Droner, moderne krigsførelse og folkeretlig suverænitet

En drone udstilles foran Det Hvide Hus

En angrebsdrone udstilles foran Det Hvide Hus

I Ræson kan man for tiden læse et indlæg af seniorforsker Lars Erslev Andersen som mener, at Barack Obama’s ”dronekrig” knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten.

Jeg har tidligere skrevet, at dronekrigen (for at bruge Erslev Andersens ord) på en helt særlig måde udstiller et hykleri omkring USA’s midler i indsatsen/krigen mod international terrorisme, før og efter præsidentvalget i 2008. Erslev Andersen går skridtet videre og anklager USA for næsten dagligt at begå folkeretsbrud.

På dét punkt halter argumentation dog. Det kommer jeg tilbage til senere, for artiklen er ikke desto mindre en god lejlighed til at få vendt et par ting.

* * *

Logikken bag – og det moralske argument for – angrebs-dronerne er, at enhederne blot udgør endnu en våbentype i arsenalet. I sig selv er dronerne ikke andet og mere, end avancerede fjernstyrede flyvemaskiner, som foruden angrebsopgaver også kan foretage mere harmløs overvågnings- og sikringsopgaver. Selvom ”angrebs-droner” lyder farligt (bevares, de er dødbringende) er der trods alt ikke tale om fuldautomatiske dræbermaskiner, der selvstændigt kan udvælge mål blandt en gruppe af personer og skride til handling. Heldigvis. I så fald ville dette være et langt mere kritisk indlæg!

Fordi droner styres af mennesker adskille de sig som våben ikke principielt fra geværer, sabler eller bombefly. Men til forskel fra en bombe eller et krydsermissil, er en drone mere præcis; de er også billigere. Droner hverken optrapper eller forskruer krigsførelsen. Til gengæld bliver krigshandlingerne mere dokumenterbare: Med GPS-, video- og andre former for data sladrer dronerne hjem om, hvad den er blevet brugt til. Drone-piloten vil derfor have langt større besvær med at forsøge at slippe af sted med folkeretskrænkelser, end f.eks. en soldat på jorden.

USA har to drone-programmer og Lars Erslev Andersen skal have cadeau for at nævne begge. Alt for tit forudsættes det nemlig, at USA’s droneangreb blot udføres af flyvevåbnet og vi kommer derfor til at glemme, at CIA faktisk også er aktive. Det er vigtigt at holde for øje fordi, at CIA ikke er bundet på samme måde af den internationale krigsret, som hæren, flyvevåbnet, flåden og marinekorpset er det. Mener i hvert fald CIA selv.

USA har to forskellige drone-programmer: Et forholdsvist åbent, der drives af Pentagon, og et hemmeligt, der drives af CIA. Militæret startede med at bruge droner til overvågningsopgaver kort efter 11. september. Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive. At de er en del af USA’s forsvar fremadrettet giver sig selv. I en meddelelse fra august bemærkede RAND Corporation om drone-programmernes virkning:

Killing terrorist leaders is not necessarily a knockout blow, but can make it harder for terrorists to attack the U.S. Members of al-Qaida’s central leadership, once safely amassed in northwestern Pakistan while America shifted its focus to Iraq, have been killed, captured, forced underground or scattered to various locations with little ability to communicate or move securely.

Recently declassified correspondence seized in the bin Laden raid shows that the relentless pressure from the drone campaign on al-Qaida in Pakistan led bin Laden to advise al-Qaida operatives to leave Pakistan’s Tribal Areas as no longer safe. Bin Laden’s letters show that U.S. counterterrorism actions, which had forced him into self-imposed exile, had made running the organization not only more risky, but also more difficult.

Patrick B. Johnson, der er forsker ved RAND, har undersøgt 90 anti-terroroperationer siden 1970’erne og kan dokumentere, at drab på eller tilfangetagelse af terrororganisationernes ledelser resulterer i, at terrorkampagnerne ophører tidligere end ellers forventet. Se “Does Decapitation Work? Assessing the Effectiveness of Leadership Targeting in Counterinsurgency Campaigns.

På trods af sin effektivitet – eller måske præcis derfor? – er drone-krigen i visse kredse et omdiskuteret emne. Det skyldes ikke mindst, at der er en række retsstatsmæssige udfordringer, som også denne punditokrat ikke umiddelbart set løst.

