Tag-arkiv: politikere

Evidenskrav og faktisk politik

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2020. 7 svar

Danmark er lukket ned igen, nu med masketvang på alle offentlige, indendørs steder. Alkoholsalg er forbudt efter 22, og både regeringen og Seruminstituttet har advaret mod eksponentielt stigende smitte. Der ligger således en relativt eksplicit advarsel i, at hvis danskerne ikke sørger for ikke at blive smittede, vil de slå endnu hårdere ned på vores sundhedsforbrydelser. Frederiksen, Mølbak og resten har dog et stort problem: Det er åbenlyst for alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i sagerne, at regeringen og myndighederne ikke har evidens for, at deres politik er effektiv.

Mens der altid er nogen borgere, der mener at politikere slet ikke behøver at have evidens for at indgribende politik virker, står det egentlige spørgsmål derfor mellem dem, der mener at der altid bør være evidens og dem, der mener at man ikke rimeligt kan kræve evidens i den nuværende situation. Det er således både et spørgsmål om hvorvidt man har evidens, og om man bør kræve den.

Med hensyn til det første spørgsmål er vores holdning her ganske klar: Regeringen har ingen evidens for nedlukningerne, masketvangen eller grænselukningerne. Min egen evaluering af nedlukningspolitik viser en effekt på nul, ligesom flere andre nye studier. Visse studier indikerer, at den virker, men med den vigtige – og generelt oversete – forskel, at disse studier bruger computermodeller til at vurdere, hvor store dødstallene ville være uden nedlukning. Disse computermodeller har vist sig at overdrive voldsomt og være tæt på ren nonsens. Det er blandt andet på den baggrund, at superforskeren John Ioannidis (Stanford University) heller ikke mener, at der er evidens for at nedlukningspolitik redder liv (se ham pille konklusioner fra ICL-modellen fra hinanden her eller læs her). Selv de steder, hvor folk har være ramt af udgangsforbud og er sat i de facto husarrest, har man ikke kunnet konstatere færre dødsfald (læs analysen her).

En del af problemet for mange borgere uden decideret videnskabelig træning er at skelne mellem evidens og myndighedernes til tider absurde påstande om evidens. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden, at 95 % af dem der var døde med corona, var døde af corona. Han uddybede efterfølgende overfor Ekstrabladet, at ”i de 276 af de 277 tilfælde blev det vurderet, at COVID-19 kunne have været årsag eller medvirkende årsag.” Hans argumentation var, at i kun ét tilfælde kunne man fuldstændigt afvise, at Covid kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Det fik ham derfor til at mene, at alle andre skyldtes Covid! Forestil dig, at ud af 277 dødsfald blandt folk, der alle har ligget på sofaen om eftermiddagen, er én død af at blive skudt, og man derefter konkluderer, at sofaligning har slået alle de andre ihjel. Argumentet er åbenlyst absurd, men den slags nonsens-evidens accepteres for tiden af danske journalister der efterfølgende – uforvarende eller med vilje – narrer almindelige danskere.

Disse indvendinger er dog nyttesløse, hvis folk ikke mener at der overhovedet er brug for evidens. Jeg har mødt flere, der mener at politikerne i særlige situationer ikke bør afkræves evidens for deres politik. Argumentet er, at i nødsituationer hvor man er tvunget til at reagere hurtigt mod en ny trussel, kan man ikke vente på at der samles evidens eller laves studier. I nogle situationer er det faktisk et godt argument, men det fortjener også omtanke. Sat på spidsen er argumentet, at hvis der er en potentielt stor trussel et sted derude, er den rigtige handling at affyre sin Uzi ud i tågerne, der omgiver en. Der vil være en vis sandsynlighed for, at man faktisk rammer truslen, hvilket er kernen i argumentet om at handle uden evidens. Der vil dog også være en sandsynlighed for, at man forvolder alvorlig skade ved at ramme naboens bil, hund eller hende selv.

Det er i vurderingen af sandsynligheden for at ramme truslen versus at ramme noget eller nogen, man ikke burde ramme, at uenigheden ligger. Min overbevisning i den nuværende situation er, at vores erfaring viser at sandsynligheden for at ramme forkert er meget stor, mens sandsynligheden for at man kan nedkæmpe en virus på en fundamentalt anderledes måde, end man har gjort i et århundrede, er meget lille. Derudover kommer problemet, at vi de sidste ni måneder har fået stadig mere viden om virussen, som Otto Brøns-Petersen og jeg allerede i maj understregede i Berlingske.

