Så diskuterer vi topskat igen. Anledningen er, at Liberal Alliance og De Konservative har sendt signaler (som det hedder) om, at de ikke prioriterer en afskaffelse af topskatten i en kommende valgperiode. Begge partier fastholder dog indtil videre deres langsigtede økonomiske planer, hvor topskatten afskaffes.
Læs restenLafferkurven, opkaldt efter Arthur Laffer, viser sammenhængen mellem marginalskatten og det skatteprovenue, som en stat kan få ind gennem indkomstskatter. Ifølge legenden tegnede Laffer i 1974 kurven på en serviet under et møde med Dick Cheney og Donald Rumsfeld, for at illustrere hvordan der er en grænse for, hvor høj skatten kan blive, før et højere skattetryk fører til lavere provenu. Rumsfeld var på det tidspunkt Chief of Staff for Præsident Ford og havde blandt andet bragt Cheney ind som rådgiver. Det var derfor de tunge drenge i Fords administration, der fik nyt input fra Laffer, som kom til at præge den amerikanske debat i årene der fulgte.
Laffers hovedpointe er ganske simpel. Starter man fra en meget lav skat, vil en skattestigning føre til, at staten kræver flere penge ind. Men i takt med at skatten stiger yderligere, og i særlig grad når marginalskatten stiger, vil skattestigninger også ødelægge økonomisk aktivitet. Det er denne type effekter, der kendes som dynamiske effekter af skattetrykket og –strukturen, der har være så omdiskuterede i dansk politik de seneste mange år. Disse effekter indebærer, at der kommer et punkt, hvor yderligere skattestigninger faktisk ødelægger så meget aktivitet, at de medfører mindre provenu. Er man udover dette punkt, vil skattelettelser faktisk føre til større skatteprovenu fordi der for eksempel bliver mere attraktivt for folk at arbejde mere, flytte efter et mere produktivt job, tage ekstra uddannelse, eller risikere at blive selvstændig.
Hvis enkelte læsere er i tvivl om hvorvidt folk faktisk gør sådan, kan man med fordel starte sin forklaring i den anden ende af Lafferkurven: Forestil dig, at der er en 100 % marginalskat – dvs. at hvis du arbejder en time mere, får du intet ud af det fordi al den ekstra løn, inklusive overtidsbetaling osv., betales i skat. Det er meget svært at argumentere for, at så ekstreme marginalskatter ikke begrænser folks arbejdsudbud eller –indsats. Fra tilstrækkeligt høje marginalskatter vil skattelettelser således medføre markant større arbejdsudbud, fordi folk begynder at få en faktisk belønning for deres ekstra indsats.
Ny forskning forsøger nu at sætte nogle rimeligt præcise tal på, hvordan Lafferkurverne ser ud i forskellige dele af verden. Jacob Lundberg, der i denne måned forsvarer sin PhD fra Uppsalas Universitet i Sverige, og har været cheføkonom hos den svenske tænketank Timbro, har således i et nyt working paper beregnet en Lafferkurve for 27 OECD-lande. Lundberg er gået ud fra en generel indkomstelasticitet på 0,2, hvilket vil sige at han regner med at en skattestigning på 1 % indebærer, at folk reducerer deres arbejdsudbud og andet, så indkomsten falder med 0,2 %. Lafferkurverne er derefter estimeret for hvert enkelt land.
Resultaterne er virkelig interessante, ikke mindst i en dansk og svensk kontekst. Som tabellen nedenfor (under folden) viser, finder Lundberg at de fleste OECD-lande ligger til venstre for kurvens toppunkt. Med andre ord peger han på, at i de fleste vestlige lande vil skattestigninger føre til større skatteprovenu. Der er dog væsentlige undtagelser. Nederlandene og Frankrig ligger reelt i omegnen af toppunktet, så der er ganske usikkert, om en skattestigning fører til nogen som helst ekstra indtægt for staten, mens Østrig ligger lidt til højre.