Et stort problem ved enhver debat om drone-krigen er, at samtalen alt for hurtigt kommer til at handle om selve drone-enheden, jf. f.eks. Erslev Andersens ord “drone-krigen”. Det betyder at vi glemmer det der er vigtigere: Den væbnede konflikts årsag, formål og hvornår og hvordan vi gerne vil have, at den ender. Vi taler om krigs- og folkeret, men oftest kun i forbindelse med, at vi anklager hinanden for at bryde den. Udenfor enhver debat er den umiddelbart lemfældige kontrol med og offentlighed omkring konfliktens midler og metoder.

I USA kan det bestemt ikke udelukkes, at kongressens meget hårde linje overfor terrorisme har resulteret i, at regeringen er blevet overladt for frie tøjler.

Ligeledes benægter regeringen og kongressen fortsat påstande om, at statens egen ageren ude omkring i verden både før og efter 9/11 bl.a. medfører ”blowback” i form af yderligere anti-amerikansk radikalisering.

* * *

Kombattanter i en krig har ikke som civile krav på en rettergang før de eventuelt dømmes og henrettes. Med Barack Obamas krigshjemmel, som definerer fjenden temmelig bredt, vil der være situationer, hvor en civil person kategoriseres som kombattant fordi han er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Dertil kommer civile ”collateral damages”, der er moralsk forkastelige, men som accepteres af folkeretten, hvis nytten ved at gennemføre et angreb overstiger nytten ved ikke at gennemføre det. Hvordan regnskabet opgøres er lidt noget hokus-pokus. Men man skal under alle omstændigheder huske på, at collateral damage ikke ukendt i konventionel krigsførelse og at det, alt andet lige, vil forekomme.

Til forskel fra konventionelle soldater, har drone-piloterne dog ikke de samme muligheder for konkret og hurtigt, at vurdere situationen på jorden. Derfor kan man ikke udelukke, at drone-angreb har et højere potentiale for civile tab, end mand-til-mand kamp.

Det gør ikke det hele nemmere, at civile tab er notorisk svære at opgøre.

* * *

Erslev Andersen skriver, at drone-angrebene udgør ”en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet” og at de derfor må være folkeretsstridige. Karakteren af konflikten og USA’s tilstedeværelse i Afghanistan betyder, at drone-angreb i sagens natur ikke er folkeretsstridige i det område. Kritikken må derfor angå drone-angreb i Pakistan, Yemen osv.

For at krænke staternes suverænitet, skal USA gennemføre drone-angrebene uden staternes samtykke; med mindre FN’s Sikkerhedsråd a) konstaterer, at der er problemer i staterne, som det internationale samfund kan intervenere overfor og dernæst b) giver samtykke til en egentlig interventionen på mere eller mindre betingede vilkår. FN’s Sikkerhedsråd udstedte i kølvandet på 9/11 en serie resolutioner, der specifikt adresserede behovet for at bekæmpe international terrorisme. Ligeledes blev international terrorisme kategoriseret som et særligt problem, der påtvinger sig staternes opmærksomhed og handling.

Så vidt vides samtykker netop disse stater til USA’s drone-angreb. Erslev Andersen mener faktisk også selv at vide, at dét er sagen:

Pakistan har også været udsat for adskillige amerikanske droneangreb. At sende fly ind og dræbe et andet lands statsborgere er en klokkeklar krænkelse af landets statslige suverænitet. Omvendt har Pakistan selv store problemer med et stigende antal militante grupper, der er i blodig konflikt med den pakistanske stat. Pakistan har med andre ord selv interesse i at udnytte den amerikanske droneteknologi.

Offentligt tager Pakistan derfor afstand fra droneangrebene, men hemmeligt hjælper de amerikanerne med at udpege mål. I Obamas regeringstid har dronerne på den måde dræbt et stort antal pakistanske talibanere. Aftalen er, at USA ikke offentligt kommenterer angrebene. En lignende aftale lavede Obama-regeringen med den daværende præsident i Yemen, som gav amerikanerne lov til at dræbe alle de al-Qaida-folk, de kunne spore, hvis Yemens forsvar officielt fik æren for angrebene…

Derfor er det underligt og ulogisk, at han, sin viden om disse aftaler taget i betragtning, har valgt at skrive, at USA “klokkeklart” krænker staternes suverænitet.

Det skylder han at uddybe.

* * *

Tilføjet den 26. december 2012:

Jeg kan forstå på en kommentar, at der er tvivl om hvem USA er i krig/konflikt med. Det er korrekt, at USA ikke er i krig med f.eks. Yemen. De er, for at bruge den gamle traver “i krig mod terrorister”. Tilbage i 2001 vedtog kongressen en lov/fællesresolution – Authorization for Use of Military Force – som består af to §§. Det er den anden der er den vigtige og som danner grundlag for Enduring Freedom m.v., og deri står:

(a) IN GENERAL- That the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.

