Mageløse Madsens anti-manifest I

Libertas’ email-liste har Palle Steen Jensen reklameret for sidste søndags store interview i Berlingske Tidende med musikeren og maleren Johnny Madsen i anledning af dennes nye album, Det Gode Liv—og Palle har venligt mindet om, at det i sin tid var undertegnede, der gjorde opmærksom på, at mandens syn på samfundet ikke er, som kunstneres er flest.

Og ja, jeg har sådan set fulgt Madsen-manden i nogle år, sådan lidt skizofrent. For at sige det som det er: Det er ikke som fan eller groupie, jeg har fulgt ham, for hans musik er godt nok ikke lige min kop té. Jeg kan faktisk ikke forestille mig ret meget … Nå ja, det er ganske vist ikke ham som sådan, der er noget i vejen med; det er ganske muligt, at han for sin genre er, hvad Bach er for barokmusikken, og hvad ‘Pistols’ er for punken—jeg aner det faktisk ikke. Næ, det er genren, jeg ikke er vildt begejstret for.

Men læser man derimod teksterne og, hvad manden fra tid til anden siger, så er det klart, at han er en af de overordentligt sjældne fugle i den danske kunstnerverden. Det virker næsten som om, at det er noget andet “country” ved Madsen end blot musikken—og at der måske er kortere mellem Fanø og Arizona, end der er mellem Fanø og Esbjerg. Her er lidt uddrag (med underliniering tilføjet) fra et par interviews og artikler fra de seneste 15 år.  Det er ikke dyb filosofi det hele, men undervejs er der da moralfilosofiske ræsonnementer a la Adam Smith og et skattepolitisk forslag hentet lige ud af F.A. Hayeks The Constitution of Liberty …  Meget af det er idealistisk, men det meste er også ganske realistisk og nede på jorden.  Sjælden tale fra danske rockmusikere.

Frihed og “det gode liv”

  • “Det er sjovt, at vi netop skal til at snakke om det gode liv. Her sidder jeg i min mors totale domæne. Det her er hendes stol, som ikke engang gæster får lov at sidde i. Her kan hun sidde og se sine yndlingsudsendelser og så videre. Så vil nogen måske sige: ‘Jamen er det ikke lidt ensformigt at sidde foran fjernsynet og se diverse ting og sager?’ Nej, folk vælger helt individuelt, hvad de synes er bedst for dem her i tilværelsen. Jeg tror, det gode liv handler om selv at vælge, hvad man har lyst til, på tværs af normer og moral. Selvfølgelig skal man opføre sig anstændigt. Men netop det at der ikke er udstukket en film for dig. For livet bliver jo ikke genudsendt, i hvert fald ikke i bredformat.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)
  • “[Jeg] får alligevel ikke lov at sove længere, når jeg er hjemme ved mine forældre… Men så vil jeg også sige, at det hører med til det gode liv også at acceptere andre folks valg, sådan i Kierkegaardsk forstand. Frihed er også at vælge sin næstes frihed.” …
    “Nu var jeg for eksempel militærnægter. Og vi troede jo dengang, at lige den måde vi selv så ud på, altså med islændersweater og langt hår, at det var det eneste rigtige. Når man i dag ser billederne fra dengang, er det slående, hvor uniformerede vi også selv var. Så en mand, der vælger at gå rundt i jakkesæt, det er hans uniform, men vi har også vores egen et eller andet sted. Så det at vælge sin næstes frihed skal defineres ud fra vores egen frihed.
    Det er også derfor jeg aldrig har været tilhænger af store sammenslutninger, store bevægelser, store politiske taler og den slags ting. Jeg har altid været mistænkelig over for folk, der gerne vil gøre noget for andre, de ikke kender. Og det er som bekendt politikeres lod. Det ligger i hele min filosofiske opfattelse, at du skal forholde dig til den næste, du møder i tilværelsen. Hvis alle folk gjorde det, så nåede vi hele vejen rundt, og der fandtes ingen krig på jorden. Et eksempel. Der dør millioner af børn af sult hvert eneste år. Det ved vi alle sammen. Men vi kan ikke rumme de lidelser, så vi har et relæ, der slår fra over for dem. Men hvis jeg tager en cykel og klipper en kat, og den ligger på vejen, og jeg kigger den ind i øjnene, så føler jeg en dyb smerte, fordi katten er blevet min næste. Men alt for tit flygter vi fra vores ansvar over for næsten. For det er nemmere at støtte pandabjørne og regnskoven end at starte med naboen, som svarer igen. Det er også altid sjovt at høre embedsmænd tale om grisevelfærd. Ha, ha. Altså at en mand, der bor i Hellerup, skulle gå ind for grisevelfærd. Rend mig i røven! Selvfølgelig gør han ikke det.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Skatter

