Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”). Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg. Dette siger som bekendt, at:
A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.
–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer. Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er. Blandt andet. I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:
“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”
Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights. Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder. Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.
Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,
that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.
In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.
The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.
“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.
…
Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.
As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”
Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”
The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.
Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser. Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening. Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.
“A well regulated Militia”
Tja.
Vh
Trane
Prøv at sammenligne sproget med det i de øvrige rettighedstillæg.
Det springende punkt er “the right of the people… shall not be infringed”. Indledningen er ikke normerende for rettighedens udstrækning til individer. Egentlig ikke det store juridiske mysterium. Men som det også er sket med 1. amendment – der har en endnu klarere ordlyd – vil der blive opstillet rationelle begrænsninger i praksis…heldigvis.
“Det springende punkt er “the right of the people… shall not be infringed”. Indledningen er ikke normerende for rettighedens udstrækning til individer.”
Det er der så mildt sagt en del uenighed om. En stor del af de indleverede briefs til Heller-sagen gør f.eks. en del ud af at vise, at den individuelle ret har været åbenlyst i konteksten og anerkendt og debatteret som sådan, og det gør man bl.a. gennem henvisninger til andre samtidige bestemmelser om retten til at bære våben (f.eks. den britiske “Bill of Rights” [1689], hvor retten dog kun gjaldt protestanter …).
“Det er der så mildt sagt en del uenighed om.”
ENIG! Men det skyldes nu nok snarere de meget markante politiske undertoner, der – desværre – også rammer denne del af SCOTUS´s praksis. Selv om det er sindsygt spændende at følge magtkampene omkring SCOTUS, er jeg sgu glad for at danske domstole ikke i samme ekstreme grad er politiserede.
Det kan man mene. Men er det ikke bare en afspejling af, at USA’s forbundshøjesteret er mere magtfuld og/eller udøver den magt, den har, til at underkende lovgivning mere? Som jeg umiddelbart husker det, er det kun sket to gange, at Højesteret herhjemme har underkendt lovgivning vedtaget af Folketinget–mens kritikere (bl.a. Ditlev Tamm) har peget på, at det reelt burde være sket meget hyppigere. Hvis det skete hyppigere, at højesteret herhjemme tog sig sin opgave bevidst (snarere end at være status quo bekræftere af Folketingets lovgivning) ville vi nok have haft noget større *politisk* opmærksomhed om, hvem der blev udpeget. Ville det være så skidt? Det er jo sådan set også en politisk/ideologisk beslutning at tillade politikerne at gå udover, hvad de må (f.eks. Lensafløsningen [1919])–nu sker det så bare under dække af at være legitimt …
Jeg tror der skal flere niveauer til for at forklare forskellene. I øvrigt er det kun sket en gang, at en lov er blevet underkendt (Tvind-sagen) i DK.
Nu mener jeg grundlæggenede set ikke, at en hyppig underkendelse af demokratisk vedtagne love, er noget der skal efterstræbes. Dette skyldes navnlig, at HR jo pr definition ikke kan holdes demokratisk ansvarlig på samme måde som Folketinget kan.
Hertil kommer, at til forskel fra den amerikanske forfatnng indeholder den danske grundlov ikke særlig mange normative bestemmelser, og dem vi har er ofte så blødt formuleret, at HR ikke vil have et ben at stå på rent juridisk. Dette kan man mene er trist, men det er nu engang den forfatning vi har her i landet. Hold herover for den amerikanske forfatnings begreber som “cruel and unusual punishment”, “probable cause” og “the right to a speedy and public trial”. Disse begreber og mange andre er så uklare, at de nødvendigvis forudsætter en aktiv domstol for at få et praktisk indhold. Den danske grundlov har simpelthen ikke samme mængde begreber, som er åben for fortolkning.
Endelig tror jeg man er nødt til at anerkende de meget grundlæggende forskelle der er mellem dansk ret og Common Law, hvor domstolene altid har haft en meget skabende rolle.
Hvert land har det retssystem som passer til dets kultur og historie.
Afslutningsvis vil jeg lige bemærke, at det at betegne den danske højesteret som “status quo bekræftere af Folketingets lovgivning” mener jeg ærlig talt er fornærmende over for landets øverste domstol, og hvis en mand med din baggrund oprigtigt mener, at det er det som HR er, så er jeg meget skuffet. Har du nogle aktuelle eksempler, der kan bakke denne vidtgående beskyldning op?
@Chris: En meget kort kommentar til din sidste paragraf. Hvis ikke det faktum, at der kun har været én sag i nyere tid, hvor Højesteret har underkendt et stykke lovgivning fra Folketinget, ikke er evidens for Kurrilds status quo vurdering, hvad er det så? Der syntes at være bred enighed blandt jurister om, at rockerloven var grundlovsstridig, ligesom en række andre tiltag er blevet voldsomt kritiseret. Hvad har HR gjort? Grundlæggende synes du at have misforstået hvad en grundlov gør – den beskytter befolkningen som helhed og mindretal i særdeleshed mod de mere skumle sider af politik. Jeg kunne godt ønske mig en mere aktiv dansk Højesteret.
@ Bjørnskov:
“Hvis ikke det faktum, at der kun har været én sag i nyere tid, hvor Højesteret har underkendt et stykke lovgivning fra Folketinget, ikke er evidens for Kurrilds status quo vurdering, hvad er det så?”
Øhhh. Tegn på lovgiver holder sig inden for grundlovens rammer? Argumenter tak! Hvis du har nogen?
“Der syntes at være bred enighed blandt jurister om, at rockerloven var grundlovsstridig, ligesom en række andre tiltag er blevet voldsomt kritiseret.”
Virkelig? Kan du pege på en retsvidenskabelig fremstilling, hvor rockerloven betegnes som værende i strid med grundloven?
“Hvad har HR gjort? Grundlæggende synes du at have misforstået hvad en grundlov gør – den beskytter befolkningen som helhed og mindretal i særdeleshed mod de mere skumle sider af politik. Jeg kunne godt ønske mig en mere aktiv dansk Højesteret.”
En grundlov gør kun det der står i den! Intet andet. Sådan fungerer en retsstat. Du må meget gerne pege på en specifik bestemmelse i Danmarks grundlov og argumentere for, at den er overtrådt i et konkret tilfælde. Så kan vi tage en kvalificeret debat. Din og Peters påberåbelse af statistikker som grundlag for grove beskyldninger, er naturligvis uden saglig værdi.
Og nej, bare fordi vores HR ikke har omgjort lovgivning i det omfang som du – på baggrund af en arbitrær og totalt uunderbygget fornemmelse – mener er det rigtige, er ikke en indikation på, at HR blot bekræfter de vedtagne love.