(b) War Powers Resolution Requirements-

(1) SPECIFIC STATUTORY AUTHORIZATION- Consistent with section 8(a)(1) of the War Powers Resolution, the Congress declares that this section is intended to constitute specific statutory authorization within the meaning of section 5(b) of the War Powers Resolution.

(2) APPLICABILITY OF OTHER REQUIREMENTS- Nothing in this resolution supercedes any requirement of the War Powers Resolution.

Det relevante spørgsmål at stille i denne anledning er ikke hvem USA er i krig med, men om hjemlen i det hele taget kan strækkes så langt, som administrationen vælger at strække den. Men det er selvsagt et indenrigspolitisk spørgsmål; ikke et folkeretligt.

7 Comments

  1. Erslev Andersen synes kun at ville se med det ene øje, når han beskylder USA for at overtræde en masse ved at anvende dronefly.
    Hvad har muslimerne ikke overtrådt i deres bestræbelser for at vinde over resten af Verden.
    Tallet er legio og ikke til at remse op.
    I stedet burde vi her i Vesten fryde os, hvergang det lykkes at himle en muslimsk topterrorist.

    falkeøje

  2. ‘Så vidt vides samtykker netop disse stater til USA’s drone-angreb’

    Jada, så vidt vides, det er derfor man som akademisk betragter af mord har en intellektuel hvis ikke moralsk forpligtelse til at søge bare lidt information, inden man kaster sig ud i den sædvanlige apologetik. Her bare to ud af rigtigt, rigtigt mange eksempler man kan google på 1 sekund.

    http://www.reuters.com/article/2012/06/04/us-pakistan-usa-drones-idUSBRE8530MS20120604

    http://www.irishtimes.com/newspaper/breaking/2012/0619/breaking17.html

    I øvrigt har man her på stedet overmåde travlt med at skelne mellem ‘frie’ og ‘ufrie’ stater og alle de økonomiske velsignelser og forbandelser det fører med sig. Så i en aerlig diskussion om ‘folkeret’ skylder man måske at nævne at staten det er Ludvig 14, ikke folket, som næppe har stemt for USA og deres droner.

    Man skylder måske også at vise en basal forståelse af, at USA ikke er mere i krig med Pakistan, Yemen, Somalia, Afghanistan, Iran og hvem man ellers har lyst til at terrorisere eller strangulere økonomisk, end ateisterne er i krig med julen. Disse lande kan ikke i selvfølgelig heller ikke sende sende droner til USA eller Danmark for at bombe formodede terrorister, så helt lige for loven er vi nok ikke .

    Mht. til den specielle karakter af konflikten i Afghanistan, som vistnok retfærdiggør et eller andet efter Hr. Stenbergs mening, kan man få et indtryk af, hvor glad selv USA’s marionetstatsoverhoved er for det her:

    http://www.nytimes.com/2012/09/17/world/asia/karzai-denounces-coalition-over-airstrikes.html?_r=0

  3. Christian Bjørnskov

    26. december 2012 at 11:24

    @Claus: Kunne du evt. holde op med at motivanalysere og læse hvad der står? Nikolaj skriver intet om, hvorvidt han mener at droneangreb er effektive, ønskværdige eller bare meningsfyldte. Hans post er udelukkende omkring den juridiske vurdering af dem – altså et akademisk og ikke normativt indlæg. Men du tillægger åbenbart enhver nuancering af en juridisk debat et ikke bare normativt, men ideologisk sigte, som jeg ikke kan læse nogle steder i posten.

  4. Johannes Polemicus

    26. december 2012 at 18:07

    Jura er ikke en videnskab, så talen om en akademisk juridisk vurdering er underlig.

    God jul,
    J.

  5. @Bjørnskov

    Jeg er som bekendt af den skole, Hr. Bugge kalder ‘lidt frelst’ , for han kan også godt lide at haenge sig i spidsfindige juridiske detaljer, som tjener til at aflede opmaerksomheden fra det egentlige.

    Det kan jeg ikke, derfor fokuserer jeg på, om handlingerne er meningsfyldte eller moralsk forsvarlige. Jeg opstillede en simpel prøve: Under hvilke omstaendigheder ville man synes, det er ok, hvis Pakistan, eller måske Cuba, sender droner til DK eller US for at bombe military age males med et mistaenkeligt adfaerdsmønster?

