Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v. Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft. Common sense.
Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats. Med andre ord, det skal kunne betale sig, at manden, der gør en ekstra indsatser knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være. Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.
Men sådan er det åbenbart ikke mere. Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”. Her er det tilsyneladende partiformanden–statsministeren–som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler). Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper. Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er. Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt. (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)
De må alle straks kaldes til ordenligesom socialministeren. For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden? Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt? At det var et mål? Det hun sagde var:
“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …
»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)
Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks. Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen? Hvad står der i Venstres principprogram? Her står bl.a.:
Hvis man skal vælge mellem de to principperat det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunnehvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?
Så er jeg da heldigvis ikke den eneste der undrer mig over statsministerens indgriben.
Man undrer sig stedse over den stadige fordummelse af den politiske diskussion i Danmark. Jeg kommer til at tænke på Erasmus Montanus – igen, det gør man nemlig tit når man følger den danske debat – men ikke dér hvor Rasmus Berg forvandler morlille til en sten, men derimod i sidste akt, hvor den gode Montanus til sidst må give afkald på sin indsigt i at jorden er rund, fordi alle omkring ham mener den er flad. Eva Kjer Hansens udtalelser er det første fornuftige en dansk politiker har sagt i flere år (og det skulle ikke undre mig, at Arzrouni har haft en finger med i spillet) – men almindelig sundt fornuft er der naturligvis ikke plads til på bjerget. Her regerer lighedsreligionen! Og jorden er flad, for det kan man jo se, at den er. Det er det rene, skingrende vanvid.
At vores socialministers skandaleombruste udtalelser er udtryk for sund borgerlig tankegang kan kun meget vanskeligt bestrides. Som fornuftstro liberal må man endda forsigtigt fristes til at håbe at de fleste, forelagt hendes faktiske udtalelser (jf. ovenfor), ville finde dem ret ukontroversielle. Man kan således let erklære sig enig i, at1. Eva Kjer Hansens udtalelser om ulighed som sådan var til overflod fornuftige og sympatiske, og at2. Statsministerens nedskydning af samme udtalelser er i strid med _både_ partiet Venstres ideologiske grundlag _og_ hans egne tidligere ytringer …. Men: man kan sagtens samtidig erklære sig lodret uenig i din og andre borgerlige kommentatorers konklusion, at3. Statsministeren dermed har svigtet den borgerlig-liberale sag ved at skride til handling som han gjorde.For hvad nu, hvis Anders Fogh slet ikke har glemt eller forladt sine liberale synspunkter, men handler ud fra noget så snusfornuftigt som strategiske hensyn? Måske han blot har sandet at Danmarks politiske kultur ganske enkelt ikke tillader for alt markante borgerligt-liberale ytringer ad gangen – og at den liberale vision således bedst virkeliggøres gennem års tålmodig (og frem for alt: inkremental) pirken til lighedsmageriets betonfundament. I så fald er Eva Kjer Hansens udmelding katastrofal, fordi den giver næring til socialdemokratiske skræmmekampagner – og i sidste instans en trussel mod Anders Foghs Rasmussens borgerlige evolutionsprojekt. Så Peter: selvfølgelig er socialministerens udtalelser smukke og rigtige ud fra en ideologiske betragtning. Og selvfølgelig er det tilsvarende trist at se dem kvalt i noget så gement som politisk strategi. Men hånden på hjertet: hvis du var i Eva Kjer Hansens position – og vi, bare for tankeeksperimentets skyld, befandt os i en helt tæt folketingsvalgkamps sidste fase – ville du så stadig synes det var fornuftigt at komme med de udtalelser? Eller var det måske rimeligt nok at holde igen med den ideologiske flammetale?De bedste hilsner,Frederik Hjorth
Der er tilsyneladende nogle enkelte VK-politikere, der ikke lader sig kyse helt og aldeles af den medie-dirigerede folkestemning, herunder en enkelt Venstre-politiker (http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=398391) og en vicestatsminister (http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=398566). Var det alt, hvad det kunne blive til?
Jeg har lige til min store skræk oplevet enhver skribents mareridt: At en anden havde fået nøjagtigt samme idé stort set samtidigt som én selv … Men i stedet for at fortvivle, så lad mig i stedet rose Uriaspostens Kim Møller for denne fine vinkling:http://www.uriasposten.net/index.php?p=2599
I følge Frederik Hjort skal vi altså ikke sige det vi mener, men blot sige det der ikke støder magthaverne (læs: Pia K.) og så håbe på at Anders Fogh måske alligevel er liberal. Jeg håbede egentlig at debat kunne flytte overbevisninger, at holdninger kunne vinde lydhørhed når de blev fremført. Dette gælder åbenbart ikke i et socialdemokratisk samfund der skal man undlade at fremføre synspunkter for det kunne jo støde nogen og dermed ødelægge ens egen position.
