Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, var der denne weekend bogmessen “Bog Forum” i Forum på Frederiksberg. Det fik bl.a. Berlingske Tidende til at bestemme sig for, at alt i Magasinet skulle handle om bøger. So be it … Min lørdagsklumme kan nok ikke fortælle denne blogs læsere så meget nyt, men gode bøger kan næppe nævnes for tit.
Frihedens bøger
Berlingske Tidende 18. november 2006, 2 sektion, magasin, side 27
LITTERATUR. Der er nok at læse i en tid, hvor politikere gør en dyd ud af at udviske holdningsforskelle.
Af Peter Kurrild-Klitgaard
Denne weekend finder to større sammenkomster sted: I Odense holder Venstre landsmøde for at vedtage nyt principprogram, og i Forum i København holdes bogmesse.
Umiddelbart har de to begivenheder ikke mere med hinanden at gøre, end kokasser har med bogkasser at gøre – men det er i hvert fald en lejlighed til at forholde sig til, hvilke »store« bøger (som forefindes på dansk), der inden for det seneste århundrede har forsøgt at udstikke principperne og retningen for et frit samfund. Så her er til inspiration fire læseværdige bøger til dem, der ikke er bange for at slå hjernen til og blive beskyldt af Bertel Haarder for at være »lænestolsliberale«.
»Vejen til Trældom« (1944) af den østrigske økonom og filosof Friedrich August von Hayek. Denne bog, skrevet mens kommunismen og nazismen hærgede størstedelen af jorden, var – og er den dag i dag – en kraftig advarsel mod at tro, at man kan løse alle problemer ad politisk vej.
Hayeks argument er, at et lille indgreb på ét område har en tendens til at lede til flere og større indgreb andre steder. Dermed vil samfund med markedsøkonomi og demokrati med tiden komme til at nærme sig forholdene i de autoritære, kommandoøkonomier, som man netop dengang bekæmpede. Bogen blev (især i USA) en bestseller, men ødelagde også næsten en meget lovende karriere for den yngre økonom, fordi den var så politisk ukorrekt, som den var, og det var først 30 år senere, i 1974, at hans ry var rettet så meget op, at han fik Nobelprisen i økonomi.
»Det Frie Valg« (1980) af Rose & Milton Friedman. Denne bog, skrevet af den nysafdøde Nobelprisvinder og Chicago-økonom og hans hustru, var udløberen af TV-dokumentarserien af samme navn. Der er stort set ikke én original tanke i bogen, men det gør intet, for gamle tanker er ikke nødvendigvis dårlige tanker, og aldrig nogensinde er så klassisk liberale tanker blevet så pædagogisk og effektfuldt præsenteret. Friedman tager læserne med på rejser over hele jorden og viser illustrativt logikken i, hvordan en markedsøkonomi virker, og hvordan den har en tendens til at frembringe den størst mulige levestandard for det største mulige antal. Samtidigt er bogen et øjenåbnende opgør med statsstyring i stort set alle dens former – ikke fordi motiverne nødvendigvis er dårlige, men fordi politikkerne som regel enten ikke virker eller har uintenderede, negative resultater: »Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«, hedder det blandt andet.
Bogen blev i sin tid solgt i mere end en halv million eksemplarer, og gennem TV-serien blev budskabet for mange flere den første introduktion til en lille mand med store tanker og endnu større indflydelse.
»Og Verden Skælvede« (1957) af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, men bedre kendt under originaltitlen »Atlas Shrugged«. Her er tale om en roman, men der findes næppe nogen anden roman, der indeholder så megen filosofi, økonomi og politik – og derfor fylder den også mere end 1.000 sider. Grundlæggende er historien en dramatisk fortælling om, hvordan et vestligt samfund kan gå neden om, når statslig styring og omfordeling trumfer markedsøkonomi og frihed og efterhånden sætter udviklingen i stå. Det er en uforbeholden hyldest til individualismen og friheden, men den er ikke et forsvar for relativisme: Rand forsøgte, i modsætning til Hayek og Friedman, først og fremmest at give et moralsk forsvar for kapitalismen.
»Jeg ønsker ikke, at noget andet menneske skal leve for min skyld, ligesom jeg ikke ønsker at leve for noget andet menneskes skyld«. (For de mindre intellektuelt interesserede kan det oplyses, at bogen snart bliver til film med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle.)
Og hvad med statsminister Anders Fogh Rasmussens herostratisk berømte »Fra socialstat til minimalstat« (1993)? Bogen, som næsten alle har hørt om, men som relativt få faktisk har læst – og som faktisk bygger på netop de tre førnævnte tænkere. Det er en bog, der bør læses – og den findes gratis på nettet.
Det er næppe verdens mest velskrevne bog: Der er f.eks. ret stor inkonsekvens mellem filosofien i første halvdel og praksis i anden halvdel.
Men det var en modig og ambitiøs bog: Næppe nogensinde i dansk politik har en så fremtrædende politiker sat sig ned og skrevet en bog, der var så åbenlyst politisk ukorrekt i forhold til de herskende tanker i samfundet. Samtidigt er den tænksom, belæst og visionær langt udover, hvad man normalt ser i bøger skrevet af danske politikere.
