En søndag aften i selskab med Gene Hackman er sjældent en skuffelse. Når han samtidig optræder i en film, der er er direkte vedkommende for et europæisk publikum, og på næsten anmassende facon fremkalder billeder af et sort kapitel i europæisk historie, er der ekstra grund til at læne sig tilbage og lade sig rive med. Det var det, jeg gjorde, da DR1 sendte Behind Enemy Lines.

Mens en amerikansk fighter inspicerede en demilitariseret zone, begyndte jeg umærkeligt at tænke på den sønderlemmende kritik af de efterfølgende bombninger over Serbien, som Søren Krarup i sin tid leverede i Dansen om menneskerettighederne (2000). Det var ikke en kritik, der rettede sig mod Europas repeterede passivitet i forhold til serbernes systematiske krænkelser og overgreb på menneskeligt liv. Nej, det var en kritik, der ene og alene var vendt mod NATOs (læs amerikanernes) indblanding i såkaldt indre serbiske anliggender. Krarup anfører:

“Serbien var en selvstændig stat og serberne henholdt sig til deres historiske ret til Kosovo. Også Kosovo-albanerne gjorde krav på Kosovo. Men for serberne var hele deres eksistens som folk og stat bestemt af Kosovo og det, der skete på Solsortesletten i 1389, hvor serberne blev besejret af tyrkerne eller osmannerne, hvilket igen blev symbolet for det serbiske folk på en lang og lidelsesfuld kamp for at leve og overleve”.Krarup mener med andre ord, at begivenhederne på Solsortesletten i 1389 rummer en så tilpas historisk fordring, at overgreb på civile i form af etnisk udrensning ikke bør anfægte os. Det skal vi se bort fra. Men det gjorde amerikanerne som bekendt ikke. Og til Krarups store fortrydelse:
“Virkeligheden blev gjort sort-hvid. Hvorfor? På grund af menneskerettighederne, der er ahistoriske og derfor anti-historiske.”Den seneste tids kritik af menneskerettighederne sættes naturligvis i perspektiv i forhold til sådanne udtalelser. Som liberal overvejer man lejlighedsvis at slutte sig til kritikerne, fordi selve grundtanken med menneskerettighederne undertiden er blevet udvandet med alverdens irrelevante adkomster. Men når man iagttager, hvilke synspunkter der er fremherskende i debatten, gribes man af en vis tøven.

Det problematiske ved menneskerettighederne er ikke, at de er ahistoriske. Det problematiske er heller ikke, at de gør krav på at være universelle. Det tvivlsomme ligger i, at de er de er blevet banaliseret og forfladiget af positive rettigheder, der optræder med ligeværdighed i forhold til de grundlæggende, negative frihedsrettigheder, som Krarup og andre nationalister så hårdt kritiserer. Det er på tide, at forskellen gøres klar. Og i den forbindelse gør det ikke noget, at erindringens etik bliver bragt i stilling i forhold til forvrøvlet, men skæbnesvanger folklore.

Servicemeddelelse: Hvis man vil læse Dansen om menneskerettighederne skal man en tur forbi antikvariatet eller biblioteket. Bogen er nemlig udsolgt fra forlaget.