I takt med at blogs bliver mere almindelige ser man nu også blogs, der særligt handler om jura. En sammentrækning af web-log giver blog, og en uskøn kombination med law giver begrebet blawg.
Nærværende blog er ikke en sådan blawg, og selvom Mr. Law i sit professionelle virke har en faglig hjemmeside, er det heller ikke en typisk blawg. Derimod kommer Retsstaten, der skrives af punditokraten Jacob Mchangama, nærmere på at handle om menneskerettigheder. Noget, der også ligner, er hjemmesiden for den juridiske enmandshær fra universitetet i Aalborg, professor Erik Werlauff.
Egentlige blawgs, hvor jura diskuteres på samme måde som politik her på bloggen eller madopskrifter eller kultfilm på andre blogs, kender jeg ikke rigtig herhjemme. Det skyldes utvivlsomt min uvidenhed, men en vis modvilje mod at tage den nye teknologi til sig blandt Justitias disciple kan heller ikke udelukkes. Nogle jurister mener vist fortsat, at formidling af vores skatteyderbetalte forskning kun bør ske i klasselokalet til indskrevne studerende.
Som på så mange andre områder er amerikanerne længere fremme, og ganske mange anerkendte som mindre kendte professorer har blawgs, hvor de drøfter jura og retspolitik. En af de mest kendte blogs, der samler nyheder fra højre side af det amerikanske politiske spektrum, er som bekendt Instapundit, der skrives af juraprofessoren Glenn Reynolds. Han har valgt at have en særskilt blog ved siden af, som har karakter af en blawg.
Nu indkalder Harvard University til en konference om blawgs den 28. april 2006. Se indbydelsen.
Jeg kan ikke selv deltage, men hvis nogle vil afhjælpe min uvidenhed om juridiske blogs i Danmark, må de meget gerne benytte kommentarfeltet ndf.
Jeg venter i spænding på den første danske blawg! Til inspiration vil jeg lige gøre opmærksom på http://www.blawg.org, som indeholder en oversigt over rigtig mange blawgs.