EU er en toldunion, dvs. et område hvor man har fælles handelspolitik overfor resten af verden, og i princippet ingen handelsbarrierer indenfor området. Man kan diskutere, om krav nummer to er opfyldt – Frankrig opretholder så vidt vides stadig et importforbud mod britisk oksekød på trods af at det er år og dag siden at der var mund- og klovsyge på øerne – men der er ingen tvivl om, at vi har en fælles handelspolitik. De samme toldsatser gælder overalt, de samme eksportsubsidier gælder, og de samme standarder, toldkvoter og antidumpningindsatser skal implementeres overalt. Men, og det er et stort men, man må spørge sig selv om der ikke er mere til faktisk handelspolitik.
Og svaret er selvfølgelig jo. De samme standardkrav og importrestriktioner kan implementeres på meget forskellige måder. Det canadiske Fraser Institut, som vi ofte refererer til her på stedet, har siden 1995 inkluderet mål for ’non-tariff barriers’ i deres årlige indeks for økonomisk frihed (læs her). Der er massive forskelle på tværs af EU, og forskellene er ikke tilfældige. Yours truly har undersøgt sagen, og finder både på tværs af EU og på tværs af verden en stærkt bidragende faktor.
Den nyeste Cege Report fra Georg-August-Universitet i Göttingen, hvor jeg har huseret de sidste fire måneder, bragte en kort, populær artikel om emnet (læs her på side 3). Kort fortalt varierer non-tariff barriers – handelsbarrierer der ikke har med told eller kvoter at gøre – stærkt med landets korruption. Jo højere de formelle krav er til dokumentation og papirarbejde, jo større incitament har importvirksomheder til at forsøge at betale sig udenom. Og jo mere den slags er praksis i et land – jo mere almindeligt korruption er – jo større bureaukratiske barrierer vil toldere sætte op for at få bestikkelse. I og for sig er det en helt indlysende mekanisme, men en, som ingen har set grundigt på indtil nu. Og den giver en simpel forklaring på, hvorfor Italien og Grækenland stadig, på trods af deres EU-medlemskab, er mere protektionistiske end Danmark og Storbritannien. Bad habits die hard.
Du skriver:
“Jo højere de formelle krav er til dokumentation og papirarbejde, jo større incitament har importvirksomheder til at forsøge at betale sig udenom. Og jo mere den slags er praksis i et land – jo mere almindeligt korruption er – jo større bureaukratiske barrierer vil toldere sætte op for at få bestikkelse.”
Hvilken vej går kausaliteten så: barrierer –> korruption, eller korruption –> barrierer? Som du formulerer det ovenfor er det korruption –> barrierer –> korruption –> barrierer –> etc.
Er dette ikke lidt problematisk, analytisk set? I dét dokument, du linker til, er det da vist også kun “korruption –> barrierer”, der er påstanden. (Jeg går også ud fra, at korruption så ikke tælles med som en non-tariff barrier.)
@Terminalfrost: Jo, kausaliteten er et åbent spørgsmål. Det bagvedliggende papir gør et større nummer ud af det, og demonstrerer den kausalitet, som er i den lille artikel i Cege rapporten. Dvs. at korruption skaber non-tariff barriers. Om den også virker den anden vej rundt er et godt spørgsmål, som jeg ved en enkelt indisk økonom er igang med at se på ved hjælp af indiske data.