Farerne ved at reagere hurtigt har man kunnet se i lang tid, og ikke kun i Danmark. Frederiksen-regimet har tiltaget sig enorm magt, godt hjulpet af et nyttesløst Folketing, og informerer ikke engang de andre partier når politikken ændres. Som et interview med juristen Jonas Christoffersen i Berlingske viste, havde en række politikere ikke opdaget, at rationalet for nedlukningerne og forsamlingsforbuddet havde ændret sig fra at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet over at forhindre dødsfald til nu at sigte mod at forhindre nogen smittede overhovedet. En del af lovforslaget til ny epidemilov indeholder også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have ret til at tvangsinternere smittede – dvs. styrelsen får mulighed for at frihedsberøve borgere uden ankemulighed, uden dommer skal acceptere det, og uden de andre check der findes, når politiet gør det – og vel at mærke smitte med sygdomme fra en liste, som sundhedsministeren beslutter.

Som jeg ser det, er faren at politikere tiltager sig langt mere magt og efterfølgende – som en lang række studier har bekræftet i andre situationer – ikke slipper den igen. Faren er også, at de stirrer sig blinde på ét problem, mens de glemmer andre. I forbindelse med Covid er de ekstra selvmord og hjertetilfælde og de sandsynligvis mange ekstra kræftdødsfald, som nedlukninger forårsager. Og det er de enorme økonomiske og sociale konsekvenser, nedlukningerne og regeringens ideologiske fejltagelser har skabt. Med den nye viden om, at virussen har en fatalitet omkring 2 promille, dvs. omtrent samme niveau som en svær influenzasæson, burde det i det mindste få de få hæderlige politikere i Folketinget til at overveje, om det ikke er tid til at omgøre beslutningerne fra marts. Diskussionen om evidenskrav er fundamental i ethvert demokrati, og fortjener langt mere opmærksomhed end den får for tiden. Mens man kunne argumentere, at man måtte reagere uden evidens dengang, er der i dag masser af evidens, og den peger i én retning.

Hvem bliver politikere?

Af Christian Bjørnskov, den 4. september 2020. 3 svar

Enhver, der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest. Hvorfor de ikke er det, og hvordan de er anderledes, må afhænge af selektionsprocessen ind i politik – hvorfor vælger nogle mennesker at blive politikere – og af incitamentstrukturen internt i politik – hvorfor forbliver nogle mennesker i politik. Det er derfor værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere og hvem af dem, der overlever i politik.

Spørger man vælgerne, ser mange af dem for eksempel det som noget positivt, at politikere er ’beslutsomme’ og ’handlekraftige’. Der lægges vægt på, at politikere kan tage beslutninger, og ’svære’ beslutninger hyldes ofte særligt. I forskningen kaldes dette træk derimod ofte for ’action bias’ og betragtes som et utvetydigt negativt fænomen (se f.eks. Patt og Zeckhauser). Hvorfor er action bias et så særligt træk ved politikere?

Man må allerførst spørge sig selv, hvorfor folk tiltrækkes af politik. Den romantiske forklaring er, at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv hvis man køber den romantiske fortælling, bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme? Allerede et så simpelt spørgsmål trækker i retning af, at politikere er folk, der har en særlig tro på deres ret til at bestemme over andre, og måske også en særlig tro på deres egen fortræffelighed. Og hvis man ikke køber romantikken, åbner der sig en anden mulighed: Måske er politikere simpelthen folk, der har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik?

Disse overvejelser understøttes af forskning, der peger på at mange politikere har klare psykopatiske træk (se f.eks. her). De er oftere narcissistiske, ansvarsforflygtende, mangler empati, og mener ikke at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Det sidste punkt er endda et forhold, der understøttes af selektionsprocessen i politik. Som Sebastian Fehrler, Urs Fischbacher og Mark Schneider viser i et eksperimentelt studie, belønner den almindelige selektionsproces i politik – hvem, der vælges til at stille op for et parti osv. helt generel uærlighed (læs her). På samme måde giver Morris Coats, Jeremy Schwartz og Gökhan Karahan et konkret, moderne eksempel fra det døende tyrkiske demokrati. Som de formulerer det: ”Corruptible politicians become lower-cost competitors even in democracies because they do not feel there are psychic costs to breaking rules.” Eller som Hayek formulerede det i kapitel 10 af The Road to Serfdom, er problemet at “the unscrupulous and uninhibited are likely to be more successful.”

Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke ville arbejde sammen med. Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Dagens bundlinje er således, at mens der findes flinke, velmenende og begavede politikere, er de næppe de fleste. Begynder man at tænke over, hvorfor folk vælger et liv i politik, og hvorfor de vælger at blive der, begynder der også at komme ubehagelige indsigter i, hvem politikere er. Og skulle nogle læsere overveje, hvor præcist det billede er, kan man se på hvilke politikere der frivilligt har forladt politik i de senere år: Var folk som Jakob Axel Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Louise Gade ’nogensinde almindelige politikere?

Kronik: Ingen straf for at overtræde en ånd

Af Nikolaj Stenberg, den 23. maj 2013. 1 svar

Apropos Christian Bjørnskovs aldeles rimelige tak til skattelyene er her min kronik om omtrent samme emne, fra Børsen i sidste måned:

Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.

Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.

EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.

Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.

Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.

Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.

Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?

Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.

Planlægning er ikke snyd

En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.

Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.

Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.

På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.

Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.

Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.

Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.

Misbrug af lovens ånd

Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.

Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”

Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.

Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.

Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.

Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.

Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.

Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.

Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.

Dr. No’s afskedstale

Af Nikolaj Stenberg, den 15. november 2012. Skriv et svar

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

Bonusser – for både direktører og ministre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2012. 4 svar

Ovenpå finanskrisen og de efterfølgende bankkrak og problemer for mange andre finansielle institutioner, har politikere spillet på den offentlige stemning. Argumentet er ofte, og ikke kun fra venstrefløjen, at det er ’for galt’ at bankdirektører og andre tjener så meget og får store gyldne håndtryk, når de forlader deres stillinger. Ikke kun i Frankrig, men også Storbritannien har politikere arbejdet for at få indført EU-reguleringer på maksimumlønninger i den finansielle sektor. Hele ideen er, at de er ansvarlige for krisen og det derfor er moralsk forkert, at de tjener så meget (f.eks. her).

Men er de virkeligt ansvarlige? Hvad med en direktør, der ansættes umiddelbart før krisen og dermed ikke har været ansvarlig for bankens position når krisen rammer? Og hvad med de mange velfungerende finansielle institutioner? Skal den finansielle sektor straffes ligesom en dårlig folkeskolelærer straffer en klasse kollektivt, hvis der er enkelte elever, der ikke kan opføre sig ordentligt? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne ikke svarer på, og nok foretrækker ikke at blive stillet.

Det virkelig slemme er der dog ingen, der har stillet endnu. For bør man ikke behandle alle ens? Et centralt element i public choice-revolutionen i 1960erne var netop, at man analytisk bør gøre de samme antagelser om alle, uanset om de arbejder i den private eller offentlige sektor – om de er direktører eller ministre. Hvis man (som min ven Brian Mandau pegede på over en drink) udbreder den kerneantagelse – hvis validitet er bekræftet mange gange siden da – får man en ganske morsom implikation: Ministre, der har været ansvarlige for fejl og tab i deres resort, må nødvendigvis stilles til ansvar, og i langt højere grad end chefer for enkeltvirksomheder.

Så en symmetrisk implikation af den ’moralske’ kritik af banksektoren må være, at politikeres ministerpension bør være betinget af deres faktiske præstation i et ministerembede. Hvis en minister for eksempel har stået for gennemførslen af tåbelige reguleringer, der har ført til store tab – et eksempel kunne være afgifter, der medfører butiksdød i Sydjylland – bør hans eller hendes ministerpension reduceres eller måske helt sættes til nul.

Dagens intellektuelle øvelse er nu, hvordan det vil ændre politik, hvis ministre bliver ramt på deres egen pengepung, når de laver fejl. Findes der bedre incitamenter?

Sareen versus PKK

Af Christian Bjørnskov, den 8. april 2012. Skriv et svar

Forleden formastede den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, sig til at kritisere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen. PKKs brøde var, at han pegede på Sareens troværdighedsproblem. Det gælder både hvordan ministeren har citeret præster for udtalelser, de dokumenterbart aldrig har udtalt, og hans insisteren på, at der altså skal flere kvinder i danske bestyrelser. Det sidste forhold er simpelthen dumt.

Sareen citerer sin forgænger Lykke Friis for at det drejer sig ”om, at vi får »bragt alle talenter i spil«. Vi skal da selvfølgelig sikre, at alle de talentfulde, dygtige og veluddannede kvinder, vi har i Danmark, også får adgang til bestyrelseslokalerne – med en positiv effekt for virksomhederne og hele samfundet til følge. Og så handler det om, at alle får mulighed for at være med til at påvirke det samfund, vi lever i – blandt andet igennem lige adgang til samfundets magtfulde positioner.”

