Punditokrater kan også godt lide genbrug.  Ihvertfald holder denne Punditokrat i disse dage en mini-efterårsferie, så i mangel på noget nyt at skrive, vil jeg nøjes med at poste to indlæg, som jeg i sidste uge havde i Berlingske Tidende.  Et indlæg fra i lørdags, der var en del af tre indlæg (de andre af David Gress og Niels Højlund), som kommenterede Dansk Folkepartis betydning for det borgerlige Danmark, og et andet indlæg fra forrige lørdag, hvor jeg tog afsæt i CEPOS’ analyse af antallet af danskere på overførselsindkomster.  Here we go …

Uden overordnet vision

»Det er ikke et borgerligt parti … Det er et mærkeligt parti.« Ingen har vel udtrykt det borgerlige Danmarks syn på Dansk Folkeparti mere rammende end fhv. statsminister Poul Schlüter gjorde i lørdags i TV-showet »Clement Direkte«. Og Schlüters ord var illustrative for, hvor svært det er at vurdere, om partiet »netto« er en hjælp eller en belastning for det borgerlige Danmark og regeringspartierne.
Ser man på den borgerlige fløj som helhed og med henblik på at realisere borgerlige idealer, må svaret i bedste fald være ambivalent. DF har nok hevet stemmer fra Socialdemokraterne henover midten, og det kan borgerlige så glæde sig over – hvis det ikke lige var fordi partiet efterfølgende har overtaget Socialdemokraternes syn på velfærdsstaten og dermed flyttet »midten« til venstre. Det fremgår af talrige politiske udmeldinger, men måske især af, at man blokerer for en decideret nedsættelse af topskatten og for en justering af dagpengesatserne.
Set mere snævert for regeringspartierne kan man måske bedst illustrere spørgsmålet ved at betragte et hypotetisk scenarie: Under valgkampen viste mange meningsmålinger, at regeringen kunne ende i en situation, hvor man ville kunne danne flertal enten med DF eller med de Radikale – og i begge tilfælde uden at skulle trække på andre. Når statsministeren på det seneste har oplevet, hvor opportunistisk og besværligt DF er, ville han så helst have haft den nuværende situation, eller et sådant alternativt scenarie?
Man havde givetvis så langt foretrukket at have haft et alternativt flertal med Radikale. Hvad VK ellers i øvrigt synes om Radikale (og dets nuværende leder), så er det dog et parti med hvem man kan »do business«.
Det samme kan ikke helt siges om DF. Partiets eneste virkelige værdi for regeringen er, at partiet næppe vil vælte den og bakker op om skattestoppet – derudover er der ikke meget at hente.
Det er f.eks. efterhånden uklart, hvad står partiet egentlig står for – andet end en mere eller mindre stueren tone i indvandrerdebatten og et mere eller mindre socialdemokratisk syn på offentlige udgifter. Sagen er nok, at partiet egentlig ikke står for meget andet end selvopretholdelse: Hvordan skal man ellers forklare, at en gruppe professionelle politikere på ti år har forvandlet sig selv fra skattehadende og bureaukratibekæmpende fremskridtsfolk til Dannebrogssvingende nationalister, der ville hjemsende indvandrerfamilier kollektivt, til nu at være status quo forkæmperne nr. 1? Om noget er partiets mangel på overordnet vision illustreret af, at det i den forgangne uge er lykkedes Pia Kjærsgaard i dialogen med Niels Lunde på disse sider at være aldeles ude af stand til at sige noget som helst om, hvad man vil gøre ved det pres, der i de kommende årtier kommer på de offentlige udgifter.
På kort sigt er aktiverne heller ikke store, og langt ind i rækkerne hos V og K er der snart et syn på DF som nogen, man helst kun er i stue med, fordi man p.t. ikke kan slippe. I forholdet til regeringen nærmer man sig p.t. en parlamentarisk mikrostyring af ministrenes ressortområder, f.eks. når man insisterer på omrokeringer i ministersager og ressortområder (TV 2, affald, ghettoer). Man behøver ikke at tale med mange i Folketinget for at få karakteristikken, at partiets ordførere generelt (men med undtagelser) er urutinerede, mindre godt inde i deres områder og uselvstændige – det er svært at lave aftaler med dem, fordi de hele tiden skal tilbage til ledelsen og have o.k.
Regeringspartierne bør dog trøste sig med, at DF aldrig ville kunne vælte en borgerlig regering. Halvdelen af partiets vælgere ville finde det helt uforståeligt, og dermed ville det risikere at kaste en stor del af partiets folketingsmedlemmer ud i ledighed – og man har den dårligst uddannede folketingsgruppe og den med flest med en umiddelbar fortid i passiv forsørgelse.
Så næste gang DF truer statsministeren med at vælte regeringen, fordi en minister mener noget forkert, eller ikke gør som partiet ønsker, bør han sige som Clint Eastwood i »Dirty Harry«: Go ahead, make my day!

