I går torsdag offentliggjorde Ny Alliance deres nye partiprogram , og benyttede lejligheden til at skifte navn til Liberal Alliance, herefter benævnt LA.

Det er vanskeligt ikke at glæde sig over programmet, der indebærer, at LA må betegnes som Danmarks klart mest borgerligt-liberale parti i folketinget – og efter at liberalisterne har opløst sig selv – i dansk politik. Hvor man tidligere kunne være i tvivl om, hvor liberale LA egentlig var, hvis man så bort fra indkomstskatteforslaget, der med “nok-er-nok” for de fleste vel primært kendetegnede partiet i sin version 1.0, efterlader principprogrammets 5 punkter ingen tvivl:

1. Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.

2. Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.

3. Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.

4. Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.
Det fri samfund skaber stor velstand og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.

5. Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer. Ejendomsret og kontraktfrihed er grundlaget for menneskelig virksomhed. Ved at styrke den private ejendomsret skaber vi økonomisk fremdrift og dynamik i samfundet. Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.

Disse principper går tydelig igen i partiprogrammets politikafsnit. Det er værd at bide mærke i, at der f.eks. lægges afstand til lighedsmageriet, som man finder i større eller mindre grad hos alle andre af folketingets partier.

I afsnittet om socialpolitik fremgår det, at “Socialpolitikkens formål er at bekæmpe fattigdom og social marginalisering – ikke at skabe lighed i samfundet”. Sammenholdt med andre dele af det nye partiprogram, f.eks. på sundhedsområdet, hvor LA mener, at  “det offentlige skal ikke nødvendigvis drive sundhedsvæsenet”, regionerne nedlægges, at hospitalerne skal omdannes til “selvejende eller private institutioner, der selv kan tilrettelægge deres arbejdsgange med mulighed for at belønne deres ansatte efter fortjeneste”, og der skal indføres delvis brugerbetaling, kunne det tolkes som, at man ønsker en residual frem for en universel (nordisk) velfærdsmodel.

Med hensyn til hospitaler som selvejende institutioner, må man håbe, at de er opmærksomme på, at denne konstruktion ikke nødvendigvis er fornuftig – udførelsen er afgørende. Et skræmmeeksempel er udviklingen indenfor ungdomsuddannelserne, hvor det er endt med en kraftig central styring af indhold koblet med politiske bestyrelser og omsætningsmaksimering (i fraværet af muligheden for profitmaksimering). Resultatet er er en kombination af manglende effektivitet (målt på uddannelse per krone) og en suboptimal kvalitet af de udbudte uddannelser.

Sammenligner man de to modellers evne til at genere vækst og velstand, er den residuale model langt at foretrække, Indførelsen af brugerbetaling og de andre foreslåede ændringer indebærer også i sig selv besparelser i milliard klassen.

Spændene er også, at LA foreslår at Danmark får en egentlig indvandrerpolitik, hvilket vi ikke har haft siden 1973 (med mindre man betegner et indvandrerstop som en politik). Her lægger man vægt på at adgang til Danmark skal være baseret på objektive kriterier, hvorefter “Opholds- og arbejdstilladelse bør derfor gives efter objektive krav som uddannelse, indkomst og formue”.Det fremgår også, at “nyankomne udlændinges adgang til offentlige ydelser bør begrænses”. Hertil kunne man bemærke, at man jo kunne overveje som princip, at så mange som muligt af de sociale ydelser blev ancinitetsafhængige, i lighed med folkepensionen.

Endelig vil jeg gerne fremhæve afsnittet om indenrigs- og kommunalpolitik, ikke kun på grund af den politik man gerne så ført, men også på grund af den analyse af de nuværende forhold ( som jeg finder er meget korrekt), og ligger til grund for politikforslagene. Fakrta er, at det kommunale selvstyre er blevet til et ord blottet for reelt indhold. Paradoksalt nok en udvikling, der accelererede efter kommunesammenlægningerne i 1970, og var dikteret af etableringen af den nuværende behandler- og velfærdsstat, der for alvor tog fart i 70erne. Sat lidt på spidsen, kan man sige, at Danmark ikke har været så centraliseret siden enevældende, som tilfældet er i dag.

Af LAs program fremgår det eksplicit, at man skal (gen)etablere et udstrakt kommunalt selvstyre, hvor kommunerne (igen) råder over deres egne ressourcer og kan definere såvel serviceniveau som skatteprocent. Der lægges op til en kraftig reform af tilskudene til kommunerne, der herefter skal bygge på objektive kriterier, ligesom man understreger, at en begrænsning af udligningen mellem kommunerne er en forudsætning for et reelt kommunalt selvstyre.

Dette punkt, der måske overses af en del, har perspektiver der rækker ud over blot det økonomiske. I de sidste mange år (på tværs af regeringer) har vi set en udvikling, hvor ansvaret for selve udførelsen i vid udstrækning ligger lokalt, mens man reelt centralt har defineret opgaverne. Det har, set med en regerings øjne den fordel, at det er nemmere at love “alt godt fra havet”, mens man har pålagt andre ansvaret for udførelsen, og dermed altid bagefter kan fralægge sig ansvaret når det går galt.

