Tag-arkiv: frihandel

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

Point of no return

Johan Norberg, der har opnået verdensberømmelse for sit utrættelige og velargumenterede forsvar for global kapitalisme, leverede sidste år et tankevækkende bidrag om det europæiske projekt i forbindelse med Mont Pèlerin Society’s Regional Meeting i Hamburg. Under overskriften From an Unholy Alliance to a Concert of Powers giver han et særdeles godt overblik over nogle af de mest centrale konfliktdimensioner i europæisk politik, som i almindelighed bør interessere daglige læsere af Punditokraterne. Men i disse dage er der måske især grund til at fremhæve en enkelt passage i hans indlæg; et temmelig påfaldende citat fra EU’s nuværende formand, Jean-Claude Juncker, der i 1999 udtalte sig om EU’s forretningsgang til Der Spiegel (gengivet i The Economist 14. december 2002):

“We decide on something, leave it lying around and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

Se, det kan man da kalde en indrømmelse. Det kunne være interessant at vide, om Jean-Claude Juncker har gentaget denne særlige forretningsorden for Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med deres netop afholdte tete-a-tete. Måske får vi svaret efter EU-topmødet den 16.-17. juni.