De væsentligste undtagelser er dog de store ’velfærdsstater’ Danmark, Finland, Sverige og Belgien. Lundberg finder, at disse landes marginalskattetryk er så høje, at skattestigninger – som f.eks. både Socialdemokraterne, SF og DF effektivt argumenterer for – reelt fører til provenutab for samfundet, fordi deres overordnede virkninger er så skadelige, at samfundet som helhed bliver væsentligt fattigere.
I den danske debat argumenterer politikere ofte med, at man bør regne med en elasticitet omkring 0,1, fordi det gør Finansministeriet. Argumentet er i sig selv ganske mærkeligt, fordi det indebærer at de embedsmænd, som vi uddannede for nogle år siden i Aarhus og København, ved mere og er bedre opdaterede om så komplekse emner end de forskere, der sidder med det til daglig. De betyder dog ikke, at man ikke skal overveje, om Lundbergs gæt på en elasticitet på 0,2 er retvisende. Det tankevækkende er, at når man graver lidt i den nyere forskning, virker gættet relativt forsigtigt.
Claus Thustrup Kreiner, Jakob Roland Munch og Hans-Jørgen Whitta-Jacobsen viste for eksempel for to år siden, at tager man hensyn til at folks mobilitet også påvirkes af marginalskatten, ender man med en indkomstelasticitet mellem 0,15 og 0,35 (læs her). Martin Ljunge og Kelly Ragans studie af den svenske skattereform i midten af 1990erne peger også på, at den faktiske elasticitet i Nordeuropa sandsynligvis er noget højere end Lundbergs konservative gæt på 0,2. Havde han regnet med for eksempel et mediangæt fra Kreiner et al. omkring 0,25, eller Ljunge og Ragans bedste bud på 0,3, ville det have set endnu værre ud for velfærdsstaterne. Lundbergs beregninger indikerer, at lettelser af topskatten i Danmark er selvfinansierende, så en 5 % lettelse for eksempel vil føre til nogenlunde 1 % højere provenu. Tager man flere nye studier alvorligt, ser det endnu bedre ud. Hvorfor solide, nationaløkonomiske resultater trumfes af vage påkaldelser af ’fordelingshensyn’, som man reelt ikke ved ret meget om, er et af de store problemer i dansk politik.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, at lave et forlig om 2025-planen. Han meldte i går ud, at der nu kun skal forhandles finanslov, og de yderligere forhandlinger er udskudt til efter finansloven er færdig. Børsen nu til morgen kalder det helt korrekt et nederlag, ligesom Hans Engell på News heller ikke var imponeret.
Mange borgerlige er frustrerede over statsministerens manglende evne til at bringe en nominelt blå flertalsblok sammen om et forslag, og spørgsmålet er nu, hvad fortællingen om nederlaget bliver. Mange i Venstre og DF synes allerede at have valgt fortællingen: At det er Liberal Alliances krav om en topskattelettelse på mindst fem procent for alle, der blokerer for en aftale. Dertil kan man tilføje DFs ultimative krav om, at der ikke må gives topskattelettelser eller skæres i det offentlige forbrug, og Venstres langvarige angst for vælgerne. Det særlige er dog, at mange kommentatorer, der køber fortællingen om LAs blokade, har undret sig over, hvorfor alliancen nægter at acceptere Løkkes forslag om en topskattelettelse for alle indkomster under en million.
Som public choice-økonom er jeg meget tilfreds med, at Liberal Alliance har afvist forslaget. Grunden, som mange læsere givetvis allerede har set, er at en delvis, strategisk lettelse som den, Løkke har foreslået, er en ret sikker vej til at forhindre fremtidige lettelser. Årsagen er simpel politisk dynamik omkring medianvælgeren, partiernes kernevælgere og deres indkomstforhold.
Mens den gennemsnitlige indkomst for folk med indkomster er cirka 300.000 kroner, er topskattegrænsen næste år under de nuværende regler 479.600 kroner; i år er grænsen 467.300 kroner og knap en halv million danskere betaler topskat. Den næste grænse på en million dækker en noget mindre del af befolkningen: Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistiks Indkomster 2014, havde 67.700 personer en millionindkomst i 2013. Det faktiske tal i dag er derfor i omegnen af 70.000.
