I kølvandet på stadigt stigende problemer med den finanspolitiske bæredygtighed i større medlemslande af eurozonen, har EU-landene forleden besluttet at stille en fond på 750 milliarder euro til rådighed til eurolande, der kommer i lignende situationer som Grækenland. Det er ganske svært at se den rent økonomiske logik i beslutningen, hvis man ikke besnæres af argumentet om at forhindre en dominoeffekt. Fra politisk side er man da heller ikke så tåbelig, at man ikke ser – og indrømmer – at en sådan fond i sig selv vil fjerne nogle af konsekvenserne af at forgælde sig med vilje. Så man har indbygget nogle aldeles utroværdige politiske krav.
Med Claus Hjort Frederiksens ord er kravet til at kunne få lån fra fonden, at ”at man fremlægger overbevisende handlingsplaner for, hvordan man tackler de store budgetunderskud.” Logikken er øjensynligt den samme som den, de danske arbejdsformidlinger bruger for at få folk i arbejde, de danske folkeskoler bruger overfor svagere elever, eller som danske politikere har brugt overfor efterlønsspøgelset – lad os lægge en handlingsplan. Handlingsplaner er ligegyldige selvom sjælen er klar, så længe kødet er tilstrækkeligt svagt. Og svagt har det vist sig at være hos mange europæiske regeringer.
Sjovt nok – hvis man da synes at den slags er sjovt – er flere politikere og politiske kommentatorer begyndt at bruge krisen og den europæiske politiske dynamik som argument for, at Danmark virkelig ikke kan blive ved med at stå udenfor euroen. Man synes at glemme, at vi i det store og hele har undgået at blive ramt af de værste konsekvenser af krisen, og hvorfor vi har undgået det. Danmark har de fleste år siden 1982 holdt sig i nærheden af dydens snævre sti fordi vi har pegget kronen til først D-marken og siden euroen, men uden at gå med i det større, europæiske projekt om at blive monetært ens.
Argumentet er ellers ret enkelt. Populært sagt betyder dét at vi står udenfor, at politikerne får et hurtigt og eftertrykkeligt rap over de finansielle fingre, hvis de er for uansvarlige. Bliver der usikkerhed om Danmarks økonomiske stabilitet eller finanspolitiske bæredygtighed, kan det ses i markedet hvor man med for store tvivl vil begynde at kræve en risikopræmie for at holde danske papirer og købe danske kroner. Dermed må Nationalbanken sætte renten op for at forsvare den faste kronekurs. Det er netop den effekt, som politikerne klager over og argumenterer for, at vi slipper for, hvis vi indtræder i euroen. Enten forstår de ikke, eller også glemmer de strategisk, at det kun er når de er tydeligt uansvarlige, at rentespændet kan blive et problem. Med andre ord er det politiske argument ækvivalent til at kræve, at man kan glemme den finanspolitiske ansvarlighed uden at lide umiddelbare konsekvenser heraf. Vi holder os rimeligt i nærheden af dydens sti netop fordi det bliver dyrt, hvis vi fjerner os for meget fra den.
Før Grækenland, Spanien og andre olivenproducerende lande indtrådte i euroen, virkede denne mekanisme for dem. Sydeuropas almindelige svar var at lade valutaen flyde, dvs. at devaluere når man havde været uansvarlig for længe. På den måde fik man midlertidigt rettet op på de konkurrenceevneproblemer, som den uansvarlige politik medførte. Med indtræden i euroen var dette ikke længere en mulighed – Grækenland kan ikke devaluere en fælles valuta – men der var heller ikke nogen umiddelbar trussel mod en fast valutakurs. Grækenland, Spanien, Portugal og andre kunne dermed ignorere virkeligheden for en stund. Græske politikere gjorde det populære og gav efter for de offentligt ansattes fagforeningers krav, og politikere rundt om i Europa førte ekspansiv finanspolitik, selv i gode år. Men det er nu engang som Thomas Sowell engang skal have sagt: ”Reality is not optional!” Regningen for at bringe uansvarlige lande ind i eruozonens konsekvensfrie miljø har været klar. Og Malene Wind og andre samarbejdsromantikere kan snakke nok så meget om politisk vilje og EU’s fremtid, men hvis man kører med budgetunderskud i tilstrækkeligt lang tid, får man gældsproblemer. Det er strukturelle, politiske problemer der har fået sydeuropæiske lande til at skabe problemer for sig selv igennem historien, og dem, EU har bestemt at vi alle skal betale for. Og det er i bund og grund deres situation, europositive danske politikere længes efter. For hvilken politiker bryder sig om begrænsninger og økonomiske konsekvenser?
