Hermed lidt genbrug af min faste klumme fra Berlingske Tidende–i dette tilfælde fra i lørdags:
Kommentar: Bestikkelsesstaten
Af Peter Kurrild-Klitgaard
En velkendt vending er, at »vi kan jo ikke leve af at klippe hinandens hår«. Den bruges ofte som et argument for, at i sidste ende bliver borgerne i et samfund kun rigere, hvis de foretager en egentlig værdiskabelse, snarere end at man blot bytter sammenlignelige tjenesteydelser med hinanden.
Selv i en verden, hvor traditionel fremstillingsvirksomhed gradvist er blevet erstattet af vidensbaserede tjenesteydelser, er der noget intuitivt sandt i udtrykket – og så kan det alligevel synes som om, at det er noget helt andet, der præger vores moderne velfærdsstat.
Så tænk i stedet lidt over denne metafor: Lad os antage, at vi sætter ti mennesker ned i en rundkreds. En 11. person går derefter rundt og indsamler fem kroner fra hver. For hver gang han er nået turen rundt, har han så en formue på 50 kroner – af dem tager han selv de ti kroner og smider resten vilkårligt i skødet på en af de ti andre. Den heldige vinder føler sig gevaldigt heldig. De ni, der sidder i rundkredsen og intet får, synes måske, de har tabt lidt, men tænker: »Visse vasse – det var jo kun lidt håndører, og vi får måske puljen næste gang«. For hver gang spillet kører en gang mere, er der en del, der taber lidt, én enkelt, der får en del – og så én, der skummer fløden. Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.
Hvis det lyder som et uattraktivt spil, som ikke kan få mange tilhængere, så er det dog alligevel nok en proces, der på mange punkter ikke er så langt fra, hvad en stor del af den danske velfærdsstat anno 2007 i virkeligheden handler om fra først til sidst. En meget stor del af de ressourcer, der år efter år indkræves som skatter, bliver efterfølgende udbetalt til de selv samme betalere igen, i form af serviceydelser og overførselindkomster. Netop dét, vil mange mene, er indbegrebet af velfærdsstatens eksistensberettigelse: Alle betaler, og alle får noget. Det gør naturligvis, at stadigt større dele af befolkningen med tiden kommer til at synes godt om systemet: Har man selv betalt meget, vil man også gerne have meget igen, når chancen byder sig. Det er det, som selv en socialdemokrat som Mogens Lykketoft har anerkendt som »bestikkelses«-elementet i velfærdsstatens måde at fungere på: Hvis man som venstreorienteret gerne vil have flest mulige til at støtte en stadigt større socialisering af samfundet, gælder det bare om at give så mange som muligt en kontant, personlig interesse i at støtte denne proces i almindelighed. Man skal gøre dem alle afhængige – også dem, der reelt kunne klare sig selv.
Pointen er imidlertid – ligesom i metaforen – at mange af deltagerne i det danske velfærdslotteri i længden ikke selv får noget ud af det system, som de er med til at finansiere. De ville være lige så godt stillet, hvis de som udgangspunkt fik lov til at beholde en lidt større del af deres indkomst – og så til gengæld fik ansvaret for at finansiere de udgifter, de selv har brug for. Hvorfor skal et ægtepar, hvor f.eks. manden er professor og kvinden advokat, og som derfor næppe hører til landets trængende, alligevel både betale høje skatter og så samtidigt modtage børnecheck, subsidieret børnepasning og skolegang til deres børn og en dag også folkepension?
At der ikke er tale om et helt trivielt spørgsmål fremgår af studier foretaget af de to økonomer Vito Tanzi fra den Internationale Valutafond og Ludger Schuknecht fra den Europæiske Centralbank. Tager man tal fra midten af 1990erne for et dusin OECD-lande lå de offentlige udgifter som andel af bruttonationalproduktet på nøjagtigt 50 pct., spændende fra f.eks. 32,9 pct. (USA) til 68,3 pct. (Sverige). Men Tanzi og Schuknecht har vist, at en ekstremt stor del af de offentlige udgifter i virkeligheden bliver betalt af skatteydere, som efterfølgende får penge retur i form af overførsler m.v. For den samme gruppe lande andrager dette beløb i gennemsnit 31,8 pct. af BNP. For Danmarks vedkommende var udgiftstrykket 59,3 pct., mens den del, der indbetales og tilbagebetales, var 31,3 pct. Tanzi og Schuknecht argumenterer således, at man i Danmark reelt ville kunne halvere de offentlige udgifters omfang – sænke dem til 28 pct. af BNP – uden at det i virkeligheden betyder andet end, at folk får lov til at slippe for at betale de skatter, som de alligevel efterfølgende får tilbage i form af overførsler.
