Et par af de myter man møder igen og igen er, at kapitalismen gør verden mere ulige og at gabet mellem de rige og de fattige i verden er stigende. Billedet af ”os og dem” gentages f.eks. i det uendelige i MSM. Nu ofte i en ny klima relateret forklædning.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

I 1970 var den globale indkomstfordeling ”bipolær”, dvs. den havde to toppe. Det gav mening at tale om ”den rige verden” og den ”fattige verden”. Det var her den marxistiske ide om kolonial og post-kolonial udbytning trivedes i vesten. Det var her ulandsbistanden fik luft under vingerne, især i.f.t. Afrika. Det er dette billede der stadig er brændt fast i de fleste menneskers bevidsthed og som gentages i det uendelige i MSMs dækning af den økonomiske udvikling.

Men i 2006 er den globale indkomst fordeling ikke blot blevet mere lige (mindre spredning mellem rig og fattig). Den er også blevet nærmest unipolær. Verden er ikke længere klart delt op i rige og fattige. OECD området er selvfølgelig stadigt rigere end resten af verden. Men forskellen er indsnævret og alle regioner med Afrika som delvist undtagelse er rykket tættere på OECD. Så tæt på, at store højindkomstgrupper i Asien har overhalet medianen i OECD området. Paradoksalt nok er det muligt at mange lande – og måske et flertal – har oplevet stigende intern indkomstulighed. Men det overdøves af den massive indhentning som Asien, Latin Amerika, Østeruropa og Mellemøsten har oplevet ift. OECD området. ”Os og dem” billedet er blevet mindre relevant og det vil i stigende grad være meningsløst i det 21. århundrede.

Det er så i øvrigt slående, at den eneste region, der ikke har set en generel indhentning af ”de rige” er netop det Afrika, der i gennemsnit har modtaget 4% af BNP i ulandsbistand siden 1960. Til sammenligning har de mest succesfulde store lande i Asien som Indien og Kina typisk slet ikke har modtaget bistand af betydning i forhold til størrelsen af deres befolkning og økonomi. Men det bør ikke overraske den objektive tilskuer. Litteraturen viser efterhånden klart, at OECD landenes ulandsbistand har været fuldstændig ineffektiv på makro niveau. Der er i hvert fald ikke påviselige resultater. Verden er blevet mere lige, men det har intet med den vestlige verdens ineffektive (og i mange tilfælde spildte) støtte til Afrika at gøre og det har alt med samhandel og marked at gøre. Den eneste effektive bistand vi har givet (og kan give?) er WTO systemet, dvs. en rimelig grad af global frihandel. Derfor er det også så umådeligt ynkeligt, at vi har stadigt sværere ved at fortsætte processen i form af åbning af markeder for f.eks. landbrugsvarer under Doha runden. Hvorfor gør den danske venstrefløj ikke oprør mod EUs handels- og landbrugspolitik i stedet for at kræve mere aflad i form af ulandsbistand, som vi nu efter 50 års massive overførsler kan konstatere ikke har rykket noget som helst? Det er da både intellektuelt slapt og et svigt overfor verdens fattige.

Den globale økonomiske udvikling har været en forrygende succes – især siden murens fald – fordi markedsøkonomien effektivt har skabt udvikling og fremgang i levevilkår. Og – nej – prisen har ikke været øget ulighed. I hvert fald ikke set fra en global synsvinkel. Tværtimod. Se Sala-i-Martins estimerede udvikling i global Ginikoefficient:

Bemærk at faldet i uligheden især har været hurtig efter murens fald i 1990, og den nærmest er accelereret siden 2000! Og det er da global fordeling og ikke national indkomstfordeling, der tæller – ikke? Et godt gæt er at 2008-9 recessionen faktisk har mindsket indkomstuligheden i verden markant yderligere, fordi recessionen er koncentreret i OECD landene. Den var ganske mild i Asian ekskl. Japan.

Det burde vel få fabianisterne – som vist har et stort flertal i Folketinget – til at revidere deres syn på markedsøkonomien som et “nødvendigt onde”. Mon dog det sker?