Når statskassen er tom og ikke kan genopfyldes, og man stadig har kreditorer at betale, må man enten gå konkurs eller finde på noget at spise dem af med. Én vej er at trykke nye penge, men det kan man ikke altid gøre officielt; så må man finde nye veje.
Disse kreative løsninger på statslige finanskriser er grundlæggende historien bag opfindelsen af den type statslige papirpenge, der bruges i vesten og verden over i dag. (Goldberg 2009 har en fascinerende gennemgang).
“Mens du venter.”
Det startede i de amerikanske kolonier, der ikke kunne udstede britiske pund eller betale i guld, eftersom de intet guld havde, eller kunne sikre deres sedlers indløselighed i jord — som man ellers havde gjort — eftersom de ikke rådede over noget.
Kolonien Massachusetts var de første, der udstedte dem alene med dækning i fremtidige skatteindtægter — altså ikke engang et løfte om at veksle dem til hårde penge, men alene at bruge dem til at give nedslag i skattebetalingen. De blev navnlig givet som betaling til soldater og andre, som staten skulle aflønne, men også andre indenrigske kreditorer. Det var formelt nulkuponobligationer, men fungerede reelt som nytrykte penge.
Kan vi forestille os noget lignende som kortsigtet alternativ til det såkaldte #Grexit? (Opdateret: ECB har allerede diskuteret muligheden, men afviser den.)
De historiske fortilfælde er interessante, fordi de peger på hvor moderne penge stammer fra, og hvad deres funktion har været, nemlig at finansiere det offentliges underskud fra år til år, og til at skaffe omløbsmidler.
Ligesom de amerikanske kolonier, som ikke kunne skaffe guld eller sølv, og amerikanske delstater der ikke kan trykke egne dollar, kan eurolande ikke selv trykke penge. Økonomibloggeren John Cochrane forestiller sig en anden udvej, hvor grækerne finder på en måde at skabe deres egne nye penge uden formelt at udtræde fra eurosamarbejdet. Det skulle foregå således.:
Greece can print up small-denomination zero-coupon bearer bonds, essentially IOUs. They say “The Greek government will pay the bearer 1 euro on Jan 1 2016.” Greece can roll them over annually, like other debt. Mostly, they would exist as electronic book entries in bank accounts, but Greece can print up physical notes too.
De obligationer kunne næppe sælges til udenlandske kreditorer, allerhøjst til relativt ufordelagtige priser, men den forhandlingskraft har alle, der forventer penge fra den græske statskasse, ikke:
Most of Greece’s spending is transfer payments, to pensioners, health care, government workers, and so on. Greece can pay all of these with IOUS. It can “recapitalize” or lend to banks with these.
Man kan læse Cochranes fulde indlæg her. Trods lovning om det modsatte er den græske regering allerede begyndt at benytte deres indenrigske kreditorers relative svag. De er allerede bagud på løn- og pensionsudbetalinger, men er dog ikke begyndt at tilbyde alternativer. (OPDATERET: Det diskuteres allerede nu, her et par måneder efter John Cochrane skrev sit indlæg)
Cochrane henviser til Californien som fortilfælde. Under budgetkriserne i 1992 og 2008-2012 begyndte Californien at betale sine regninger med Registered Warrants. Disse tilgodehavender kunne indløses efter et antal måneder, hvor delstatsregeringen forventede at kunne betale sine regninger. De gik meget tæt på at fungere som fuldbyrdede penge. Eksempelvis kunne de til dels deponeres i banker og veksles til almindelige, hårde penge. De bruges til at betale eksempelvis elregninger, og de kunne bruges til alle betalinger over for delstaten, hvilket jo er sådan de amerikanske kolonier skabte de første moderne papirpenge.
(Sidstnævnte alternativ peger Cochrane også på, hvis det skulle være ulovligt at udsende nødpenge, som ECB mener det er. Grækerne kan i stedet sælge retten til at slippe for 1 euro året efter, eksempelvis til 95 eurocent, hvad der er det samme som at skabe nye penge).
Hej Erik,
Jeg studsede over ordet “omløbsmidler”, som du bruger i din tekst. Har du læst bøger af nogle af de østrigske økonomer? Fx Mises?
Ja. Manglen på currency, circulating media, var udpræget i de amerikanske kolonier og generelt i Vesten indtil 1800-tallet. Det var dyrt at slå mønter og mange blev slået ned relativt høje pålydendeværdier. Selvom priser blev regnet i f.eks. £, kunne selve afregningen ofte falde i alle mulige naturalier (“country pay”) og ved udveksling af kreditter, f.eks. butikskreditter. Det fabdtalle besværlige, og der var et stort ønske om at fremme handlen ved at sætte flere penge i omløb.
Jeg er bekendt med at østrigerne indskrænker definitionen af penge til kun at gælde specie, men det er en for snæver definition efter de fleste pengehistorikeres opfattelse, og min.
