Den devaluerede Nobelpris

I dag får EU Nobels fredspris med en hovedbegrundelse, at EU har opretholdt freden i Europa. Mange EU-tilhængere har klappet i deres hænder for denne hyldest til international integration, mens mange andre har følt at det var en latterliggørelse af ikke blot fredsprisen, men også de andre Nobelpriser. En lignende diskussion blussede op, da fredsprisen i 2009 gik til Barack Obama, der basalt set fik prisen på forventet efterbevilling.

Mens vi her på stedet ikke er bange for at have holdninger – personligt eller ideologisk begrundede – er det i denne sammenhæng en anden måde at se prisen på. Denne er spørgsmålet om, hvor empirisk eller faktuelt begrundet, prisen er. Sagt på en anden måde, hvor velbegrundet er ideen om, at EU har bidraget til at holde fred i Europa.

Et første punkt er naturligvis spørgsmålet om, hvilken fred der er holdt i Europa. Indenfor unionens mure er der ikke udbrudt krige eller sket andre deciderede fjendtlige handlinger. Man kan også argumentere for, at det formaliserede samarbejde i Bruxelles har gjort politiske diskussioner mere civilisererede – i det mindste på overfladen. Men ser man lidt længere udover van Rompuys næsetip bliver det sværere. Nogle vil nok indskyde, at de seneste års ændringer i centralbankens og kommissionens politik i betragteligt omfang formaliserer et sydeuropæisk tyveri af nordeuropæisk velstand, når man automatiserer overførsler og gældseftergivelse. Det er næppe noget, man får en Nobelpris for, eller noget der bidrager til politisk fred på den længere bane. Men det kan man selvfølgelig indtil videre afvise som et ideologisk synspunkt.

Værre er det dog, at tesen om EU-freden på to andre områder må være ganske svær at sluge for langt de fleste samfundsforskere. Et punkt nummer to er nemlig, at det man ikke kan argumentere for, at EU har holdt fred i Europa, hvis man definerer Europa bredere end blot de lande, der er formelle medlemmer af EU. Krigene i eks-Jugoslavien gjorde unionen praktisk taget intet for at afværge eller dæmpe. Det mere konkret fredsbevarende arbejde i regionen har NATO stået for, med EU som en meget utilbøjelig ’hjælp’ efter krigene var overstået. De tumultariske tilstande i Ukraine – et land der i det mindste i en geografisk forstand er europæisk – har heller ikke været noget, EU på nogen måde har kunnet afværge. Og hvis man vil brede begrebet ’fred’ mere ud, hvor godt ser det så ud, når Hviderusland stadig er et kommunistisk diktatur og Ungarn er på vej væk fra de facto demokrati?

Det værste er dog punkt nummer tre, den rent empiriske påstand. Der er ganske enkelt ingen eksempler på demokratiske lande, der er gået i krig mod hinanden. Det eneste eksempel på et demokrati, der har erklæret krig mod et andet demokrati, er Storbritannien, der pga. en international aftale var tvunget til at erklære Finland krig, da Sovjetunionen overfaldt landet i 1940. Briterne gjorde som bekendt intet, da de bestemt ikke havde tænkt sig at gå i krig mod det lille, nordiske land. Al erfaring – og lad mig gentage, al erfaring – peger på, at de europæiske lande ville have holdt fred med hinanden helt uanset om EU havde eksisteret eller ej.

Uanset hvor i verden man ellers har haft demokratier som naboer, har landene holdt fred og foået at samarbejde. At påstå at det er på grund af den politiske konstruktion EU er intet andet end latterligt. Årets Nobelpris er derfor lige så latterlig som den påstand, det ligger til grund for den.

9 thoughts on “Den devaluerede Nobelpris

  1. bjoernskov Forfatter

    I listen fra Wikipedia kan jeg kun se ét eksempel, der kan diskuteres: Ecuador og Peru i den såkaldte Paquisha-krig. Begge lande havde lige holdt de første nogenlunde frie valg i meget lang tid, og Peru afskaffede reelt demokratiet meget hurtigt derefter. Men point taken. Så lad os sige demokratier med en nogenlunde levestandard? Eller demokratier med en relativt åben handelspolitik? Det gør det ikke lettere at argumentere for en effekt af EU.

    Svar
  2. Lasse Birk Olesen

    “Så lad os sige demokratier med en nogenlunde levestandard? Eller demokratier med en relativt åben handelspolitik?”

    Det virker bare lidt for nemt, synes jeg. Du kan jo altid komme op med nogle kriterier, som mere eller mindre tilfældigt passer. Fx tror jeg umiddelbart, at man også vil få svært ved at finde krige mellem monarkier med gode levestandarder i absolut forstand.

    PS. Mit ærinde er ikke at give credit til EU, men mere at sætte spørgsmålstegn ved hvor overlegent demokrati er. Hvis det er for off topic må du sige til.

    Svar
  3. Balder

    Jeg savner i denne forbindelse omtale af at EU, eller de stater som udgør EU, har deltaget i et antal amerikansk-ledede angrebskrige, og de krigsliderlige toner der stadigvæk kommer fra visse europæiske lande især fra de gamle kolonimagter England og Frankrig, og fra en dansk “forsvarsminister” ved navn Hækkerup, som allerede har udtalt at vi vil kunne se frem til deltagelse i udenlandske ekspeditioner så langt frem i tiden vi kan skue.

    Selv om mange af disse aktioner måske ikke har været en formel del af en samlet EU-strategi eller beslutning, så må det da også være relevant i forhold til påstanden om “det fredsbevarende EU”.

    Hvad hjælper det at vi bevarer freden indenfor EU, når vi i stedet sender vores børn af sted til fjerne lande for at slås der, mod amerikansk udpegede imaginære fjender?

    Svar
  4. Thomas S

    Jeg er overordnet set enig i blog-indlægget. Men jeg kan dog også godt lege Djævlens advokat et par steder.

    Hvad angår punkt nummer to mener jeg ikke, at man kan klandre nogen for at sørge for fred i eget område. Ja, Schweiz bidrog ikke til kampen mod Hitler, men hvis flere lande havde formået at hævde deres suverænitet i samme omfang som Schweiz, havde omfanget af anden verdenskrig (og mange andre europæiske krige) været mindre.

    Og hvad angår nummer tre – det hænder jo at demokratier ophører med at være demokratier. HVIS det europæiske samarbejde har en stabiliserende effekt på de enkelte demokratier, kan de jo godt tage æren for at være fredsskabende, når den effekt der skaber freden handler om hvor der er demokrati eller ej. Jeg tør ikke hævde, at EU har den effekt, men Spanien, der ellers i det meste af 1900-tallet var præget af kupforsøg og borgerkrige i kampen om magten, har vel ikke rigtigt haft et kupforsøg siden de kom med i NATO og EU? Noget lignende kan man sige om Grækenland.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.