Og så den om forsøgerbyrden:

Danskernes store fiktion

Staten er den store fiktion, at alle kan leve på bekostning af alle andre.
Ordene tilhører den franske økonom Frédéric Bastiat (1801-50), som tidligt forudså, hvad der ville ske, når staten påtager sig stadigt flere opgaver og mere omfordeling. Altså bevæger sig fra at udstikke rammerne for, hvad borgerne og staten ikke må gøre mod hinanden, og til primært at være omfordelende.
At danskerne har det fint med fiktionen var tydeligt i den forgangne uge. Først da tænketanken CEPOS kunne fremlægge beregninger, der viser, at der nu er et historisk stort antal danskere med deres primære indtægt fra de offentlige kasser – og dermed i sidste ende fra skattekroner hentet i den private sektor. Antallet, der er afhængige af de offentlige kasser, vil i 2006 være vokset med 101.000 siden regeringsskiftet i 2001: 9.000 flere offentligt ansatte og 92.000 flere på overførselsindkomst. Samtidig falder den private beskæftigelse, og dermed vil andelen af statsafhængige borgere udgøre 61 pct.i 2006 (mod 59 pct. i 2001).
Til sammenligning var andelen på »kun« 35 pct. i 1970 – hvor man oven på årtiers ekspansion af det offentlige ikke just stod midt i en »minimalstat«. Under den nuværende regering er modtagerne af overførselsindkomster steget til 900.000 på kontanthjælp, dagpenge, efterløn o.l., 700.000 på folkepension, 200.000 på SU, samt 833.000 offentligt ansatte. Sådan går det med andre ord, mens man har en regering, der kalder sig for borgerlig-liberal, og mens man har samfundsøkonomisk gode tider. Man kan spørge sig selv, hvordan det ville have set ud, hvis man havde haft en venstrefløjsregering eller en recession? Eller om det overhovedet er muligt at ændre på udviklingen?
Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at ingen ønsker at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvis vi vedvarende bruger flere skattekroner på mennesker på overførselsindkomster, men der bliver flere, som er afhængige af overførselsindkomster, er det så sygdommen eller behandlingen, der er skidt for patienten?
I de fleste andre sammenhænge ville man reagere anderledes. Bruger man flere penge på at holde ens bil ved lige, men uden at der sker en forbedring af bilens tilstand, er det oplagt at overveje at skifte mekaniker. Bruger man endnu flere penge, men bliver bilens tilstand efterfølgende endnu værre, er det oplagt at ringe til politiet.
Men sådan er det ikke i politik. Her siger politikerne i stedet: Lad os fortsætte med at gøre, som vi gør – bare endnu mere. Så ved Folketingets åbning var regeringens budskab, at man egentlig ikke havde tænkt sig at ændre på noget særligt. Dansk Folkeparti vil ændre endnu mindre – andet end evt. at bruge flere penge. Og venstrefløjen vil naturligvis bruge endnu flere penge på stort set alt.
Årsagen er én, som har været kendt længe, men som den danske politolog Ole P. Kristensen i 1980erne satte ord på: Det skyldes asymmetrien i, hvem der yder, og hvem der nyder i forbindelse med politiske beslutninger.
Ved et forslag om at bruge penge på noget vil fordelene typisk være koncentreret på relativt færre end omkostningerne. De, der får en ny ydelse, vil føle denne mærkbart – og være tilsvarende begejstrede. De, der skal betale, vil typisk være skatteyderne generelt – og de vil som oftest være ligeglade, »for hvad er et par kroner fra eller til?«. Lige omvendt er det med forslag om at skære eller omlægge offentlige udgifter: Her vil de, det går udover, føle det mærkbart – og derfor være højlydte imod; de, der nyder fordelen af f.eks. en besparelse, vil omvendt sjældent kunne mærke den, og derfor være ligeglade.
Set på den måde er det ikke så mærkeligt, at antallet af nydere af offentlige udgifter stiger og stiger: Det er som skralden, som børnene svinger til fastelavn, og som kun kan køre den ene vej. Det, som nogle af mine forskerkolleger har kaldt »velfærdskoalitionen« – altså gruppen af vælgere, der har deres hovedindtægt fra de offentlige kasser – er nu så stor, at intet politisk parti ønsker at træde den over tæerne.
Så til de 39 pct., der endnu ikke er helt afhængige af den offentlige sektor, er der denne tanke at tygge på: Det bliver I nok med tiden

PS.  Iøvrigt er jeg–sammen med en del andre–bidragyder til en ny dansk bog om det moderne USA set gennem film: Helle Porsdam’s antologi “Coming to A Theatre …” (Jeg skrev om stat og individ i amerikansk politik–med udgangspunkt i Mel Gibsons “The Patriot”)