Så blev det juleaften, og den blev helt så stemnings- og kaloriefyldt, som den bør være. Ah, uhæmmet materialisme i familiens skød, det er for mig en væsentlig del af, hvad liberalisme handler om. Skal vi have and eller flæskesteg? Det må den enkelte selv afgøre, så vi nupper begge dele.

Det siges, at der i forsikringsverden kendes en sammenhæng, hvorefter farven rød på en bil er ensbetydende med større risiko for skader. Jeg tror, at der er en tilsvarende usikker, men dog signifikant sammenhæng mellem anti-materialisme og diktatursympati. Den, der ikke er glad for frihed, er sjældent heller glad for materielle goder og frås. Puritaneren stræber efter kontrol over både sind og krop. Bevis? Tja, det var næppe en tilfældighed, at Churchill både drak og spiste mere end gennemsnittet, mens Hitler var både afholdsmand og vegetarianer.

Så mens jeg stod og gjorde mig den slags underlødige overvejelser om livets indretning i den propfyldte bagerbutik tidligt i morges, kunne jeg kigge på morgenaviserne, der lå fremme. Der var rigeligt tid, for selvom butikken i Classensgade er kendt for at have Danmarks formodentlig sidste høflige og venlige ekspedienter, var ventetiden lang.

På forsiden af Jyllands-Posten var en rubrik, hvor en kvinde, der tjenestegør i Afghanistan, men åbenbart også har været i Irak, fortæller om den glæde, irakerne føler over at være befriet fra Saddams regime. En sådan forside er utænkelig hos Berlingske, og på vejen hjem gik jeg og fundere på, om det var på tide at skifte til JP i stedet for kun lejlighedsvis at købe den i et spædt forsøg på at vise min sympati for deres indsats for ytringsfriheden.

Det står galt til med dækningen af udlandsstoffet i Berlingskes 1.  sektion. Ensidigheden er massiv og næsten rituel. Det er åbenbart indiskutabelt, at man ikke kan, endsige bør, forsøge at udbrede demokrati til arabere i Mellemøsten, for det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre på grund af arabernes race/religion/kulturelle udviklingsstade. Man prøver konsekvent at fremstille det som om, at krigen var vendt mod irakerne og ikke mod Saddam. At det var en aggression, ikke en befrielse. Man stiller på skrømt spørgsmålet: hvorfor blev vi ikke hilst som befriere? Svaret er naturligvis, at shia-flertallet meget fornuftigt frygtede Saddams SS-tropper, hans fadayeen, som var ladt tilbage i civil for at terrorisere dem, og de frygtede, at USA ville følge den realistiske skole og undlade at af-bathificere hæren og staten, så regimet igen kunne slå oprøret ned og sikre "orden", sådan som det gik i 1991. Meningsmålinger fra den tid viste klart, at mere end 90 pct. var glade for befrielsen fra Saddam; et flertal der senere er faldet pga volden, især blandt sunni, men som stadig udgør et massivt flertal. Alligevel fremstiller man det som om, at irakerne vil volden, selvom andre meningsmålinger viser, at de ønsker militserne nedkæmpet og Irak samlet.

Det er en ånd, der langsomt har spredt sig til andre dele af avisen. Ebbe Iversen må i sin anmeldelse af Bobby lige nævne, at han savner den flotte retorik hos afdøde Kennedy i forhold til den nuværende præsident. Mon han overhovedet har læst Bushs seneste indsætttelsestale, eller kan han kende forskel på Kennedys taleskrivere og Bushs ditto, hvis han blev udsat for en blindprøvning? Jeg tvivler. Korrespondenten fra USA omtaler stadig Plame-sagen som et tilfælde af regeringens hævn, og har mig bekendt aldrig indrømmet eller korrigeret de mange faktuelle fejl, man lavede under vejs i dækningen af den and. Selv Jens Hage, den noble ældre tegner, fremstiller Bush som et barn, der er sygeligt optaget af våben til sine forældres fortvivlelse. Sådann fremstiller man den præsident, der har befriet millioner af muslimer fra diktatur og givet dem chancen for frihed. At det ikke er sket fejlfrit, er utvivlsomt, men Berlingskes dækning er selv infantilt ensidigt. Se blot på Weekendavisen. Her kan man også gætte det politiske ståsted hos en Arne Herdis eller en Jan Bo Hansen. Men deres respektive reportager er alligevel så fyldte med oplysninger og nuancer, at der er langt ned til den ensidighed, som præger den gamle moderavis.

Vel hjemme igen fik jeg så læst min Berlinger, der vanen tro afleveres senere end gratisaviserne; denne morgen dog uden denne konkurrence. For avisernen er 2. juledag er mest fyldt med stof, som er skrevet god tid i forvejen. Og godt det samme. Det betød nemlig, at dækningen af udlandsstoffet i 1. sektion mest var telegrammer fra nyhedsbureauerne. Til gengæld var 2. sektion fyldt med tankevækkende stof, som er både tidløst og interessant. Især og mest vigtigt fra et kommercielt synspunkt er det dog, at det er stof, man ikke ville kunne finde i Politiken.

Et centralt tema var ensretningen hos journalisterne. Fra Lisbeth Knudsens utvivlsomt kyndige og indsigtsfulde til en rundspørge blandt en række forskellige mediefolk. Og så var der Megafon, der ofte står som et tiltrængt korrektur til dækningen af nyhederne i 1. sektion, især når den bestyres af Bent Blüdnikow. Sidst, men absolut ikke mindst, er der Groft Sagt med det grove men ædle salt til dagens gang.

Og således endte denne julemorgen. Der er alligevel grund til fortsat at abonnere på Berlingske, nemlig 2. sektions kulturstof. JP må nøjes med min mere spontane uregelmæssige støtte, og denne blogs læsere må trækkes med mere klynk over indholdet hos den Gamle Tante også i 2007.

Godt nytår!