Når statskassen er tom og ikke kan genopfyldes, og man stadig har kreditorer at betale, må man enten gå konkurs eller finde på noget at spise dem af med. Én vej er at trykke nye penge, men det kan man ikke altid gøre officielt; så må man finde nye veje.
Disse kreative løsninger på statslige finanskriser er grundlæggende historien bag opfindelsen af den type statslige papirpenge, der bruges i vesten og verden over i dag. (Goldberg 2009 har en fascinerende gennemgang).
“Mens du venter.”
Det startede i de amerikanske kolonier, der ikke kunne udstede britiske pund eller betale i guld, eftersom de intet guld havde, eller kunne sikre deres sedlers indløselighed i jord — som man ellers havde gjort — eftersom de ikke rådede over noget.
Kolonien Massachusetts var de første, der udstedte dem alene med dækning i fremtidige skatteindtægter — altså ikke engang et løfte om at veksle dem til hårde penge, men alene at bruge dem til at give nedslag i skattebetalingen. De blev navnlig givet som betaling til soldater og andre, som staten skulle aflønne, men også andre indenrigske kreditorer. Det var formelt nulkuponobligationer, men fungerede reelt som nytrykte penge.
Kan vi forestille os noget lignende som kortsigtet alternativ til det såkaldte #Grexit? (Opdateret: ECB har allerede diskuteret muligheden, men afviser den.)
De historiske fortilfælde er interessante, fordi de peger på hvor moderne penge stammer fra, og hvad deres funktion har været, nemlig at finansiere det offentliges underskud fra år til år, og til at skaffe omløbsmidler.
Ligesom de amerikanske kolonier, som ikke kunne skaffe guld eller sølv, og amerikanske delstater der ikke kan trykke egne dollar, kan eurolande ikke selv trykke penge. Økonomibloggeren John Cochrane forestiller sig en anden udvej, hvor grækerne finder på en måde at skabe deres egne nye penge uden formelt at udtræde fra eurosamarbejdet. Det skulle foregå således.:
Greece can print up small-denomination zero-coupon bearer bonds, essentially IOUs. They say “The Greek government will pay the bearer 1 euro on Jan 1 2016.” Greece can roll them over annually, like other debt. Mostly, they would exist as electronic book entries in bank accounts, but Greece can print up physical notes too.
De obligationer kunne næppe sælges til udenlandske kreditorer, allerhøjst til relativt ufordelagtige priser, men den forhandlingskraft har alle, der forventer penge fra den græske statskasse, ikke:
Most of Greece’s spending is transfer payments, to pensioners, health care, government workers, and so on. Greece can pay all of these with IOUS. It can “recapitalize” or lend to banks with these.
Man kan læse Cochranes fulde indlæg her. Trods lovning om det modsatte er den græske regering allerede begyndt at benytte deres indenrigske kreditorers relative svag. De er allerede bagud på løn- og pensionsudbetalinger, men er dog ikke begyndt at tilbyde alternativer. (OPDATERET: Det diskuteres allerede nu, her et par måneder efter John Cochrane skrev sit indlæg)
Cochrane henviser til Californien som fortilfælde. Under budgetkriserne i 1992 og 2008-2012 begyndte Californien at betale sine regninger med Registered Warrants. Disse tilgodehavender kunne indløses efter et antal måneder, hvor delstatsregeringen forventede at kunne betale sine regninger. De gik meget tæt på at fungere som fuldbyrdede penge. Eksempelvis kunne de til dels deponeres i banker og veksles til almindelige, hårde penge. De bruges til at betale eksempelvis elregninger, og de kunne bruges til alle betalinger over for delstaten, hvilket jo er sådan de amerikanske kolonier skabte de første moderne papirpenge.
(Sidstnævnte alternativ peger Cochrane også på, hvis det skulle være ulovligt at udsende nødpenge, som ECB mener det er. Grækerne kan i stedet sælge retten til at slippe for 1 euro året efter, eksempelvis til 95 eurocent, hvad der er det samme som at skabe nye penge).