre for omstændighederne. Det lader i den forbindelse til at være mindre væsentligt, hvad debattører i værtslandet synes om det.

Det betyder ikke, at der ikke er risici forbundet med arbejdsmigration. Eksempelvis er der mange stuepiger og barnepiger i Hongkong og Singapore, som behandles helt skrækkeligt.
Det er bare ikke en grund til automatisk at erklære alle au pairer for ofre, når man derved afskærer stadig flere fra at forbedre deres økonomiske kår.

Alene det imponerende faktum, at mange au pairer er i stand til at sende 1000-1500 kr. hjem på deres relativt sparsomme lommepenge, vidner en del om disse kvinders økonomiske og personlige overskud. Au pairerne udfører noget mere end bare let husarbejde, og mange arbejder mere end de 30 timer, men “au pairing in Denmark was generally viewed in very positive terms in the Philippines. Former au pairs, who also had work experience from Singapore, … described their au pair placement in Denmark as significantly safer and less labour intensive.”

Det er fejlagtigt at opfatte migranter fra fattigere lande som arbejdskraftens svar på drivtømmer. Vi har at gøre med mennesker, som påviseligt opsøger og udnytter muligheder, fravælger nogle lande og tilvælger andre – og i det hele taget opfører sig som de voksne mennesker, de er eller arbejder hårdt for at blive.