  • Er danskerne gode nok til at bruge de muligheder de har?
    “Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er meget sjovt at høre Anders Fogh stå og sige, at nu er der blevet større frihed. Jeg mener, staten ejer jo stadig 80-90 procent af vores penge, og dermed ejer de også 80-90 procent af os. Man kan sige, at penge er ikke en grundlæggende ting for frihed, men jeg vil hellere langt selv bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til, end hvad staten eller amt eller kommunen synes, der er godt for mig.”
    Hvordan synes du systemet skulle være?
    “Jamen det er da at lade folk beholde 80 procent af deres egne penge og lade staten lave en velfærdsstat for de 20 procent i stedet for omvendt, for så kan jeg også lave velfærd. Nu lyder jeg måske som Glistrup i gamle dage. Men det jeg taler om, er friheden. Penge skaber en vis form for frihed, og den største svøbe ved det nuværende system, det er at folk er nødt til at arbejde gevaldig hårdt for at få tingene til at køre rundt. Dem, der har pengene, har magten. Staten har magten, når de har pengene. Så kan staten dirigere befolkningen. Så for mig er det et frihedsoprør, mere end det er et spørgsmål om at ville rage til sig. Det er det, som folk skal forstå, at staten simpelt hen har for meget magt i dag. Danmark er jo et af de mest registrerede lande i verden og et af de mest lukkede lande. Selv Albanien er mere åben i den offentlige forvaltning end vi er.
    Ville samfundet hænge sammen, hvis vi kun betalte 20 procent i skat?
    “Selvfølgelig. Det gør det jo i resten af Europa. Og også dér er der hospitaler og alting. Men selvfølgelig, alting drejer sig om anstændighed. Selvfølgelig skal man have et system, hvor ingen sulter. Men det er heller ikke anstændigt, at en hårdt arbejdende person afleverer næsten alt, hvad han tjener, til staten. Jeg snakkede med min far om det i går, det med beskatningen af den sidst tjente krone, og hvor urimeligt det er. Det burde jo være helt omvendt. Den sidst tjente krone burde beskattes med ti procent. For de sidste penge er dem, du arbejder hårdest for, det er dér, det gør allermest ondt.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Staten og tvangen

  • Da poeten og sangeren Johnny Madsen eksempelvis sidst udgav en plade, hed titelsangen “Ses vi i Slesvig”. En politisk sang, der er et frontalt opgør med systemets sorte snak og Christiansborg-tumblerens hvide støj, som set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet via skatten og bureaukratiet. Ikke fordi man ikke skal hjælpe de fattige, de syge og de uheldige, ifølge Madsen, der udtrykker det sådan her:
    “Jeg brokker mig ikke over at betale skat. Men hvorfor skal det være s
    å besværligt? Der er jo
    ingen, der kan finde ud af det. Det er jo lige før, en avisdreng bliver nødt til at ha’ sig en revisor. Et eller andet sted er man sgu et jaget dyr. Sådan fornemmes det. Og “Ses vi i Slesvig” er en politisk sang om det. Staten har besat det danske folkerige, sådan ser jeg det. Vi bindes på hænder og fødder i regler“.
    Sangskriveren fra Fanø mener, at den danske stat er i færd med at frarøve det danske folk friheden.
    “Det sidste, de har indført, er et borgerkort. Sådan et elektronisk et med alle oplysninger om én selv. Jamen, jeg vil sgu da ikke løbe rundt med et borger-kort. Hva’ helvede skal jeg bruge et borgerkort til? Det behøver jeg da ikke, når jeg skal ud og fiske eller ud og opleve noget. Det er helt forrykt. Ikke engang russerne havde personnumre. De var jo ikke halvt så tjekkede, som vi er. Vi er derude, hvor man har indført den totale overvågning. Og så vil de sætte videokameraer op ved vejene for at kontrollere, om vi kører for stærkt. Det er jo blevet sådan, at et barn ka’ ikke smide en kat i en mikrobølgeovn, uden at vi dagen efter får en lov om, at alle mikrobølgeovne skal ha’ hængelås på. Vi ender i det dér totalitære styre.” (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • Ifølge Johnny Madsen er staten blevet det danske folks fjende nummer et – den vestjyske sangskriver kræver fred og frihed for kunstens elite. … Faktorernes orden har altid været anderledes i den poetiske verden end i den reelle. Måske er det derfor, Johnny Madsen ikke kan holde den danske stat ud længere. På mandag udkommer hans nye album “Ses vi i Slesvig”. Titelnummeret er et frontalt opgør med systemets sorte snak og medie-tumblerens hvide støj, der set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet. “Jeg synes, der er behov for, at nogen tør sige, at det er gået for vidt,” siger Johnny Madsen. …
    `Ses vi i Slesvig’ – overvejer du at emigrere? “Nej, det gør jeg vel ikke. På et tidspunkt blev jeg bare træt af, at man skal bogføre sine hotdogs. Kunstnere drukner jo stort set i bilag. For nylig var der et orkester på Fanø, der skulle til at begynde at spille, og så spurgte de: `Hva’ skal vi starte med i det her rockorkester?’ Så sagde jeg: `Ja, jeg ville starte med en revisor og en advokat, så kan I senere udvide med bas og trommer’. Og det er jo ikke løgn. Jeg kender stort set ingen i den her branche, som ikke er forgældede.” …
  • “Vi ender i det dér totalitære styre. Det eneste håb er, at folk gør oprør imod det. I ethvert system er der altid en sabelsluger, én der går imod strømmen. Det ka’ være et barn, der sætter fingeren i diget, når det er ved at løbe over, eller et andet, der siger, at `ham dér har ikke noget tøj på’ og så videre. Sådan én vil jeg godt være med den sang,” siger Johnny Madsen. (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Offentlig kulturstøtte

