I den forgangne uge har der endnu en gang været demonstrationer for at give de offentlige ansatte mere i løn. Forudsætningen for de lange politiske skænderier såvel som for demonstrationerne er antagelsen, at offentlige ansatte rent faktisk tjener mindre end sammenligneligt privatansatte. Thor Petersen var tidligere på året ude med en besked om, at der ikke var noget problem, men den besked var ikke populær. Senest har FOA-chefen Dennis Kristensen italesat en lønforskel om et meget stort problem, der i særlig grad drejer sig om, hvad han opfatter som årtiers diskrimination af kvinder på det offentlige arbejdsmarked.
Men er den grundlæggende antagelse korrekt? En af mine gode kolleger sendte mig forleden data trukket ud fra Danmarks Statistik, der viser et noget andet billede. Lad mig give et eksempel på disse data. Hvis man tager den såkaldte discokode 5, Detailsalg, service- og omsorgsarbejde, omfatter den netop de helt centrale grupper i striden: Sygeplejersker, sosu-medarbejdere og hjemmehjælpere. I 2000 havde de statsansatte i denne gruppe en timefortjeneste på 159,38 kroner, de kommunalt ansattes var 146,41 og de privatansatte i gruppen havde en timefortjeneste på 129,51 kroner. I 2005 var disse tal steget til henholdsvis 186,72 kroner, 171,41 kroner, og 151,75 kroner.
Med andre ord har alle haft en lønfremgang på 17 procent i den pågældende periode. Der er altså ikke tale om, at tilsvarende privatansatte har haft klart bedre lønfremgang i perioden, ligesom der heller ikke er tale om, at statsligt eller kommunalt ansatte i de pågældende grupper halter efter de privatansatte faktisk tværtimod. Det sidste spørgsmål her må derfor være, om de gennemsnitlige timefortjenester er lave. For det er timefortjenesten, man skal se på, ikke månedslønnen eller lignende tal. Et af problemerne i sektoren, hvis man overhovedet kan tale om lønproblemer, er nemlig at en stor gruppe i discokode 5 ikke arbejder fuld tid. Der er i stedet meget udbredt at arbejde for eksempel 27 eller 32 timer om ugen, og så bliver ens løn naturligvis mindst 14 til 27 procent lavere end hvis man havde arbejdet fuld tid.
Så, en gang til for Arveprins Knud, kommer her den gennemsnitlige timefortjeneste for en statsansat lektor i nationaløkonomi med en PhD-grad og otte års universitetsuddannelse bag sig. Som lektor tjener man cirka 390.000 kroner om året. De skal fordeles på 48 ugers arbejde og så har jeg endda været flink, da fire ugers ferie er omkring maksimum på mit institut og cirka 55 timers arbejde om ugen. Og, hvis nogle af læserne skulle være i tvivl: Nej, begrebet overarbejde eksisterer ikke, da begrebet arbejdstid i praksis ikke eksisterer i sektoren, så der er ingen mulighed for overarbejdsbetaling. Når man regner lidt rundt, kommer man til en gennemsnitlig timefortjeneste på cirka 148 kroner. Hvis man blot arbejder 43 timer om ugen en kort arbejdsuge for de fleste i universitetsbranchen rammer man en timeløn på det samme, som gennemsnittet af de statsansatte i discokode 5. Så dagens spørgsmål til læsere, politikere, og andet godtfolk må være, om det er urimeligt, at sygeplejersker og andre i denne kategori tjener så lidt?
Tak C.Bjørnskov, for en hurtig og forståelig ind til benet fremlægning.
De familiemedlemmer, jeg har, der arbejder i den offentlige plejeindustri, er fuldstændigt enige med dig – og frygter i øvrigt overenskomstforhandlingerne, fordi adskillige politikere har rendt med i galekoret, og de derfor er bange for, at der ligger en komplet urealistisk forventning, som ikke kan indfries.Lønnen er fin, siger de, det der bør gøres, er, at åbne for større muligheder for, at folk kan få et fuldtidsarbejde, og dermed oppebærer en fuldtidsløn. Det kan nemlig være svært at få. Et familiemedlem oplevede, at sparerunde på sparerunde under svage ledere, blev udmøntet i kortere og kortere arbejdsdage, med mindre og mindre løn til følge, fordi svage ledere ikke tør fyre. Resultatet blev en femdagesuge på helt ned til 27 timer. Der er sikkert nogle, for hvem det kan være behageligt med 5 arbejdsdage af 5,5 timer om ugen, men for andre kan det være højst generende, at skulle stå op hver dag, og alligevel ikke få lov at arbejde nok for føden. Mit familiemedlem fandt i hvert fald et nyt job.