    Det ikke en spidsfindig juridisk detalje at haenge hele sin post på, at alle de stater, eller hvad man nu skal kalde dem, hvis territorier vi bomber, ’så vidt vides’, er ok med det. Det er bare gas, isaer når det kommer fra en juridisk ekspert. Hvad kommer det aegte folkeret ved, at en eller anden diktator eller marionet, 100 % afhaengig af USA’s støtte, modstridende indvilliger i dette eller hint overgreb mod denne eller hin minoritet fra hånden som fodrer ham?

    Eller synes de ellers så individualistiske Punditokrater virkelig, det er ok folkeretsmaessigt, at nogle mere og isaer mindre demokratisk valgte eliter ’så vidt vides’ har indgået nogle (ikke så?) hemmelige aftaler om, at i hvert fald nogle bombninger er ‘nyttige’, så laenge USA opretholder sin massive støtte til disse mindre eller isaer mere købte eliter?

    I modsaetning til hvad du haevder, handler 2/3 af artiklen om, at droneangrebene er effektive, ønskvaerdige og meningsfyldte set med egne og klienternes øjne. Du kan evt. forsøge dig med laesebrillerne og paragrafferne efterfølgende:

    “I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive.”

    Hvordan kan man skråsikkert skrive det i en artikel, hvor man samtidigt erkender, at “effektivt” er in the eyes of the beholder, dvs, civile tab er svaere at opgøre, definitionen af ‘nytte’ er lidt hokus pokus etc. Hvis man invender, at nytte ikke saettes lig med effektivitet, hvad rager det så en folkeretsdebat om dronebombninger, tortur eller flueknepperi er ‘effektivt’ eller ej?

    Apologetics.

    For at imødegå modargumenter gør man så foleretssdiskuissionen meningsløs ved at henvise til selvhersker-argumentet om, at hvilke beføjelser en praesident har, og hvordan han i øvrigt definerrer krig, enemy combatant etc. når det gaelder at bombe fremmede lande, er et indenrigspolitisk spørgsmål.

    Jeg behøver blot stille det sammme spørgsmål igen. Ville Hr. Stensberg på samme rolige og akademiske måde henvise til indenrigske anliggender, hvis Iran eller Venezuela besluttede, at de var i deres fulde ret til at dronebombe terroristerne Bush, Cheney og Fogh inkl. familie eller smadre WTC, fordi Chavez eller Ahmadinejad beslutter ifølge deres Disposition Matrix at nyttevaerdien opvejer den uheldige collateral damage?

  6. Nikolaj Stenberg

    27. december 2012 at 00:53

    Claus,

    Du skyder mig ting i skoene, som jeg ikke mener personligt eller som jeg ikke skriver.

    Som jeg også tidligere har skrevet her på stedet, er jeg personligt meget skeptisk overfor USA’s fremgang i krigen mod terror; den skepsis skyldes ikke, at jeg har nogle indvendinger mod selve drone-enhederne eller brugen af dem, men tværtimod at min sans for liberalt demokrati siger mig, at USA’s krigsførelse er mere fordækt og mindre gennemsigtigt end nødvendigt, for ukontrolleret (særligt CIA-programmet) og på grænsen til, hvor meget jeg personligt mener, en stat bør kunne intervenere i andre staters anliggender.

    Effektivitet:

    Jeg skriver i blogindlægget:

    Fordi droner styres af mennesker adskille de sig som våben ikke principielt fra geværer, sabler eller bombefly. Men til forskel fra en bombe eller et krydsermissil, er en drone mere præcis; de er også billigere. Droner hverken optrapper eller forskruer krigsførelsen. Til gengæld bliver krigshandlingerne mere dokumenterbare: Med GPS-, video- og andre former for data sladrer dronerne hjem om, hvad den er blevet brugt til. Drone-piloten vil derfor have langt større besvær med at forsøge at slippe af sted med folkeretskrænkelser, end f.eks. en soldat på jorden.

    Sammenlignet med en traditionel militær indsats med soldater på jorden opnår man med drone-angrebene det samme resultat, men til færre (tidsmæssige, økonomiske, personelle osv.) omkostninger. Tilmed opnår USA et solidt sæt data, der kan dokumenterer de enkelte angreb og mange af de data er endda offentligt tilgængelige. Det er vel nærmest definitionen på moderne, militær effektivitet.

    Dertil: At handling er effektivt betyder ikke, at handlingen ikke er dadelværdig. Selvom du påstår det, så skriver jeg ikke, at drone-angreb (altså, drab på mennesker) i sig selv er ønskværdige; intet kunne være længere fra sandheden.

