I tirsdags afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dom i sagen I.A. mod Tyrkiet (dommen er kun tilgængelig på fransk men en engelsk pressemeddelelse kan ses her). Sagen handler om hvor grænserne for ytringsfrihed går når det gælder blasfemi. Kort fortalt havde en tyrkisk forlægger udgivet en bog der bl.a. indeholdt følgende passager:
"Some of these words were, moreover, inspired in a surge of exultation, in Aisha's arms … God's messenger broke his fast through sexual intercourse, after dinner and before prayer. Muhammad did not forbid sexual intercourse with a dead person or a living animal."
Den tyrkiske forlægger blev herefter idømt 2 års fængsel, der dog blev nedsat til en symbolsk bøde på ca. 100 kr. Spørgsmålet for EMD var således, om bøden udgjorde en overtrædelse af den tyrkiske forlæggers ytringsfrihed (artikel 10 i EMRK). Det var uproblematisk for EMD at konstatere, at bøden udgjorde et indgreb i ytringsfriheden. Da der var den fornødne lovhjemmel til indgrebet, var spørgsmålet nu om det var "necessary in a democratic society". Denne test involverer, kort fortalt, en proportionalitetstest, hvor EMD vurderer om indgrebets intensitet overfor individet, står mål med det samfundsmæssige beskyttelseshensyn indgrebet er begrundet i, herunder om der består et "pressing social need" for indgrebet.
4 ud af 7 dommere fandt at:
"those who chose to exercise the freedom to manifest their religion, irrespective of whether they did so as members of a religious majority or a minority, could not reasonably expect to be exempt from all criticism. They had to tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrines hostile to their faith.
However, the present case concerned not only comments that were disturbing or shocking or a "provocative" opinion but an abusive attack on the Prophet of Islam. Notwithstanding the fact that there was a certain tolerance of criticism of religious doctrine within Turkish society, which was deeply attached to the principle of secularity, believers could legitimately feel that certain passages of the book in question constituted an unwarranted and offensive attack on them.
In those circumstances, the Court considered that the measure in question had been intended to provide protection against offensive attacks on matters regarded as sacred by Muslims and had therefore met a "pressing social need". It also took into account the fact that the Turkish courts had not decided to seize the book in question, and consequently held that the insignificant fine imposed had been proportionate to the aims pursued by the measure in question."
EMD har tidligere nået til samme resultat i lignende domme f.eks. i Wingrove og Otto Preminger, der begge omhandlede censur af film, der gjorde grin med eller kritiserede kristne bibelske personer (Lars Hedegaard og Helle Merete Brix behøver således ikke bekymre sig om at EMD nu har lagt sig på maven for Islam).
Dommens snævre flertal opretholder dermed EMDs hidtige praksis på dette område og lader Europarådsstaterne nyde en vid skønsmargin, når det kommer til regulering af religiøse og moralske spørgsmål. Det er stærkt bekymrende, at EMD på denne måde undergraver ytringsfriheden, der i min optik bør være så nær absolut som mulig. Jeg ser ingen presserende grund til, at (grovkornet) kritik, satire eller endog forhånelse af religiøse figurer bør indskrænkes i højere grad end grovkornet satire, kritik eller forhånelse af f.eks. Karl Marx, Adam Smith eller andre. Man kan håbe, at afgørelsen bliver appelleret til og antaget af EMDs Grand Chamber, hvor 17 dommere i så fald vil have mulighed for at tilsidesætte den.
Alarmerende og unødvendigt. Blairs tilsvarende lovinitiativ + stærke katolske, protestantiske, islamiske bevægelser gør det ligefrem uhyggeligt. Napoleon indførte ytringsfrihed og religionsfrihed som det første, når han erobrede nyt land. Vi er i sandhed på vej baglæns i historien p.t.
Protestantiske bevægelser?Jeg har kun oplevet at katolske og islamiske bevægelser har forsøgt at knægte ytringsfriheden. Har du et konkret eksempel på at en protestantisk bevægelse har knægtet ytringsfriheden (ikke at jeg påstår at det ikke er sket – jeg har bare aldrig hørt om det)?Derudover er der jo også den ikke-statslige knægtelse af ytringsfriheden (van Gogh mfl.). Her kommer truslen så vidt jeg kan se næsten udelukkende fra Islam og totallitære venstrefløjskræfter.
Jeg havde ingen konkrete protestantiske eksempler i tankerne, da jeg skrev kommentaren. Men nysgerrighed og Google (blasfemi + Jesus) frembragte allerede i første hug en række danske og norske hjemmesider, hvor praksis vedr. blasfemiparagraffen (altså at den ikke bruges) kritiseres. Fandt også Karlsmoses indlæg i den nylige debat om ophævelse af blasfemiparagraffen på Kristendemokraternes hjemmeside; det kan kort gengives som dette, at der må være en grænse (for ytringsfriheden, altså. Samme argumentation bruger Sherin Khankan fra Kritiske muslimer i øvrigt. Men derudover er jeg da enig i, at truslen mod ytringsfriheden kommer fra de mindst sekulariserede religioner.Væk med blasfemiparagraffen, – den er et utidigt levn.
Jeg tror ikke der er meget tvivl om at venstrefløjen og muslimerne dominerer kampen mod ytringsfriheden. Enhedslisten har vel en slags uformelt tæskehold til at chikanere andre demonstrationer end deres egne. Os fra fredogfrihed.org blev truet med tæsk og drab da Kim Møller mødte op på Christiania for at deltage i direkte debat på DR-tv i anledning af Bush-besøget. En anden gang deltog jeg i en demonstration for svensk ytringsfrihed foran udenrigsministeriet. De autonome mødte op og smed vand i hovedet på os, og truede ældre svenskere med bank.Senest har vi så set at det er svært at finde illustratorer til en børnebog hvor en kameldriver ved navn Muhammed indgår.