Der står jo ikke den statsansatte letors ansættelseskontrakt, at han skal arbejde 48 eller 43 timer om ugen, ligesom der ikke står nogen steder, at han ikke må afholde den 5. ferieuge. Det gør han helt frivilligt.Så hvis vores lektor i nationaløkonomi ellers holdt sig til de 37,5 timer, som han får betaling for, så ser regnestykket således ud:390.000 kr./47 uger/ 37,5 timer = 221 kr. i timen.Det er stadig ikke særligt meget – og også for lidt, hvis du spørger mig – men til gengæld har den statsansatte lektor også mulighed for at blogge i arbejdstiden og i det hele taget stor frihed til at vælge, hvad hans vil beskæftige sig med i løbet af sin arbejdsdag.
JC skrev:Det er stadig ikke særligt meget – og også for lidt, hvis du spørger mig – men til gengæld har den statsansatte lektor også mulighed for at blogge i arbejdstiden og i det hele taget stor frihed til at vælge, hvad hans vil beskæftige sig med i løbet af sin arbejdsdag.Noget skal man vel have ud af at brugt 20 år af sit liv på at gå i skole :)Men skal der gives højere løn i det offentlige, så starter man i den forkerte ende – lønstrukturen er jo langt fladere (vurderet på uddannelse) i den offentlige end den private sektor. Det der foregår for øjeblikket er helt absurd.Tak til Christian – og det er ER ikke uvæsentligt hvordan en arbejdstidsaftale er skruet sammen – for det handler også om hvem der skal sammenlignes med.
@JC: Nej, der står sikkert ikke i lektorens ansættelseskontrakt at han _skal_ arbejde 48 timer om ugen. Men det forventes sikkert, for at nå de arbejdsopgaver der udstikkes, og det er sådan set den forventede arbejdsindsats der skal sammenlignes med lønnen.I mit erhverv (ingeniørfaget) står der også i alle kontrakter at arbejdstiden er 37 timer, men så er der den lille krølle at der ofte også står at overarbejde kan forekomme (og det gør det i mange stillinger). Jeg er ikke så hårdt ramt, men jeg har flere kammerater der har rigtig meget ‘overarbejde’, men det vidste de allerede inden de tog jobbet. De får så retfærdigvis også mere i løn end jeg gør, så de bliver heldigvis kompenseret for den øgede arbejdstid.På samme måde er jeg også ret sikker på at vores kære lektor var klar over den forventede arbejdsindsts i hans nuværende stilling da han tog den. Jeg synes bare det er surt at han ikke belønnes for at yde en ekstra indsats …
“I mit erhverv (ingeniørfaget) står der også i alle kontrakter at arbejdstiden er 37 timer, men så er der den lille krølle at der ofte også står at overarbejde kan forekomme (og det gør det i mange stillinger).”Nu har jeg på et tidspunkt været til samtale hos Mærsk. I deres oplæg til ansættelseskontrakt stod der nu 39 timer. Men det er nok undtagelsen som bekræfter reglen. Nu er jeg dog heller ikke ingeniør – men er ph.d. i fysik. Men det var mit indtryk, at det var en standard-formular jeg fik stukket i hånden.
Nu er lektorlønninger måske ikke det bedste eksempel på en sammenligning af lønstrukturer i det offentlige og det private – det er f.eks. de færreste i den private sektor, der får rettigheder og royalties til værker og oplæg forfattet i arbejdstiden, ligesom guleroden i form af professoratet – der vel ikke er urealistisk for en kapacitet som Bjørnskov – lurer. Så de mange “interessetimer” – som underbetalte mellemledere i den private sektor kalder det – skulle gerne give udslag i en forfremmelse på parnasset..Det er selvfølgelig marginalt, hvad foredragshonarer, bogsalg og bibliotekspenge kaster af sig, men det skal vel inddrages..Men kan som nybagt scient.pol. med en timeløn inkl. rådighedstillæg på 144 kr i en kommunal stilling godt skrive under på, at incitamentet til offentlig ansættelse er meget svagt for højtuddannede (og tilsvarende bedre for lavtuddannede, særligt hvis man har meget sygdom, mange børn eller andet).