Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.
Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.
Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?
En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.
Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.
Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?
Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.
På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.
Hej Christian,
Et spørgsmål der lige meldte sig var hvad du mener om Ludwig Von Mises’ postulat om, at politik ikke kan være en fritidsbeskæftigelse, men at det kræver “the whole man”.
På den ene side ville det måske, jævnfør dine argumenter om selvopfyldende inkompetence, føre noget godt med sig, hvis politik kun var en bibeskæftigelse. Altså at man som politiker var nødt til at have et rigtigt arbejde ved siden af, for at tjene til dagen og vejen?
Jeg er klar over at det forslag skaber andre problemer, men jeg ville gerne høre dit svar på den idé.
Godt spørgsmål Uffe
I gamle dage sad en gårdmand i sognerådet -uden aflønning – men for at få indflydelse. Og det fik han!
Må jeg mene, at folketingspolitikerne gerne må få den rimelige løn. For at få Chr. Bjørnskov ind i Folketinget må lønnen naturligvis være rimelig i forhold til kvalifikatioerne. CB. har tydelig vist hvad ‘han er værd’.
Vejen:
1) Skær antallet af politikere ned til 90 mandater.Jo mere EU, jo mindre har de at lave!
2) Valg til folketinget skal være på grundlag af kompetence, og ikke på stemmeflertal.
Ja og ak ændre det, er ikke mulig indser jeg!
Nu kender jeg ikke lige Christians løn, men jeg vil tro, at et Folketingsmedlem får mere.
Jeg kender et ægtepar på Sjælland i aktivt erhvervsliv, som begge er professorer. Begge har månedslønne på over kr. 100.000 pr. måned. Mon ikke det er ligeså ved AU? Vi skal altså ikke ‘tro’, men vide.
Kære Poul. Nu ved jeg ikke hvordan det overhovedet er relevant for emnet, men jeg tjener overhovedet ikke i nærheden af 100.000 om måneden, men kun det halve.
Christian
Uha hvor du svinger krabasken 🙂
Spørgsmålet er så, hvorfor de kompetente ikke stifter et parti og stiller op?
Svaret på det spørgsmål må vel mere eller mindre falde tilbage på vælgerkorpset, som næppe ville stemme på et kompetent parti.
Det første man som kompetent politiker bør stille spørgsmålstegn ved er velfærdsstaten. Hvor mange stemmer får man så?
Hej Christian,
Spændende indlæg, men jeg undrer mig da der jo er glimrende forskning på området der tyder på det modsatte. Godt nok ikke fra Danmark, men fra vores brødre i Sverige. Jeg citerer fra abstractet (forthcoming i QJE):
Can a democracy attract competent leaders, while attaining broad rep-
resentation? Economic models suggest that free-riding incentives and lower
opportunity costs give the less competent a comparative advantage at enter-
ing political life. Moreover, if elites have more human capital, selecting on
competence may lead to uneven representation. This paper examines patterns
of political selection among the universe of municipal politicians and national
legislators in Sweden, using extraordinarily rich data on competence traits
and social background for the entire population. We document four new facts
that together characterize an “inclusive meritocracy.” First, politicians are
on average significantly smarter and better leaders than the population they
represent. Second, this positive selection is present even when conditioning on
family (and hence social) background, suggesting that individual competence
is key for selection. Third, the representation of social background, whether
measured by parental earnings or occupational social class, is remarkably even.
Fourth, there is at best a weak tradeoff in selection between competence and
social representation, mainly due to strong positive selection of politicians of
low (parental) socioeconomic status. A broad implication of these facts is that
it is possible for democracy to generate competent and socially-representative
leadership.
Link: http://perseus.iies.su.se/~tpers/papers/Draft170103.pdf
Hvad er din teori for hvorfor selektion skulle være så forskellig i DK relativt til Sverige?
Mvh
Sebastian Barfort
Hej Sebastian
Jeg må faktisk melde pas. Jeg har set papiret, der kommer i QJE, og var lige så overrasket som flere af mine kolleger over deres fund. Men der er altid en snigende fornemmelse af, at Sverige er anderledes. De har en lignende tradition som Danmark for at sende store spørgsmål i kommission, men svenskerne følger faktisk kommissionernes forslag – helt modsat danske politikere.