Her er et ignoreret problem: Siesta-landene (læg mærke til det udtryk) er nødt til at slagte den hellige frokost. Alle skoler, institutioner, virksomheder lukker i næsten 2 timer midt på dagen. Produktiviteten ser ud derefter. Og børnetallet falder helt katastrofalt, fordi siesta-landene har skabt et sygt samfund.
Der skal 2 indkomster til for at finansiere en familie. Men når man kommer 2 timer senere hjem end vi gør i Danmark, ser man ikke sine børn. En 9-årig behøver 11 timers søvn, så det er ikke bare snak, det KAN ikke lade sig gøre. Hvis kun den ene forælder arbejder, er der ikke råd. Hvis begge arbejder kan man ikke være forælder.
Det kalder jeg et sygt samfund.
Siestalandene ville ikke kunne generere et fornuftigt BNP alligevel, hvis kun ½-delen af befolkningen arbejdede. Synet på det hellige moderskab er alt for katolsk. Bogstaveligt talt. At fokusere på pensioner alene, – som der er udbredt tendens til – rækker ikke. De arbejdsmarkedsreformer, der skal til, skal være meget mere gennemgribende.
Ungdomsarbejdsløsheden skal med i ligningen. Det kører ikke, at man ingen indkomst har i de år, hvor man skulle have startet en familie.
Der er altså 3 forhold, der skal addreseres effektivt: siestaen, ungdomsarbejdsløsheden og pensionsalderen.
Der bliver i den grad brand i gaderne…
Bjørnskov, kan du ikke skrive ovenstående i et debatindlæg. Det er en sandhed, der trænger til at blive hørt.
I stedet for at bære konsekvenserne af egne handlinger – som en voksen, skal de sydeuropæiske lande nu have barnepige og overvåges og hjælpes og mades og have skiftet ble – som et barn. Det er ikke bare ineffektivt og vejen til en permanent økonomisk uligevægt. Det er også uværdigt for et land og dets indbyggere. Og drænende for initiativ og virkelyst i et folk.
Italien er en valutaunion. Er der noget, der tyder på, at Syditalien nogen sinde kommer op på Norditaliens niveau? Jeg tror vi vil se samme situation i Euroland, hvis ikke Euroen da opløses, hvad jeg håber på.
Da jeg en gang skulle til en konference på Sicilien og i Milano købte en flybillet til Palermo, sagde billetdamen: “uff, hvorfor vil du derned. Det er et forfærdeligt sted”
Har man reelt anden mulighed end at stille garantier til sydeuropæiske lande hvis ikke man vil have en ny finanskrise, da de tyske og franske banker har lånt dem lidt for mange penge?
@Emil: Spørgsmålet er vel om man med den valgte løsning ikke bare lægger i ovnen til den næste og endnu større krise. Altså om kuren vil være værre end sygdommen.
En økonom fra den østrigste skole ville vel nok argumentere for, at man ved at belønne bankernes risikovillighed med en statsgaranti for deres lån netop kunstigt vil holde renterne nede for lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien og dermed gøre det mere attraktivt at stifte gæld. Det vil så resultere i “malinvestments” som koster dem dyrt og os vækst på den lange bane og periodiske kriser på den korte.
Man kunne jo også vælge en løsning hvor man lod grækerne gå bankerot og lod bankerne tage tæskene med de følger det nu en gang vil have. Og så lade det være en advarsel til andre lande om at følge en ansvarlig politik.
@JR
Helt klart et dilemma, men at lade bankerne tage skraldet og derefter redde dem, så er det nok lettere at redde grækenland.
Især politisk er der problemer da befolkningen nok ikke er specielt glade for redde dem en gang til, der kunne komme masse populistiske krav om regulering og ting som nok ikke er gavnlige for samfundsøkonomien.
Helt generelt kan man ikke betænke politikere for at gøre meget for at undgå en ny finanskrise. Det kræver meget stærk tro og is i maven at kaste sig ud i en ny finanskrise når der er andre alternativer som ikke koster så meget( muligvis kun på den korte bane)
I forhold til den østrigske skole kunne man jo høre David Karsbøl udtale at renten var 10-20 procent for lav. Hvis renten skulle være på dette niveau vil der jo ske en massedød af banker og det vil jo have ustyrlige samfundsmæssige konsekvenser. Den måde at slå bunden ud af økonomien, uden nogen ide hvad konsekvenserne vil være, er jeg ikke tilhænger af.
Generelt synes jeg ikke at man skal af princip gøre en krise så hård som mulig hvis man har mulighed for afbløde den
@Emil: “Helt klart et dilemma, men at lade bankerne tage skraldet og derefter redde dem, så er det nok lettere at redde grækenland.”
Jeg har nu heller ikke skrevet, at bankerne skal reddes. Hvis de ikke kan tage tabet bør de afvikles på forsvarlig vis.