  • I starten af dette år huggede staten Madsens trommeslager. Kulturudvalget i Nordjyllands Amt havde besluttet, at det ville have sit eget rockorkester. Fire mand blev hyret til at spille 66 koncerter, indspille en plade og lave video. Ifølge formanden for udvalget for at vise, at man ikke behøver at komme fra Århus for at slå igennem i dansk rock. Trommeslageren Michael Friis fra Madsens band blev købt til kulturprojektet ligesom de andre medlemmer. Har du skrevet titelsangen omkring det tidspunkt, hvor Nordjyllands Amt kom og tog din trommeslager? “Ja, det ka’ sgu’ godt være, at det startede dér. Det er jo fuldstændig rablende. Det eneste, der sker ved sådan noget, er, at vi får en helvedes ballade med nogle amts- og stats-støttede sambaorkestre, der larmer ad helvede til, når vi andre skal sove. Det er jo fuldstændig fejlagtigt at tro, at mennesker ikke selv har en kreativitet, der gør, at de fører sig frem. Og hvis man først er inde på statsstøttede rockorkestre, så ved vi jo godt, at det næste bliver en rockskole. Du ved, sådan noget med: `Ja, i dagens første time skal vi lære om, hvordan man smider et fjernsyn ud fra 5. sal. Og i time nummer to, hvordan man løber fra en barregning og lader trommeslageren betale.’ Jeg ved sgu snart ikke, hvor det kan ende henne.” …
  • “[Næsten] al støtte går jo til bredden. Generelt ser det ud, som om man ønsker at gøre eliten til bredde og bredden til elite. Eliten må gå rundt og suge på labben og have skattegæld og trækkes rundt i manegen af pantefogederne. Og på den anden side er det jo en misforståelse, at hvis man bare støtter noget, eksempelvis som Jytte Hilden, der vil gøre alle de unge arbejdsløse til kunstnere, så får vi en masse god kunst. Så dukker der talenter op, siger de. Jamen, det gør der måske også. Men som jeg sagde, dengang Nordjyllands Amt kom med den dér forrykte idé: Hvis staten fandt ud af, at den vil gi’ støtte til folk, der ka’ gå med en snurretop på næsen, så skal der også nok dukke talenter op. Men spørgsmålet er, om det er statens opgave. Det at være kunstner er jo et frit erhverv. Folk, der vil gå rundt med en snurretop på næsen, gør det alligevel. Det altafgørende for mig er, at vi får lov at passe os selv uden at skulle bruge halvdelen af vores energi på at føre regnskab og spekulere i skatteregler, fordi de giver vores penge til, at unge på bistand kan komme til. På den måde er der jo også kun den halve energi til at skabe kunst i.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Politikere og velfærdsstaten