En anekdote vedr. den gratis version af “Fra socialstat til minimalstat”: En daværende formand for VU, jeg kan ikke huske om det var Torsten Schack eller Claus Horsted, fortalte mig om at han til en tale til et Venstre-arrangement ville drille lidt, og havde fundet en meget liberal passage i bogen. Da han slog op på netudgaven for at copy-paste sektionen ind i talen, manglede den..
He he måske har de lagt den på nettet ved scanne Nyrups eksemplar ind.Kan du huske hvilken passage det drejer sig om?Egentlig mener jeg at bogens største bidrag til noget som helst, er selve titlen. De tre andre bøger synes jeg dog godt, man kan være bekendt at anbefale andre at bruge deres tid på.
Friheden til at stemme sig til andres penge er ikke nogen frihed, der burde tælle positivt.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er så begejstret for Atlas Shrugged. Eller rettere: jeg synes, det er en glimrende bog (som litteratur), og jeg finder også den negative kritik af politiske indgreb i samfundsøkonomien god men jeg har svært ved at sluge Rands filosofiske understrøm.For det første er der tale om en form for hyperrationalisme, som jeg ikke bryder mig om. Rand vil, hvis jeg forstår bogen ret, overføre rationaliteten til alle menneskelivets forhold. A er A i logikkens verden, derom er der ingen tvivl. Men hvordan er det muligt at tjekke sine præmisser, når det gælder etik og moral? Jeg synes, hun overser den grundlæggende konflikt mellem værdier, som netop er en del af det at være menneske. Selv når det kommer til kærligheden, er der ingen konflikt. Både Fransisco og Rearden er helt med på, at Galt er den rette for Dagny selv om de elsker hende. Imellem de vidende, de rationelle mennesker, er der kort sagt ingen fare for sammenstød overhovedet.For det andet har jeg svært ved at sluge, at Rand i den grad udråber nogle få personer til supermænd. Hendes idealsamfund dalen består af en flok af menneskeguder, der kan få alt til at fungere, herunder frembringe teknologiske nybrud uden at have adgang til et stort marked. Samtidig behøver de ingen øvrighedsmagt, fordi de som allerede nævnt aldrig kommer i konflikt med hinanden. Det er kort sagt en hyldest til anarkiet. Den slags mennesker, og den slags samfund, tror jeg ganske enkelt ikke eksisterer. Teknologiske fremskridt følger af, at prismekanismen sikret ved tilstedeværelsen af fornuftige politiske institutioner, herunder magtdeling, ejendomsret, upartiske domstole og politi kan koordinere fragmenteret viden; ikke ved at nogle få superhjerner sætter sig til tegnebrættet. Innovation, ikke invention, er vigtig, som Schumpeter ville sige.For det tredje forekommer det mig, at der er lidt for meget Dostojevskij over Rand. De få af sjælen og hjertet rene kæmper en umulig kamp imod dårskab og sammensværgelser. Fordærvelsen hersker overalt, og modsætningen mellem gode og onde bliver nærmest religiøs.
@Publikum.Det er en fair pointe, men i mine øjne er vi så tilbage til diskussionen om det arbitrære. For i mine øjne kan man ikke forfægte en logik som din, med mindre man går ind for en skatteprocent på et rundt 0.
0% er så afgjort også målet, ønsket og drømmen herfra. Og 50% er dobbelt så langt fra 0% som 25%, selv hvis de 50% er fundet ved afstemning og de 25% i enevælde.
@ Jørgen MøllerDu har så lige skrevet den bedste anmeldelse af Atlas Shrugged jeg til dato har set – og gjort den så kort som muligt. Kritiken er fuld ud berettiget – men det gør – som du selv skriver – ikke bogen mindre læseværdig.
»Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«- hvordan forklarer man så, at Danmark er et af de rigeste, mest frie lande i verden? At vi har ufattelig mange millionærer og yderst få virkeligt fattige?
@Peter D-O: Vi er heller ikke et af verdens mest frie lande. Hvis du slår op i Fraser Instituttets Economic Freedom Index på det første område – Government Size – scorer Danmark 4.2 åp en skala 0-10. Det globale gennemsnit er 5.9. Dvs. at på et af de fem områder, instituttet rater, er Danmark mindre frit end f.eks. Vietnam og Zimbabwe. Hvis man udelukkende fokuserer på den del af nationalindkomsten, som staten administrerer – og som almindelige mennesker derfor ikke har kontrol over – er vi verdens næstmindst (!) frie land.
@Bjørnskov,I mine øjne er det mindre relevant, hvor stor en procentdel, staten administrerer, når vi skal afgøre om Danmark er et frit land. Det interessante må være grunden til, at det er sådan. Og i Danmark er den grund frie, demokratiske valg.Almindelige mennesker har demokratisk kontrol.
@Bjørnskov,I mine øjne er det mindre relevant, hvor stor en procentdel, staten administrerer, når vi skal afgøre om Danmark er et frit land. Det interessante må være grunden til, at det er sådan. Og i Danmark er den grund frie, demokratiske valg.Almindelige mennesker har demokratisk kontrol.
Et “frit” samfund er jo sådan set også et definitionsspørgsmål. Jeg tænkte umiddelbart mere på tankefrihed og stor demokratisk indflydelse, da jeg formulerede spørgsmålet (som jeg stadig finder relevant: hvad kan en øget liberalisme tilbyde vores på mange måder velfungerende samfund?).