Heri ligger det politiske problem: Mange vælgere, som partierne har en politisk interesse i at tage hensyn til, betaler enten topskat, er tæt på at betale topskat – og kan i princippet godt rykke over grænsen næste år – eller har en ægtefælle, partner eller søster, der betaler topskat. Mens noget fattigere vælgergrupper kan have et misundelsesincitament til at støtte en høj topskat, har disse vælgergrupper således et konkret økonomis incitament til at støtte en lettelse. Det giver derfor politisk mening for mange partier – sandsynligvis inklusive Socialdemokratiet – enten at lette topskatten for mellemindkomster, eller at flytte grænsen opad. Det burde derfor være relativt let at finde flertal for et forslag som det nuværende, hvor man i realiteten indfører en mellemskat – en ekstraskat på 10 % for indkomster over 479.600 kroner – og en topskat på ekstra 5 % på indkomster over en million.
Men flytter man den effektive topskattegrænse tilstrækkeligt langt opad, som Løkkes forslag indebærer, gør man i en politisk henseende det, at man reducerer den vælgergruppe, der rammes, til en gruppe som alligevel ikke er interessant i politik. Er man interesseret i de faktiske, økonomiske konsekvenser af topskat – lavere arbejdsudbud, mindre iværksætteraktivitet osv. – eller de moralske aspekter af skatten – staten bør stjæle så lidt som muligt fra borgerne – er det et hæsligt forslag. Grunden er meget enkelt, at når man flytter effekten af topskat ud på tilstrækkeligt få borgere, forsvinder den politiske grund til nogensinde at gøre noget ved resten af problemet.
Havde Anders Samuelsen således sagt ja tak til Løkkes forslag, kunne det meget let betyde, at topskatten aldrig afskaffes. Og hvis det går, som det gik fra 1987 og frem i dansk politik, sætter man grænsen op med inflationen, mens antallet af borgere der betaler, stiger med indkomsttilvæksten. Over tid vil flere og flere borgere således igen betale topskat, indtil gruppen bliver så stor, at de repræsenterer et politisk interessant antal. Politik er prostitution og den eneste forskel er, at mens almindelige ludere sælger deres krop for penge, sælger de fleste politikere deres inderste overbevisninger for popularitet. Samuelsens ultimative afvisning af at gøre det, kan derfor have forhindret et klassisk yoyo-problem.
Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.
Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?
For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan
Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).
Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.
Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.
Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.
Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.
Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.
Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:
I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.
En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.
Vi bringer i dag et gæsteindlæg af Mathias Falkenberg – en af mine tidligere studerende og nuværende kandidatstuderende på CBS. Indlægget følger nedenunder.
Det er ikke let for den almindelige dansker at vurdere, om en afskaffelse af topskatten er ønskelig eller ej, når de fleste af debattens parter dybest set ikke har forstand på det emne, de diskuterer. Det resulterer i, at hele debatten reduceres til en rent ud sagt primitiv og stagnerende diskussion om rimeligheden eller retfærdigheden i topskatten. Der er hårdt brug for at debatten får tilført tiltrængt viden, om hvad vi kan forvente, at en ændring i topskatten vil medføre.
Lad først os starte en simpel kendsgerning om skatteindkrævning. Det som staten har direkte kontrol over, er skattesatser, ikke skatteindtægter. Hvad skatteindtægterne viser at være efter, at skattesatserne er blevet ændret, er ikke givet på forhånd. Det er fordi, folk ændrer deres økonomiske adfærd, når skattesatserne ændres. Ord som skattetænkning, skattely eller skatteunddragelse ville ikke findes, hvis skattesatserne ingen indflydelse har på folks adfærd. Men på trods af denne simple kendsgerning, så har næsten alle mennesker en tendens til helt automatisk at antage, at skattesatser og skatteindtægter bevæger sig i samme retning. Men det er ikke sandt. Der har endda været flere tilfælde i historien, hvor marginalskattesatser var så høje, at en sænkning viste sig at føre til øget indtægter.