Derudover vil et reelt kommunalt selvstyre medføre, at det igen giver mening af interesserer sig for kommunalpolitik. Vi må gå ud fra, at det kommunale selvstyre også indebærer, at man kan lave lokale prioriteringer og løsninger på en lang række områder, hvor det i dag ikke er muligt.

Har Liberal Alliance en kinamands chance? – Ikke hvis man spørger “eksperterne”

Men et er, at undertegnede, som det fremgår, har stor sympati for det nye partiprogram. Noget andet er, om den markante ændring i partiet, symboliseret ved navneskiftet, indebærer, at LA har en mulighed for at komme i folketinget ved næste valg.

Heldigvis, set fra partiets synspunkt, er der lang tid til næstevalg, for på nuværende tidspunkt ligger partiet en del under spærregrænsen.

Jeg vil i de nedstående afsnit prøve at give nogle bud på hvad der taler for, at LA også er i folketinget efter det k
ommende valg, hvilke forho
ld der taler i mod det, og hvad jeg mener der skal til, at ver 2.0 klarer sig bedre end den første version af partiet.

For det første er der spørgsmålet om vælgerpotentialet. Hvor stor en andel af befolkningen kunne tænkes at stemme på et parti med en klar liberal profil (problemet med LAs historie ser vi bort fra et øjeblik)? Mit bud er umiddelbart mindst 20%. Dette baserer jeg på de talrige undersøgelser (selv når de er mest manipulerende til fordel for høj skat) af danskernes holdninger til vores velfærdssystem, skat og holdningen til lighed. Hvor der altid er mindst 20 % hvis svar må antages at indebære, at de ønsker mindre velfærdsstat, lavere skat og ikke mener, at lighed er et mål i sig selv.

De fleste i denne gruppe stemmer for nuværende på K og V – og en mindre del formentlig på R, hvis de da ikke vælger at blive hjemme i manglen på troværdige borgerligt-liberale partier. Den potentielle vælgergruppe er endda større, men det kræver at man formår at sætte en offentlig dagsorden, så det går op for flere, hvor lidt de egentlig får ud af vores store og dyre statslige sektor (en stor fejl hos de der taler for et reelt borgerligt-liberalt samfund er, at de ofte overvurderer vælgernes viden, muligvis grundet egen uddannelse – dette set i forhold til normen hos de fleste politikere, der  ofte overvurderer egne evner, viden og betydning).

Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg tror, at det er realistisk at LA ved næste folketingsvalg får 20% af stemmerne – en del vil jo nok mene, om det overhovedet er realistisk at partiet kommer over spærregrænsen

Det største problem er i denne forbindelse, at partistifternes troværdighed. Hvis man var gået ud med dette program da partiet stiftedes var man formentlig kommet ind med betydeligt flere stemmer end man endte med. Men det er noget kludder, når man starter ud med at definere sig som et midterparti og efter 1 år kommer partiprogram, hvor man helt klart vælger at lægge sig klart til højre for den politiske midte (med økonomisl poltik som determinator – og hvor Dansk Folkeparti retteligt er et ganske kollektivistisk nationalt socialdemokrati til venstre for de radikale).

Stifterne har for længst beklaget, at man startede med et parti, som gud og hver mand stort set kunne læse det ind i partiet som de ønskede og hvor man dybest set lancerede sig selv som en negation (til dansk folkeparti) henvendt til borgerlige vælgere kombineret med lavere skat. Men denne historie har kostet og vil blive ved med at koste fremover, med mindre tiltroen til partiet genetableres.

Det bliver meget vanskeligt at vende dette billede i den brede offentlighed. Hvis man spørger de politiske kommentatorer, er de ikke i tvivl, LA kommer ikke ind ved næste valg.

I JP fra i går torsdag , udtaler Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, at “Et vigtigt parameter, når vælgerne skal tage stilling til de her ændringer, er jo troværdigheden. Partiet fremstår med holdningsskredet som utroværdigt, og det betyder, at Liberal Alliance ikke får et ben til jorden.” 

Samtidig mener han, at partiet ikke har en chance for at “stjæle vælgere fra Venstre”, fordi de med Johannes Andersens ord har “glemt at tage højde for, at magt også spiller ind. Og Venstres vælgere vil ikke afgive magt til fordel for ideologier, der passer dem bedre.”

Problemet med troværdigheden kan de to tilbageværende stiftere formentlig ikke ændre meget på alene, dertil er de – nok mest Naser Khader, der var frontfiguren i en på alle måder amatøragtige og elendig valgkamp – på nuværende tidspunkt stemplet i offentlighedens øjne. Dels som symbol på politisk fiasko, og dels som utroværdige på grund af partiets slingrekurs.

