Tag-arkiv: politisk tillid

Populisme og tillid i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2020. 2 svar

Jeg er pt. på vej til Odense for at holde en gæsteforelæsning på Syddansk Universitet. Forelæsningen er én af flere i en række om populisme, og jeg er blevet bedt om at tale om forholdet mellem populisme og tillid. Mens der bestemt ikke er lavet ret meget forskning om emnet, er der efterhånden en lille litteratur. Denne litteratur blev i efteråret beriget af et nyt studie af den altid fremragende Philip Keefer, der sammen med to kolleger har set på populisme og tillid i Latinamerika.

Indvendingen, man til tider hører, er dog at den slags har vi ikke i Danmark. Der er for det første en holdning, at de skandinaviske landes ekstreme tillidskultur ‘beskytter’ os mod denne slags problemer. For det andet oplever jeg også tit, at der er en modvilje mod at udtrykke, at f.eks. Dansk Folkepartis eller Enhedslistens vælgere er anderledes end andre på, henholdvis, højre- og venstrefløjen. Det gælder desværre også de ellers velinformerede læsere af denne blog.

Formålet med denne post er derfor at illustrere, hvor store forskellene faktisk er. Tallene i figuren nedenfor er fra de danske respondenters svar i the European Social Survey, hvor de både spørges om deres tillid til andre mennesker og til politikere (begge på en skala fra 0 til 10) og om deres partitilhør. Det tillader en at beregne det almindelige tillidsniveau i hvert parti og dermed få et indtryk af, hvilke partiers vælgere er anderledes.

Kilde: European Social Survey

Som figuren tydeligt viser, er Dansk Folkepartis vælgere langt mindre tillidsfulde i begge retninger – andre mennesker og politikere – og forskellen til andre partiers vælgere er ikke blot stor, men også statistisk sikker. Det samme gælder kategorien ‘andre’ partier, der omfatter både Alternativet, Rune Engelbrechts Minoritetspartiet og nogle få meget små partier. Den anden klare forskel i figuren er, at Enhedslistens vælgere ikke har hverken lavere eller højere social tillid end andre upopulistiske partier, men deres politiske tillid er noget lavere.

Mens Dansk Folkeparti således passer på en række teorier om hvordan lav tillid fører folk til at stemme på populister, er Enhedslistens vælgere sandsynligvis mere drevne af en dyb mistillid – i nogle tilfælde decideret had – til hvad de opfatter som en samfundsmæssig ‘elite’. Sammenhængene er der således også i Danmark, men de understreger også, at populisme på de to fløje i en vis grad er forskellige fænomener.

Selvforstærkende inkompetence

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2017. 9 svar

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

Populister er borgere med lavere tillid

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2017. 14 svar

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

Mistillid til politikere er en god ting

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2016. 4 svar

Der har på det sidste stået en debat om den lave tillid til regering og politikere. Vi har tidligere skrevet om emnet her og her, men forleden blussede debatten op igen. Det skete da en ny undersøgelse og en bog af Jørgen Goul Andersen, professor ved Aalborg Universitet, endnu en gang pegede på, at danskernes tillid til politikerne er på et historisk meget lavt niveau. Goul gik dog et skridt videre og hævdede, at  faldet skyldes, at politikerne ikke beskytter den socialdemokratiske velfærdsstat nok. TV2 opsummerede hans påstand således: ”Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.”

Både Goul og Mark Ørsten fra RUC mener, interviewet i Kristeligt Dagblad, at der i særlig grad mangler kommunikation. Grunden til mistillid er således, at mangel på kommunikation betyder, at politikerne ikke altid er informeret klart om, hvad borgerne gerne vil, og borgerne ofte ikke ser rationalitet og storheden i politikernes handlinger. For en samfundsforsker med baggrund i public choice er det et i særgrad mærkværdigt synspunkt.

Debatten har to separate aspekter: 1) Hvad er den ’optimale’ grad af tillid til politikere; og 2) er Gouls påstand om årsagerne korrekt? Nummer 2) er sjældent et element i den offentlige debat – evidens er så forstyrrende for politiske postulater – og 1) har manglet helt. Spørgsmålet, der mangler i debatten er derfor, om tillid til regering og politikere er godt. Mit argument her er, at det er det ikke.