Mht. det danske Folketing ville det også være ret sært at hævde, at dansk demokrati fører til at de bedste bliver valgt. Som vi tidligere har vist, er der kun 42 af dem, der har nogen som helst privat erhvervserfaring, og en række af dem fik aldrig rigtigt gjort deres studier færdig.
bh
Christian
Interessant indlæg. Jeg tror vi har nået så komplekse strukturer i samfundet at man ikke kan være politiker uden at forstå dem. De skulle være der for at præge systemet i en holdningsmæssig retning, men det bliver mere og mere et spørgsmål om at lave systemer der straffer deres vælgere, polarisere nogle grupper, så medierne fatter interesse og gemme sig bag spindoktoerer og overleve i et system der kræver mere og mere viden af en poltiker, hvad de af naturlige grunde ikke har.
Det er nok ikke politikerne det er galt med, men snarere ideen om, at et samfund skal styres af et system der er forældet. Det er ikke særligt smart at rende rundt og finde det lokale forsamlingshus for at sætte et kryds og det er heller ikke nødvendigt.
Verden er ikke som den var for 100 år siden, men det er strukturen for magtorganerne. Det er til at finde ud af at være politiker, der er ikke ændret meget på det, siden demokratiet blev opfundet, men verden er voldsomt forandret siden da.
Der er ikke meget demokrati i at blive folketingsmedlem for noget parti, når det eneste man bidrager med er at finde sin plads i den interne hakkeorden og de der får mest lys fra pressen har mere ret end andre. Ville man salget af DONG til livs var det håbløst, de bedst profilerede havde allerede besluttet det skulle ske og spørger du mig, så er jeg overbevist om, at de ikke havde noget med demokrati at gøre, det var en fordel for nogle få polikere og de var tilfældigvis dem med mest spotlight.
Jeg ser det mere som en udvikling, hvor den traditionelle form for demokrati ikke længere fungerer. Vi kan ikke lave om på, at det er billigt at flyve, vi kan ikke lave om på, at folk fra Aarhus får bekendte i Los Angeles over facebook, vi kan ikke ændre på, at jeg kan købe et par Jeans i Kina eller et andet sted. Det er udviklingen og det forandrer vores samfundsstruktur. Men politik og folketing ændrer sig ikke, det har samme strukture, samme ministerier, samme udvalg, samme procedure og det hele er håbløst forældet og ude af takt med udviklingen, ude af takt med folks samfundsforståelse og ude af takt med folks ændringer i holdinger. Det er ude af takt med alverdens ting, så underligt er det ikke, at de får prædikatet uintelligente og dumme. Fjog der laver symbollove ude af trit med virkeligheden, folk der forsøger at fastholde folk i en forældet strukture, som ikke passer dem. Derfor ser man politikerhad, Breixit og Donald Trump, folk vil noget andet og politikerne kan enten ikke forstå det eller de har ikke evnen til at indse det. Måske er de hverken dumme eller snæversynede, måske er de bare fanget i et forældet system, der på ingen måde passer til virkeligheden og som nogle få personligheder med lys fra medierne fortsat hænger fast i, for det var det system de lærte og det system de kender.
Jeg er fortaler for, at en politiker skal til eksamen. Vi kan ikke have en politiker som Pia Kjærsgård der har sat rekord i at komme med forslag der strider mod grundloven, det er en poliitker med dårlig viden og forståelse som belemrer systemet med den slags ideer. Hun skulle bestå en basal eksamen i viden for at blive politiker, der er forældet at tro at der ingen krav er til politikere, mens alle andre mennesker skal have særlig uddannelse for et særligt job og du ikke kan bidrage, hvis du ikke aner hvad du taler om. Hvad fritager politikere for at have den samme kompetence som kræves af de borgere der bidrager til produktionen?
