Månedsarkiv: maj 2011

En ny narkotikapolitik

Af Niels Westy, den 30. maj 2011. 6 svar

Jeg har i dag en klumme i 180grader på baggrund af en rapport der offentliggøres i den kommende uge af Global Commision on Drugs Policy. Bag rapporten står bl. a. en række højt profilerede politikere, inklusiv tidligere præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz samt tidligere generalsekretør for FN, Kofi Annan.

Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader 🙂

Derimod vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de rapporter, der ligger til grund for den endelige rapport, der er et opgør med den hidtidige forbudspolitik –The Drug Trade: The Politicization of Criminals and The Criminalizations of Politicians, skrevet at den tidligere chefredaktør for det ansete tidsskrift Foreign Policy magazine, Moisés Naím.

I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:

The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society

Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.

Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:

The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America

Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder.   den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.

Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.

Vækst og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2011. 1 svar

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Hvor dybe er tillidens historiske rødder?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2011. 7 svar

De senere års forskning har vist, at tillid er en vigtig ressourcer for lande – som Punditokraternes læsere utvivlsomt har bemærket. Et spørgsmål, der diskuteres heftigt er derfor, hvor stabil tilliden er på landeniveau: Er den et kulturelt karakteristikum, eller kan man fra politisk side påvirke folks syn på hinanden? Hvis det er det sidste, indebærer det at der er en mulighed for at føre smart politik med henblik på at ’investere’ i social tillid. Hvis det derimod viser sig, at verden mere ligner den første situation, må man nærmere forsøge at navigere i andre vande, hvis man tilfældigvis er del af en lavtillidskultur.

En af måderne at svare på spørgsmålet på, er at undersøge hvor stabil tillid er over tid. Problemet er blot, at vi ikke har tillidsmål for de fleste lande fra før 80erne. Man bliver derfor nødt til at finde andre måder at undersøge det på, end blot at se på stabiliteten i målet selv. Jeg har et nyt working paper ude om emnet (der kan downloades her), der giver nogle indikationer i den retning. Papiret med titlen ”Historical Correlates of Social Trust” peger ret utvetydigt på, at der er en meget stabil, central komponent af tilliden, der ikke ændrer sig over tid.

Hvordan kan man undersøge det? Lad mig give et af eksemplerne fra papiret. Hovedtanken er, at hvis tilliden er stabil, bør nuværende tillidsniveauer kunne forklare historiske forskelle i forhold, vi ville regne med var påvirkede af tilliden. Et af disse forhold er folks opførsel overfor jøder i anden verdenskrig. Jo mere tillid, folk har til hinanden selvom de ikke kender hinanden, jo flere jøder burde man regne med, folk hjalp i 40erne. Og det er præcist, hvad dataene viser! For hver ti procent mere tillid, lande har i dag, reddede de europæiske lande i gennemsnit 20 procent flere jøder. Og som læserne utvivlsomt ved, fik verdens nuværende rekordholder i social tillid – Danmark – reddet næsten alle jøder, der boede i landet under anden verdenskrig. Ud af 7800, hvoraf cirka 6000 var danske statsborgere, døde kun 60.

Kan man forklare det med andet end et stabilt kulturelt fænomen, når tillidsmål i dag kan forklare forhold, der skete næsten 70 år siden. Mit svar er næppe, men der er med sikkerhed nogle af mine kolleger ude i verden, der stadig vil være skeptiske. Jeg håber de gider bruge en smule af deres tid på at læse og tænke over de historiske eksempler i det nye papir. Og hvis man stadig skulle være skeptisk over den grundlæggende idé, at dybt historiske forhold kan have langsigtede konsekvenser, der stadig kan ses i dag, kan læserne for eksempel tage et kig på et nyt of ret pragtfuldt papir om historisk arbejdsetik i England, som bl.a. Carl-Johan Dalgaard står bag (downloades her).

Mindre ’velfærd’, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2011. Skriv et svar

Mie Harder og Josefine Kofoed Christiansen har en glimrende kronik i Berlingske Tidende i dag, som fortjener at blive læst. Her er starten af kronikken, som man måske kan læse med et enkelt faktum i baghovedet: Staten har i år direkte kontrol med cirka 56 % af al dansk indkomst.

Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model.

Læs resten her.

 

Årets public choice konferencer – Rennes

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2011. Skriv et svar

Torsdag til søndag i denne uge blev den europæiske public choice konference afholdt i Rennes. Konferencen, der var virkeligt velorganiseret af et fransk-italiensk team, bød på en række interessante og/eller tankevækkende præsentationer. Som traditionen byder, bringer vi her et idiosynkratisk pluk af dem. Hele programmet og stort set alle papirer kan downloades her.

Monika Turyna (Wien): Monika, der er på nippet til at forsvare sin PhD-afhandling, vandt årets Wicksell-pris (årets bedste papir af en forsker under 30) med papiret ”Campaign Finance Regulations and Policy Convergence: The Role of Interest Groups and Valence”. Papiret er afgjort værd at læse for den måde, det viser at spørgsmålet om kampagne- og partifinansiering slet ikke er så simpelt, som de fleste tror. Med input fra både nationaløkonomi og statskundskab, med en formel teoretisk model og solid empiri, og med indsigter a la ’things ain’t always what they seem to be” var den østrigsk-uddannede polak en værdig vinder.

Axel Dreher (Heidelberg) og Andreas Fuchs (Göttingen): Mine to venner har set på, hvor Kina giver ulandshjælp og hvordan de giver den i ”Rogue Aid? The Determinants of China’s Aid Allocation”. Mange mennesker og politikere synes at tro, at kineserne er ekstremt strategiske og kalkulerende i deres ulandshjælp, men de to tyskere finder, at det egentlig ikke er tilfældet i højere grad end mange almindelige, vestlige donorer.

Bernd Hayo (Marburg) og Stefan Voigt (Hamburg): Igen to gode kolleger fra Tyskland, der leverer spændende forskning. Hayo og Voigt er i gang med et højinteressant projekt omkring forfatningsændringer, og hvornår man ser dem. De viser for eksempel, at der har været cirka 250 ændringer af forfatninger siden først i 1950erne. Selvom de fleste af os tænker på forfatninger som stabile og i visse tilfælde urørlige, er det meget mere almindeligt at lave om på dem end man går og forestiller sig.

Christoph Moser og Jan-Egbert Sturm (ETH Zürich): Moser, Sturm og et helt hold omkring dem er i disse år ved at få styr på, hvordan og hvorfor centrale beslutninger tages i internationale organisationer. Punditokraternes læsere vil måske genkende andre navne som Axel Dreher, Martin Gassebner eller James Vreeland. I papiret ”Explaining IMF Lending Decisions after the Cold War” forsøger de to at få styr på, hvorfor IMF har lånt penge til og støttet nogle lande og ikke andre efter den kolde krigs ophør. Hele forskningsprogrammet er spændende.

Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen (Cepos): Ingen EPCS-konference uden dansk deltagelse, og de sidste år har universiteterne ikke været alene. Der bliver lavet rigtig forskning hos tænketanken Cepos, og i papiret ”Comparison of Cost and Performance in the Private and Public Primary and Lower Secondary Schools in Denmark” viser Christoffersen og Larsen overbevisende, hvordan danske privatskoler generelt er bedre til at håndtere svage elever. Ideen er enkel – hvis en elev forsvinder fra en privatskole, forsvinder pengene også, så man må hellere gøre sit bedste for at beholde dem i god stand – men helt ortogonal til dansk politisk tænkning. Mere af det, tak!