Et par afslappede juledage blev vel tilbragt i selskab med Lars Peder NordbakkensLiberale tenkere for vår tid” (2017). Bogen er et portræt af ni centrale liberale tænkere fra det tyvende århundrede. Nordbakken giver i ni kapitler et veloplagt rids af deres personlige baggrund, som næsten uden undtagelse har været dramatisk, og leder os gennem deres centrale ideer. Det er ingen let opgave, givet både dybden og bredden af deres tænkning. Det lykkes alligevel i imponerende grad både at introducere dem på en tilgængelig måde og at komme langt nok ned i stoffet.

”Liberale tenkere” fungerer altså glimrende som en introduktionstekst til vigtige liberale ideer. Men den er mere, end den umiddelbart giver sig ud for. Der er også noget at komme efter, selv om man kender til de ni i forvejen. Nordbakken har givetvis mere på hjerte end at introducere.

Valget af de ni tænkere er på flere måder bemærkelsesværdigt. For det første dækker de et meget bredt spektrum med hensyn til politisk filosofi. For det andet er deres geografi interessant. Det er måske ikke så underligt, at Østrig er tungt repræsenteret – af Mises, Hayek og Popper. Tyskland er imidlertid – mere usædvanligt – også godt repræsenteret ved de ordoliberale Röpken og Eucken samt ved Dahrendorf. Den angelsaksiske verden er strengt taget kun repræsenteret ved Milton Friedman, men det hører dog med til historien, at Mises, Popper, Hayek og Dahrendorf kom til at tilbringe en stor del af deres tilværelse i angelsaksiske lande. Inderen Sen kan også i en vis forstand tælles med som angelsaksisk. Som den eneste nulevende af de ni bor han i USA. Endelig har Nordbakken valgt at tage Trygve Hoff med, hvilket naturligvis afspejler, at ”Liberale tenkere” er en norsk bog, men også at han finder Hoff interessant i egen ret. Ikke som original tænker på samme måde som de andre otte, men med tre andre kendetegn: Formidler af kalkulationsdebatten om socialisme (indledt af Mises), redaktør af Farmand (inspireret af det britiske The Economist) og utrættelig talsmand for liberal økonomisk politik i efterkrigstidens Norge. Det sidste i et land, hvor enorme ressourcer blev investeret i at uddanne en hær af økonomer, som skulle stå for den økonomiske planlægning, man forestillede skulle udspille sig efter krigen (det samme gjorde sig gældende i Danmark, men investeringerne i projektet var i langt mindre skala). Det bliver hos Nordbakken en fortælling om, hvordan den enlige Hoff fik ret.

Hoff var ikke den eneste af de ni, der gik mod kraftige antiliberale strømninger i sin samtid. Og her tænkes ikke blot på den tysk-østrigske nazisme, som sendte flere af hovedpersonerne på flugt og bragte andre i fare. Hayek blev for alvor berømt for sin ”Vejen til trældom”, skrevet under krigen, som han tilbragte i England. Hayeks pointe var, at ikke kun nazisme, men enhver form for totalitarisme og planøkonomi måtte ende med overgreb og undertrykkelse som i Nazityskland. Allerede før krigen tog han desuden – sammen med flere af de andre i bogen – initiativ til Le Colloque Walter Lipmann, et seminar i Paris i 1938 for udvalgte liberale intellektuelle (seminaret var navngivet efter den amerikanske forfatter og journalist Lippmann). Der var to hovedspørgsmål. Hvordan kunne liberalismen igen få intellektuel og folkelig opbakning? Hvordan kunne den forny sig? Der skulle gå ni år og komme en krig i mellem, før der igen kunne arrangeres et lignende seminar. Det var i 1947, hvor The Mont Pelerin Society blev stiftet. Det findes som bekendt stadig og inkluderer i dag Nordbakken selv i medlemskredsen. Og selv om det ikke fremgår eksplicit, er ”Liberale tenkere” også en slags Mont Pelerin Societys historie – i hvert fald som en vigtig sidehistorie og rød tråd i bogen.

Præmissen for det sidste spørgsmål fra Le Colloque Walter Lipmann – hvordan kan liberalismen forny sig? – var der ikke enighed om. Mises fastholdt, at klassisk liberalisme havde været en succes i det nittende århundrede. De ordoliberale især fandt derimod behov for fornyelse. Konflikten mellem disse to poler prægede ikke blot seminaret, men kom også til at præge efterfølgende liberale. Ser man på udvalget af tænkere i Nordbakkens bog, gælder det i endnu højere grad. Der er i hvert fald stor forskel på den liberalisme, som f.eks. Mises og Friedman repræsenterer, og varianterne hos Dahrendorf og Sen. Det går i høj grad på, hvor meget staten skal agere kontravægt i forhold til, at mennesker er forskellige. Klassisk liberalisme lægger vægt på institutioner, som er neutrale og sikrer ens rettigheder. I Sens aftapning skal staten derudover sikre, at alle har et minimum af ”kapabiliteter”, hvilket ikke alene indebærer en del økonomisk omfordeling, men tillige kompensation for andre svagheder. Interessant nok har Nordbakken valgt ikke at gøre disse spændinger til et eksplicit tema, men derimod i nok så høj grad at fremhæve de fælles træk hos de ni. Dem der gør dem til vigtige liberale i hans optik.

Det havde dog været noget uforløst, hvis ikke det havde været for det afsluttende kapitel. Her giver Nordbakken kort sit eget svar på spørgsmålet om, hvordan et liberalt samfunds grundlæggende institutioner ser ud, og hvad forholdet er mellem dem. Der er fire grundlæggende: Retsstaten (the rule of law), demokratiet, markedsøkonomien og det uafhængige civilsamfund. Med kapitlet ønsker han også at give et bud på liberalismens nutidige udfordringer fra bl.a. nationalkonservative og populister.

Lars Peder Nordbakken er en velkendt skikkelse i norsk liberalisme. Han er tilknyttet tænketanken Civita, som også har udgivet bogen. Selv om ”Liberale tenkere” er på norsk, er den anbefalelsesværdig letlæst også for et dansk publikum.