@JR
okay det med at at bankerne skulle redes var min antagelse, men det ændrer ikke på at jeg ikke synes at slå bunden ud af økonomien for en ideologisk ide er en god ide. Vi har jo bygget et samfund på gæld hvilket jo kræver banker, så afvikling af dem vil nok slå bunden ud af økonomien, og hvilket kunne have mange uforudsigelig elementer som jeg derfor vil værge mig fra.
Emil: “…men det ændrer ikke på at jeg ikke synes at slå bunden ud af økonomien for en ideologisk ide er en god ide. Vi har jo bygget et samfund på gæld hvilket jo kræver banker, så afvikling af dem vil nok slå bunden ud af økonomien, og hvilket kunne have mange uforudsigelig elementer som jeg derfor vil værge mig fra.”
Det er såmænd ikke et ideologisk spørgsmål for mig. Det er et spørgsmål om, at vi nu igen, igen er ved at belønne risikable investeringer med skattekroner. Det giver naturligvis et incitament til at lave mere risikable investeringer i fremtiden end hvad der ellers er økonomisk optimalt, hvilket så giver en ny krise i fremtiden (fordi det ganske enkelt er økonomisk optimalt for bankerne at låne penge ud til aktører som ikke burde have fået lån eller burde have betalt en højere rente) og en lavere økonomisk vækst (pengene ville have gjort mere gavn andre steder).
Og jeg taler naturligvis ikke om at afvikle alle banker, men om at insolvente banker bør afvikles, ligesom det er sket for Løkken Sparekasse, Roskilde Bank, EBH Bank og flere andre herhjemme når de er blevet drevet ud i en konkurs pga. deres lånepolitik. Så skal andre banker nok stå klar til at tage imod de profitable kunder fra disse banker, ligesom de har gjort med ovenstående småbanker.
Jeg savner i øvrigt dokumentation for at det skulle “slå bunden ud af økonomien” at lade store banker gå konkurs (på kontrolleret vis, ligesom Afviklingsselskabet sørger for i Danmark). De sunde aktiver kan jo overtages af andre aktører..
@JR
i forhold til dokumentation af at lade store banker konkurs skulle slå bunden ud af samfundsøkonomien, så har man jo verden over været i gang med at redde bankerne af netop denne grund, men det kan godt være at verden tager fejl;)
Hvis fx danske bank gik ned vil 30% af udlånsmarkedet i dk forsvinde, så vil der nok ikke være risikovillig kapital nok til at gå ind og samle markedsandelene op. Dertil vil der nok også være en betydelig domino effekt
Jeg mener desuden sagtens man kan lade mindre banker gå ned, man skal kun rede banker hvis det kan være til gavn til samfundsøkonomien
@Emil: “Hvis fx danske bank gik ned vil 30% af udlånsmarkedet i dk forsvinde, så vil der nok ikke være risikovillig kapital nok til at gå ind og samle markedsandelene op. Dertil vil der nok også være en betydelig domino effekt”
Hvis jeg var Nordea ville jeg da i sådan en situation netop sørge for at overføre store mængder kapital til Danmark fra andre lande for at maksimere min profit ved at kapre de profitable kunder hvis der er mangel på kapital (-> højere profitmargin for bankerne). Som læser af Punditokraterne har du vel tillid til, at markedet sørger for at kapitalen investeres hvor den giver størst afkast? 😉
Men jeg skriver jo netop også, at en konkurs bør laves intelligent. Det vil jo næppe være klogt at opsige alle lån med dags varsel. Men en kontrolleret afvikling giver de øvrige aktører på markedet tid til at reagere rationelt.
Og det er naturligvis klart, at de personer der har investeret i Danske Bank (direkte eller indirekte) vil tabe penge. Det er vel den dominoeffekt du hentyder til. Men det er jo ikke forskelligt fra hvis Vestas går bankerot og bør heller ikke behandles anderledes.
“i forhold til dokumentation af at lade store banker konkurs skulle slå bunden ud af samfundsøkonomien, så har man jo verden over været i gang med at redde bankerne af netop denne grund, men det kan godt være at verden tager fejl;)”
Ja, det skulle jeg mene. Med Verden mener du naturligvis regeringerne og parlamenterne;-)
Mit umiddelbare indtryk er, at redningsplanerne måske nok er rationelle for politikerne men ikke for samfundet som sådan, ligesom toldbarrierer, statsstøtte og så videre eksisterer Verden over selv om det netto er et tab for samfundene.
Redningsfonden forhindrer ikke dominoeffekten. Den er dominoeffekten 🙁
Samt endnu en illustration af, hvor inkompetente vores EU-ledere og centralbankdirektører er.