Formynderideologiens genkomst

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er et af regeringens mest tænksomme og interessante medlemmer. I dag bringer Berlingske et interview, som er værd at bide mærke i. Ministeren forsvarer regeringens politik med aktivt at ville forme befolkningen og befolkningssammensætningen – herunder forslagene om at fordele gymnasieelever efter forældreindkomst, tvangsudlejning af private lejeboliger til folk baseret på etnicitet og udflytning af uddannelsespladser. Det gør han med et grundlæggende, ideologisk opgør med den individuelle frihed.

Ministeren mener, at tiden nu har ændret sig siden ”89-generationens grænseløse epoke”. 89-generationen var dem, der var unge ved Berlinmurens fald og blev forhippede på frigørelse af enhver art. Det var imidlertid en fejltagelse. Frihed for nogle kan medføre ufrihed for andre. ”Vi skal forsøge at imødekomme folks frie valg, men der er situationer, hvor den enkeltes frie valg betyder, at andre bliver stillet ringere. Og det er nyt i forhold til 89er-tænkning”, siger han bl.a.

Hvad er der galt med denne argumentation? En hel del.

Hele præmissen for Dybvad Beks argument er et såkaldt positivt rettighedsbegreb. Friheden defineres som mulighed til noget bestemt. Deraf følger, at ”friheden” vokser med f.eks. ens indkomst eller fysiske formåen. Og hvis verden anses for et nulsumsspil (eller ligefrem negativ-sumspil), så følger, at den enes frihed nødvendigvis er på den andens bekostning. Omfordeling af ressourcer bliver til ”fordeling af frihed”. Det er imidlertid velkendt, at positive rettigheder kun kan være ad hoc og kan blive indbyrdes modstridende. Men i den situation kan man jo blive nødt til at lade staten sætte sig for bordenden og skære igennem, hvad ministeren da heller ikke er fremmed over for.

Mange politiske filosoffer har siden Locke betonet, at frihedsrettigheder må være negative for at være meningsfyldte. Ved en negativ rettighed forstås, at der er ting, andre ikke må gøre mod én. Den personlige frihed er en ret til, at ingen tager ens liv eller krænker ens person. Ejendomsretten er retten til at disponere over ens ejendom uden intervention fra andre. Ytringsfriheden er retten til at fremsætte en ytring med de midler, man råder over – ikke at andre har en pligt til at formidle ytringen. Negative frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis præget af indbyrdes modstrid. Der er intet i vejen for en tilstand, hvor ingen krænker hinandens rettigheder. Negative frihedsrettigheder kan være opfyldt såvel på Robin Crusoes ensomme ø som på en tætbefolket Manhattan.

Som man kan se af ministerens udtalelser, har valget af henholdsvis positive og negative rettigheder afgørende betydning for opfattelsen af statens rolle. I hans univers er frie valg noget, ”vi” – dvs. politikerne og staten – ”imødekommer”. Staten er den centrale arena for samfundets beslutninger og vurderinger. Det er her, det afgøres, ”hvor meget frihed”, vi hver især skal tildeles. Indkomstforskelle kan blive let betragtet som uretfærdige, hvis politikerne har til opgave at ”fordele friheden”. Hvis staten er den centrale arena, er det for så vidt naturligt at få den tanke, at befolkningen er en masse, som bør formes af politikerne.

I et samfund med negative frihedsrettigheder er udgangspunktet naturligt nok i stedet det enkelte individ. Det kræver i det mindste en god begrundelse at afskære nogens rettigheder. Staten har en begrænset rolle at spille – lidt som en badmintonklub løser konkrete opgaver for sine medlemmer, ikke har ansvaret for alle aspekter af deres liv. Hvordan kan man så begrunde at give staten opgaver? Hvis staten i princippet kan stille alle bedre – f.eks. ved at levere kollektive goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkeligt omfang ved frivillige markedstransaktioner. Forsvaret er et standardeksempel. Men det er helt centralt, at disse begrænsede opgaver ikke giver staten adkomst til at beslutte alt muligt andet. Det kan dog være et alvorligt problem at sikre, at den ikke gør det alligevel, men det er en anden sag.

Ministeren veksler i interviewet pudsigt nok mellem at mene, at vi har været domineret af 89ernes frihedstænkning, og at vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel – selv om han ”i stedet [vil] kalde det normer og fælles værdier”.

Dybvad Bek synes også at forveksle frihed med ”frigørelse”. Her læner han sig op ad en misforståelse, som visse nationalkonservative debattører har ventileret. Politisk frihed giver borgerne ret at disponere over dem selv og deres retfærdigt erhvervede ejendom. Deri ligger ikke, at man skal træffe bestemte valg, eller at man nødvendigvis skal frigøre sig fra normer og konventioner. Fordi det er frivilligt, om man vil spise brød, følger ikke, at man ikke bør gøre det! Det er værd at huske på, at USA’s liberale forfatning blev indført af ikke mindst protestantiske grupper, som ville have lov til at leve i overensstemmelse med stærke religiøse normer.

Man kan naturligvis have den tro, at normer, konventioner og værdier i det hele taget udgår fra og bør reguleres af staten. Igen forestillingen om politik som samfundets centrale arena. Men realiteten er snarere, at normer udvikler sig i en spontan evolutionær proces. Staten kan måske nok påvirke den proces, men ikke nødvendigvis med de ønskede resultater.

Ministeren har ret i, at 1989 var et skelsættende år og endeligt afslørede konsekvenserne af en fejlagtig tro på politisk planlægning af samfundet. Der er intet sket i mellemtiden, som modsiger de erfaringer; hvis vi endelig skal tale normer, så kan man endnu i dag se en lavere grad af tillid i ex-kommunistiske lande. Det eneste, der er sket, er at tiden er gået og måske har hyllet nogle af erfaringerne ind i glemsel.

Dybvad Bek skal have tak for at formulere et ideologisk forsvar for regeringspartiets politik. Det er værd at bekæmpe.

4 thoughts on “Formynderideologiens genkomst

  1. Ivan Dybdal

    Kom lige forbi. Glimrende analyse.
    Jeg har endnu ikke læst interviewet med Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.
    Det chokerer mig nærmest, hvis KDB nu nedgør Berlinmurens fald og taler om ”89-generationens grænseløse epoke”. Måske er DDR-tænkningen hoppet vestpå over Jerntæppet til DK og EU? Det tog ikke lang tid! 🙂

    Svar
  2. Pingback: S forsvarer sin ret til at omfordele danskernes frihed – HasToSee.com

  3. Lars duelund

    Glimrende analyse og viser hvorfor jeg synes vores nuværende regering er den mest skræmmende i mange år

    Svar
  4. Steen Stengaard Nielsen

    Jeg hørte i et foredrag af den norske filosof Lars Svendsen en skelnen mellem negativ frihed i politiske sammenhæng og positiv frihed i personlige sammenhæng. Negativ frihed i det personlige liv giver et ulykkeligt liv, hvor man ikke kan det, man gerne vil, mens positiv frihed i det politiske betyder overgreb og diktatur. Han bruge American Psycho som eksempel på manglende positiv frihed i det personlige liv. Det er ikke statens opgave at coache den enkelte til større personlig frihed – det er et overgreb.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.