Man hører med jævne mellemrum påstande om, at korruptionen er eksploderet – især når folk er utilfredse med noget helt andet. En af de mest brugte definitioner er ”the abuse of public office for private gain” hvilket i de fleste tilfælde omfatter bestikkelse. Som vi har skrevet om før her på stedet, er der forsvindende lidt af det i Danmark, mens det er ganske almindeligt i andre lande. Men hvilke lande? Og passer folks forestillinger om, hvilke lande der er mest korrupte, stadig?
Figuren nedenunder viser udviklingen i korruption i fem europæiske regioner siden sidst i 90erne, baseret på Transparency Internationals korruptionsindeks. Jo højere indeksværdien er, jo mindre korruption har landet, og 100 er defineret som helt fri for problemer. Som man kan se af den sorte linje, er de nordiske lande de suverænt reneste i Europa. Den lille nedadgående trend er udelukkende drevet af Island, der faktisk har vist sig at have problemer. Nordvesteuropa har også været nogenlunde stabilt over perioden. Et af de få, der har et faldende indeks, er Storbritannien – udløst af afsløringerne fra mediernes bestikkelse af bl.a. politi.
Den gode nyhed er, at det går fremad i både Sydeuropa og de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. Den bedste nyhed er dog, at vores nærmeste naboer med en kommunistisk fortid meget hurtigt er ved at blive af med deres værste korruptionsproblemer. Polen, der for 15 år siden lå på græsk niveau, har i dag problemer i samme omfang som Spanien og Portugal – dvs. ikke perfekt, men dog en stor forbedring. Estland, som ofte er ’det hemmelige nordiske land’, er endda rykket fra en placering midt i feltet til cirka østrigsk eller fransk niveau.
Og hvad så, kunne man måske spørge. Svaret er, at det er vigtig information for mange erhvervsinteresser, som måske stadig hænger fast i forestillingen om Østeuropa. De nordlige postkommunistiske lande er ikke længere ’Østeuropa’ som vi forestiller os. De er på flere måder ved at blive Nordeuropa, som de var en gang.
Korruptionen skal nødvendigvis ned, hvis der skal opbygges mere big government. Spørgsmålet er om det samlet set er en fordel, for jo mere regulering jo mere skade kan korruptionen faktisk gøre. Spørgsmålet er også om big government kan skjule omfanget af korruptionen.
OT:
Niels Westy m.fl. herinde har tidligere gjort sig kloge på befolkningstilvæksten.
Nu er der en ny fremskrivning som er endnu mere skræmmende end de forrige.
Er det stadigt den generelle opfattelse blandt punditokraterne, at det ikke giver mening at tale om et overbefolkningsproblem og at befolkningstilvæksten er forholdsvis uproblematisk.
Sidst jeg læste om TI var deres metode hovedsagligt baseret på indsamling af rapporter i MSM via frivillige rapportørere. Og det er fsv udemærket og ikke et problem, hvis man ved det og tager højde for det i fortolkningen.
Men i verdens mindst korrupte land går eksempelvis salget af Københavns kommunes bolig ejendomme, salget af telefonnettet, det pågående arbejde med salg af vandforsyningen og meget andet ikke som korruption og bliver ikke omtalt som sådan. Den ville ikke gå andre steder, f.eks i et af de mest korrupte lande, Filippinerne. Her behøver man ikke engang købe MSM for at være orienteret om “sagerne”. (køb af journalister, såkaldt ACDC, er en anden sag) Overskrifterne er rigeligt.
Populært sagt, en virksom taktik i korruptions bekæmpelse er simpelthen, at sørge for det ikke omtales som sådan. Og hvem er det nu der sørger for MSMs indtægter (skatteyder betalt tilskud) i verdens mindst mindst korrupte land?
Hertil en forskel i mentalitet og måden at organisere mht “det offentlige” dvs udstedelse af “tilladelser” på.
En sydlig embedsindehaver er relativt til private lavt lønnet. Og har jeg indtryk af, netop for, at fremme de profitable projekter.
Som en god ven, der har siddet som politisk udnævnt chef for en forvaltningsgren, fornærmet konstaterede om en senere indhaver af samme embede: han har siddet et halvt år og har allerede købt en stor bil. Det tog mig 3 år, for jeg tog sagerne med hjem og gjorde dem klar. (klar vil sige: Sørge for manglende dokumenter og at modstidende interesser hos politikere er handlet af så “sagen” ikke strander, men glider ret igennem, altså ekstra arbejde som egentligt burde/kunne være udført af projekt ejer).
I verdens mindst korrupte land ordnes den slags, med en begunstigelse, der kun middelbart har pengeværdi, såsom en ansættelse af rette person eller en dispensation.