I 1921 i USA var marginalskattesatsen for indkomster over $100.000 (et enormt beløb dengang) helt oppe på 73% på trods af, at selve indkomstskatten kun var blev indført 8 år før, og at skattebyrden kun udgjorde knap 5% af den samlede økonomi. Men den daværende finansminister, Andrew Mellon, bemærkede at mange af de rige satte deres penge i skattely, såsom skattefrie kommunale obligationer, og derfor helt undgik at betale den høje marginalskat.
Efter et mislykket forsøg på at overtale kongressen om at afskaffe disse skattesmuthuller, prøvede Mellon i stedet at argumentere for lavere skattesatser. Han mente, at hvis det blev mere attraktivt for de rige at investere i produktive aktiviteter i den private økonomi, så ville det skabe mere produktion, højere indkomster og dermed større skatteindtægter, i stedet for at finansiere væksthæmmende prestigeprojekter ude i kommunerne.
Trods stor modstand og beskyldninger fra forskellige fløje om, at det var ”skattelettelser til de rigeste”, så blev Mellons plan gennemført, og marginalskattesatserne blev sat over en årrække for til sidst at ende på 24% i 1929. Og præcis som Mellon havde forudset, steg indtægterne fra indkomstskatter fra at udgøre $700 millioner i 1921 til at udgøre $1 milliard i 1929. Samtidig blev skattesatserne for lave indkomster også sat ned fra 4% til 0,5% i løbet af samme periode. Dem der tjente over $100.000 endte ikke kun med at betale mere i skat, men betalte også en større del af alle skatter.
Øvrige marginalskattelettelser gentog sig senere under J.F. Kennedy, Reagan og G.W. Bush administrationerne med lignende resultater. Ved en nyhedskonference i 1962 udtalte Kennedy: ”det er en paradoksal sandhed, at skattesatser er for høje i dag og skatteindtægter er for lave og den mest fornuftige måde at hæve indtægterne i det lange løb er ved at sænke satserne nu”.
Også i Europa har marginalskattesatserne været væsentligt højere før i tiden efter yderst skuffende resultater. F.eks. blev marginalsatserne i Storbritannien sænket efter, at have været oppe på niveauer så ekstreme som 95%, da det blev blændende tydeligt, at de rige på den ene eller den anden måde næsten helt undgik at betale noget. Denne skat gjorde selv The Beatles så frustrerede, at det gav inspiration til protestsangen Taxman, deraf sangteksterne:
”Let me tell you how it will be. There is one for you, nineteen for me. I’m the taxman, Yeah. Should five cent appear too small. Be thankful I don’t take it all.”
Selv i lande, hvor marginalskatterne er blevet sænket fra et væsentligt lavere udgangspunkt, har satser og indtægter bevæget sig i forskellige retninger. I USA i 2001 reducerede man de føderale indkomstskattesatser markant for alle indkomstgrupper inkl. den højeste marginalskattesats på 39,5% til 35%. Senere i 2003 reducerede man skattesatserne på kapital- og udbytteindkomst fra henholdsvis 20 til 15% og 33 til 15%. Trods dystre spådomme om en forestående budgetkrise steg skatteindtægterne fra knap $2000 milliarder i 2001 til godt $2500 milliarder i 2008, indtil finanskrisen så ramte og hele økonomien tog et dyk ned.
Der er en hel del uenighed blandt økonomer om, hvor den optimale marginalskattesats er. Dvs. det niveau hvor en yderligere reduktion af skattesatsen ikke længere vil føre til flere indtægter, men færre. I et studie fra 2010 konkluderede de to økonomer, Christina og David Romer, at stigninger i skattetrykket har en stor negativ effekt på den økonomiske vækst. Deres resultater muliggjorde, at den optimale skattesats kunne ligge så lavt som 33%. Christina Romer er tidligere formand for Obama administrations økonomiske råd, og hendes resultater kan derfor næppe afvises som højreorienteret propaganda. Andre økonomer har derimod vurderet, at niveauet er markant højere. Det er dog ikke et emne indenfor økonomi, som der indtil videre er blevet forsket meget i.
