Nu hvor Socialdemokraterne har fået valgt en ny partileder melder spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i SF? Som bekendt skal dette seminaristiske parti også ulejlige medlemmerne med en urafstemning, og denne gang er der tre kandidater at vælge imellem. Almindelig punditokratisk prioritering indebærer vel, at vi på forhånd kan udelukke Meta Fuglsang, der primært beskæftiger sig med tidens stress. Tilbage har vi så den altid socialt indignerede Villy Søvndal, og den lidt frækkere og økologiske Pia Olsen. Hvem af disse to skal folkesocialisterne så vælge? Her er der behov for en digression. I USA findes der en forglemt økonom, der aldrig er kommet under vejrs med sig selv. Han hedder John Kenneth Galbraith og lider af udpræget, intellektuel skizofreni. Derfor kritiserer han på den ene side kapitalismen for, at den ikke kan brødføde den sultne slavehær, og på den anden side for, at den giver proletarerne permanent forstoppelse.

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?