Som læsere af punditokraterne sikkert har bemærket, har vi ofte – når vi har beskæftiget os med udviklingsøkonomiske problemstillinger, økonomisk vækst og frihed – fremhævet Hong Kong. Der som økonomi kom tættest på Milton Friedman’s idealer om en fri markedsøkonomi. Uanset hvad fremtiden end bringer, var den udvikling Hong Kong var igennem i 2. halvdel af det 20. århundrede spektakulær. Mens BNP per capita i konstante priser i 1960 (ifølge Penn World Tables 6.3) var ca. 1/3 af den danske i, er BNP per capita i dag ca. 25% større end vores.
En ikke lille del af fortjenesten for at det lykkedes at fastholde en meget fri økonomisk model må tilfalde Sir John Cowperthwaite, der i perioden 1961-1971 – med sin tro på Adam Smiths tanker – som koloniens “finansminister” (stort set) formåede at afvise lokale pressionsgruppers ønsker om subsidier og særlig hjælp og “moderlandets” ønske om at udvikle en moderne velfærdsstat.
Igennem 1960erne og 1970erne var Hong Kong en af de hurtigst voksende økonomier i verden, og det formentlig mest investeringeffektive (målt på vækst i BNP i forhold til investering). Sammenligner vi med Singapore, der oplevede nogenlunde samme vækstrate i perioden 1960 – 2000, har denne vækst krævet et langt højere investeringsniveau.
I weekenden vedtog man så at indføre en minimumsløn i Hong Kong, hvilket gav The Economist anledning til at lave en “briefing” med overskriften “End of An experiment“. Som The Economist bemærker kan man ikke sætte lighedstegn mellem Kinas overtagelse af Hong Kong i 1997 og “normaliseringen” af Hong Kong – det er således ikke nødvendigvis en konsekvens af overdragelsen i 1997. Under den sidste engelske administration steg de offentlige udgifter således ganske voldsomt. Som det bemærkes i artiklen i Economist:
The huge growth in government spending during the last colonial administration was required, according to Lord Patten, the final governor, because “Hong Kong’s economic vitality and strength were not matched by adequate social-welfare.”
Hvad minimumslønnen ender med at være er overladt til et udvalg, der vil komme med et udspil til august. Men hvis lokale fagforeningers ønske om en minimumsløn på 32 HK$ i timen følges, vil op mod 170.000 jobs være i fare for at forsvinde (ca. 5-6% af arbejdsstyrken).
Indførelse af en minimumsløn er kun det seneste tiltag, der har har indebåret stigende offentlig indblanding og øget regulering.
Som The Economist slutter sin artikel (under overskriften “Milton’s paradise lost”):
“Hong Kong remains, by and large, a vibrant, entrepreneurial place, with government spending far below Western standards. The costs of rising intervention will take a while to appear—and may always be hard to measure, especially with mainland China growing so fast. Yet a remarkable economic experiment is at an end.”
Alælerførst vil jeg lige sige at jeg bryder mig ikke om dit kunstige navn — med bindestreg og det hele. Nu ved jeg ikke om du underviser nogen steder – hvis det er tilfældet er det dog et kolossalt selvmål at lave. Som en forretningsdrivende der skilter med <i<" Køb ikke noget her. det er alt for dyrt og kvaliteten er også tvivlsom"
Os i den Angelsachsiske kulturkreds sætter en ære i at gøre det kort; det gælder når vi udtrykker os i få ord, eller når vi præsenterer os.
Til slut vil jeg sige, at det er ejendommeligt på en dag som denne, hvor en af verdens bedst kendte økonomer Nouriel Roubini — han som den mest berømte af de kun ganske få økonomer, som korrekt forudså finanskrisen (En af de andre var den i Randers fødte Jacob Brøchner Madsen. “Takken” var at han blev frosset ud af Københavns Universitet – noget som med dagens viden in mente må anses som en ære.) har offentliggjort sin analyse af hvor verden er på vej hen, at du så vælger at skrive om Hong Kong.
Spørgsmålet er så om vi i Danmark er bedst tjent med at være en af de meget få lande i verden som følger Tysklands stærke valuta, eller vi ligesom Sverige og Storbritannien og glertallet af andre lande på Jorden bør lade markedet nedskrive kronens værdi, for på den måde at få flere penge til landet, og dermed også i statskassen
It’s quite odd to see that kind of graph considering the increases in economy across China.