At det forholder sig sådan, burde få de fleste rationelle mennesker til at spørge sig selv, om der er noget ravruskende galt med den måde, man har indrettet samfundet på. Så er spørgsmålet bare, hvad ham, der går og samler pengene ind, og som bestemmer, hvem der skal være så heldig at få puljen smidt i skødet, synes?
Jeg har tit selv tænkt på hvorfor staten absolut skal opkræve ekstra håndører, for derefter at give folk pengene tilbage igen i form af diverse ydelser, tilskud mm.. Umiddelbart ville det virke langt mere rationelt at sænke skattebyrden tilsvarende, så dem der er nettobidragsydere til velfærdsstaten i det mindste ikke behøver at køre deres penge igennem vridemaskinen.Jeg så dog engang et program, jeg tror det var Deadline, hvor Gunvor Auken blev interviewet. Hun blev spurgt præcis om hvordan det kan være at alle skal modtage penge fra staten, selvom mange vel nok kan klare sig ligeså godt uden. Hendes svar var for mit vedkommende (der ikke har oplevet 70erne skal det siges) overraskende åbent og direkte, og samtidig foruroligende: det var naturligvis fordi det er nødvendigt at alle modtager penge fra staten, hvis ikke dem der virkeligt har behov for det skal føle sig alt for marginaliserede. Mao. er det nødvendigt at klientelisere alle i lighedens navn, hvis blot det er nødvendigt at klientelisere nogen. Nu ved jeg ved ikke om det er udtryk for en generel holdning blandt socialdemokrater, men jeg formoder at det for mere rutinerede betragtere var et ret forudsigeligt svar, specielt når det kommer fra en Auken. Men for mig overraskede det alligevel i sin simplicitet og efter min mening himmelråbende idioti.Mvh
Kurrild-Klit: “… Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.”Selvfølgelig kan og skal vi diskutere grænser for velfærdsstaten. Men vi bør dog tage udgangspunkt i virkeligheden. Og i virkelighedens verden ser det ikke ud til, at danskerne er blevet fattigere de seneste 10-15 år. Ej heller de seneste 50-100 år. Hvis den liberale revolution, I gerne ser, ikke bygger på noget, som folk kan genkende, så bliver det nok lidt svært at skabe opbakning bag den.
Kære Raapil,”[I] virkelighedens verden ser det ikke ud til, at danskerne er blevet fattigere de seneste 10-15 år. Ej heller de seneste 50-100 år.”Kender du begrebet “alternativomkostninger” (på engelsk: “opportunity costs”)?Bedste hilsner,Kurrild
Tak for den præcise påpegning af kør-rundt-systemets logik.Men overser du ikke den omfordelingsfaktor, der også er en del af systemet, og vel strengt taget dets politiske raison d’etre?Er der tal på omfordelingsfaktoren? DK kontra andre OECD-lande?
@Kurrild: Nej, det kender jeg ikke. Men det begreb forklarer sikkert alt.
Der er også en forsikring i skatterne. Det er ikke alle som får brug for forsikringen,man ved bare ikke hvem på forhånd. Det gælder områder som sygehuse og førtidspension. Man kan også forsikre sig imod tab af arbejdsevne, men der er bare så mange gebyrer forbundet dermed, at skatterne virker som et billigt og effektivt system. Jeg har set i en temaartikel i en udgave af Statistisk 10 årsoversigt, som er et par år gammel, at overførselsindkomsternes andel af BNP rent faktisk er forholdsvis lave i Danmark.