Hvis man tænker påstanden igennem – og husk, at den er faktuelt forkert (se f.eks. Detektors hjemmeside) – er der to logiske måder, at Sareens ’virkelighed’ kunne se ud. Først, som det umiddelbart ser ud, er der for få kvinder i danske bestyrelser, fordi de ikke har ’adgang’. Med andre ord, at der diskrimineres mod kvinder. Som talrige forskere, inklusive den glimrende Nina Smith, har vist, er der intet belæg for den påstand. Der ’mangler’ kvinder i de mellemlederlag, hvorfra man rekrutterer bestyrelsesmedlemmer. Når man tager hensyn til det, er der bestemt ikke for få kvinder i bestyrelser.

Den anden måde, man kunne forestille sig Sareens virkelighed, er at han anerkender at kvinder helt frit vælger ikke at indtræde i bestyrelser eller, som tilfældet faktisk er, at de fravælger de jobs, der kan give adgang til bestyrelsesposter. For at det kan blive et problem, skal man derfor problematisere et frit, informeret valg som samfundsmæssigt forkert. Sareens problem her bliver blot, at der ingen dokumentation er for hans påstand, at der er en økonomisk gevinst at få ud af kønstvang af denne type. Hvis man anlægger den tolkning af hans verdenssyn, rammer han derfor også mod en logisk barriere, men med et stærkt uliberalt syn på hvad man kan tillade sig overfor befolkningen.

Det ganske fantastiske i sagen er, at Sareen, uanset hvordan man vender eller drejer sagen, holder fast i nogle påstande, som DRs Detektor har skudt endegyldigt ned – der er ingen hold i dem. PKK har intet problem, mens Sareen demonstrerer en del af den nuværende regerings store problem: Den ofte totale mangel på enten indsigt eller respekt for faktuel viden, og en mangel på respekt for almindelige borgere.

JE parafraserer PJ …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. november 2007. Skriv et svar

Vores begavede yngling, Johan Espersen, har i anledning af folketingsvalget på sin blog, The Hairpin Bend, oversat og parafraseret åbningskapitlet fra Parliament of Whores af vores uforlignelige yndling, P.J. O’Rourke.  Selvom jeg, de fleste andre punditokrater og ganske mange læsere, givetvis kender bogen og kapitlet, så er det dog også ret morsomt at læse på dansk.  Her er en smagsprøve:

Politik er kedeligt fordi politiske karrierer er baseret på den mest lunkne form for løgn: ”Jeg balancerer budgettet, sådan da.” ”Jeg vil ikke forhøje skatten, hvis jeg da kan forhindre det.”

Selvfølgelig fortæller politikere ikke sandheden: ”Jeg stiller op til det Folketinget for at hævde mig selv overfor de klassekamerater, der for 35 år siden gav mig øgenavnet Fiskefjæs” eller ”Vælg mig venligst til Folketinget, så jeg kan komme væk fra Nordjylland og møde store kanoner og lækre babes.”

Men de fortæller heller ikke store, underholdende, dundrende løgne: ”Send undertegnede til Christiansborg og jeg vil sende tyvekosterne hjem i sendinger af lukkede godsvogne. Du kommer til at asfaltere vejene med bacon, når jeg er færdig med at skovle ud valgflæsk fra statens pengekasse. Der kommer til at være offentlige jobs til din hund. Lad din haveslange løbe i femten minutter og jeg vil få Transportministeriet til at bygge en ottesporet hængebro over pølen. Vis mig en våd kælder og jeg vil anskaffe dig en flådebase og gøre din vvs-montør til admiral af flåden. Der vil være landbrugsstøtte for hver plante, du har i en potte, forsvarskontrakter til knægtens spytbolde og gratis pladser på en daginstitution til datterens dukker. Du vil få arbejdsløshedsunderstøttelse for de seksten timer hver dag, hvor du ikke er på dit job, fuld førtidspension, hvis du skal op om natten for at gå på toilettet og folkepensionen vil komme ikke bare når du trækker dig tilbage som pensionist, men hver gang du trækker dig tilbage til sengen om aftenen. Skatter? For fanden, jeg vil få staten til at proppe penge tilbage på din lønseddel hver uge og jeg vil lade SKAT hyre chimpanser fra Zoologisk Have til at føre revision af din selvangivelse. Stem på mig, folkens, og I vil komme til at prutte gennem silke.”

Læs resten her.