  • “Ifølge Johnny Madsen er politik blot reduceret til en ideologisk Arte- ordning, der hedder Socialdemokratiet og dets velfærdssamfund, en forestilling, der kontrolleres af et syvende kontor, som ingen ved, hvor ligger. Politikerne er ved at være den største trussel mod demokratiet med deres håndlangere. De har samlet knap 900.000 ansatte i det offentlige. Og det er klart, at så mange mennesker på samme sted automatisk vil søge at rage magt til sig. Folk de tror jo fejlagtigt, at når skatten stiger, så får vi det bedre i det her samfund. Men prøv og sænk skatten med 30 procent, og du vil få en 30 procents forøgelse i service. Man har indført funktionel socialisme på tværs af alle partier. Alle politikernes og de dér embedsmænds instrument er skatten. For hver gang skatten stiger med en procent, enten direkte eller indirekte, så kan du ansætte flere folk, og jo mere sikkert sidder de i deres magtbeføjelser. Det drejer sig om magt og ikke en skid andet. Folk kan jo godt se, at den dér solidaritetssnak er løgn. Det er hult. De vil gerne passe sig selv og sørge for deres egen familie i stedet for at være medlem af et postuleret solidarisk samfund. Vi har fået en stat i staten. Folk kan jo godt se, at den rager til sig for at sikre sine egne magtbeføjelser. Alene det faktum, at folk betaler op mod 80 procent af deres indtægter til staten, hvis du regner moms, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag og miljøskatter med. Det er derfor, man kan spørge: Hvem beskytter den enkelte? Jamen, det er der ingen, der gør. Og derfor beskytter den enkelte sig selv. Det ender galt. Et af de farligste tegn på det er, at du har en økonomi ligesom i Polen. En undergrundsøkonomi med sorte penge. Og så har du den officielle kurs, som du veksler til. Det ender i totalt anarki,” siger Johnny Madsen. (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • “Lad os kaste os ud i myterne og søge længslerne i stedet for at være så helvedes optaget af Ole Stavad og hende gårdvagten fra Århus, Marianne

    Jelved, og hele det dér syge, intellektuelle niveau, der nu er lagt over det her land. Lad os nu gøre, hvad vi har lyst til, om ikke andet så ka’ vi da gøre det i vores sange,” siger Johnny Madsen.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Frihed og individualisme

  • Hvad er vigtigst for dig i tilværelsen?
    “Her er vi tilbage ved friheden. Det at kunne handle frit og tillade andre at gøre det samme. Der er ikke noget, jeg hader mere, end når folk vil trække mig ind i en moral. Altså hvis jeg kommer ind og skal have et par bukser, det der med at ekspedienten siger: “Jamen dem her, dem sælger vi ellers mange af.” Så løber jeg skrigende bort, for hvad rager det mig dybest set, at de sælger mange af de bukser. Jeg skal have et par bukser. Det er også derfor moden nogen gange indhenter mig. Jeg har for eksempel altid haft hul i mine bukser, for jeg går som regel i dem, indtil de ikke kan mere. Og moden går jo i ring, og nogen gange rammer den mig. Og nu er det så moderne at have hul i bukserne, og ‘nej, hvor er du moderne!’, for nu er det den store mode at have hullede bukser, og man giver rask væk 1.500 kr. for et par. Jeg har mindst 20 par af slagsen derhjemme, så måske skulle jeg åbne en hullet buksebutik.”
    “Jeg tror ikke, folk skal have så travlt med at profilere sig. Det er også det råd, jeg giver til folk i branchen, når de siger: ‘Jamen, det er meget oppe i tiden, det musik vi spiller.’ Jamen så lad være med at spille det. Så kopierer du jo bare noget, der er “oppe i tiden”. Fortæl dine egne historier. Og det kan godt være, den ikke er interessant nok, og at den ikke rækker nok, men det er den eneste indsats, du har at gøre.” …
  • “Men det skal også ses i forhold til det gode liv, det med den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv. Jeg vil ikke have andre til at bestemme over mit liv, jeg vil ikke være del af et større projekt, simpelt hen. Jeg vil ikke sættes ind i nogle båse og systemer. Jeg vil have lov at leve mit liv. Og guderne må vide, at for mit vedkommende er det ikke et spørgsmål om at stable op. Så snart jeg endelig har fået købt fem kasser vin et eller andet sted på tilbud, så skal de drikkes. Jeg er ikke typen, der systematisk laver en vinkælder, eller hvis jeg har tjent mine penge, så forærer jeg dem væk til folk eller til min søn eller mine venner, der mangler et eller andet.”
    Vil du betegne dig selv som et frit menneske?
    “Ja”.
    Også selvom du skal betale det meste af det, du tjener i skat?
    “Jaja, ja. Men det er hårdere. Det er vigtigt at skrive det rigtigt det her, så det ikke bliver misforstået. Jeg holder mig som regel altid væk fra store samfundsanalyser, for de har en satans tendens til at blive misforstået. Det hele er jo spændt op i et land som vores, hvor alle skal have en del af kagen. Men for mig handler det alt sammen om frihed. Frihed i musikken, frihed i kunsten. Friheden driver én rundt i manegen, giver plads til intuitionen.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Moraliseren, politiseren og musik