    Du fremhæver min sætning: ”I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive.” Denne sætning kommer umiddelbart efter, at jeg citerer fra den artikel, der fik mig til at skrive blogindlægget. Hvis du læser sætningen i sammenhæng med citatet vil du også kunne konstatere, at USA’s droneprogrammer er blevet mere effektive end under Clinton (og også Bush):

    Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

    Collateral damage:

    Jeg skriver i blogindlægget:

    Dertil kommer civile ”collateral damages”, der er moralsk forkastelige, men som accepteres af folkeretten, hvis nytten ved at gennemføre et angreb overstiger nytten ved ikke at gennemføre det. Hvordan regnskabet opgøres er lidt noget hokus-pokus…

    1) At folkeretten accepterer collateral damage betyder ikke, at den tilskynder til drab på civilbefolkningen. Tværtimod betyder det, at man anerkender, at krigshandlinger i et område med civile kan føre til civile tab, men at et sådant tab ikke udgør en krigsforbrydelse.

    2) At det er ”lidt noget hokus-pokus” går på at det ex post facto er svært at vurdere, om et civilt tab er acceptabelt/undskyldeligt eller ej. Men i den forbindelse er det jo netop ikke uset, at amerikanske soldater retsforfølges og dømmes for uproportionalt brug af militær magt.

  7. Nikolaj,

    Effektivitet har stadig ikke noget at gøre med, om det er lovligt eller endda nyttigt i laengden. Som jeg naevnte, bruger man praecis det samme argument om tortur, som om at effektivitet på en eller anden måde kan vejes på den samme vaegtskål som menneskerettigheder og demokrati.

    Problemet med droner er ikke, om piloten kan slippe afsted med folkeretskraenkelser, eller om brugen af dem optrapper en eksisterende, *rigtig* krig. Problemet er netop, at nu kan man føre krig og påberåbe sig retten til at forårsage collateral damage i lande man slet ikke er i krig med. Det er på denne måde droner kan eskalere og forskrue krigsførsel, krigen udbredes til lande, som det er “upraktisk” at angribe på anden vis (Bush’s “the whole world is a combat zone” realiseret), fordi det alligevel ikke opfattes som rigtig krig. At det er farligt for den almene bevidsthed må vel vaere åbenlyst for enhver, der kender til Orwell.

    Men min kritik gik nu lige så meget eller mere på Erslevs artikel, som er direkte pinlig også på andre områder. Den viser, hvordan vi allerede er traenet til refleksivt at opgive alle friheder, ret og demokrati til Føreren. Erslev skriver indledningsvist:

    “For det andet undergraver programmet folkeretten og den internationale retssikkerhed. Angrebene er en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet, og offentligheden har kun Obamas ord for, at de dræbte faktisk er skurke. De har ingen muligheder for at forsvare sig mod beskyldningerne.”

    Jeg opfordrer enhver, der har interessen til at laese resten af Erslevs artikel med en lup og se om de kan finde et eneste konkret eksempel, hvor Erslev ikke ubetinget tager Obamas ord for, ikke bare at de draebte er skurke, men ogsaa, at vi er the good guys. Allerede i naeste paragraf får vi at vide at:

    “For det tredje betyder hemmeligholdelsen af programmet, at medierne kan tilskrive det alverdens usandheder. I Pakistan fortæller medierne gang på gang om amerikanske droneangreb, der har forvoldt stor skade og kostede uskyldige livet. Nogle af historierne er rigtige, men de fleste er enten direkte forkerte eller overdrevne.”

    Problemet med Obamas hemmeligholdelse af droneprogrammet er ikke, at det er antidemokratisk og propagandistisk, naeh, problemet er, at dem vi bomber kunne finde på at drive deres egen propaganda. Det er et rendyrket symptom på internaliseret ledertilbedelse, at selv når man saetter sig for at kritisere noget ved lederen, bliver det omgående vendt om og projiceret over på de andre. Erslev siger endda lige ud, at den egentlige fare ved folkeretskraenkelserne er ikke, at de er forkastelige og nedbrydende for vores civilisation , men at det gør det svaerere at pege fingre af “de andre”:

    “Endelig risikerer Obama, at strategien kopieres af lande som Iran og Kina. Det kan blive det største problem på længere sigt, fordi USA vil have svært ved at kritisere andre lande uden selv at komme til at lyde dobbeltmoralsk”

    Erslevs sørgelige forsøg på at skrive noget kritisk om vores dear leader er et fortrinligt eksempel på, hvad terrorkrigen har reduceret os til som individer.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