Torsdag aften havde jeg den udelte fornøjelse af at opleve Århus Symfoniorkester folde sig ud i deres nye sal, Symfonisk Sal. Med en tidligere chefdirigent og en britisk topsolist i spidsen for Brahms anden klaverkoncert var det rent musikalske indhold absolut superbt, men efter koncerten slog en knap så musikalsk sammenligning mig.

Århus bestemte i 2004 at udvide Musikhuset med tre nye sale og i samme ombæring at flytte det Jyske Musikkonservatorium ind under samme tag. Man hyrede tegnestuen C.F. Møller til at stå for arbejdet, og fik et hold af internationale akustikeksperter til at stå for selve koncertsalen. Beslutningen vakte udelt begejstring i den lille by, da Musikhusets Store Sal aldrig har egnet sig til klassisk musik med dens stendøde akustik.

I september kunne man så indvie den nye koncertsal og flytte ind i resten af byggeriet. Åbningsaftenens solist, den danske stjerneviolinist Nikolaj Znaider, kaldte Symfonisk Sal, der er modeleret over den store sal i Wiens Musikverein – der som nogle af vores læsere vil vide er en af verdens fineste koncertsale – for ”en af Europas bedste”. Selvom jeg ikke kan hævde at være en ekspert på området, oplevede jeg også i torsdags hvor forrygende akustikken er: Klar så man kan høre enhver detalje, men samtidigt levende og konsistent varm i dens klang.

Og hvad har den oplevelse så at gøre på Punditokraterne? Jo, sammenligningen med Danmarks Radios nye koncertsal i Ørestaden presser sig alvorligt på. DRs samlede projekts økonomi er skredet voldsomt med forudsigelige følger for mediemastodontens finanser. Budgetredegørelsen per februar i år viste således at det såkaldte ’segment 4’ – koncertsalen alene – nu i løbende priser ser ud til at komme til at koste 1,677 milliarder kroner. Dette er en overskridelse på ikke mindre end 319 millioner i forhold til 2006-estimatet.

Naturligvis er salen et prestigeprojekt som skal huse Radiosymfoniorkesteret – i DRs selvforståelse nationens orkester – og have plads til 1800 tilhørere. Symfonisk Sal i Århus huser trods alt kun et publikum på 1200. Der er også større udenomsfaciliteter i det københavnske, hvilket naturligvis også fordyrer projektet væsentligt. Men, og det er et meget stort men, det århusianske projekt omfatter ikke blot en tre nye sale, men også konservatoriet, den Jyske Opera, børneteatret Filuren og danseteatret GRAN på de 33.000 kvadratmeter. Og det vigtigst af det hele, prisen, adskiller sig ikke så lidt fra det københavnske projekt. Mens DRs koncertsal altså pt. Står til at koste knap 1,7 milliarder, har prisen på det totale projekt i Århus været cirka 285 millioner. Med andre ord har man i provinsen formået at bygge 16.000 nye kvadratmeter for mindre end DR-projektets overskridelse af budgettet det sidste år.

Sammenligningen burde både give røde ører flere steder i hovedstaden, og forhåbentlig få almindelige mennesker til at tænke lidt over det. Hvordan kan det være at et foreløbigt ekstremt succesfuldt projekt i Århus kan bygges til 17 procent af prisen for et nogenlunde tilsvarende projekt i København? Har DR ganske enkelt så meget større muligheder for at trække politikere rundt ved næsen, appellere til ’nationale interesser’ og stolthed? Eller er der simpelthen kulturforskelle mellem den kommunale og statslige styring i provinsen og hovedstaden, en slags absurd hovedstadsbias som man ellers mest ser i ulande? Her fra Århus udbedes der nogle svar, tak!