I weekenden døde Ed Prescott, 81 år gammel. Han var en helt central bidragyder til moderne makroøkonomi og også til økonomisk politik. Han fik Nobelprisen i 2004 sammen med Finn Kydland, som han skrev nogle af sine mest centrale artikler sammen med.

I disse dage er der diskussion om den danske fastkurspolitik (som jeg vender tilbage til på bloggen snarligt). Men der er ikke diskussion om, at centralbanker bør være uafhængige af regeringen. De bør bindes af et mandat, som den danske Nationalbank i øjeblikket er det med fastkurspolitikken. Ideen om uafhængige centralbanker skyldes om noget Prescott og Kydlands arbejde om “regler frem for diskretion”. De viste, at i nogle situation kan det være en ulempe at have diskretionære beføjelser, fordi det kan være utroværdigt ikke at bruge dem. Derfor kan det være en fordel helt at undvære dem. Inden fastkurspolitikken var Danmark fanget i en inflations-devalueringsspiral, som var svær at bryde. Hver gang konkurrenceevnen blev for dårlig, og lønstigningerne havde været for høje, var der et pres på regeringen for at devaluere, som arbejdsmarkedets parter indkalkulerede i deres aftaler.

Makroøkonomisk grundlagde Prescott og Kydland Real Business Cycle-teorien. Hvor hidtidig makroteori især havde fokus på ændringer i efterspørgslen som drivkraft for konjunkturbevægelser, viste deres banebrydende empiriske arbejder, at mange chok kom fra udbudssiden i form af stød til produktiviteten. Disse chok er svære både at forudse og påvirke med aktiv økonomisk politik. Vi var nogle, som pegede på, at faldet i aktiviteten under pandemien i 2020 netop havde karakter af en udbudskrise, der i øvrigt måtte forventes at blive kortvarig. Desværre blev den økonomiske politik lempet voldsomt, og resultaterne kender vi nu i form af inflation (og gæld).

Prescott fortjener at blive husket på linje med de allerstørste makroøkonomer.