Tag-arkiv: levestandard

Sommerserien 2024 #2: Fører individualisme til mistrivsel og dårlig levestandard?

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. juli 2024. 2 svar

Det er ikke længere kun den traditionelle venstrefløj, som dyrker kollektivisme. Der er også eksempler på selverklærede nationalkonservative, som gør det. Patrick Deneen’s bog om ”Why liberalism failed” udpeger de liberales angivelige dyrkelse af individualisme som årsagen til, at deres projekt angiveligt er slået helt fejl. Det giver genlyd hos nogle af hans danske dyrkere. F.eks. skriver Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard: ”Den liberale ideologi legitimerer det meningsløse liv, og med meningsløshed kommer mistrivsel.”

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.

 KoefficienterStandardfejlt-statP-værdi
Konstant3,64955990,428206828,522890731,4259E-11
Individualism Score (Hofstede)0,009636670,004643672,075227580,04274349
LN(BNP)0,651714480,148802824,379718625,5024E-05
Kommunistdummy-1,24675190,19506124-6,39159233,9925E-08

Regressionsstatistik
Multipel R0,81161938
R-kvadreret0,65872601
Justeret R-kvadreret0,63976635
Standardfejl0,61839628
Observationer58

Fremskridt – hvordan var Danmark i 1970

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2017. 2 svar

Hvor godt går det faktisk? Spørger man rundt omkring i den vestlige verden, og Danmark er ikke anderledes, mener de fleste mennesker, at det går ret skidt. Blandt de almindelige forestillinger er, at de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere, at der bliver flere og flere fattige mennesker i verden, og at vores miljøtilstand er kritisk og i forværring. Som mange af punditokraternes læsere ved, er alle påstanden rendyrket nonsens, men på en eller anden måde enten glemmer eller overser folk alligevel meget store, objektive fremskridt.

Jeg stillede derfor mig selv spørgsmålet, hvordan Danmark i virkeligheden så ud omkring 1970, dvs. da jeg selv blev født, og hvilke områder, der i dag er cirka samme objektive status. Min erfaring er, at den type sammenligning ofte giver et mere håndgribeligt billede på, hvor langt vi er nået indenfor vores egen levetid. Så her er en række eksempler. Hvis andet ikke står der, er tallene fra Verdensbankens World Development Indicators.

Danmark var i starten af 70erne et meget velfungerende samfund, sammenlignet med resten af verden. Det blev blandt andet reflekteret i vores glimrende sygehusvæsen, i vores gennemsnitsindkomst, og i vores uddannelsesniveau. Spædbørnsdødeligheden i 1970 var 13,9 per 1000 fødsler, dødeligheden for børn under 5 var 16,6 per 1000, og befolkningens forventede levetid var hele 70,9 år. Ifølge Penn World Tables var den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst 22.778 dollars – vel at mærke et gennemsnit per indbygger, spædbarn som studerende, midaldrende eller pensionist – eller knap 144.000 kroner i dagens dollarkurs. Det blev også reflekteret i, at der var en personbil for hver 4½ dansker. Sidst, men ikke mindst, havde 20,1 % af befolkningen over 25 mindst en gymnasial uddannelse, og 37,5 % af de relevante årgange var i gang med en (ifølge Barro og Lee).

Man kan derfor forledes til at tro, at der ikke er sket ret meget – Danmark var jo rigt og velfungerende allerede dengang. Anskuelighedsundervisningen dukker op, når man ser på, hvor det relativt set ville have placeret 1970-Danmark i dag.

Spædbørnsdødeligheden er faldet dramatisk i det meste af verden, og det danske 1970-tal er på niveau med dødeligheden i lande som Colombia eller Jamaica i dag. Vores forventede levetid på 70,9 år i 1970 er tæt på det globale gennemsnit i dag, og den længde, almindelige borgere kan forvente i dag i Honduras og Kazakhstan.

Det generelle velstandsniveau i 1970 var heller ikke imponerende, sammenlignet med i dag. Vores nationalindkomst per indbygger var lidt mindre end Polens og lidt mere end Malaysias nuværende gennemsnitsindkomst. Det samme gælder antallet af biler, som var lidt lavere end det nuværende niveau i Kazakhstan og lidt større end Chile. Og selv vores højt besungne uddannelsesniveau var middelmådigt med nutidens standarder. Antallet af folk med en gymnasieuddannelse eller mere var ligesom nutidens Polen, og antallet der gik i gymnasiet ligesom i Tyrkiet i 2017.

Står man derfor med et familiemedlem eller en ven under julefrokosten, der påstår at alt er skidt i dag, er der således store mængder statistisk krudt til blæse påstandene af vejen. Set med nutidens standarder var Danmark i 1970 et dybt middelmådigt land – vi sammenligner bestemt ikke vores levestandard negativt med Kazakhstan, Honduras eller Polen. Men det er netop det, der er sket: Vores standarder er steget voldsomt, og det mange danskere gør, er at sammenligne virkeligheden med den standard, de betragter som normalen. Og når vi glemmer, at vores standarder ændrer sig over tid, overser vi de fremskridt, verden faktisk oplever.