Peter Loft har skrevet en roman. Den er værd at læse alene som humoristisk historie, men selvfølgelig især hvis man er interesseret i politik og politiske skandaler. For det er det, den handler om. Selv om bogen sælges som en krimi, skal man ikke læse den, hvis man er ude efter mordgåder, detektiver og den slags. Der er ganske vist formentlig nogle alvorlige overtrædelser af forvaltningsloven, men de kræver vist et trænet øje at opdage og fylder ikke noget som kriminalhistorier.

Jeg skal skynde mig at advare om to ting. Den ene er, at jeg om lidt kommer til at løfte sløret for noget af plottet. Så hvis du gerne vil læse bogen uden at kende for meget af handlingen på forhånd, så gem resten af dette blogindlæg, til du har læst den. Men det ødelægger ikke bogen at kende plottet først. Den anden er, at Peter og jeg er gamle kolleger – netop i centraladministrationen hvor handlingen foregår. Der er dog ikke meget overlap fra vores fælles baggrund til hans historie. Tror jeg. Men så er det deklareret.

Personerne, ministeriet og skandalen i historien er generiske. Det er ikke svært at se, hvor dele af inspirationen til personerne kommer fra, men de er stykket sammen af flere forskellige. Nogle af dem er alment kendte, andre kun af nogle få af os. Substansen i skandalen er heller ikke vigtig eller foldet særlig meget ud. Formålet ser ud til at være at beskrive de motiver og tilskyndelser, der driver aktørerne, og dynamikken mellem dem.

Peter er desværre ikke selv ubekendt med politiske skandaler. Han blev som bekendt afskediget som departementschef i Skatteministeriet i 2012, efter den såkaldte ”Thorning skattesag” om statsministerens mands skatteforhold. Det skete ikke med direkte henvisning til sagen, men få var i tvivl om sammenhængen. Han blev senere ved en undersøgelseskommission frikendt for de meget alvorlige anklager om magtmisbrug, der hang i luften, men fik en mindre kritik for mangelfuld betjening af ombudsmanden i en udløber af sagen. 

Romanen handler ikke om Peters egen sag. Men han trækker naturligvis på sine erfaringer fra den og fra sin lange embedsmandskarriere. Og hans følelsesmæssige oplevelser med at være i offentlighedens søgelys som hovedperson i en skandale har givetvis også været kildemateriale. I øvrigt har han skrevet en non-fiktionsbog, ”Efter stormen”, om både Thorningsagen og sit syn på centraladministrationens udvikling. Den kan man jo konsultere, hvis man vil blive klogere i den henseende.

Desværre har der været mange skandaler, ikke mindst i de senere år. Minkskandalen, PET-sagerne og Hjortsagen hæver sig til niveauer, hvor fiktionen slet ikke kan være med. Og da slet ikke i Peter Lofts roman.

Men det mest sandsynlige er, at hans bog er et bud på, hvorfor Skatteministeriet har været så hårdt ramt af sager de sidste ti år. Den mest genkendelige, helstøbte person i galleriet er formentlig også hans afløser som departementschef, der har resideret over disse skandaler. Men når det drejer sig om selve indholdet, er den fiktive skandale fortsat langt mindre alvorlig end sagerne med udbyttesvindel, sammenbruddet i den offentlige inddrivelse, det nye vurderingssystem og den vedvarende uorden i regnskaberne.  

Det er værd at notere, at disse sager er opstået, efter at Peter forlod Slotsholmen (og i øvrigt også efter, at jeg selv gjorde). Han har ikke noget førstehåndskendskab. Og bogen forekommer samtidig at være en generel kommentar til andre af tidens tegn, ikke mindst overfladiskheden i politik og pressens måde at forvalte den fjerde statsmagt på.

Plottet i historien er, hvordan en minister, bistået af sin departementschef – trods advarsler fra ministeriets eksperter – gennemtvinger en kritisabel og uadministrerbar tilskudsordning, og hvordan den nye ministers spindoktor sætter en politisk heksejagt i gang ved at lade papirer sive til en journalist, der kun alt for gerne gør sig til bøddel. Spillet er i gang mellem de to politikere, departementschefen, eksperten i departementet, journalisten, spindoktoren og et par centrale figurer mere. Handlingen foregår – som passer sig godt til de introverte typer – mest ved indre monologer. Det indebærer, at personerne ikke lyver så meget for andre, men en hel del for sig selv. Ansvaret skal jo placeres. I sidste ende havner det mere end nogen anden hos den person, der havde forsøgt at advare mod ordningen og de efterfølgende problemer. Hvis der er en morale, er den ikke moralsk, men at amoral og moralsk fordærv belønnes.

Det er en meget humoristisk bog. Det er ikke svært at genkende forfatterens humor, hvis man stødt på den før. Stilen kan godt minde om ”Yes, Minister”, men der er også en snert af Livsens ondskab og af Smeden og bageren. 

Det betyder også, at der ikke er mange helte i bogen. Faktisk kun én, en selvopofrende ægtefælle til en af hovedpersonerne. Hun er ikke svær at genkende. Men det rejser naturligvis spørgsmålet, hvordan nogen kan holde ud at beskæftige sig med presse og politik, medmindre de er enten magtliderlige, kvalmende selvoptagede, sensationslystne, uden initiativ til at komme videre eller ikke har evner til at blive til noget i den virkelige verden. Realiteten er naturligvis, at der er rigtig mange kompetente, intelligente og endog sympatiske mennesker på Slotsholmen og omegn, og at de udfører et vigtigt og seriøst arbejde. Men den er nok også, at deres opgaver i stigende grad er blevet vanskeliggjort af den type problemer, som romanen udfolder.  

Peter Loft: Et spørgsmål om magt.