Den amerikanske magiker og libertarianske intellektuelle Penn Jillette diskuterer her en intuitivt public choice-position til spørgsmålet. Jillette opsummerer sin – og min – holdning til spørgsmålet ved at “the last thing we want is a government that can get things done.” I stedet er hans ønske, at ”we want a clunky, sloppy, slow-moving, small, insignificant, weak government.” Grunden er,at politikeres incitamenter til at gennemføre noget som helst i første omgang er, at blive valgt og genvalgt. Årsag nummer 1 til politik er popularitetshensyn. Derefter har de fleste særinteresser, de repræsenterer og som støtter politikerne eller deres parti, og naturligvis kræver de en vis modydelse. Kun derefter kan man forestille sig, at nogle politikeres incitamenter kan formes af et ærligt ønske om at gøre det rigtige – hvis det overhovedet kan defineres, og hvis politikerne i øvrigt ved hvordan samfundet fungerer og er kompetente på andre måder. At have tillid til politikere er derfor lidt ligesom at give børnehavebørn ansvar for egen læring.

Vender man sig mod empirien, udgav jeg sidste år sammen med Niclas Berggren og David Lipka en artikel i Public Choice, hvor vi undersøgte om legitimitet – i høj grad formet af folks tillid til politikere – medierer effekten af den offentlige sektor på den økonomiske vækst (gated version her; gratis tidligere version her). Vi fandt, at en stor offentlig sektor er forbundet med lavere vækst, men også at virkningen var meget mere negativ, når folk opfattede staten som mere legitim – dvs. når de havde høj tillid til politikere.

Det sidste empiriske spørgsmål er, om Goul har ret: Falder folks tillid til politikerne, hvis de reformerer velfærdsstatspolitiker? Vi tillader os i dag, at præsentere konkret evidens fra en empirisk analyse lavet direkte til bloggen. Vi har brugt data fra Eurobarometer-undersøgelserne, der siden 1995 har spurgt borgerne om deres tillid til politikere, politiske partier og regeringen. At faldet er virkeligt, kan ses i figuren nedenfor, der plotter tillid til Folketing og regering siden 1995.

Politisk tillid, 1994-2016

Politisk tillid, 1994-2016

Kombinerer man det med købekraftsjusterede data på gennemsnitsindkomst og Heritage Foundations Index of Economic Freedom, kan man direkte teste Gouls påstand. Heritage-indeksene måler nemlig meget direkte de aspekter, Goul henviser til: Statslige reguleringer i bl.a. arbejdsmarkedet, den offentlige sektors størrelse, og markedsregulerende politiker. Vi har derfor kørt en række regressionsanalyser med år- og lande-fixed effects for de 30 europæiske lande, der dækkes af datakilderne. Hele datasættet er naturligvis tilgængeligt for vores læsere, så vi opsummerer blot kort hvad der kommer ud af det.

Med lande-fixed effects er alle resultater identificeret af ændringer over tid indenfor et land: Hvordan ændrer folks tillid til politikerne sig, når de ændrer på den økonomiske frihed. Har Goul ret, bør der være et helt generelt billede på tværs af de 30 lande, hvor politisk tillid er negativt forbundet med økonomisk frihed. Men det, der kommer ud af analyserne er faktisk, at hvis den økonomiske frihed hæves, stiger folks tillid til politikerne. Bruger man delen af Heritage-indekset, der måler størrelsen af den offentlige sektor, er en 10 % ændring i indekset forbundet med en 10 % højere tillid til politikerne.

Analysen er således ikke ligefrem konsistent med et politisk populært argument om, at vælgerne ikke kan lide reformer af velfærdsstaten. På tværs af Europa, det omvendte ser ud til at gøre sig gældende. Søndagsanalysens konklusioner således (lidt firkantet), at man ikke bør have tillid til politikere, der vil meget, og at folk heller ikke har det. Kunne det måske være værdifuldt at vide for politikerne selv, eller foretrækker de at leve i deres politiske boble?

Politisk tillid i hovedstaden og resten af landet

Af Christian Bjørnskov, den 6. august 2016. 6 svar

Den politiske tillid – målt ved gennemsnittet af folks tillid til Folketinget, politikerne og de politiske partier på en 0-10 skala i the European Social Survey – er faldet omtrent 10 % siden 2006. Der er ikke sket noget med vores tillid til hinanden, som vedblivende er en af de højeste i verden. I en vis forstand er den faldende politiske tillid derfor et udtryk for, at vi i faldende grad opfatter politikere som ’andre mennesker’. Det specielle er, at politikerne ikke synes at forstå, at tilliden til dem er svækket i så betydelig grad. De udviser ofte en holdning, hvor de synes at sige, at ’bare folk ville forstå indsigten / storheden / indsatsen i de vi lever’. Tillidsfaldet, som medierne skriver om, er således overdrevet og misforstået for dem.

Der kan dog være en delvis forklaring på den politiske frustration, udover den indlysende at politikere har anderledes og svagere ærlighedsnormer end resten af os: De har deres hverdag og derfor langt de fleste af deres umiddelbare, personlige erfaringer i København. En forklaring på den politiske misforståelse af tillidsfaldet kunne derfor i princippet være, at tillidsfaldet primært er sket udenfor hovedstaden.

