Hermed min lørdags-klumme fra Berlingske:
Perspektiv: Sidder hjertet til højre?
Af Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.
Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.
Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.
To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?
Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.
Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.
Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.
Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.
En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.
