Vicepræsident Richard B. Cheney var 2004-valgets mest intellektuelt veltalende af de fire topkandidater. Og så lyder han positiv, ungdommelig, og–ikke mindst–præsidentiel, ærlig og mandig! Som Schwarzenegger ville sige: He ain’t no girly-man!
Nej, dette er ikke et uddrag fra en pressemeddelelse fra Eisenhower Executive Office Building. Heller ikke et forsøg fra Republican National Committee på at snige Cheney ind som surprise-kandidaten til 2008-valget.
Der er såmænd blot tale om forskningsresultater fra en kommende tidsskriftsartikel af Richard B. Slatcher m.fl., “Winning words: Individual differences in linguistic style among US presidential and vice presidential candidates” i Journal of Research in Personality, hvori en gruppe amerikanske psykologer har analyseret time efter time af optagelser med de fire hovedpersoner i USA’s præsidentvalg 2004: Republikanerne Bush og Cheney og Demokraterne John Kerry og John Edwards. Og kender man amerikanske psykologer–selv dem fra Texas–så er de næppe tyngede af forkærlighed for Republikanerne eller Cheney. Faktisk er det vel et rimeligt godt (omend dybt usagligt) gæt, hvis man mistænker dem for at valgt netop dén vinkel og dét valg med et vist blik for, at George W. Bush som bekendt–med egne ord–er noget “misunderestimated” … Så meget desto mere interessante er resultaterne.
Konkret har forskerne brugt et computer-baseret tekstanalyse-program til at “afkode”, hvorledes kandidaterne udtrykte sig i.f.t. seks kategorier af udtryk, som andre studier har vist, at vælgerne lægger vægt på: Kognitiv kompleksitet (sofistikerede sætninger, brug af svære ord, o.s.v.); “feminimitet” (ord og sætningsstrukturer foretrukket af kvinder); depressivitet (ord, der forekommer pessimistiske og selvmordsrelaterede); alder (ord, der bruges af henholdsvis unge og ældre); “præsidentialitet” (ord og sætningsstrukturer, der forekommer i præsidenttaler siden Roosevelt); ærlighed (sammenligning med sætninger, der er sande/falske). I stedet for kandidaternes præ-fabrikerede “stump speeches” fra valgkampsmøder, har man anvendt mere uformelle sammenhænge, f.eks. interviews, pressemøder, debatter o.l. (N = 271). Dem har man så kodet og fodret computerprogrammet med og kørte forskellige typer af statistiske tests på.
Resultaterne er interessante–og lidt sjove.
- Kognitiv kompleksitet: Her var Cheney suverænt i toppen, Kerry i midten (men tættere på bunden), og Bush og (særligt) Edwards i bunden.
Der var ingen systematisk forskel på kandidaterne anskuet efter partifarve. - Feminimitet: Edwards var den mest “feminine” i sit ordvalg, mens Cheney var den mindst. Igen betød partifarven ikke noget.
- Depressivitet: Kerry lød mest markant som en “deprimeret” person, mens Bush lød mindst deprimeret, og de to vicepræsidentkandidater lød mest som deres nr. 1’ere–og her slog partifarven igennem, altså således at Demokraterne var deprimerede og Republikanerne positive. Det er måske ikke så overraskende, at Bush lød mere up-beat end Kerry, givet hvordan sidstnævntes kampagne udfoldede sig, men her aner man givetvis et mere “strukturelt” træk: At udfordrerne skal fortælle, hvor skidt alt går, mens det parti med magten skal fortælle, hvor godt det går.
- Alder: Bush lød i sit ordvalg som en ældre herre, mens der ikke var signifikante forskelle mellem de tre øvrige, der alle lød “yngre”. Her betød partifarven intet.
- “Præsidentialitet”: Under valgkampen fokuserede medierne meget på, at Kerry fremstod mere “statsmandsagtig” end Bush. Men ifølge forskerne var det rent verbalt Cheney, som suverænt lød mest som en statsmand, tæt fulgt af Bush, mens den “nuttede” Edwards lå helt i bunden. Her var Republikanerne markant mere “præsidentielle” end Demokraterne.
- Ærlighed: Når det gjaldt valg af ord, fremstod Cheney som den markant mest ærlige fulgt af Edwards, mens de to topkandidater, særligt Kerry, fremstod uærlige. Her betød placeringen på stemmesedlen altså noget, mens partifarven igen ikke gjorde.
Til gengæld finder analysen stort set ikke nogen sammenhæng mellem kandidaternes ordvalg og deres relative succes i meningsmålingerne.
PS. Det er i visse kredse velkendt, at nærværende punditokrat ikke har overmåde stor faglig respekt for dét, der indenfor moderne samfundsvidenskab kaldes “diskursanalyse”, så hvorfor promovere et sådant studie? Fordi det generelt er alt dét, som såkaldte diskursanalyser generelt ikke er.