Tag-arkiv: skattereform

Global skattereform og kronik i Raeson

Af Niels Westy, den 6. august 2021. Skriv et svar

Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.

De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.

I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.

Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.

Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.

Selskabskat er den ringeste skat der findes

I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.

Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser

En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.

Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.

Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.

Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).

Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.

Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.

Således kommmer Clemens Fuest og Adreas Peichi fra  Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en stigning i selskabskatten. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke Universitet og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” (baseret på amerikanske forhold). Endelig skal også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 fra USA konkluderer at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på amts-niveau (county) med 1 procent, sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)

Regeringens skatte- og erhvervsudspil kunne være bedre

Af Otto Brøns-Petersen, den 30. august 2017. 1 svar

Det er ærgerligt, men politisk forståeligt, at regeringen har opgivet at komme igennem med lavere topskat. Regeringen forsømmer imidlertid også en historisk mulighed for at gøre op med nogle af de mest hæmmende skatter i øvrigt. Dagens erhvervspakke er – i bedste fald – småforbedringer og i andre tilfælde deciderede maskede erhvervsstøtteordninger. Samtidig øges kompleksiteten i skattesystemet betydeligt.

Der er en række skatter, som har større samfundsøkonomiske skadevirkninger end skatten på arbejde. De burde have haft førsteprioritet i dagens udspil. Skatten på kapitalafkast er høj og uensartet – helt op til realt 85 pct. på de højeste trin for aktieafkast og renter. Dem vil regeringen ikke ændre på – det er for renter faktisk mindre ambitiøst end hos den smalle V-regering. Der er samtidig en lang række afgifter, som forvrider mere end skatten på arbejde – bl.a. elafgiften. De foreslåede afgiftsjusteringer er små og symbolske.

Forslaget (i skattepakken i går) om at sænke registreringsafgiften er til gengæld et yderligere skridt i den rigtige retning. Realiteten er, at afgiften helt kan undværes, fordi ejer- og brændstofsafgifterne dækker de eksterne kørselsomkostninger. Forestillingen om, at man meningsfyldt kan gøre registreringsafgiften “mere grøn” er et rent fatamorgana.

Aktiesparekontoen er en kompleksitetsskabende særordning, som øger progressionen i aktiebeskatningen. Investorfradraget og overfradraget for forskning og udvikling vil forvride investeringerne bort fra de mest rentable.

Regeringens udspil mister legitimitet ved ikke at angribe de største problemer først. Et udspil, der mere har karakter af gavebod og symbolik, risikerer at gøre det nemmere for oppositionen at komme igennem med at bruge råderummet til udgifter frem for strukturforbedringer.

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juli 2016. 5 svar

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.