  • “Moral? Der er da overhovedet ingen moral i mine sange. Ikke antydningen.
    Der er da ikke noget så ækelt og tåbeligt som løftede pegefingre i rockmusik. Rockmusikere, der samtidig går rundt og prøver på at være politiske filosoffer, virker fuldstændige latterlige på mig.” …
    “Nej, for lige at vende tilbage til det der med politik, så tror jeg ikke, der findes noget politisk system, der passer mennesker. Ja, systemer dur overhovedet ikke på mennesker”.
    Hvordan ved du det? Har du da nogen sinde prøvet at leve uden? “Ta’ det nu ikke så bogstaveligt. Selvfølgelig skal der være love. F.eks. om, at vi skal køre i højre side af vejen. Men sådan noget har jo ikke noget at gøre med løftede pegefingre og politiske filosoffer.”
    Du ligner jo ikke ligefrem en, der er medlem af Det Konservative Folkeparti. Har du nogen sinde fået opfordringer fra venstrefløjen om at stille op til et eller andet? “Ja, bare fordi man er lidt langhåret og ikke går i jakkesæt og slips, så tror de jo straks, man sympatiserer med dem. Jo, jeg fik en gang en opfordring til at stille op for folkebevægelsen mod EF.”
    Hvad svarede du? “Hvad tror du? Nul!” Hvad vil du stemme på til et kommende folketingsvalg? – Ikke på noget? – Har du aldrig stemt? “Det tror jeg faktisk ikke.” (“Mageløse Madsen”, Ekstra Bladet 16. oktober 1990, 1. sektion, side 22)

Posten fortsættes her.

3 Kommentarer

  1. Peter Nedergaard

    23. december 2005 at 11:34

    Citaterne er vældigt godt fundet frem.Jeg undrer mig blot over, at du ikke ser forbindelsen mellem manden og musikken hos den gode Madsen. Dybest set handler alle hans sange jo om frihed. Det begyndte allerede for over 20 år siden med en af de første af hans hits (så meget som en sang nu kan blive et hit hos Madsen), hvor teksten lyder som så: “A kyer å a motårwai, mæn a will helr flyw i æn flywmaskin.” Dette gentages ca. 20 gange, så man kan ikke være i tvivl om, at Madsen mener det, han synger: han vil flyve frit. Temaet gentages mange gange hos Madsen, fx i hans Berlin-cd.Sprogligt ser man tydeligt hos Madsen forbindelsen mellem jysk og engelsk (anglerne var jo blot en af de jyske stammer der vandrede over til England – og den jysk-saksiske verden ville derfor være en rigtigere betegnelse).Samtidig er der også såvel indholdsmæssigt som musikalsk hos Madsen en indholdsmæssig affinitet til god amerikansk blues og dens besyngelse af friheden, som den findes hos fx Missisippi Slim, Joe Lee Hooker og Muddy Waters og deres gospelrødder (“Free at last, free at last”).Mvh. Peter Nedergaard – og glædelig jul til alle

  2. Tak for en god kommentar. Jeg deler helt din vurdering af sammenhængen mellem hans baggrund/udsyn og hans verdenssyn/tekster. Mine indledende bemærkninger gik alene på selve … musikken (som altså ikke er min egen foretrukne genre).Jeg har iøvrigt fundet et morsomt læserbrev, som Johnny Madsen skrev for mange år siden, og som jeg nok poster ved en senere lejlighed.

  3. Peter Nedergaard

    25. december 2005 at 03:27

    I lige måde. For mig har Madsen altid været en repræsentant for god, folkebundet frihedstrang og politisk ukorekthed vendt mod “de fine” med de rigtige meninger i Københavnsområdet, som mestendels lever af rent-seekingaktiviteter. Det projekt har han gennemført temmelig konsekvent, bl.a. ved fysisk, tøjstilsmæssigt, musikalsk og med hensyn til frisuren at etablere sig som anti-tesen hertil.Madsen ville aldrig formulere sig således, men tolkningen ligger lige for. Her slægter Madsen samtidig sine blues-, hill billy-, bluegrass- og countrybrødre på hinsides Atlanten.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