Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.