Dén forklaring viser sig faktisk at være konsistent med de data, vi har. For hele landet var den politisk tillid 5,87 i 2006, 5,92 i 2008, 5,35 i 2010, 5,54 i 2012, og 5,30 i 2014 (det sidste år vi har data for). Det giver alt i alt et fald på 10 %. Fokuserer man på den politiske tillid i hovedstaden, er den omvendt kun faldet cirka 4 % siden 2006, hvor det primære fald skete fra 2008 til 2010. Det betyder logisk, at faldet i resten af landet må have været meget større for at give et samlet gennemsnit på 10 %.

Vi illustrerer udviklingen i figuren nedenfor, der viser den politisk tillid i de fire andre regioner relativt til tilliden i hovedstaden. Man skal derfor huske, at sammenligningsgrundlaget allerede er et fald på 4 %. Som figuren viser, var den politisk tillid i 2006 lidt højere i Midt- og Nordjylland, og lidt lavere i Syddanmark end i hovedstaden. Derefter er hovedstadsområdet ganske enkelt divergeret fra resten af landet, og hele resten af landet har oplevet et yderligere fald på 8 %. Med andre ord er den politiske tillid blevet svækket tre gange mere i Danmark vest for Valby bakke end i hovedstaden.

politisk tillid kbh resten

Spørgsmålet er, i hvor høj grad den store forskel mellem hovedstadsområdet og resten af landet kan forklare, hvorfor politikerne øjensynligt slet ikke reagerer på – eller forstår – det relativt store fald i politisk tillid. Dataene er naturligvis kun indikative, men ikke klar evidens i nogen egentlig forstand. Men den bredere historie passer også umiddelbart på udviklingen i Storbritannien – London versus resten af landet – USA, hvor Washington synes at leve i sin egen boble, og Frankrig, hvor Paris ofte udgør et ekstrem af politisk arrogance. Den giver også en mulig forklaring på, hvorfor 28 % af sønderjyderne og 26 % af sjællænderne udenfor hovedstaden stemte på Dansk Folkeparti. Der ligger således et helt forskningsprojekt og venter på en eller anden med interesse og tid. For nu må man nøjes med at gøre opmærksom på, at danske politikere er mere afskyede udenfor hovedstaden end hvor de de facto bor.

Relativ tillid til EU

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2016. 1 svar

Et af de store spørgsmål i EU-debatter burde være, hvorfor nogle personer og befolkninger er så begejstrede for yderligere suverænitetsafgivelse til EU, og for yderligere regulering og indgreb, end andre. En teori, jeg så præsenteret så langt tilbage som i 2003 da jeg var en grøn PhD-studerende, er at det handler om institutionernes kvalitet. Ideen er ganske simpel: Man foretrækker at have de facto magten – f.eks. indflydelsen over implementering af reguleringer osv. – placeret hos den myndighed, man har mest tiltro til. Ser man det fra den vinkel, er spørgsmålet om man helst så magten koncentreret hos EU eller det nationale parlament.

Plotter man forholdet mellem, hvor meget tillid befolkningen har til EU, relativt til dens tillid til det nationale parlament, får man billedet i figuren nedenfor (tallene er fra den seneste EuroBarometer-undersøgelse).  Det særlige er, hvilken holdning disse lande har til unionen og dens politiske retning. De røde søjler viser den relative tillid til EU i lande med en kommunistisk fortid, de sorte er resten, mens de stribede illustrerer en helt særlig gruppe i EU: Den liberale gruppe, der indtil fornylig kunne blokere forslag, der ellers kræver almindeligt flertal. Med andre ord illustrerer de stribede søjler den institutionelle tillid i det traditionelt blokerende mindretal.

relativ tillid til eu

Om end man naturligvis ikke kan tage den som endegyldig evidens, er mønsteret i figuren en klar indikation. Den stiller således flere spørgsmål. Er en del af skepsissen overfor EU-integration en simpel refleksion af, at man ikke stoler på institutioner i Sydeuropa? Skal man måske tænke en smule videre: Er de hjemlige, danske politikeres uforståenhed overfor danskernes (og briternes, tjekkernes og finnernes) manglende vilje til ’integration’, at de ikke forstår og deler danskernes mistillid til politikernes europæiske åndsfæller? Og når den politiske vægt ikke blot skifter væk fra en liberal linje med Storbritanniens exit, men også ødelægger det traditionelle, liberale mindretals mulighed for vetoer, hvad afholder da sydeuropæiske ledere fra at tage EU i en retning, der flytter langt mere suverænitet til Bruxelles?

Tillid til mennesker og politikere

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2016. 6 svar

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).