Som et led i forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Riga gæstede alliancens generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, i fredags København og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Da Scheffer efter mødet med statsministeren blev spurgt, om han var i Danmark for at sikre flere styrker til NATO’s trængte ISAF-operation i Afghanistan, afviste han forholdsvist konsekvent: “Danmark er ikke de første, jeg spørger – jeg beder om solidaritet hos alle de allierede. Andre lande må også træde til”, sagde generalsekretæren.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Med Berlin-murens fald og NATO’s voksende fokus på out-of-area-operationer ændrede byrdedelingsdebatten sig imidlertid radikalt. “Forsvarsudgifterne som procent af BNP” er fortsat en faktor, når alliancesolidariteten skal gøres op, men af langt større betydning er nu styrkernes anvendelighed – spørgsmålet om deployerbarhed – og den politiske vilje til rent faktisk at anvende styrkerne. Det er på den baggrund, at Danmarks forvandling fra Prügel- til Musterknabe skal ses.

At Danmark forfulgte en åbenlys free-rider strategi under Den Kolde Krig vil kun de færreste bestride. Ved frembringelsen af det fælles gode – sikkerhed – bidrog den danske skatteborger kun i meget begrænset omfang, og størstedelen af regningen for Vestens kollektive forsvar havnede i stedet hos blandt andre amerikanske og britiske borgere. Danmark fik dermed gennem NATO – som den britiske ambassadør i København udtrykte det i en indberetning til det britiske udenrigsministerium i 1968 -“an extraordinary high life cover in return for ridicously low annual premiums”.

Spørgsmålet er imidlertid, om den danske frihjulspolitik kan betegnes som amoralsk. De fleste vil næsten reflektorisk karakterisere free-riding på en mindre skala – eksempelvis når det gælder kaffekassen på arbejdspladsen – som kritisabel i en moralsk henseende, men gælder det også, når stater lukrerer på andre staters forsvarsindsats? Er statsledere moralsk forpligtiget til at forfølge nationens snævre interesser – og kaste omkostningerne forbundet med frembringelsen af offentlige goder over på andre landes skatteborgere – eller hersker der også i den internationale sfære normer, som fordrer solidaritet?