Den klumme var en af de absolut bedste og klareste jeg nogensinde har læst. Tak Kurrild!Til Elev og ligesindede: Skatten er kun en forsikring, hvis man faktisk får noget af værdi for pengene. Det danske såkaldte velfærdssystems problemer er (1) at det er så dyrt, at det forvrider incitamenter, men også (2) at ydelserne er langt ringere end de behøver at være, end de er i andre rige lande, og end de ville være, hvis folk i højere grad selv kunne vælge og kontrollere dem.Eftersom skatterne i Danmark på ingen måde leverer varer af kvalitet og tidssvarende standard, er de penge ud af vinduet. Faktisk er det værre. Skatterne er ikke bare spildte penge, de gør også en række problemer værre. Vi betaler altså, meget dyrt endda, for forfald, voksende kriminalitet, uvidende unge, beskidte byer og dødelige ventelister. Og arrogante magthavere i tilgift.Den ansvarlige borger er nødt til for egne, beskattede midler at købe ordentlige tjenester (undervisning af børn, sygehjælp osv) hvis han vil have en standard, der er selvfølge i andre lande. Og det har han ofte ikke råd til, fordi Kristian Jensen har taget det meste.Det er ydmygende, formynderisk og anakronistisk i en verden af angiveligt krævende, myndige og frie mennesker. Ikke desto mindre finder de sig i det.Det er den store gåde. Og den er ikke forklaret med Gunvor Aukens mærkeligt omvendte ide om, at alle skal betale og alle få (de nævnte dårlige ydelser) for ikke at marginalisere de trængende. Det er omvendt. Ydelserne er bestikkelse af flertallet så de ikke kigger magthaverne i kortene. Det er forbløffende, at denne bestikkelse kan fortsætte når ydelserne er blevet så dårlige, som de er.Folk har vist glemt, hvor gode ydelserne kunne blive. Derfor tager de til takke med hvad de får. Hvilket i sig selv er lidt underligt i en globaliseret verden. Ser de ikke, hvor meget bedre og billigere offentlige sektorer på mange, mange områder fungerer øst for Øresund eller syd for Kruså?
Der findes ikke noget mindre interessant at diskutere end velfærdsstaten, men liberale elsker åbenbart den disciplin. Det skulle da lige være dansk politik, hvor der intet sker, fordi alle partier er mere eller mindre enige om det økonomiske og heldigvis for det. Og grunden til det kedsommelige er selvfølgelig, at vi allesammen, rig som fattig, går rundt og har det ganske godt, økonomisk og socialt. Danskerne er lykkelige og derfor er dansk politik i dag uinteressant.
Nej, dansk politik er ikke, hvad dansk politik var. Tænk bare på den upålidelige og dybt uansvarlige Viggo Kampmann, som jo også var manden, der kuppede velfærdsstaten igennem i 1960. Hvis man vil have sig et godt grin, så læs Søren Mørck om Viggo Kampmann. Det er intet mindre end forrygende læsning, simpelthen. Kampmann var maniodepressiv. Når han var på toppen sprudlede han af ideer, og lavede en masse nye love, sikkert til stor gene for borgerne. Heldigvis var han ofte nede i kulkælderen, og så kunne han finde på at forsvinde i flere døgn i “den københavnske underverden”, som Mørck bemærker. I sådanne døgn slog Kampmann sig på flasken, og det var ikke ualmindeligt, at Kampmann først dukkede op mandag morgen med den krøllede, plettede skjorte hængende uden på bukserne (lidt a la Svend Auken), stangberuset og med halvlange skægstubbe. Ofte måtte den stakkels ministersekretær sørge for at vaske og stryge Viggos skjorte og bukser, så han kunne se nogenlunde ministeriel ud, når han skulle møde offentligheden. Mørck beskriver også en berømt episode, hvor Kampmann efter et ministermøde i Finland ganske enkelt forsvandt under hjemturen. Det vidste sig senere, at han var hoppet af skibet på Ålandsøerne, vel efter et par snapse. Hvis en god politiker er en fraværende politiker, så var Kampmann en alletiders politiker, især når han var depressiv. Spørgsmålet er så bare, hvor den ny Kampmann er, for Thor Pedersen er det vel næppe.
At Kampmann skulle have været “maniodepressiv” må vist stå for Søren Mørchs egen regning.Thomas R. Carlsen (SDU)