Hej Erik, tak for dit svar.
Nu er jeg i færd med at læse Mises “Theory of Money and Credit”, og har læst Rothbards “The mystery of banking” der også indeholder en del historiske referencer.
Som du siger har østrigerne en forkærlighed for hårde penge i specie – målet, så vidt jeg har forstået dem, er at sikre pengemængden ikke lader sig manipulere af statslige indgreb (det har dog ikke forhindret den Dansk-norske speciesbank i at udvide kreditten fra 13 mio rigsdaler i 1798 til 145mio rigsdaler i 1813 da Danmark gik statsbankerot pga. krig etc). Midlet for at opnå en stabil pengemængde virker derfor ikke til at være løst med at bruge specie, men lige så vel politikken omkring pengene.
Jeg er selv ganske interesseret i pengehistorie, er der nogle anbefalingsværdige bøger man kan få fingre i som beskriver den danske pengehistorie?
Dansk pengehistorie kender jeg ikke det helt store til, må jeg indrømme. Hovedværket er vist http://www.arnoldbusck.dk/boeger/oekonomi/dansk-pengehistorie1700-1914. Herudover har Nationalbanken udgivet en dansk pengehistorie i flere bind. Irriterende nok kan jeg finde masser af .pdf’er, men ikke en oversigt. Men f.eks. her: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2010/11/1_1700-1818_kap3_krigsinflation.pdf (nok mest relevant for nærværende post).
Jeg ville ærligt talt være forsigtig med Rothbards beretning. Der var en nylig artikel, der beskrev hans bidrag til bankhistorie som lidt mindre nyttige end man kunne håbe på, “by virtue of being factually incorrect.” Det er især fractional reserve banking’ens historie, han misforstår, fordi han fejlbeskriver hvordan kredit og bankkonti fungerede før bankerne — og har en voldsom bias mod andet end ædelmetaller, som får ham til at se bort fra samtidige syn på sagen.
Der findes langt mere autoritative kilder til fiatpengenes historie [navnlig Amerika, hvor det jo stammer fra], bl.a. hos Fairley Grubb, George Selgin (freebanking fortaler, så at sige tidligere østriger), Dror Goldberg, og i ældre kilder blandt andre Macleod og endda Innes.
http://www.nber.org/papers/w18099
Dette er en noget længere udredning:
http://www.lerner.udel.edu/sites/default/files/ECON/PDFs/RePEc/dlw/WorkingPapers/2015/2015wp07.pdf
Om guldsmedebankerne, som Rothbard og et utal andre harcellerer mod, kan man f.eks. se:
http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=1589709
Macleod bidrog to kapitler til det gigantiske:
http://oll.libertyfund.org/title/2236
Der findes også en hel del historie om kreditpapirenes historie, altså letters of credit, mv., og hvordan de blev brugt.
Jeg har en uanet stor artikelliste, hvis det er mere specifikke ting du leder efter.
Meir Kohn, som også er fellow ved Mercatus Institute, er ved at samle materialer til en bog om finansielle instrumenter før den industrielle revolution, som tegner til at blive afsindig interessant:
http://www.dartmouth.edu/~mkohn/Papers/01-15.pdf
Med andre ord: Der er ikke den store grund til at udgå fra Rothbard eller Mises Institute-skriverier, når det gælder pengehistorien. Helt uagtet anbefalinger vedrørende bankreserver eller guldstandard — som der i øvrigt er betydelig kontrovers om selv i meget liberale kredse derovre — er den rothbardske udlægning af penge- og kredithistorien om ikke andet utilstrækkelig.
Målet er nærmest udelukkende at agitere imod alle former for penge, der ikke er specie, hvad der egentlig ikke er særlig fremmende for forståelsen. Men nu er jeg også kun ved at skrive speciale, og hverken kvalificeret eller interesseret i at komme med policyforslag til pengepolitikken.
Hej Erik,
Tak for referencerne 🙂
Rothbards bog gav mig en forståelse af bankernes funktion, er der nogle kritikpunkter i forhold til den del af bogen du kender?
Jeg må nok indrømme at den historiske fortælling har fortabt sig lidt, skulle der være nogle faktuelle fejl i bogen har jeg givetvis glemt det alligevel 🙂
Men bogen fik mig alligevel gjort interesseret i den danske historie.
Spændende læsning. Min kilde angående krigsinflationen var Erling Olsens bog, “Danmarks økonomiske historie” fra 1960erne. Ved at læse den fik jeg indtrykket af at det var speciesbanken der udvidede – men det ser ud til at den i stedet blev tømt, mens kurantbanken udstedte sedler i vildskab.
Pingback: Parallelle valutaer, pseudo-euro og andre løsninger på Grækenlands betalingsvanskeligheder - Punditokraterne