Dem som høje marginalskatter prøver at ramme, er også dem med de bedste forudsætninger for at slippe for høje skatter. Sveriges eksperiment med en supervelfærdsstat i 70’erne, resulterede i så høje skattesatser bl.a. en arveafgift på 70% og en marginalskat på 85%, at mange af landets rigeste simpelthen valgte at flytte til udlandet i frustration. De rige står ikke stille som får, der skal barberes, i modsætning til hvad fortalere for høje marginalsatser ofte syntes at tro.
De svenskere, der blev tilbage, gjorde store anstrengelse for at skjule deres indkomster fra staten, ofte med hjælp fra skatteadvokater og revisorer, der havde kronede dage. Dette kunne sommetider inkludere ulovlige metoder, som nogle dog vurderede, kunne være risikoen værd. Lignende fænomener, hvor skatteunddragelse er blevet til en nationalsport, er ikke unik for Sverige. Da deres økonomi stagnerede under vægten af de høje skatter, var de tvunget til at ændre kurs, og har i dag et skatteniveau, der er lavere end det danske.
Ved hjælp af elektroniske overførelser i vor dags globaliseret økonomi, er det lettere end nogensinde før for rige at flytte deres penge og indkomster udenfor skatteindkrævernes rækkevidde. Folk der leder efter job, er dem som bliver hårdest ramt, når private investeringer udebliver, fordi skattesatserne er for høje.
Finansministeriets egne beregninger på, at en afskaffelse af topskat vil koste statskassen 7 milliarder kr., er af mange blevet accepteret som en næsten ufravigelig sandhed, på trods af at andre danske økonomer har fundet frem til andre resultater (se f.eks. her). Men økonomi er ikke en præcis videnskab, og sandheden er, at ingen af os ved præcis hvad der vil ske, før efter en ændring. Det amerikanske Congressional Budget Office har gentagne gange taget fejl i deres beregninger, som ved skattelettelserne under Ronald Reagan og G.W. Bush.
De sidste mange årtier har produceret et bjerg af beviser for, at skattesatser og skatteindtægter ikke bevæger sig i samme retning. Historisk evidens, i alle slags sammenhænge, er ofte en stærkere indikator på, hvad vi med rimelighed kan forvente vil ske, end forudsigelser fra økonomisk modeller, som per definition baserer sig på urealistiske antagelser om den virkelige verden, og alt for ofte lider af mangel på forklarende variabler.
Det kan være god grund til at tro, at erfaringerne fra andre lande, også vil gentage sig i Danmark, hvis topskatten bliver afskaffet. Men uanset hvad man stadig tror på efter at have læst dette indlæg, så vil debatten om topskatten blive gevaldigt opkvalificeret, hvis folk i højere grad begyndte at tænke på skattesatser og skatteindtægter, som adskilte begreber, og blev bekendte med erfaringer fra andre lande.
Det er omtrent selvfinansierende at afskaffe topskatten. Det peger en voksende forskning nu i retning af. Med sommerens debat kan den tiltagende konsensus måske nå ud i det politiske system og offentligheden.
Det begyndte med et nyt interessant studie af Roland Munch, Claus Thustrup Kreiner og Hans Jørgen Whitta Jacobsen. De så på, hvordan omkostningerne ved at søge job påvirker mobiliteten. Altså – hvis der er en omkostning, men også en gevinst ved at søge efter et job, man er bedre til, så vil vi søge indtil det punkt, hvor omkostningen ved ekstra søgeaktivitet overdøver den sandsynlige gevinst. Modeller af denne art spiller en fremtrædende rolle i moderne arbejdsmarkedsteori (men kan også forklare andre situationer, hvor folk søger – alt fra svampeplukning til kærester). Pointen i det nye studie er, at beskatningen tager en del af gevinsten ved at søge og finde et bedre job. Derfor gør beskatning mobiliteten mindre, og folk er ikke så godt matchede med jobbene. Det betyder, at de er mindre produktive, får mindre løn og derfor betaler mindre i skat.
