Dagens vigtigste kommentar angående amerikansk politik kommer fra juristen Bruce Ackermans hånd og handler – vil det nok overraske nogen – slet ikke om primærvalgkampene. Derimod handler det om noget så tørt, som hvem der yder juridisk rådgivning til USA’s præsident.

Traditionelt set, har det amerikanske justitsministerium besvaret føderalkongressens spørgsmål angående f.eks. grundlovsmæssigheden af en given bestemmelse i et lovforslag eller den udøvende magts handling i en konkret sag. Sådan er det ikke (så meget) mere:

…Increasingly, it is the White House, not the Justice Department, that is making the tough legal calls—without the disciplined staff work and traditions of independence that have permitted the Office of Legal Counsel to win legal credibility over the past 75 years…

…In challenging the Senate on recess appointments, President Obama has only relied on his White House Counsel, not the Justice Department, in reaching his constitutional conclusions…

…This shift in legal authority is a bitter legacy of the George W. Bush administration, where the White House exerted intense pressure on members of the Office of Legal Council to get the decisions it wanted and promulgated a stream of remarkably superficial presidential signing statements nullifying parts of congressional statutes on problematic constitutional grounds…

Selvom Ackerman, ikke overraskende, har taget fløjlshandskerne på, når det han omtaler Obama-regeringen og dennes embedsmænds handlinger, har han helt ret når han påpeger det forkastelige i, at den udøvende magt ikke så meget som anser det for nødvendigt, at begrunde sine afgørelser og efterfølgende stå til regnskab for dem:

The question is not what one or another pundit thinks. It is whether the president has an obligation to make his own constitutional case, or merely announce his judgment by fiat.

Præsident Obama har, når det kommer til retsstatsprincipperne, opført sig som en anden solkonge. – Og, i en sidebemærkning, har hans hustru også spenderet løs og tilladt sig selv en, som var hendes mand en sådanne.

Det er hverken klædeligt, tillidsskabende eller i tråd med den praksis, der er oparbejdet omkring checks-and-balances-systemet.

* * *

Skulle nogen i øvrigt undre sig over, hvad dagens næst-vigtigste kommentar om amerikansk politik var, så behøver man ikke kigge længere væk end i Berlingske tidende, hvor denne blogs tidligere redaktør skriver fyldigt og klart om mit eget yndlings in-your-face-emne, når jeg møder en lidt for pro-Obama person: Hykleriet omkring Gitmo og “det hemmelige fangeprogram”.