Bedemændene fra Mandag Morgen

Man kan sige meget skidt om Mandag Morgen og det skal jeg nok gøre i dette indlæg, men man må respektere, at de er i stand til at gøre opmærksom på sig selv med det nye ”parti”: Fremtidens Danmark. Hvis man skal bedømme initiativet på baggrund af Jørgen Rosted’s optræden i Deadline, hvor han gjorde sig til talsmand for en planøkonomisk tankegang om, at Danmark skal leve af at løse verdens problemer i et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor, er MM kommet ynkeligt fra start.

Planøkonomi eller ”pick the winners” tankegangen duer overhovedet ikke til at skabe fremtidens vækst, fordi en politisk beslutningsproces uvægerligt vil pege på vindere, som viser sig at blive tabere, og tabere som viser sig være vindere. De medfølgende omkostninger til statsstøtte og misregulering er kæmpestore, i modsætning til markedet som hurtigt og konsekvent straffer taberne og belønner vinderne.

Da jeg havde fornøjelsen af at arbejde på DHI drillede vi tit hinanden med, at vi somme tider, og for nogle kollegers vedkommende hele tiden, levede af Bedemandsforretningen, som er at tjene penge på andres død og ulykke. Det kunne være oversvømmelser, kemikaliespild, patogener i drikkevand, iltsvind osv.

Mandag Morgen foreslår nu, at hele Danmark skal leve af Bedemandsforretningen :  vandmangel, sult, klimaændringer, ressourcemangel etc.

At være bedemand er en agtværdig forretning, hvor man sikkert tjener gode penge, og nogen skal jo gøre det. Men Mandag Morgens tankegang afslører en total mangel på forståelse for menneskenes humør og verdens tilstand.

De fleste mennesker vil nok betakke sig at arbejde som bedemænd – strengt taget er selv en fin miljøingeniør som mig blot en natmand (et næsten forsvundet erhverv), der sidder ved en computer – og vil hellere lave noget positivt som velsmagende oksekød eller en underholdende film.

Dertil kommer, at markedet for Bedemandsforretningen ikke er ret stort – undtagen hvis verden går under og så kan det jo være det samme. Alle mennesker dør kun engang i livet, og når verdens befolkning på et tidspunkt går i ligevægt er der ikke engang vækst i antallet af kunder.

Med vand, miljø og energistruktur gælder det samme. Markedet er ikke så stort, og stiger ikke så meget, som mange tror, af den simple grund, at når først renseanlægget er bygget, vandforsyningen etableret og elforsyningen lagt ind, stopper efterspørgslen. Hertil kommer, at der ikke er nogen herlighedsværdi knyttet til basal infrastruktur og forsyning. Jeg kender ikke nogen, der foretrækker en kilowatt-time af en særlig årgang, af en bestemt forfatter eller med en speciel nyhedsværdi. Man vil oven i købet gerne bruge så få kilowatt-timer som muligt og have dem så billigt som muligt. Derimod kender jeg mange, der gerne vil drikke bedre rødvin, bo i større boliger de rigtige steder, købe en Tablet Computer, se flere og mere underholdende film og rejse flere gange til fjerne eksotiske steder.

Det er givet, at Bedemandsforretningens andel af det globale nationalprodukt, vil falde støt og efterhånden stærkt i takt med at markedet mættes og ny teknologi fortsat gør infrastruktur billigere. Hvad der kommer i stedet skal frie mennesker, der tør tage en risiko med deres egne penge, nok finde ud af. Men hvis jeg skal vove et øje skal vi i fremtidens overflodssamfund især leve af at underholde verden. Tænk på Pandora? som kom flyvende ind på Københavns fondsbørs med en aktieværdi større end Vestas. Og husk Lego, og Carlsberg?

Verdens nationalprodukt stiger nu igen med knap 5 % om året = 3,5 trillion USD.  Det svarer f.eks. til at 350 millioner mennesker om året strømmer ind i en købekraftig middelklasse, som har råd til at efterspørge livets goder. Det er da et marked, der vil noget.

7 Kommentarer

  1. Asmus Leth Olsen

    11. januar 2011 at 16:43

    Tak for et interessant indlæg.

    Generelt kan man vel sige, at hvis nogen rent faktisk vidste, “hvad vi skal leve af i fremtiden”, så må man formode, at de lavede et firma for at producere “dette” og ikke en tænketank. Det vil i hvert fald være mit forslag.

  2. Man tror åbenbart at poverty pimps og “dødens købmænd” er løsningen på alt. Jeg forestiller mig, at man sidder og tuder meget til deres fester samtidig med at man føler sig noget så moralsk overlegen.

  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    11. januar 2011 at 17:58

    @Asmus: He he. Ganske enig. Har selv tit sagt noget lignende til folk, der mente at kunne se, at de havde fundet de vises sten m.h.t. fremtidige vækstområder. (“Hvis planøkonomi er så godt, hvorfor er planøkonomer så ikke noget rigere?” 😉

  4. Christian Bjørnskov

    12. januar 2011 at 22:20

    Forrygende indlæg! Må jeg, for de interesserede, også foreslå Hayeks Nobel-forelæsning, “The Pretence of Knowledge”: http://nobelprize.org/nobel_prizes/economics/laureates/1974/hayek-lecture.html
    Folk som Jørgen Rosted kunne have godt af at læse den, men jeg er ikke sikker på, at den vil sive ind.

  5. Når man bruger den øverste trediedel af indlægget på – med rette – at kritisere snæver “pick the winners”-tænkning, så bør man nok afholde sig fra selv at gøre det i de andre to trediedele.

  6. Karl Iver Dahl-Madsen

    13. januar 2011 at 17:01

    @Claus
    Det kan du egentlig have ret i. Mit ærinde er at forsøge at vise med eksempler, hvor galt det kan gå, hvis udviklingen styres af politiske stemninger. Alt for mange løber efter bedemandsteknologier, fordi man derved kan få snablen ned i pengekassen, og LEGO-ideen ville aldrig kunnet have opstået i et politisk udvalg.

  7. Karl Iver Dahl-Madsen

    14. januar 2011 at 11:12

    jeg har mailet med Jørgen Rosted om sagen, og han henviser til:

    http://www.newnatureofinnovation.org/full_report.pdf

    Som jeg vil læse med interesse og gerne hører jeres kommentarer til

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