Der er næppe tviv om, at det blandt en del potentielle vælgere har hjulpet en del, at Lars Seier er gået så aktivt ind i udarbejdelsen af et nyt partiprogram, som han er. Hvor Lars Seier står politisk er der ikke tvivl om, men dels vil han ikke være politiker og dels vil der i offentligheden hele tiden være tvivl om, hvorvidt de to nye stiftere nu også mener det de siger nu.

Forhold som de politiske modstandere naturligvis vil benytte til at miskreditere partiet. Derfor er der brug for at partiet kan brede personkredsen (her forstået af personer der vil stille op til næste valg) der tegner partiet ud, således, at partiet i offentlighedens øjne ikke kun tegnes af de to stiftere. Derudover er det vigtigt, at partiet får skabt en dagsorden der rækker ud over skattespørgsmålet.

En mulighed er at indtage en position, der samtidig med at den er i konflikt med konsensus på Christiansborg har klangbund hos potentielle vælgere. En sådan sag kunne være miljøpolitikken, hvorom det i det nye partiprogram bl.a. fremgår, at partiet “De miljømæssige fordele ved en given regulering bør altid holdes op mod omkostningerne i form af tabt produktion, konkurrenceevne og i sidste ende arbejdspladser, velstand og velfærd”.

Dette er selvfølgelig en rød klud i ansigtet på miljø-evangalisterne, men de er jo heller ikke potentielle vælgere. Men understregningen af at miljøpolikken skal hænge sammen også økonomisk kunne bruges til at rejse en dagsorden, hvor miljøproblemer behandles ud fra rationelle og videnskabelige overvejelser, og ikke, som vi især ser det med klimapolitikken, mest af alt handler om symbolpolitik, hvor man med næsten religiøse ritualer lægger vægten på at vi skal bringe ofre på miljøets alter – måske for at sone vores synder?

Jeg ved ikke om man tør gøre dette, men det vil tiltale den store gruppe af vælgere der nok mener at miljø er vigtigt, men gerne så en mere nøgtern, videnskabelig og rationel håndtering – og dem er der en del af. Man kunne for eksempel bruge klimatopmødet i København til at “drille” regeringen og stille spørgsmål ved hvorledes dette gavner de fremtidige levevilkår i forhold til at satse mere på forskning og udvikling af alternative energiformer der kan mindske vores afhængighed af fosile brændstoffer fra politisk ustabile områder.

Et forhold, som Johannes Andersen peger på, der vist mest af alt tyder på, at han har et ikke særligt flatterende syn på Venstres og Konservatives vælgere er, at han åbenbart mener, at det er vigtigere for dem, at stemme på de to partier end at der føres en politik der er i overensstemmelse med deres grundlæggende værdier og holdninger.

Her tror jeg at den kære “forsker” tager ganske fejl. Hvis det lykkes at give Liberal Alliance troværdighed, vil det være oplagt for utilfredse konservative og venstrefolk, at vise denne utilfredshed ved at stemme på LA – Det er jo gratis. LA har denne gang klart meldt ud, at man vil støtte en borgerlig statsminister, også selv om borgerligheden vist kun er af nominel karakter. Sagt på en anden måde, den anden kandidat er et værre alternativ.

Hvis Liberal Alliance derfor kan komme i nærheden af spærregrænsen vil det i sig selv kunne give de ekstra stemmer, der bringer den over denne magiske grænse. For hvad venstre og konservative vælgere, uanset hvor utilfredse de er, vil lægge vægt på, er at deres stemme ikke ender med at være spildt – og komme oppositionen til gode.

Med andre ord er der to udfordringer for LA, hvis man skal gøre sig håb om at komme i folketinget ved næste valg:

1. Der skal lægges en plan for at give partiet troværdigheden tilbage og antallet af personer der identificeres af den brede offentlighed som repræsentanter for LA skal bredes ud.

2. Der skal lægges en strategi for, hvordan og hvilk

e dagsordner man vil markere sig på. Her er det væsentligt at man opprioriterer værdipolitik, hvor den borgerlige regering for længst har kapituleret i alt andet end ord overfor venstrefløjen. At man bliver identificeret med mere end skattepolitik og at man lægger større vægt på indvandrerpolitik end på flygtningepolitik, fordi man meget hurtigt kan få malet sig op i et hjørne, hvor vælgere der trods alt foretrækker en VK regering frem for en SR regering kan blive i tvivl om hvor partiet egentlig står.

Ovenstående kan passende ske med afsæt i den overskrift, som man har givet partiprogrammet; “Liberal Alliance tror på dig”. Hvis Liberal Alliance tør blive et parti der taler op til vælgerne i stedet for ned, vil det markant adskille sig fra alle andre partier i folketinget, og vil for alvor være en nyskabelse i danske politik.

Kan man mestre ovenstående 2 punkter, vil LA også være at finde i folketinget efter næste folketingsvalg, og måske endda med mere end de 4% som Anders Samuelsen satser på.

Som et gammelt indisk ordsprog siger, “Man skal sigte mod stjernerne for at nå trætoppene”.