Ifølge studiets analyse af danske data betyder denne effekt alene, at produktiviteten falder med 0,3 pct., hver gang lønnen efter skat falder med 1 pct. Det vil sige, at den såkaldte elasticitet er 0,3.
Elasticiteten har betydning for to ting: For det første hvor store skattesystemets forvridninger er. For det andet, hvor stor en del af statens umiddelbare tab af skatteprovenu, der vil komme igen, hvis marginalskatten sænkes. Jo højere marginalskat, desto større forvridningstab og selvfinansieringsgrad.
Hvor meget er en elasticitet på 0,3? Egentlig er det ikke så stor en adfærdsvirkning sammenlignet med udbudsvirkningen af prisen på mange andre ting. Så folks arbejdsmarkedsbeslutninger påvirkes kun i ret begrænset omfang af lønnen efter skat. Men når marginalskatten er høj, vil selv en lille elasticitet begynde at give store forvridninger og en høj selvfinansieringsgrad.
Den måske mest interessante konklusion i studiet er, at progressionen i det danske skattesystem medfører et meget stort forvridningstab. Hvis det progressive system blev erstattet af en angelsaksisk inspireret flad skat på 30 pct., ville det øge de samlede indkomster med 20 pct., hvoraf halvdelen, altså 10 pct., ville være mindre forvridningstab. Det er et meget stort skridt i betragtning af, at en skat helt uden forvridning (dvs. en skat på samme kronebeløb til) ville give en gevinst svarende til 12 pct. af indkomsten. Vi betaler altså en høj pris for progressionen. En anden interessant konklusion er, at progressionen i skattesystemet påvirker mange flere end dem, den umiddelbart rammer. Topskatten har betydning for søgeaktiviteten hos dem, der betaler topskat, men også for dem der kunne komme til det.
Men elasticiteten har som sagt også betydning for selvfinansieringsgraden ved at afskaffe topskatten. Til Børsen lavede min kollega Carl-Christian Heiberg og jeg et simpelt regnestykke. Ifølge det på daværende tidspunkt seneste skøn fra regeringen vil det koste 14,1 mia.kr. brutto, men kun 6,8 mia.kr. netto at afskaffe topskatten. Ministerierne anvender en elasticitet på omkring 0,1, svarende til en estimeret ren arbejdsudbudseffekt. Arbejdsudbuddet vil sige, hvor mange timer man arbejder. Produktivitet derimod vil sige, hvor meget der kan produceres hver time. Hvis elasticiteten i stedet for 0,1 er 0,3, så bliver selvfinansieringsgraden ikke 52, men 106 pct.
Det bør dog bemærkes, at de 0,3 og 0,1 egentlig ikke er alternativer, men ligger i forlængelse af hinanden. For topskatten påvirker både arbejdsudbud og produktivitet. Altså snarere omkring 0,4 og en selvfinansieringsgrad klart over 100 pct. (132 pct.).
Der er dog gode argumenter for at regne med 0,3. Det skyldes, at analysen fra Kreiner, Munch og Whitta blot er det seneste af flere nyere studier. Chetty har på baggrund af danske data vist, at friktion kan reducere den målte effekt af små skatteændringer. Tager man hensyn til friktionen, finder han på baggrund af et omfattende studie af den empiriske litteratur en gennemsnitlig elasticitet på netop 0,3.
Så langt, så godt. I Børsen den 29. juli anfører Finansministeriet, at en stigning i produktiviteten fra en lettelse af marginalskatten ikke blot vil påvirke de offentlige skatteindtægter, men også udgifterne. Faktisk så meget, at alle de ekstra skatteindtægter forsvinder igen. Argumentet er følgende: Øget produktivitet vil få lønningerne til at stige. Men hvis lønningerne i den private sektor stiger, følger de offentlige med op og derfor også udgifterne til offentligt forbrug. Og indkomstoverførslerne reguleres også med lønningerne (i DAs lønstatistik). Ergo stiger de også.