Det er jo korrekt når man siger, at Theresa May har jokket rundt i det i 2 år uden noget resultat, det er der jo ingen der kan bruge til noget, hverken remain eller Brexit. Hvorfor er det sket, hvorfor har hun levet i den glaskuppel af sin egen verden og gjort så meget dårligt for landet, så det nu står i en panisk situation. Det er har da ingenting med demokrati at gøre, at man fordi man er folkevalgt har retten til at være en idiot. Desuden er det et loophole for inkompetente folk, til at snakke fanden et øre af og så senere blive godt betalt, for at være inkompetent. Det er jo velkendt, at mange partier er helt på de rene med, at de har mange landsbytosser, som de betegner dem. Det er folk som i demokratiets navn, trods mangel på kompetence, kan blive valgt til folketinget og sidde der og lave fjogede ting.
Politikere skal være kompetente og have viden, de skal kunne vurdere under usikkerhed, med et sikkert og erfarent aftræk, de skal kunne gennemskue når de forsøges manipuleret, som eks. når bankerne præsenterer færdige lovforslag, så de “sparer tid for embedsmændene”, de skal kunne gennemskue, at man ikke giver bankerne retten til at styre folks nemkonti, det er jo som at slippe løver ind til får. Men når vores politikere ikke kan det, så går det galt og vi mister respekten for dem og vi mister troen på embedsværket i samme ombæring. Vi mister eks. troen på EU, hvis repræsentanterne for det er så dumme, at de laver lovgivning der generer os istedetfor at hjælpe os. Hvem gider at høre på den slags, hvis der ingen tillid er. Derfor er Frankrig på gaderne med en agenda, der siger, vi gider jer ikke mere, vi har ingen tillid til jer og ja, vi vil gerne respektere samfundet og dets love, men da ikke det idioti og bureaukrati i kan komme op med, vi er tvunget til at skifte jer ud. Tiden er kommet, hvor i ikke kan gemme jeres inkompetence, vi gider det ikke mere. Kan i ikke selv fatte det, så er vi jo nødt til at få jer smidt ud, vil vi bare gerne have normal sund fornuft, vi vil gerne have nogen man kan tale med, vi vil gerne have nogen der fatter hvad der foregår og hvad de faktiske problemer består af.
Så for mig er det ikke underligt, at man får politikerhad, hvilket nok er et forkert ord, man hader dem ikke, man vil bare så gerne de skrider og træder tilbage, fordi det man ikke respekterer er deres mangel på viden, kompentence, evne til at gennemskue ting og even til at lave fornuftige overvejelser. Det er jo ikke den del af de 50% af befolkningen med IQ under 100 beskåret, men de synes at have et overvejende flertal i hvad der skal ske.
Hvis det ikke ændrer sig, så er Frankring et godt eksempel på hvad der venter ude i fremtiden, vi har aldrig i historien oplevet at et åndsvagt indkompetent system holdt mere end ca. 50år. De faldt sammen og folket tog magten og lavede det om. Der er jo ingen der gider hver eneste dag i solidaritet med idioter at gå imod deres eget bedste, det har simpelthen begrænset levetid at bede om det eller lave tåbelige lover der tvinger det ned over hovedet på folk.
Derfor er alt hvad der sker p.t., hvor de etablerede institutioner bliver udfordret en konsekvens af, at idioterne har fået lov at lave deres tåbeligheder. Der er jo undskyldeligt at være dum, vi ved det godt, at sådan er det i vores samfund og vi vil gerne hjælpe dem, men vi vil ikke sidde stille og se på, at de spiltter ting ad. Det er synd for dem, at de ikke kan, men man kan altså ikke have 10% klovne, der får lov at gemme sig bag magtstrukturer, der definerer dem som toppen af magten, det gider de 90% da ikke se på, så de går deres egne veje. Puds politiet på dem og det går som i Frankrig, politiet ender med at strejke og kræve mere i løn, fordi de basalt set er enig med de gule Veste.
Politikere er nogen der gør livet nemmere for mennesker og ikke nogen der gør det umuligt. Hvad i alverden skal vi dog med den slags ?