Nyhedsbureauerne har her til morgen meddelt, at USA’s højesteretspræsident William Rehnquist i nat oplevede dét, som John Maynard Keynes i sin tid associerede med “the long run”–som vi nævnte som en mulighed for flere måneder siden. R.I.P.
Nu får Bush så muligheden for at udnævne hele to højesteretsdommere på kort tid, herunder at gøre en af dem (eller en af de siddende dommere) til ny højesteretspræsident.
Hvem bliver det så?
Jeg havde i forrige uge fornøjelsen at tilbringe en hel aften med at spise middag med US Appeals Court Chief Judge Douglas Ginsburg (som Reagan i sin tid nominerede til US Supreme Court, men som måtte trække sit kandidatur efter afsløringer om ungdommelig interesse for “inhalering”), og jeg kan kun sige: Hvis jeg var præsident, ville han være det oplagte valg. Hold da op. Han er endnu–for den branche–relativt ung, utroligt stærk rent akademisk, har en superb karriere som professor, vicejustitsminister og nu den reelt højest rangerende amerikanske dommer udenfor US Supreme Court–og så er han, set fra min personlige synsvinkel, en appetitlig blanding af at være meget frimarkedsorienteret på økonomiske spørgsmål, en “original intent” jurist på konstitutionelle spørgsmål og ikke en del af den mere statskonservative, religiøse højrefløj.*
Så ham bliver det næppe.
Jeg har også tidligere fremhævet den ideologisk-juridiske flammekaster Janice Rogers Brown (her og her). Det er efterhånden desværre nok lige så usandsynligt.
Mere realistiske bud er dog nok en af disse fire dommere, som Bush havde på sin liste i foråret: J. Michael Luttig; en af de to Edith’er (Edith Clement og Edith Jones), som begge blev brugt af Det Hvide Hus som røgslør for nomineringen af Roberts tidligere på sommeren; Emilio Garza. Alle disse er konservative “original intent”-fortolkere af forfatningen (ihvertfald i et eller andet omfang), og mindst tre af dem går for at være “socialt konservative” i en eller anden grad. De vil givetvis udløse ramaskrig og slagsmål fra den amerikanske venstrefløj, og muligvis en ny debat om brugen af den såkaldte “filibuster”-regel ved udnævnelser, der skal behandles i Senatet. Bush vil i.f.t. sit eget bagland ikke kunne slippe afsted med at udnævne en moderat konservativ i stedet for Rehnquist, men han vil i.f.t. venstrefløjen ikke slippe let afsted med at udnævne en, der er synligt meget mere konservativ end Roberts.
Så det kan blive det “Mother of All Battles” i amerikansk politik, jeg forudså tidligere på sommeren. Omvendt vil erstatningen af Rehnquist med en Rehnquist-agtig dommer ikke flytte balancen–og derfor bliver slagsmålet for ingenting at regne i forhold til, når en af de nuværende højesteretsdommere fra den modsatte fløj skal erstattes–det vil være dér, at balancen for alvor kan skifte, og hvor de ideologiske frontkæmpere vil drage ud med alle de ressourcer, som de har sparet op til netop det formål.
* Det hører med til historien, at Reagan så i stedet for Ginsburg nominerede Anthony Kennedy, der lidt banalt og populært omtales som en af “sving-dommerne”, som nogle gange stemmer “til højre” og andre gange “til venstre”. Kennedy var i den kontroversielle Kelo-dom fonylig den udslagsgivende stemme. M.a.o.: Var Ginsburg blevet udnævnt, havde man–ceteris paribus–ikke fået den mildt sagt groteske dom.
Update: Jeg har tidligere nævnt den, men det kan godt gøres igen: Der er en ny blog, SCOTUSblog, som særligt følger US Supreme Court, og den er værd at holde øje med, hvis man synes, at emnet er interessant.
Update II: Andre er åbenbart–desværre–enige med mig m.h.t. Janice Rogers Brown. Og når de siger det på VolokhConspiracy-bloggen, så er det givetvis sandt, for de er kloge derovre …
Det blev så John Roberts, der blev Bushs ny-nominerede Chief Justice. På det rent taktiske plan, er det ret oplagt og smart. Spørgsmålet bliver så, hvem der bliver den anden, nye dommer–som så reelt er en erstatning for Rehnquist. Jeg tror fortsat på de fire navne, jeg nævnte i posten; i mellemtiden er der denne humoristiske kommentar:http://www.scrappleface.com/MT/archives/002311.html