Der er dog et problem med denne argumentation. I Børsens kronik den 4.8. påpeger jeg, at stigende offentlige lønninger kun medfører merudgifter, hvis den offentlige produktivitet ikke stiger tilsvarende (som den gør i den private sektor). Nogle gange er det kun den private produktivitet, der stiger – f.eks. når man sænker selskabsskatten. Og så er det rigtigt, at udgifterne stiger svarende til de ekstra skatteindtægter. Men øget mobilitet og bedre jobmatch – som jo er den effekt de tre økonomer har undersøgt – øger produktiviteten i begge sektorer. Derfor bliver den offentlige sektor ikke ramt af den såkaldte Baumols syge, hvor produktivitetsstigninger i den private sektor driver prisen på offentligt forbrug i vejret. Når produktiviteten stiger i begge sektorer, virker det derimod på samme måde som højere arbejdsudbud.
Faktisk er det sådan, at selv om der slet ikke kom øget mobilitet i den offentlige sektor, ville lønstigningerne i den private sektor ikke skubbe de offentlige tilsvarende op. Her er den lidt tekniske forklaring: Som sagt indgår der i regnestykket, at såvel mobilitet som søgeomkostningerne stiger. Nettolønnen er altså hvad der er tilbage efter søgeomkostninger (og skat). Og det er nettolønnen i den private sektor, som den offentlige sektor bliver nødt til at matche, hvis den skal kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. De øgede mobilitet i den private sektor vil således trække mobiliteten og bruttolønnen op, men søgeomkostningerne vil trække i den modsatte retning. Derfor sætter den private sektors produktivitetsstigning ikke 100 pct. i de offentlige lønninger, selv om vi forudsatte, at mobiliteten er konstant i det offentlige. Men der er som sagt intet, som taler for, at mobiliteten ikke skulle stige begge steder, når skatten sænkes. Vi har ingen holdepunkter for, at effekten det ene sted skulle være større eller mindre end det andet.
Tilbage står altså den afsmittende effekt på overførselsindkomsterne. Men i sidste ende er det en politisk beslutning, hvad man vil regulere med – og altså om man vil lade overførselsindkomsterne stige ekstraordinært. Det ville være en stærkt bizar begrundelse for at opretholde topskatten, at der ikke er råd til at give overførselsindkomsterne en gevinst, de ellers ikke ville få. Man kan blot beslutte ikke at hæve dem. Modsat ved skattereformen i 2012, hvor væksten blev lavere end den ellers ville, er der her bare status quo.
Jeg bemærker mig, at Munch, Kreiner og Whitta tilslutter sig opfattelsen af, hvad der vil ske med de offentlige udgifter, hvis produktiviteten stiger som følge af større mobilitet. Vi er derfor også enige om, at selvfinansieringsgraden øges.
Selv hvis der antages fuldt gennemslag på overførselsindkomsterne af lønstigningerne i den private sektor (hvilket er i overkanten), vil det være knap 90 pct. selvfinansierende at fjerne topskatten (regnestykket er mit – de tre forfattere har ikke regnet på topskatten, endsige nævnt den eksplicit i deres artikel).
Som sagt har elasticiteten betydning for både selvfinansieringsgraden og forvridningstabet. Faktisk svarer selvfinansieringsgraden (før eventuelle effekter på udgiftssiden, vel at mærke) til det marginale forvridningstab. Derfor er det en alvorlig misforståelse, at det er vigtigt, om selvfinansieringsgraden lige præcis er over eller under 100 pct. Selv ved selvfinansieringsgrader betydeligt under 100 pct. er der store samfundsøkonomiske omkostninger ved en skat. Og topskattens samfundsøkonomiske omkostninger er indiskutabelt høje, uanset det er en overskuds- eller en lille underskudsforretning for statskassen at afskaffe den.