Jeg tror ikke Frederik Hjorth har ret.Med den hastighed Fogh arbejder med, eksisterer socialstaten også om 60 år. Netop fordi Fogh har været mere end uvillig til netop at tage fat de steder, hvor det kan mærkes. De eneste markante ideologiske markeringer vi har set fra statsministerens side drejer sig om udlandet (Irak og USA-politikken) og den fjerne fortid (anden verdenskrig – ikke engang den sene koldkrigsperiode har han villet komme ind på med en kritik af DIIS’ rapport – noget der ellers lå lige til højrebenet). At der er sket marginale nedadgående ændringer i nogle af transfereringsydelserne ved indførelsen af starthjælpen, for nu at tage et af de klassiske modsvar fra venstrefolk, har alene været fordi det ikke har været nødvendigt for regeringen eller statsministeren at overbevise nogen om det fornuftige heri. Det var derimod på forhånd dikteret af omstændighederne.Selvfølgeligt kan det være, at mange venstre-folk tror på det, og det kan også godt være, at Fogh selv prøver at bilde sig ind, at han langsomt kan ændre Danmark i den rigtige retning og at hans reaktion var en strategisk genistreg. Men i så fald har han i hvert fald gjort det overordentligt svært for sig selv senere hen at kunne gøre op med lighedsdogmet; for hvad var det lige han sagde i 2005?Nej – det er langt mere nærliggende, at det alene var taktiske overvejelser, der fik statsministeren til at feje problemerne af bordet. Om disse overvejelser så har skadet den liberale sag eller ej er en hel anden diskussion. I den forbindelse er det kuriøst, at Frederik Hjorth givetvis har ret når han siger, at statsministerens dispositioner ikke har skadet den liberale sag. Min påstand er, at de tværtimod har styrket den; men af helt andre årsager end Frederik angiver. Sagen har nemlig netop gjort det endnu mere klart for de fleste liberale, at Fogh og “den liberale sag/det liberale projekt” ikke har noget med hinanden at gøre. Og det er en vigtig erkendelse for de tilbageværende liberale i og omkring det politiske system. Før dette erkendes også blandt venstres egne vælgere, er det tvivlsomt, om liberale vil få nogen mulighed for at komme videre.Noget helt andet er, at Arzrouni, som Lars også er inde på, givetvis har haft en finger med i spillet. Han er dygtig – så mon ikke han havde forudset dette udfald? Noget der er særligt interessant i denne forbindelse, er at socialministeren kommer med disse ytringer kun en lille uge før etableringen af partiet Liberalisterne. Mon ikke Arzrouni har villet give partiet et rygstød til at starte ud med? Og så har overbevist ministeren om, at et opgør med lighedskulturen netop nu var en god ide? Det var jo ikke så uforudsigeligt endda at statsministeren ville sige fra – hvordan forsvarer man ulighed i det socialistiske Danmark og bevarer midtervælgerne? Lige så forudsigeligt er det, at denne debat og statsministerens reaktioner har skubbet, og vil skubbe, endnu en gruppe frustrede venstrefolk “ud over kanten”. Og vips – så dukker Liberalisterne op for at tage imod dem med kyshånd, mens det hele stadig er i frisk erindring blandt de utilfredse liberale.Om Arzrouni har forudset det, eller det alene er “heldige omstændigheder” finder vi nok aldrig ud af. Men resultatet af sagen bliver givetvis en stor interesse blandt folk i venstres liberale bagland for det nye parti. Især når dette parti opnår noget medieomtale som den, de vil få i deadline i aften (Torben Mark Pedersen overfor Jens Rohde om netop dette emne).Det bliver spændende at se hvad der sker de næste par dage/uger…
Rettelse: Torben er naturligvis ikke i Deadline men derimod i “Debatten” kl. 20.00. De fleste læsere herinde vil nok ikke have noget imod at åbne for Deadline alligevel… (www.dr.dk/nyheder/tv/deadline_dr2/)
En af Danmarks fremmeste nationalskjalde har gjort ubodelig skade ved at skrive om det danske folk, at “vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Strofen burde retteligen heddet “da har vi i righed drevet det vidt, hvor mange har meget og ingen for lidt.” Ak ja.