Punditokraterne har efterhånden lagt side til en omfattende samling af kommentarer, kritik  og links til forskning om 2014’s store, noget uventede økonomiske bestseller, Capital in the Twenty-First Century, ved Thomas Piketty. Da værket udkom, var der knap nogen der havde bladret den igennem, før den blev udråbt til det mest skelsættende bidrag til samfundsdebatten i senere år.

Ikke mindst har man udvist største respekt for hans empiriske arbejde, uanset betragtninger om hans vidtgående skattepolitiske program. Som før omtalt her på siden er der imidlertid fremkommet en del indvendinger mod hans metoder, hvoraf den mest omtalte kom fra Financial Times’ Chris Giles. Den empiriske kritik af bogen går navnlig på Pikettys tendens til at udglatte mellem manglende datapunkter eller sjusse sig til de manglende tal, samt hans løse omgang med årstal. Kort sagt: Sjusk og cherry-picking.

Da Piketty siden offentliggjorde datagrundlaget for bogen (ikke bare den PowerPoint-præsentation, som han indledningsvis henviste til), kunne arbejdet med at regne artiklens kilder igennem begynde. Punditokraterne har omtalt Phil Magness’ kritiske arbejde med Piketty før, (direkte link til Magness’ første artikel). Det er netop udgivet som arbejdspapir, som er værd at dykke ned i. Magness og Murphy går især i kødet på Pikettys fremstilling af amerikansk historie:

“At its most basic descriptive level, Piketty’s presentation of major historical events at the
center of his argument is laced with factual error. In addition to suggesting an inattentiveness to detail, a recurring problem of factual inaccuracy with historical events indicates that interpretative extrapolations from these errors, as well as more sophisticated data claims that appear throughout the book, may suffer from a basic fault in their underlying historical assumptions. While we will not endeavor to pick apart his most extensive historical recounting – the 20th century French economy – it is fair to note that he struggles, and struggles mightily at that, in almost every instance he takes up the economic history of the United States.”

På den historiske front er der årstal der gengives forkert, præsidenter der forveksles, kilder som overses (f.eks. tal for mindstelønninger, skattesatser og formueskatteindtjeninger). Der er ikke alen tale om trykfejl, men manglende kendskab til eksistensen (!) af amerikansk formuebeskatning før det 20. århundrede. På eksempelvis den økonomiske front finder man en vidtgående ekstrapolering, eksempelvis så 1810 og 1870 repræsenterer hele det 19. århundrede, men også mystiske skud fra hoften. Vil han eksempelvis gerne sammenligne udviklingen mellem Europa (læs: England og Frankrig) og USA, men mangler de amerikanske tal, lukker han hullet med gennem en usædvanlig manøvre:

“His claimed numbers for these three decades appear not to have been obtained from any actual source, but rather through the alternating addition or subtraction of 0.5 percentage points projected backwards from the 1900 average. He evidently filled the gap in his own data collection – needed to bring the U.S. time series into line with his European records – by constructing it ex nihilo.”

Som forfatterne anfører, hviler Pikettys kritik og forudsigelser — det erklærede grundlag for hans policyanbefalinger — på hans historiske arbejde. Og det lader til at være behæftet med graverende fejl.

Reference:
Magness, Phillip W. and Murphy, Robert P., Challenging the Empirical Contribution of Thomas Piketty’s Capital in the 21st Century (December 26, 2014). Journal of Private Enterprise, Forthcoming. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=2543012